Tuataraerne er krybdyr, der ligner øgler, men de er taksonomisk meget forskellige fra dem. De er det eneste overlevende medlem af krybdyrordenen Rhynchocephalia, en gruppe der blomstrede for omkring 200 millioner år siden og engang var udbredt i hele verden. Derfor kaldes tuataraer ofte for "levende fossiler".

Der findes nu kun én slægt, Sphenodon, og to arter af tuatara. Begge arter er endemiske for (lever kun i) New Zealand. Firben og slanger er deres nærmeste levende slægtninge, men tuataraens bygning og udviklingshistorie afviger klart fra disse grupper.

Udseende og anatomi

Tuataraer er typisk grønbrune og kan blive op til cirka 80 cm fra snudespids til hale. De har en karakteristisk pigformet kam langs ryggen — Maori-ordet tuatara henviser til denne kam — som er mere udtalt hos hannerne. Kroppen er robust, med kortere ben end mange egentlige øgler.

Tænder og bid: Tuataraer har et unikt tandmønster: to rækker tænder i overkæben, der overlapper en enkelt række i underkæben, hvilket giver et effektivt skære- og skarersystem. Tænderne er acrodont (siddende fast på kæben) og udskiftes ikke på samme måde som hos mange andre dyr; de slides gradvist ned med alderen.

Tredje øje: Ungdyr og nogle voksne har et lysfølsomt "parietalt øje" på issen — et lille, skældækket organ, der kan opfatte lysmængder og menes at spille en rolle i døgnrytme og hormonregulering, selv om det ikke fungerer som et normalt synsorgan.

Levevis og biologi

Tuataraer er primært nataktive og crepuskulære (aktive ved skumring), men ses også solbade i skumringstimer for at regulere kropstemperaturen. De har en meget lav stofskifte og kan være aktive ved lavere temperaturer end de fleste krybdyr — typisk ved 10–20 °C. De ernærer sig især af insekter, små hvirvelløse dyr, fugleæg og nogle gange frø eller små hvirveldyr.

Vækst og levealder: Tuataraer vokser langsomt og bliver kønsmodne sent, typisk først omkring 10–20 års alderen. De kan leve meget længe; der er dokumenterede eksempler på individer, der bliver over 100 år.

Formering

Hunnen lægger normalt et enkelt kuld æg hvert andet til femte år (frekvensen afhænger af habitat og føde), og et kuld kan indeholde omkring 8–20 æg. Æggene har en usædvanligt lang inkubationstid — ofte 12–15 måneder eller længere — hvilket betyder, at æggene lægges ét år og klækker det næste. Kønssammensætningen er temperatureafhængig under inkubation (temperature-dependent sex determination), og varmere reder har tendens til at producere flere hanner.

Bevarelse og trusler

Tuataraer har været stærkt påvirket af indførte pattedyrs rovdyr som rotter, mus, katte og mårdyr, som udryddede mange bestande på fastlandet. I dag findes de i stort omfang på predatorfri øer ud for New Zealands kyster og i enkelte beskyttede områders opsatte hegnsanlæg og fristedprojekter på fastlandet. Bevarelsesindsatsen inkluderer roddyrsudryddelse, translokation af individer til sikre øer, opdræt i fangenskab og genetisk overvågning.

Klimaændring: En nyere bekymring er klimaændringer: stigende temperaturer kan forskyde kønsforholdet i favør af hanner under inkubation, hvilket kan true langsigtet populationens overlevelse, hvis ikke forvaltningsmæssige tiltag foretages.

Hvorfor er tuatara vigtig?

Tuatara er ikke kun unikke i deres anatomi og udviklingshistorie — de fungerer også som et vigtigt fyrtårn for naturbevarelse i New Zealand. At beskytte tuataraer betyder ofte også at beskytte de økosystemer og andre arter, der deler deres habitater. Forskning i tuatara giver desuden indsigt i krybdyrens evolutionære historie og hvordan arter kan tilpasse sig langsomt skiftende miljøforhold.

Fakta kort:

  • Orden: Rhynchocephalia — eneste nulevende repræsentant.
  • Slægt: Sphenodon; to arter.
  • Udbredelse: Endemisk til New Zealand, især predatorfrie øer og beskyttede områder.
  • Størrelse: Op til cirka 80 cm fra hoved til hale.
  • Levealder: Meget lang — ofte flere årtier, dokumenteret over 100 år.
  • Trusler: Indførte rovdyr, habitattab og klimaændringer.