Lydoptagelse

Teknologi

Analog cylinder

De første maskiner til optagelse af lyd var mekaniske, ikke elektriske. Phonografen blev opfundet af Thomas Alva Edison i 1877. Fonograferne har en roterende cylinder, der er dækket af et blødt materiale som f.eks. stanniol, bly, voks eller amberol. Lydbølgerne ryster en lille nål, så dens bevægelse bærer bølgerne videre. Når cylinderen drejer rundt, tegner nålen lydbølgernes bevægelse i den bløde belægning. På den måde blev cylinderen en optagelse af den lyd, der var i nålen.

Denne optagelse afspilles ved at føre en anden nål gennem rillen i cylinderen. Dette genskaber de små vibrationer i afspilningsnålen. Disse vibrationer kan forstærkes (gøres kraftigere) for at skabe højere og mere hørbar lyd.

Phonografen var nyttig til at lave enkelte optagelser, men en stor ulempe var, at det var svært at lave kopier af cylinderne.

Analog disk

Problemet med at kopiere optagelser blev bedre med opfindelsen af grammofonen (også kaldet phonografen på amerikansk) omkring 1888. Grammofonen fungerer på stort set samme måde som grammofonen, men i stedet for en cylinder er nålens riller ætset ind i en plade, som drejer rundt på et drejebord. Fordi plademediet var fladt, var det meget nemmere at kopiere optagelser. Ved at trykke den originale optagelse på en plade af shellak blev der skabt en negativ master, hvor rillerne var ujævnheder på overfladen i stedet for at være ridset ind i overfladen. Masteren kunne bruges til at fremstille mange kopier ved hjælp af den modsatte proces.

De første plader var for det meste lavet af gummi eller shellak, men senere blev pladerne lavet af vinyl.

Oprindeligt drejede pladerne med en hastighed på 78 omdrejninger i minuttet, eller 78 omdrejninger pr. minut. Efterhånden som teknologien blev forbedret, kunne pladerne dreje langsommere, men stadig gengive lyden bedre og spille i længere tid. 45 rpm blev almindeligt i midten af det 20. århundrede, og i slutningen af 1900-tallet var de fleste plader 33 rpm.

Bånd

I slutningen af 1930'erne dukkede båndoptageren op. Båndoptagere bruger et magnetbånd som medie med et optagehoved til at lagre lyden på båndet. Lydbølgerne omdannes til et elektrisk signal i optageren. Dette signal går ind i hovedet, hvor det ændrer polariteten i meget små magneter. Båndet bevæger sig forbi hovedet med en konstant hastighed, og magnetpartiklerne omlejres af disse magneter til et mønster, der repræsenterer lydbølgen. Disse magnetiske mønstre minder meget om de små riller på en cylinder eller en plade, idet de repræsenterer lydbølgernes vibrationsenergi.

Når et bånd afspilles, kører det forbi et afspilningshoved, som aflæser de magnetiske mønstre fra båndet og omdanner dem til et elektrisk signal. Det elektriske signal kan derefter omdannes til lydbølger eller kopieres til en anden form for lydbehandlingsmaskine.

Et magnetbånd er opdelt i flere spor. Hvert spor bruger en del af båndets bredde og kan lagre en helt anden optagelse, som kan afspilles samtidig med de andre spor. Et tosporsbånd har et spor på halvdelen af båndet og et andet spor på den anden halvdel. Et firesporet bånd har fire spor, der alle ligger ved siden af hinanden, ligesom en motorvej med fire spor. De fleste båndoptagelser i dag er stereofoniske (eller stereo), hvilket betyder, at de har to spor, som er beregnet til at blive afspillet sammen. Normalt afspilles det ene på lytterens venstre side og det andet på lytterens højre side, så det passer til lytterens to ører.

De tidlige bånd blev rullet fladt op på en lagerrulle og overført til en optagerrulle, efterhånden som de blev optaget eller afspillet. Efter optagelse eller afspilning blev de spolet tilbage, så de kun blev gemt på lagerrullen. Denne form for system kaldes i dag normalt for spole til spole. Det bruges stadig i dag til visse professionelle optagelser og afspilninger, men til hjemmebrug blev spoler for det meste erstattet af andre typer bånd i 1970'erne. Kassetter er små kassetter med to spoler indeni. Kassetter bevæger et firesporet bånd i en af to retninger, svarende til deres side A- og side B-etiketter. Spolen til venstre indeholder det uspillede eller uindspillede bånd, og spolen til højre indeholder det bånd, der allerede har passeret optagelses- eller afspilningshovedet. Når du vender kassetten om, bevæger båndet sig stadig fra venstre til højre, men det er i virkeligheden den modsatte retning. "Side A"-optagelsen afspiller to spor som stereo, og "side B"-optagelsen afspiller de to andre spor som stereo.

Otte-sporsbånd var populære i et stykke tid i 1970'erne og 1980'erne. Otte spor fungerer på samme måde som kassetter, men båndet er en løkke: det gentages efter at være blevet afspillet hele vejen igennem. Fordi det har otte spor, er der fire programmer at vælge imellem, hver i stereo. Eight-tracks er ikke særlig populære længere, men kan stadig findes i hobbysamlinger.

Professionelle båndoptagelsessystemer kan have endnu flere spor eller bruge dem på en anden måde. Normalt er et sådant system designet til at give mulighed for at blande sporene på andre måder, end de oprindeligt blev optaget. Der findes dog en form for optagelse, der kaldes quadrafonisk, hvor der anvendes fire spor på bånd til at afspille fire forskellige spor på samme tid. En god quadrafonisk optagelse kan lyde meget mere "ægte" end stereo- eller monofoniske optagelser.

Digitalt lydbånd

Båndoptagelsesteknologi blev brugt fra computerens tidlige dage til at lagre digitale oplysninger. Efterhånden som computerteknologien blev forbedret, blev magnetbåndsteknologien også forbedret. I 1980'erne kom teknologien Digital Audio Tape (DAT) frem. DAT er designet til at fungere på samme måde som kassettebånd, bortset fra at DAT's magnetiske mønstre repræsenterer digitale data i stedet for lydvibrationer. Disse digitale data er en digital lydoptagelse, som kan kopieres og gengives med mange forskellige computersystemer. Ved at gå over til det digitale medie fjerner man sig endnu et skridt længere fra den oprindelige lyd. I stedet for at være et lydmedie er DAT et datamedie, og dataene er et lydmedie. Dette er mere teknisk kompliceret, men også mere fleksibelt. DAT har været anvendt til mange former for dataoptagelse ud over lyd.

Compact Disc

CD-mediet (compact disc) blev udviklet i 1980'erne som en ny måde at bringe digitale musikoptagelser på markedet på. Bortset fra indførelsen af cd-rom'en og flere forskellige typer af optegnelige cd'er har cd'en ikke ændret sig meget siden da. Ligesom DAT er den et datamedie snarere end en måde at optage vibrationer direkte på. Den blev indført for at levere musik på en måde, der er billig for producenterne, men af relativt høj kvalitet, men den er siden blevet tilpasset til at opfylde mange behov for datalagring. Ligesom DAT kræver cd'en computerteknologi for at kunne optage og afspille den.

I 1990'erne havde cd'er erstattet kassetter og plader som det vigtigste kommercielle musikmedie. Selv om cd'er stadig er meget populære i dag, vinder "online"-digitale optagelser som MP3'er hurtigt frem.

En typisk Compact Cassette

Teknikker

De tidligste metoder til optagelse af lyd involverede liveoptagelse af opførelsen direkte på et optagemedie. Det var en helt mekanisk proces, som ofte kaldes "akustisk optagelse". Lyden fra de optrædende blev opfanget af en membran med en skinnenål forbundet til den. Nålen lavede rillerne i optagemediet.

For at gøre denne proces så effektiv som muligt, blev membranen placeret i toppen af en kegle, og de(n) udøvende kunstner(e) blev presset rundt om den anden ende. Hvis en af de optrædende var for højlydt, måtte han/hun trække sig tilbage fra keglens munding for at undgå at overdøve de andre optrædende. Som følge heraf blev der i de tidlige jazzoptagelser brugt en træblok i stedet for stortrommen.

Indførelsen af elektrisk optagelse gjorde det muligt at bruge mikrofoner til at optage lyden af forestillingen. De førende pladeselskaber gik over til den elektriske mikrofonproces i 1925, og de fleste andre pladeselskaber fulgte efter dem i slutningen af årtiet. Elektrisk optagelse øgede fleksibiliteten og lydkvaliteten. Men når opførelsen først var blevet klippet til optagelsesmediet, så hvis der blev begået en fejl, var optagelsen ubrugelig.

Elektrisk optagelse gjorde det muligt at optage en del på en disk og derefter afspille den, mens man afspiller en anden del, og optage begge dele på en anden disk. Dette kaldes over-dubbing. De første kommercielt udgivne plader med overdubbing blev udgivet af Victor Talking Machine Company i slutningen af 1920'erne. Overdubbing var dog kun af begrænset betydning, indtil det analoge lydbånd blev introduceret. Les Paul var den første til at bruge overdubbing på bånd, og det kaldes "lyd på lyd"-optagelse. På denne måde kunne man opbygge opførelser over tid.

Den analoge båndoptager gjorde det muligt at slette eller overspille en tidligere optagelse, så man kunne rette fejl. En anden fordel ved at optage på bånd er muligheden for at klippe båndet og sætte det sammen igen. Dette gør det muligt at redigere optagelsen. Der kan fjernes dele af optagelsen eller omarrangeres dele af den. Se lydredigering

Indførelsen af elektroniske instrumenter (især keyboards og synthesizere), effekter og andre instrumenter har ført til, at MIDI er blevet vigtigere i forbindelse med indspilning. Ved hjælp af MIDI-tidskode er det f.eks. muligt at lade forskelligt udstyr "udløse" uden direkte menneskelig indgriben på optagelsestidspunktet.

I nyere tid har computere (digital audio workstation) fået en stadig større rolle i optagestudiet, da deres brug letter arbejdet med at klippe og loope og giver mulighed for øjeblikkelige ændringer, f.eks. kopiering af dele, tilføjelse af effekter og omarrangeringen af dele af optagelsen.

Historie

Den franske boghandler og trykker Édouard-Léon Scott de Martinville var den tidligste kendte opfinder af lydoptagelser. Det menes, at han opfandt det første lydoptagelsesapparat nogensinde, den såkaldte phonautograf.

Scotts Phonautograf-maskine