Føderalisme i USA

Baggrund

Koloniale regering

Da Amerika var en koloni under det britiske imperium, blev det styret af kong George III. Mange amerikanske kolonister mente, at denne regering var korrupt og ikke bekymrede sig om kolonisternes rettigheder.

USA's grundlæggere begyndte at tro på en idé, som de kaldte republikanisme. Denne idé gik ud på, at befolkningen i et land skulle kunne vælge deres regering. Den sagde, at regeringens opgave var at beskytte folks naturlige rettigheder, og hvis regeringen ikke gjorde dette, havde folket ret til at vælte den. I 1775 var disse idéer almindelige i kolonitidens Amerika.

I 1760'erne og 1770'erne begyndte den britiske regering at vedtage love, der tvang kolonisterne til at betale skat på ting som tryksager og ting, der blev fremstillet uden for kolonierne. For mange amerikanere var dette eksempler på korruption og uretfærdighed i regeringen. Regeringen tvang dem til at betale skat, men kolonisterne havde ingen indflydelse på, hvilke skattelove der blev vedtaget, eller hvad deres penge blev brugt til.

I 1775 begyndte den amerikanske revolutionskrig. Året efter vedtog kolonierne USA's uafhængighedserklæring, som gjorde dem til det nye land USA. I 1783 vandt USA takket være hjælp fra Frankrig, Spanien og nogle indianerstammer krigen og sin uafhængighed fra det britiske imperium.

Første forfatning

Det britiske styre havde imidlertid fået de fleste amerikanere til at nære mistillid til de føderale regeringer. Mange amerikanere kunne ikke lide tanken om, at folk langt væk fra dem kunne lave regler for deres liv, som den britiske regering havde gjort. De så regeringen som den største trussel mod deres frihed. Derfor gav USA's første forfatning, Articles of Confederation, det meste af magten til delstaterne. Artiklerne skabte en forbundsregering, men gav den meget lidt magt. For eksempel tillod artiklerne den kontinentale kongres at underskrive traktater og erklære krig, men den kunne ikke opkræve skatter til at betale for en hær. Desuden krævede alle større beslutninger, at alle delstatsregeringerne skulle være enige. Det gjorde det meget vanskeligt for den føderale regering at få noget gennemført.

Føderalisme i det tidlige USA

Grundlæggerne - og almindelige amerikanere - begyndte at se, at forbundsregeringen ikke fungerede godt. Nogle af grundlæggerne begyndte at foreslå føderalisme som en løsning på problemerne med Forbundets artikler.

Mange flere amerikanere begyndte at støtte føderalismen efter Shays' oprør i 1786-1787. Shays' oprør startede som en protest fra fattige bønder i det vestlige Massachusetts og endte som et væbnet oprør. Hverken den føderale regering eller delstatsregeringen havde soldater eller penge nok til at betale for en hær, der kunne stoppe oprøret. Købmændene i Massachusetts måtte betale for en privat hær til at stoppe oprøret. Under oprøret tog Massachusetts' delstatsregering også folks ret til habeas corpus (så de kunne holde folk i fængsel uden retssag) og deres ret til at sige dårlige ting om regeringen. Mange amerikanere begyndte at indse, at deres regering under Forbundets artikler ikke var i stand til at beskytte dem eller deres rettigheder. Dette var ikke den republikanske regering, som de havde kæmpet for.

Oprettelse af en ny føderalistisk regering

I 1787 mødtes femoghalvtreds delegerede til forfatningskonventet i Philadelphia. Her skabte de idéer om en ny type regering, kaldet føderalisme. I denne type regering besluttede de:

• Den føderale regering ville få mere magt end før. Men magten ville blive delt mellem staterne og forbundsregeringen, så forbundsregeringen ville ikke være almægtig.
• Staterne ville få repræsentanter i den føderale lovgivende forsamling, USA's kongres. Deres repræsentanter skulle tale for det, som befolkningen i hver enkelt stat havde brug for og ønskede, og de skulle kunne stemme om alle føderale love.
• Små og store stater ville få lige mange repræsentanter i det amerikanske senat for at forhindre, at de store stater fik al magt.
• Den nye forbundsregering skulle have tre separate sektioner, som skulle fordele og balancere magten mellem dem. Hver af dem skulle sikre, at de to andre ikke fik for meget magt

De delegerede i forfatningskonventet skrev en ny forfatning. I den sidste del af forfatningen, artikel 7, stod der, at ni stater skulle ratificere (godkende) forfatningen, for at den kunne træde i kraft. Den føderalistiske bevægelse begyndte at arbejde for at få forfatningen ratificeret.

En ny forfatning

Nogle af de grundlæggende fædre var stærke fortalere for føderalisme, især James Madison, Alexander Hamilton og John Jay. De skabte det stærkeste forsvar for den nye forfatning i en bog kaldet The Federalist Papers. Det var en samling af 85 essays, der støttede føderalismen. Dens mål var at overbevise folk om at stemme for at ratificere forfatningen. Selv om de blev offentliggjort anonymt på det tidspunkt (uden angivelse af nogens rigtige navne), var essaysene skrevet af Madison, Hamilton og Jay. Essayerne forklarede den nye forfatning og alle de beskyttelsesforanstaltninger, der var indeholdt i den. De besvarede mange af argumenterne mod føderalisme og forklarede, hvordan forfatningen ville være med til at beskytte folks rettigheder. For eksempel skrev James Madison i "Federalist No. 10", at føderalisme ville være med til at beskytte de republikanske værdier, som de fleste amerikanere støttede, som f.eks. vigtigheden af personlige frihedsrettigheder.

Folk, der ikke støttede den nye forfatning, blev kaldt "anti-føderalister". Anti-føderalisterne omfattede grundlæggelsesfædre som Patrick Henry og George Mason. De var bekymrede for, at den føderale regering under den nye forfatning var for stærk og havde for meget magt over staterne. De ønskede, at staterne skulle have mere magt. De brød sig heller ikke om, at forfatningen ikke indeholdt nogen lovforslag om rettigheder. Uden en sådan var de bekymrede for, at den føderale regering ville tage deres rettigheder fra dem.

Efter at føderalisterne havde lovet at tilføje en erklæring om rettigheder til forfatningen, efter at den var blevet ratificeret, og efter at George Washington havde sagt, at han støttede den nye forfatning, ratificerede staterne forfatningen.

Ændringer

Den nye forfatning trådte i kraft den 4. marts 1789. Samme år skrev og foreslog kongressen 12 ændringsforslag til forfatningen. Tre fjerdedele af staterne skulle ratificere disse ændringer for at kunne føje dem til forfatningen. Staterne ratificerede ti ændringsforslag den 15. december 1791. Tilsammen blev de til Bill of Rights. Det tiende ændringsforslag fastlagde retningslinjerne for føderalismen i USA. Det sagde, at alle beføjelser, som forfatningen ikke gav den føderale regering, tilhørte staterne. Dette skulle berolige folks bekymringer om, at den føderale regering ville forsøge at tage mere og mere magt fra staterne.