Leukæmi: Hvad er det? Typer, symptomer og behandling

Leukæmi: Få klar viden om typer, tidlige symptomer og effektive behandlingsmuligheder — alt hvad du behøver for at forstå og handle hurtigt.

Leukæmi er en kræftsygdom, der rammer hvide blodlegemer og knoglemarven. Når en person har leukæmi, danner kroppen for mange hvide blodlegemer (leukocytter), eller de dannes i en unormal, umoden form, som ikke kan fungere normalt.

Leukæmi er en del af en større gruppe sygdomme, blodkræft (hæmatologiske neoplasmer). Uden behandling kan leukæmi føre til døden inden for uger, måneder eller år — personens overlevelse afhænger i høj grad af typen af leukæmi, sygdommens stadium og behandlingsmulighederne.

I 2000 udviklede omkring 256.000 børn og voksne i verden en form for leukæmi, og 209.000 døde af den. Omkring 90 % af alle leukæmier forekommer hos voksne.

Typer af leukæmi

Leukæmi klassificeres primært efter hastighed (akut eller kronisk) og celletypen (lymfocytisk eller myeloid):

• Akut lymfatisk leukæmi (ALL) — hurtig udvikling af umodne lymfocytter; ses hyppigt hos børn, men kan også ramme voksne.
• Akut myeloid leukæmi (AML) — hurtig vækst af myeloide celler; almindelig hos voksne.
• Kronisk lymfatisk leukæmi (CLL) — langsomt fremadskridende sygdom i modne lymfocytter; hyppig hos ældre.
• Kronisk myeloid leukæmi (CML) — ofte langsom start, men kan accelerere; associeret med en specifik genetisk ændring (Philadelphia-kromosomet).

Symptomer

Symptomer varierer, men almindelige tegn på leukæmi omfatter:

• Træthed og svaghed
• Hyppige infektioner eller feber
• Let blødning eller blå mærker
• Blødende tandkød eller næseblod
• Smerter i knogler eller led
• Hævede lymfeknuder, forstørret lever eller milt
• Vægttab, nattesved eller appetitløshed

Årsager og risikofaktorer

Den præcise årsag til leukæmi er ofte ukendt, men flere faktorer øger risikoen:

• Genetiske forandringer i blodceller (muterede gener eller kromosomale abnormiteter)
• Tidligere behandling med visse kemoterapier eller strålebehandling
• Eksponering for kemikalier som benzene
• Høj ioniserende stråling
• Nogle arvelige sygdomme (fx Down syndrom)
• Rygning er forbundet med øget risiko for enkelte former for leukæmi

Hvordan diagnostiseres leukæmi?

Diagnosen stilles ved en kombination af klinisk vurdering og parakliniske undersøgelser:

• Blodprøver (fuldt blodtal/CBC) viser ofte forandringer i hvide blodlegemer, røde blodlegemer og blodplader.
• Knoglemarvsbiopsi og aspiration bekræfter tilstedeværelse af leukæmiceller og angiver sygdomstype.
• Cytogenetik og molekylærgenetiske tests (fx PCR, FISH) identificerer genfejl, som har betydning for behandling og prognose.
• Flowcytometri bruges til at bestemme celletypen og immmunologiske markører.

Behandling

Behandlingen tilpasses type og stadium af leukæmi samt patientens alder og helbred. Muligheder omfatter:

• Kemoterapi — grundpillen i behandlingen af mange leukæmier; gives systemisk og kan kurere især akutte former.
• Målrettet behandling — lægemidler, der hæmmer specifikke muterede proteiner (fx tyrosinkinasehæmmere ved CML).
• Immunterapi — fx monoklonale antistoffer eller CAR-T-celleterapi, som kan aktivere immunsystemet mod leukæmiceller.
• Stamcelle- eller knoglemarvstransplantation — kan give mulighed for helbredelse ved at erstatte sygt knoglemarv med sunde stamceller.
• Strålebehandling — bruges i udvalgte tilfælde, fx ved symptomer fra organtryk eller som led i transplantationsforberedelse.
• Understøttende behandling — blodtransfusioner, antibiotika ved infektioner og vækstfaktorer til at øge blodcelleproduktion.

Prognose

Prognosen afhænger af leukæmiens type, patientens alder, genetiske markører i kræftcellerne og behandlingsrespons. Nogle former, især ved tidlig og korrekt behandling, kan helbredes; andre kræver livslang kontrol eller har kortere overlevelsestid. Nye målrettede og immunologiske behandlinger har forbedret overlevelsen markant for mange patienter.

Forebyggelse og tidlig opdagelse

Der findes ingen sikker måde at forebygge leukæmi på, men risikoen kan mindskes ved at:

• Undgå unødvendig eksponering for ioniserende stråling og skadelige kemikalier (fx benzene)
• Røgeophør
• Følge anbefalinger ved tidligere kræftbehandling for at minimere toksicitet

Tidlig lægekontakt ved vedvarende symptomer (uforklarlig træthed, gentagne infektioner, usædvanlige blødninger eller vægttab) øger chancerne for hurtig diagnose og behandling.

Hvornår skal du søge læge?

Søg læge hvis du oplever:

• Vedvarende feber uden forklaring
• Svækket tilstand eller markant træthed
• Hyppige infektioner
• Pludseligt fremtrædende blå mærker eller blødning
• Hævede lymfeknuder eller smerter i knoglerne

Din praktiserende læge vil typisk tage blodprøver og henvise til specialafdeling, hvis der er tegn på leukæmi.

Hvis du eller en pårørende har fået diagnosen leukæmi, er det vigtigt at få information om den konkrete type, de genetiske fund og behandlingsmulighederne — de påvirker valg af behandling og forventet forløb.

Søg efter bogstav