1824 præsidentvalg i USA

Baggrund

I 1824 var de gode følelsers æra slut. Indtil da havde ét politisk parti, de demokratisk-republikanske demokrater, domineret amerikansk politik. Da James Monroe ikke støttede en kandidat til at efterfølge ham, gav det mulighed for en vidt åben valgkamp til præsidentvalget i 1824.

I 1824 var Amerika en republik, men stadig under udvikling som et demokrati. På det tidspunkt var folk ikke så direkte involveret i den politiske proces, som de senere ville blive. Der var 24 stater, og seks af dem overlod valget af præsident til deres statslige lovgivende forsamlinger. Så en præsidentvalgkampagne var ikke den popularitetskonkurrence, som den senere skulle blive det. Valget af præsident blev dels foretaget af andre valgte embedsmænd og dels af de borgere, der kunne stemme. I modsætning til moderne politikere førte præsidentkandidaterne ikke personlig valgkamp. I stedet indrykkede deres kampagneledere og andre annoncer i aviserne, som kritiserede deres kandidats rivaler og samtidig fremhævede deres kandidats dyder. Kandidaterne overlod valgkampagnen til deres venner.

I sommeren 1824 mødtes omkring en tredjedel af de valgbare kongresmedlemmer i et uformelt møde for at nominere Crawford som præsident. Massachusetts' lovgivende forsamling fulgte efter ved at nominere Adams som deres favoritkandidat. Clay blev nomineret af Kentuckys lovgivende forsamling. Calhoun besluttede sig for at stille op som vicepræsident i stedet. Alle fire kandidater var demokrater-republikanere, så der var ingen officiel støtte fra partiet. På dette tidspunkt eksisterede det føderalistiske parti ikke længere.

Kandidaterne

Madison viste sig at være den sidste i Virginia-dynastiet af præsidenter. Men tre medlemmer af hans kabinet besluttede sig for at stille op. Adams, fra Massachusetts, var udenrigsminister. Crawford, fra Georgia, var finansminister. Calhoun fra South Carolina var krigsminister. Clay, der var næsten lige så populær i de vestlige territorier som Jackson, var den magtfulde formand for Repræsentanternes Hus. Som en heroisk general var Jackson langt den mest kendte i offentligheden. Han havde kun haft en kort periode i Kongressen og havde været territorialguvernør. Han havde kun få andre kvalifikationer. Han havde ingen erfaring med diplomati, havde aldrig haft en ministerpost og talte ingen fremmedsprog. Indtil dette tidspunkt havde alle amerikanske præsidenter haft diplomatisk og administrativ erfaring, før de blev præsident.

Adams var utvivlsomt den mest kvalificerede til at blive præsident. Han var søn af den anden præsident og havde studeret på Harvard College. Han talte flydende hollandsk, fransk og tysk. I 1794 var han USA's minister i Nederlandene. Under sin fars præsidentperiode var han minister for Preussen. Under præsident Madison var han med til at forhandle Gent-traktaten i 1814, der afsluttede krigen i 1812. Som udenrigsminister spillede han en central rolle i udenrigspolitikken. Adams var med til at formulere Monroe-doktrinen. Han blev valgt til Massachusetts' lovgivende forsamling i 1802 og blev året efter valgt til USA's senat.

Adams manglede imidlertid næsten helt karisma. Han var kort, skaldet og havde altid et rynket ansigt. Hvis han havde ført personlig valgkamp, ville hans udseende have forhindret ham i at få mange stemmer. Han beskrev sig selv med ordene: "Jeg er en mand med reserverede, kolde, strenge og forbydende manerer."

Crawford havde stillet op til præsidentvalget én gang tidligere i 1816. Han havde siddet i to perioder som amerikansk senator. Han tjente to præsidenter som medlem af et kabinet og havde erfaring som udenlandsk diplomat. Crawford var en stærk tilhænger af staternes rettigheder. Han var medlem af en gruppe kaldet "Old Republicans" eller "Radicals". Han var imod beskyttende toldsatser og ønskede begrænsede budgetter for at holde den føderale regering svag. Selv om han generelt var afslappet og venlig, havde han et temperament, der var lige så slemt som Jacksons. Han fik et alvorligt slagtilfælde i 1823 og var tæt på at dø. Det efterlod ham skrøbelig og svag. På tidspunktet for hans nominering var han blind og stadig lammet. Men han nægtede at opgive endnu et kandidatur til præsidentposten.

Calhoun var en stærk Jeffersonsk republikaner. Han blev i 1807 valgt til South Carolinas delstatsparlament og i 1811 repræsenterede han sin delstat i det amerikanske Repræsentanternes Hus. Han gik allerede i 1807 ind for en krig mod Storbritannien. I 1817 blev han krigssekretær under James Madison. Calhoun stillede kortvarigt op til præsidentvalget i 1824, men trak sig tidligt tilbage og stillede i stedet op som vicepræsident.

Henry Clay var en af de førende kandidater i 1824. Han blev født i Virginia i 1777. Efter at være blevet advokat i Virginia i 1797 flyttede han til Kentucky for at etablere en advokatpraksis der. Han blev valgt til Kentuckys generalforsamling i 1803. Som en anden tilhænger af Jeffersons politik blev han valgt ind i det amerikanske Repræsentanternes Hus i 1811. Her sad han i flere perioder og blev til sidst formand for Repræsentanternes Hus. Han var en af de fem delegerede fra USA, der forhandlede fredstraktaten i Gent. Det var Clay, der foreslog og fik vedtaget Missouri-kompromiset i 1820.

På nogle måder var den kandidat, der skulle besejres, general Andrew Jackson fra Tennessee. Han var helten fra slagetved New Orleans. Under krigen i 1812 havde han kæmpet mod Creek-indianerne sammen med en anden helt, Davy Crockett. Hans mænd havde givet ham tilnavnet "Old Hickory". Det gjorde ham mere kendt end de fleste af de andre kandidater. Ligesom George Washington havde han sat sit liv på spil for at tjene sit land. Han var en politisk outsider. Medmindre andre kandidater kunne samle en koalition, ville Jackson være svær at besejre.

Valgresultater

Der var ingen valg "dag" i 1824. I hele efteråret 1824 stemte vælgerne enten på individuelle kandidater eller på valgmænd, der skulle stemme i valgkollegiet. Der blev valgt valgmænd i delstaterne Delaware, Georgia, Louisiana, New York, South Carolina og Vermont. Nogle valgmænd havde forpligtet sig til at støtte bestemte kandidater, mens andre ikke havde forpligtet sig til at støtte bestemte kandidater. Af dem, der havde forpligtet sig, ændrede nogle deres mening og stemte på en anden kandidat.

Repræsentanternes Hus

Jackson fik flertallet af de folkelige stemmer og flertallet af de valgmænd. Men ingen af kandidaterne fik de 131 valgmænd, der kræves i henhold til forfatningen. På grundlag af det tolvte ændringsforslag skulle valget afgøres af Repræsentanternes Hus mellem de tre bedste kandidater. Clay, som den fjerde kandidat, blev elimineret. Men som formand for Repræsentanternes Hus ville han spille en stor rolle i beslutningen om, hvem der skulle blive præsident. Clay brugte al sin indflydelse til at støtte Adams. Han overbeviste også andre medlemmer af Huset om, at Jackson ikke var kvalificeret til at blive præsident. Dette var på trods af, at Clay havde fået instrukser fra Kentuckys lovgivende forsamling om at stemme for Jackson. Clays argumenter havde tilsyneladende succes, og Adams blev valgt til præsident af Repræsentanternes Hus den 9. februar 1825. Få dage senere nominerede Adams Clay til at blive hans udenrigsminister.

Eftervirkninger

Jackson og hans tilhængere kaldte Clays og Adams' handlinger for en "korrupt handel". Præsidentkapløbet i 1828 begyndte allerede før Adams blev taget i ed som præsident. Den tilsyneladende aftale mellem Adams og Clay blev brugt til at vise korruptionen i systemet, der ignorerede folkets vilje. Jackson begyndte at føre valgkamp som "forkæmper for den almindelige mand".

Valget i 1824 medførte flere ændringer i amerikansk præsidentpolitik. Det var afslutningen på systemet med kongresvalg til nominering af kandidater. Fra 1800 til 1820 valgte kongresvalg kandidater til præsidentposten. Der var meget lidt direkte inddragelse af vælgerne i dette system. Men i 1824 blev kun én kandidat valgt af et caucus. De andre kandidater besluttede at appellere direkte til folket. Dette førte til en større ændring af systemet. I 1830'erne var politik blevet et emne af bred national interesse.

Valget i 1824 markerede afslutningen på det politiske etpartisystem. De demokratisk-republikanske partier delte sig i to partier. Det nye demokratiske parti blev dannet af Jackson og hans tilhængere. Det nationale republikanske parti (ikke at forveksle med det senere republikanske parti) blev ledet af Adams og Clay.

Jackson fratrådte sit senatssæde og vendte tilbage til Tennessee. Han og hans tilhængere begyndte at lægge grunden til sin præsidentvalgkampagne i 1828. Hans støtte voksede i hele USA. I Kongressen modsatte hans tilhængere sig de udgiftsprogrammer, som Adams havde foreslået. Jackson var forkæmper for den almindelige mand, mens Adams blev sagt at repræsentere alt det, der var forkert i amerikansk politik. Efter tre år i embedet opnåede Adams meget lidt. Dette skyldtes dels hans egne mangler og dels det pres, som Jacksons tilhængere lagde på ham.