Ved det amerikanske præsidentvalg i 1824 blev John Quincy Adams valgt som USA's sjette præsident. Valget var usædvanligt og dramatisk: ingen af de førende præsidentkandidater opnåede et absolut flertal i valgkollegiet, og afgørelsen måtte derfor overlades til Repræsentanternes Hus i henhold til det tolvte tillæg til forfatningen.
Kandidaterne
De reelt centrale kandidater til præsidentposten var fire:
- John Quincy Adams – diplomat og tidligere udenrigsminister, søn af tidligere præsident John Adams.
- Andrew Jackson – krigshelt fra 1812, populær blandt mange vælgere og førte i både folkestemmer og valgmandsstemmer.
- William H. Crawford – kandidat fra den etablerede partioldguard, men svækket af helbredsproblemer.
- Henry Clay – formand for Repræsentanternes Hus og en indflydelsesrig politiker med stærk regional backing.
John C. Calhoun optræder ofte i samtiden, men han var primært kandidat til posten som vicepræsident og blev valgt til denne post; han var ikke blandt de tre kandidater, som Repræsentanternes Hus senere skulle vælge imellem.
Valgresultatet og valgkollegiet
I valgkollegiet fik kandidaterne følgende stemmetal: Andrew Jackson 99 valgmandsstemmer, John Quincy Adams 84, William H. Crawford 41 og Henry Clay 37. Der var i alt 261 valgmandsstemmer, og et flertal krævede 131 stemmer — ingen nåede denne grænse. Jackson havde dog både flest valgmands- og flest folkelige stemmer, hvilket gjorde situationen ekstra kontroversiel.
Repræsentanternes Hus træder til
Ifølge den tolvte forfatningstillæg afgøres præsidentvalget af Repræsentanternes Hus, hvis ingen kandidat har absolut flertal i valgkollegiet. Kun de tre kandidater med flest valgmandsstemmer indgår i denne "kontingente" valgproces — i 1824 betød det Andrew Jackson, John Quincy Adams og William H. Crawford. Hver delstats delegation i Husset havde én stemme, og valget fandt sted i februar 1825. Ved afstemningen i Repræsentanternes Hus den 9. februar 1825 fik Adams flertallet og blev valgt som præsident.
Kontroversen: "corrupt bargain"
En væsentlig årsag til den politiske opstandelse efter valget var, at Henry Clay — som var ude af opløbet, fordi han lå på fjerdepladsen — som formand for Repræsentanternes Hus støttede John Quincy Adams. Kort efter udnævnte Adams Clay til udenrigsminister. Tilhængere af Andrew Jackson anklagede Adams og Clay for en »corrupt bargain« (korrupt aftale), og beskyldningerne blev et kraftigt tema i den efterfølgende politiske kamp.
Eftervirkninger og betydning
Valget i 1824 markerede slutningen på den såkaldte "Era of Good Feelings" og begyndelsen på en ny politisk organisering i USA. Konflikten omkring afgørelsen og anklagerne om bagvaskelse førte til, at Andrew Jackson og hans tilhængere byggede en bredere politisk bevægelse op, som senere udviklede sig til det Demokratiske Parti. Adams' regeringstid blev kort og præget af politisk modstand; i 1828 slog Jackson ham ved valget og indledte en længere periode med øget fokus på massedemokrati og partiorganisation.
Valget i 1824 står i historien som et afgørende vendepunkt: det tydeliggjorde svagheder i det daværende partisystem, demonstrerede valgkollegiets og Repræsentanternes Hus' betydning i situationer uden klart valgmandsflertal, og satte gang i en omformning af amerikansk politik i de følgende årtier.
