U Thant

Embedsmand

Da U Nu blev premierminister i det nyligt uafhængige Burma, bad han Thant om at slutte sig til ham i Rangoon og udnævnte ham til direktør for radio og tv i 1948. Året efter blev han udnævnt til sekretær for Burmas regering i informationsministeriet. Fra 1951 til 1957 var Thant sekretær for premierministeren. Han deltog også i en række internationale konferencer og var sekretær for det første asiatisk-afrikanske topmøde i 1955 i Bandung, Indonesien, som gav anledning til den alliancefrie bevægelse.

Fra 1957 til 1961 var han Burmas faste repræsentant (ambassadør) ved De Forenede Nationer og blev aktivt involveret i forhandlingerne om Algeriets uafhængighed. I 1960 tildelte den burmesiske regering ham titlen Maha Thray Sithu som kommandant i Pyidaungsu Sithu Thingaha-ordenen (svarende til en ridderorden).

 

FN's generalsekretær

Thant begyndte at fungere som fungerende generalsekretær fra den 3. november 1961, da han enstemmigt blev udnævnt af Generalforsamlingen efter anbefaling fra Sikkerhedsrådet for at udfylde Dag Hammarskjölds udløbne mandatperiode. Han blev derefter enstemmigt udnævnt til generalsekretær af generalforsamlingen den 30. november 1962 for en embedsperiode, der sluttede den 3. november 1966. I løbet af denne første embedsperiode fik han stor anerkendelse for sin rolle i forbindelse med afværgelsen af Cuba-krisen og for at have bragt borgerkrigen i Congo til ophør.

U Thant blev udnævnt til endnu en periode som FN's generalsekretær af generalforsamlingen den 2. december 1966 efter en enstemmig anbefaling fra Sikkerhedsrådet. Hans embedsperiode varede indtil den 31. december 1971, hvor han gik på pension. I løbet af sin embedsperiode førte han tilsyn med, at snesevis af nye asiatiske og afrikanske stater blev optaget i FN, og han var en stærk modstander af apartheid i Sydafrika. Han oprettede også mange af FN's udviklings- og miljøagenturer, fonde og programmer, herunder FN's udviklingsprogram (UNDP), FN-universitetet, UNCTAD, UNITAR og FN's miljøprogram.

Han havde også stået i spidsen for mange vellykkede, men nu stort set glemte fredsbestræbelser, f.eks. i Yemen i 1962 og Bahrain i 1968. I begge tilfælde ville krig have fremprovokeret en større regional konflikt, og det var Thants stille mægling, der forhindrede krig.

I modsætning til sine to forgængere trak Thant sig tilbage efter ti år på talefod med alle stormagterne. I 1961, da han blev udnævnt, havde Sovjetunionen forsøgt at insistere på en trojkaformel med tre generalsekretærer, én for hver blok under den kolde krig, hvilket ville have opretholdt lighed i FN mellem supermagterne. I 1966, da Thant blev genudnævnt, bekræftede alle stormagter i en enstemmig afstemning i Sikkerhedsrådet betydningen af generalsekretærens embede og hans gode embeder, hvilket var en klar hyldest til Thants arbejde.

Seksdageskrigen mellem de arabiske lande og Israel, Prag-foråret og den efterfølgende sovjetiske invasion af Tjekkoslovakiet og den indisk-pakistanske krig i 1971, der førte til fødslen af Bangladesh, fandt alle sted i hans tid som generalsekretær.

Han blev stærkt kritiseret i USA og Israel for at acceptere at trække FN-tropper ud af Sinai i 1967 som svar på en anmodning fra den egyptiske præsident Nasser. U Thant forsøgte at overtale Nasser til ikke at gå i krig med Israel ved at flyve til Cairo i et fredsforsøg i sidste øjeblik.

Hans engang gode forhold til den amerikanske regering blev hurtigt forværret, da han offentligt kritiserede USA's adfærd i Vietnamkrigen. Hans hemmelige forsøg på at indlede direkte fredsforhandlinger mellem Washington og Hanoi blev til sidst afvist af Johnson-regeringen.

Thant fulgte rapporter om uidentificerede flyvende objekter med en vis interesse; i 1967 arrangerede han, at den amerikanske atmosfæriske fysiker Dr. James E. McDonald skulle tale om ufoer for FN's Outer Space Affairs Group.

Den 23. januar 1971 meddelte U Thant kategorisk, at han "under ingen omstændigheder" ville være til rådighed for en tredje periode som generalsekretær. I mange uger var FN's Sikkerhedsråd gået i hårdknude med hensyn til at finde en efterfølger, før det endelig blev besluttet, at Kurt Waldheim skulle efterfølge U Thant som generalsekretær den 21. december 1971 - Waldheims 53-års fødselsdag - og blot ti dage før U Thants anden periode skulle være udløbet.

I sin afskedstale til FN's Generalforsamling udtalte generalsekretær U Thant, at han følte en "stor lettelse grænsende til befrielse" ved at afgive "byrderne ved embedet". I en leder, der blev offentliggjort omkring den 27. december 1971, og som roste U Thant, udtalte New York Times, at "der stadig vil være brug for denne dedikerede fredsmands kloge råd efter hans pensionering". Den ledende artikel havde titlen "The Liberation of U Thant".

 

Død

U Thant døde af lungekræft i New York den 25. november 1974. På dette tidspunkt blev Burma styret af en militærjunta, som nægtede ham enhver ære. Den daværende burmesiske præsident Ne Win var misundelig på U Thants internationale anseelse og den respekt, som den burmesiske befolkning gav ham. Ne Win var også utilfreds med U Thant's tætte forbindelser til U Nu's demokratiske regering, som Ne Win havde væltet ved et statskup den 2. marts 1962. Ne Win beordrede, at U Thant skulle begraves uden nogen officiel indblanding eller ceremoni.

Fra FN's hovedkvarter i New York blev U Thants lig fløjet tilbage til Rangoon, men der var ingen æresgarde eller højtstående embedsmænd til stede i lufthavnen, da kisten ankom.

På dagen for U Thants begravelse den 5. december 1974 var titusinder af mennesker på gaderne i Rangoon for at vise deres ærede landsmand den sidste respekt, hvis kiste blev udstillet på Rangoons Kyaikasan-løbebane i nogle få timer før den planlagte begravelse.

U Thant's kiste blev derefter bortført af en gruppe studerende, lige før den skulle begraves på en almindelig kirkegård i Rangoon. De studerende demonstranter begravede U Thant på det tidligere område, hvor Rangoon University Students Union (RUSU) lå, som Ne Win havde sprængt og ødelagt den 8. juli 1962.

I perioden fra den 5. december til den 11. december 1974 byggede de studerende demonstranter også et midlertidigt mausoleum for U Thant på RUSU's område og holdt taler mod regeringen. Tidligt om morgenen den 11. december 1974 stormede regeringstropper campus, dræbte nogle af de studerende, der bevogtede det midlertidige mausoleum, fjernede U Thants kiste og genbegravede den ved foden af Shwedagon-pagoden, hvor den fortsat ligger.

Da de hørte om stormningen af Rangoon University campus og den tvungne fjernelse af U Thants kiste, var der mange optøjer i Rangoons gader. Der blev erklæret undtagelsestilstand i Rangoon og de omkringliggende storbyområder. Det, der er blevet kendt som U Thant-krisen - de studenterledede protester mod Ne Win-regeringens usle behandling af U Thant - blev nedkæmpet af den burmesiske regering.

I 1978 udkom U Thants erindringer "View from the UN" på det amerikanske forlag Doubleday.

 
U Thant's grav, Shwedagon Pagoda Road, Yangon  

Opkaldt efter ham

• U Thant Peace Award anerkender og hædrer enkeltpersoner eller organisationer for deres fremragende indsats for fred i verden.
• Ambassadevejen Jalan U Thant i Kuala Lumpur, Malaysia, er opkaldt efter ham.
• En lille ø i East River, lige overfor Manhattan fra FN's hovedkvarter, er opkaldt efter ham.
• U Thant Honorary Lecture er blevet holdt regelmæssigt i FN's hovedkvarter i Tokyo, Japan.