Warszawa-opstanden 1944 – Polens storstilede oprør mod Nazityskland

I juli 1944 havde Polen været besat af nazi-tyske tropper i næsten fem år. Den polske hjemmehær var loyal over for den polske regering i London. Den havde planlagt at angribe tyskerne. Tyskland kæmpede mod en gruppe af allierede magter under ledelse af Sovjetunionen, Det Forenede Kongerige og USA.

Hjemmehærens oprindelige plan var at slutte sig til de vestlige allieredes invasionsstyrker, da de befriede Europa fra nazisterne. I 1943 var Sovjet imidlertid ved at nå Polens førkrigsgrænser, inden de allieredes invasion af Europa nåede ret langt.

Sovjet og polakkerne var begge fjender af Nazi-Tyskland. Men de havde forskellige mål. Hjemmehæren ønskede et demokratisk kapitalistisk Polen, der var allieret med Vesten. Den sovjetiske leder Stalin ønskede at gøre Polen til et kommunistisk land, der var allieret med Sovjetunionen.

Sovjet og polakkerne havde ikke tillid til hinanden. Sovjetiske partisaner i Polen var ofte uenige med de polske modstandstropper, som var allierede med hjemmehæren.

Stalin indstillede alle polsk-sovjetiske forbindelser den 25. april 1943, efter at tyskerne havde fortalt verden om Katyn-massakren på polske officerer. Stalin nægtede at indrømme, at han havde beordret drabene.

Hjemmehærens øverstbefalende, Tadeusz Bór-Komorowski, udarbejdede den 20. november en plan, kaldet Operation Tempest. På Østfronten skulle lokale enheder af hjemmehæren angribe den tyske Wehrmacht og hjælpe de sovjetiske tropper.

Den 13. juli 1944, da det sovjetiske angreb krydsede den gamle polske grænse, måtte polakkerne træffe en beslutning. De kunne enten begynde at angribe tyskerne, hvilket måske ikke ville blive støttet af Sovjetunionen, eller de kunne lade være med at angribe og blive kritiseret af Sovjetunionen.

Polakkerne var bekymrede for, at hvis Polen blev befriet fra den røde hærs tyske besættelse, så ville de allierede ikke acceptere den polske regering i London efter krigen.

Da polakkerne så de sovjetiske styrkers handlinger, indså de, at de var nødt til at træffe en beslutning. I Operation ''Ostra Brama'' skød eller arresterede NKVD-styrker polske officerer og tvang de lavere rangerede til at slutte sig til de sovjetisk kontrollerede polske styrker.

Den 21. juli besluttede hjemmehæren at iværksætte Operation Tempest i Warszawa inden længe. Planen skulle vise, at Polen var sit eget land, og at det var et angreb på de tyske besættere. Den 25. juli godkendte den polske eksilregering (mod den polske øverstkommanderende general Kazimierz Sosnkowskis mening) planen om et oprør i Warszawa.

I forsommeren 1944 krævede de tyske planer, at Warszawa skulle være områdets defensive centrum. Tyskerne ønskede at holde fast i Warszawa, uanset hvor mange tab de måtte lide. Tyskerne havde bygget befæstninger og sendt mange nye tropper til området. Dette blev langsommere efter det mislykkede "20. juli-komplot" om at dræbe Adolf Hitler. De tyske tropper i Warszawa var svage og følte sig ikke sikre.

I slutningen af juli fik de tyske styrker i området imidlertid nye tropper sendt til dem. Den 27. juli indkaldte guvernøren for Warszawa-distriktet, Ludwig Fischer, 100.000 polske mænd og kvinder til at bygge befæstninger omkring byen. Indbyggerne i Warszawa fulgte ikke hans krav.

Hjemmehæren blev bekymret for mulige hævnaktioner fra tyskernes side eller massearrestationer, hvilket ville gøre det svært for polakkerne at starte et angreb. De sovjetiske styrker nærmede sig Warszawa, og sovjetkontrollerede radiostationer opfordrede det polske folk til at angribe tyskerne.

Den 25. juli udsendte Unionen af polske patrioter en radioudsendelse fra Moskva. Den opfordrede polakkerne til at angribe tyskerne. Den 29. juli nåede de første sovjetiske kampvogne frem til Warszawas udkant. De blev modangreb af to tyske panserkorps: 39. og 4. SS. Den 29. juli 1944 fortalte radiostationen Kosciuszko i Moskva polakkerne, at de skulle "bekæmpe tyskerne!".

Bór-Komorowski og flere højtstående officerer holdt et møde den dag. Jan Nowak-Jeziorański, der var ankommet fra London, sagde, at støtten fra de allierede ville være svag. Den 31. juli beordrede de polske chefer general Tadeusz Bór-Komorowski og oberst Antoni Chruściel hjemmehærens styrker til at være klar senest kl. 17.00 den følgende dag.

Stænger

Hjemmeværnsstyrkerne i Warszawa-distriktet talte mellem 20.000 og 49.000 soldater. Andre grupper bidrog også med soldater; skønnene varierer fra 2.000 i alt til ca. 3.500 fra de højreekstreme Nationale Væbnede Styrker og nogle få dusin fra den kommunistiske Folkehær. De fleste af dem havde i flere år trænet i partisan- og byguerillakrig, men manglede erfaring med kamp i lang dagslys. Styrkerne manglede udstyr, fordi hjemmehæren havde sendt våben til den østlige del af landet, før det blev besluttet at inddrage Warszawa i Operation Tempest.

Andre partisangrupper sluttede sig til dem under Hjemmehærens kommando, og mange frivillige sluttede sig til dem under kampene, herunder jøder, der blev befriet fra koncentrationslejren Gęsiówka i ruinerne af Warszawa Ghettoen.

Oberst Antoni Chruściel (kodenavn "Monter") havde kommandoen over de polske styrker i Warszawa. I første omgang delte han sine styrker op i otte områder.

Den 20. september blev de ændret, så de passede til de tre områder af byen, der blev holdt af polske styrker. Hele styrken, der blev omdøbt til Warszawas Hjemmeværnskorps (polsk: Warszawski Korpus Armii Krajowej) og blev under kommando af general Antoni Chruściel - forfremmet fra oberst den 14. september - opdelt i tre infanteridivisioner (Śródmieście, Żoliborz og Mokotów).

Under kampene fik polakkerne yderligere forsyninger ved hjælp af luftkasteller og ved at tage dem fra fjenden (herunder flere pansrede køretøjer, to Panther-tanks og to Sd.Kfz. 251 APC'er). Desuden producerede oprørernes værksteder våben under kampene, herunder maskinpistoler, flammekastere af K-mønster, granater, morterer og endda en panservogn (Kubuś).

Tyskere

I slutningen af juli 1944 blev de tyske enheder, der var stationeret i og omkring Warszawa, opdelt i tre kategorier. Den første var garnisonen i Warszawa. Den havde pr. 31. juli 11.000 soldater under general Rainer Stahel.

Disse tyske styrker havde gode våben. De havde forberedt sig på forsvaret af byen i mange måneder. Flere hundrede betonbunkere og pigtråd beskyttede tyskerne.

Ud over garnisonstropperne var der tyske hærenheder på begge bredder af Vistula og i byen. Den anden kategori bestod af politi og SS under oberst Paul Otto Geibel og havde oprindeligt 5.710 mand, herunder Schutzpolizei og Waffen-SS. Den tredje kategori blev dannet af hjælpeenheder, herunder afdelinger af Bahnschutz (jernbanevagt), Werkschutz (fabriksvagt), Sonderdienst og Sonderabteilungen (militære nazistiske partienheder).

Under oprøret modtog den tyske side hver dag nye tropper. Stahel blev i begyndelsen af august afløst som øverstkommanderende af SS-general Erich von dem Bach. Pr. 20. august 1944 omfattede de tyskere, der kæmpede i Warszawa, 17.000 mand fordelt på to kampgrupper:

Battle Group Rohr (under kommando af generalmajor Rohr), som omfattede Bronislav Kaminskis brigade, og Battle Group Reinefarth (under kommando af SS-Gruppenführer Heinz Reinefarth) bestod af Attack Group Dirlewanger (under kommando af Oskar Dirlewanger), Attack Group Reck (under kommando af major Reck), Attack Group Schmidt (under kommando af oberst Schmidt) og forskellige støtteenheder.

W-tid

Den 31. juli kl. 17.00 besluttede den polske hær at starte oprøret kl. 17.00 den følgende dag. Beslutningen var en fejltagelse, fordi de dårligt udrustede polske styrker kun var forberedt på natangreb. At angribe i dagslys betød, at polakkerne blev skudt af tysk maskingeværild.

Selv om mange partisangrupper ventede i hele byen, var det svært at skjule, at tusindvis af unge mænd og kvinder bevægede sig rundt i byen. Nogle kampe begyndte før det officielle angrebstidspunkt, især i Żoliborz og omkring Napoleonspladsen og Dąbrowski-pladsen.

Tyskerne havde indset, at polakkerne måske ville angribe dem. De var dog ikke klar over, at polakkerne kunne gennemføre et så stort angreb. Kl. 16:30 fik de tyske tropper besked på at være klar til et angreb.

Om aftenen erobrede polakkerne en vigtig tysk våbenbygning, hovedposthuset og elværket, Praga banegård og den højeste bygning i Warszawa, Prudential-bygningen. Slotspladsen, politidistriktet og lufthavnen blev imidlertid holdt af tyskerne.

Polakkerne havde størst succes i byens centrum, den gamle bydel og Wola-distrikterne. Der var dog stadig flere store tyske fæstninger tilbage, og i nogle områder i Wola måtte polakkerne trække sig tilbage.

I andre områder, som f.eks. Mokotów, kontrollerede polakkerne kun boligområderne. I Praga, på den østlige bred af Weichsel, blev polakkerne sendt tilbage i skjul af et stort antal tyske styrker.

De polske grupper havde problemer med at komme i kontakt med andre polske kampgrupper. Den 4. august blev det meste af byen holdt af polske styrker. ^[]

De første fire dage

Det var meningen, at oprøret skulle vare et par dage, indtil sovjetiske styrker ankom; dette skete dog aldrig, og de polske styrker måtte kæmpe med lidt hjælp udefra. Resultaterne af de første to dages kampe i forskellige dele af byen var som følger:

• Område I (byens centrum og den gamle bydel): Polakkerne erobrede det meste af det område, som de skulle indtage, men det lykkedes dem ikke at indtage områder, hvor der var mange tyskere (Warszawas universitetsbygninger, PAST-skyskraberen, hovedkvarteret for den tyske garnison i Saxon Palace, det område, der kun var tyskere, nær Szucha Avenue og broerne over Weichsel). De indtog ikke en central position, fik ikke kommunikationsforbindelser til andre områder eller fik en landforbindelse med det nordlige område Żoliborz gennem den nordlige jernbanelinje og Citadellet. ^[]
• Område II (Żoliborz, Marymont, Bielany): Polakkerne erobrede ikke de vigtigste militære mål nær Żoliborz. Mange tropper trak sig tilbage uden for byen og ind i skovene. Selv om de erobrede det meste af området omkring Żoliborz, lykkedes det ikke oberst Mieczysław Niedzielskis ("Żywiciel") soldater at erobre Citadelområdet og bryde igennem de tyske forsvarsværker ved Warszawa Gdańsk jernbanestation.
• Område III (Wola): Enhederne erobrede i første omgang det meste af området, men havde store tab (op til 30 %). Nogle enheder trak sig tilbage ind i skovene, mens andre trak sig tilbage til den østlige del af området. I den nordlige del af Wola lykkedes det oberst Jan Mazurkiewicz' ("Radosław") soldater at erobre den tyske kaserne, det tyske forsyningsdepot i Stawki Street og stillingen ved den jødiske kirkegård i Okopowa Street. ^[]
• Område IV (Ochota): Enhederne i dette område erobrede hverken territoriet eller de militære mål (Gęsiówka-koncentrationslejren og SS- og Sipo-barakkerne på Narutowicz-pladsen). Efter at have lidt store tab trak de fleste af hjemmehærens styrker sig tilbage til skovene vest for Warszawa. Kun 200-300 mand under løjtnant Andrzej Chyczewski ("Gustaw") blev tilbage i området og fortsatte med at kæmpe. Der blev sendt tropper fra byens centrum for at hjælpe dem. Det lykkedes soldater fra Kedyw at indtage det meste af den nordlige del af området og indtage alle de militære mål der. De blev dog snart angrebet af tyskerne fra syd og vest. ^[]
• Område V (Mokotów): Partisanerne forsøgte at erobre politiområdet (Dzielnica policyjna) på Rakowiecka-gaden og få en forbindelse til byens centrum. Angrebene på disse stærkt befæstede stillinger mislykkedes. Nogle enheder trak sig tilbage i skovene, mens det lykkedes andre at erobre dele af Dolny Mokotów, som var afskåret fra de fleste forbindelser med andre områder.
• Område VI (Praga): Målet var at erobre broerne over floden, indtil den Røde Hær ankom. Oberstløjtnant Antoni Żurowskis ("Andrzej") styrker var i undertal i forhold til tyskerne. Hjemmehærens styrker blev tvunget til at gå i skjul igen.
• Område VII (Powiat warszawski): dette område bestod af områder uden for Warszawas bygrænser. Det lykkedes for de fleste af aktionerne her ikke at indtage deres mål. ^[]

Direktoratet for Sabotage og Omledning eller Kedyw skulle bevogte hovedkvarteret. Disse enheder sikrede dele af Śródmieście og Wola; sammen med enhederne fra område I var de de mest succesfulde i de første timer. ^[]

Blandt de vigtigste mål, der ikke blev taget under oprørets start, var flyvepladserne Okęcie og Mokotów Field samt PAST-skyskraberen med udsigt over byens centrum og Gdańsk-jernbanestationen, der bevogter passagen mellem centrum og den nordlige bydel Żoliborz. ^[]

Wola-massakren

Den 4. august lykkedes det hjemmehærens soldater at etablere frontlinjer i de vestligste områder af Wola og Ochota. Den tyske hær stoppede sit tilbagetog mod vest og begyndte at modtage nye tropper. Samme dag blev SS-general Erich von dem Bach udnævnt til øverstbefalende for alle de styrker, der blev brugt mod oprøret.

De tyske angreb havde til formål at slutte sig til de resterende tyske troppegrupper og derefter blokere de oprørske tropper fra Weichselfloden. Blandt de nye enheder var styrker under kommando af Heinz Reinefarth.

Den 5. august begyndte Reinefarths tre angrebsgrupper deres fremrykning vestpå langs Wolska- og Górczewska-gaderne mod den vigtigste øst-vestlige Jerusalem-allee. Deres fremrykning blev standset, men regimenterne begyndte at udføre Heinrich Himmlers ordrer om at dræbe civile. Særlige SS-, politi- og Wehrmachtgrupper gik fra hus til hus, skød folk og brændte deres lig. Skøn over antallet af dræbte civile i Wola og Ochota varierer fra 20.000 til 50.000, 40.000 alene i Wola den 8. august, eller så højt som 100.000. Lederne af drabene var Oskar Dirlewanger og Bronislav Kaminski.

Mordene på civile havde til formål at forhindre polakkerne i at ville kæmpe og afslutte oprøret uden at skulle kæmpe i de store byer. Med tiden indså tyskerne, at drab på civile kun gjorde polakkernes modstand stærkere.

Tyskerne begyndte at forsøge at finde en politisk løsning, fordi de tusindvis af mænd under den tyske kommandant ikke var i stand til at vinde over oprørerne i en guerilla i en by.

De ønskede at opnå en betydelig sejr for at vise hjemmehæren, at det ikke var formålsløst at kæmpe videre. De ønskede, at hjemmehæren skulle overgive sig. Det lykkedes ikke. Indtil midten af september skød tyskerne alle tilfangetagne oprørere, men fra slutningen af september blev nogle af de tilfangetagne polske soldater behandlet som krigsfanger.

Stilstand

"Dette er den hårdeste [mest voldsomme] af vores kampe siden krigens begyndelse. Det kan sammenlignes med gadekampene i Stalingrad." - SS-chef Heinrich Himmler til tyske generaler den 21. september 1944.

På trods af tabet af Wola blev den polske modstand stærkere. Zośka- og Wacek-tropper erobrede Warszawa Ghettoen og befriede Gęsiówka-koncentrationslejren og befriede omkring 350 jøder.

Området blev en af de vigtigste kommunikationsforbindelser mellem oprørerne i Wola og dem, der forsvarede den gamle bydel. Den 7. august blev de tyske styrker forstærket med ankomsten af kampvogne. Tyskerne placerede polske civile foran kampvognene som menneskelige skjolde.

Efter to dages hårde kampe lykkedes det dem at komme igennem Wola og nå frem til Bankowy-pladsen. På det tidspunkt var barrikaderne, gadeforteringerne og kampvognshindringerne imidlertid allerede velforberedte. Begge sider nåede frem til et dødvande (en situation, hvor ingen side kunne vinde) med voldsomme kampe fra hus til hus. ^[]

Mellem den 9. og 18. august rasede der voldsomme kampe omkring den gamle bydel og den nærliggende Bankowy-plads. Både tyskerne og polakkerne gennemførte vellykkede angreb. Tyskerne bombarderede polakkerne med tungt artilleri og bombefly. Polakkerne kunne ikke forsvare sig mod bombeflyene, da de manglede luftværnsartillerivåben. Selv klart markerede hospitaler blev bombet i dykbomber af Stukas.

Selv om slaget ved Stalingrad allerede havde vist faren ved at kæmpe i en by, viste Warszawa-opstanden, at en underudrustet styrke støttet af civilbefolkningen kunne kæmpe mod bedre udrustede professionelle soldater. ^[]

Polakkerne holdt den gamle bydel, indtil det blev besluttet at trække sig tilbage i slutningen af august. Indtil den 2. september trak forsvarerne af den gamle bydel sig tilbage gennem kloakkerne. Tusindvis af mennesker blev evakueret på denne måde. De, der blev tilbage, blev enten skudt eller transporteret til koncentrationslejre som Mauthausen og Sachsenhausen, da tyskerne genvandt kontrollen.

Berlings landinger

De sovjetiske angreb på 4. SS-panserkorps øst for Warszawa blev genoptaget den 26. august, og tyskerne blev tvunget til at trække sig tilbage til Praga. Den sovjetiske hær under ledelse af Konstantin Rokossovskij indtog Praga og ankom til den østlige bred af Weichsel i midten af september.

Den 13. september havde tyskerne ødelagt de resterende broer over Vistula. I Praga-området kæmpede polske enheder under kommando af general Zygmunt Berling (derfor kaldes de undertiden berlingowcy - "Berling-mændene") på sovjetisk side. Tre patruljer fra hans 1. polske hær (1 Armia Wojska Polskiego) gik i land i Czerniaków- og Powiśle-områderne og sluttede sig til Hjemmehærens styrker natten mellem den 14. og 15. september.

Sovjets artilleri og luftbombardementer stoppede ikke fjendens maskingeværild, da polakkerne krydsede floden, og landgangstropperne havde store tab. Kun en del af de vigtigste enheder nåede i land (I og III bataljoner af 9. infanteriregiment, 3. infanteridivision).

Den 1. polske hærs landgang var den eneste landstyrke udefra, der kom til at støtte oprøret.

Tyskerne angreb hjemmehærens stillinger nær floden for at forhindre yderligere landsætninger. De var dog ikke i stand til at rykke frem i flere dage, mens de polske styrker holdt disse stillinger som forberedelse til en sovjetisk landgang.

Polske enheder fra den østlige kyst forsøgte flere gange at gå i land, og fra den 15. til den 23. september led de store tab (herunder ødelæggelse af alle deres landgangsbåde og det meste af deres andet udstyr til at krydse floden). Den Røde Hærs støtte var utilstrækkelig. Efter at 1. polske hærs gentagne forsøg på at forbinde sig med oprørerne var mislykkedes, begrænsede Sovjet sin hjælp til lejlighedsvise artilleri- og luftbombninger.

De forhold, der forhindrede tyskerne i at fjerne oprørerne, forhindrede også polakkerne i at fjerne tyskerne. Planerne om en flodovergang blev stoppet "i mindst 4 måneder", da det var et problem at kæmpe mod 9. armés fem panserdivisioner.

Den øverstbefalende for den 1. polske hær, general Berling, blev fjernet fra sit job af sine sovjetiske overordnede. Om natten den 19. septemberb blev der ikke gjort yderligere forsøg fra den anden side af floden, og evakueringen af sårede fandt ikke sted. Den nat. Hjemmehærens soldater og 1. polske hær trak sig tilbage fra deres stillinger på flodbredden. Ud af de ca. 900 mand, der nåede i land, var det kun et lille antal, der nåede tilbage til den østlige bred af Weichsel. Berlings polske hærs tab i forsøget på at hjælpe oprøret var 5.660 dræbte, savnede eller sårede.

Fra dette punkt kan Warszawa-opstanden ses som en ensidig udmattelseskrig eller som en kamp for gode overgivelsesbetingelser. Polakkerne blev hårdt angrebet i tre områder af byen: Śródmieście, Żoliborz og Mokotów. ^[]

I 1939 havde Warszawa 1.350.000 indbyggere. Over en million boede stadig i byen ved oprørets start.

I det polsk kontrollerede område forsøgte folk i de første uger af oprøret at leve et normalt liv. Der var mange kulturelle aktiviteter, herunder teatre og aviser. Drenge og piger fra de polske spejdere leverede post.

Mod slutningen af oprøret gjorde manglen på mad og medicin, overfyldte huse og tyske luft- og artilleribombardementer på byen livet for civilbefolkningen meget vanskeligt. ^[]

Fødevaremangel

Da det var meningen, at Sovjet skulle hjælpe oprøret om få dage, var den polske undergrundsbevægelse ikke klar over, at fødevaremangel ville blive et problem.

Men da kampene fortsatte, måtte byens indbyggere kæmpe med sult og udsultning. Den 6. august, da polske enheder generobrede bryggeriet Haberbusch i Schiele i Ceglana Street, levede Warszawas borgere af byg fra bryggeriets lagerhaller.

Hver dag gik flere tusinde mennesker til bryggeriet for at hente sække med byg, som de derefter delte ud i byens centrum. Byggen blev derefter malet i kaffemøller og kogt med vand til en suppe (polsk: pluj-zupa). Det lykkedes "Sowiński"-bataljonen at indtage bryggeriet indtil kampens afslutning. ^[]

Et andet alvorligt problem for civile og soldater var mangel på vand. I midten af august var de fleste vandrør enten ude af drift eller fyldt med lig. Desuden blev den vigtigste vandpumpestation holdt af tyskerne.

For at forhindre spredning af sygdomme og forsyne befolkningen med vand beordrede myndighederne, at der skulle graves vandbrønde i alle husenes baggårde. Den 21. september sprængte tyskerne de resterende pumpestationer i Koszykowa-gaden i luften, og herefter var de offentlige brønde den eneste kilde til drikkevand i byen. Ved udgangen af september havde byens centrum mere end 90 fungerende brønde.

Polske medier

Problemer med at lytte til denne fil? Se mediehjælp.

Før oprøret havde hjemmehærens informations- og propagandabureau oprettet en gruppe af krigsjournalister. Under ledelse af Antoni Bohdziewicz lavede gruppen tre nyhedsfilm og over 30.000 meter film om oprøret. Den første nyhedsfilm blev vist for offentligheden den 13. august i biografen Palladium i Złota Street.

Ud over film udkom der snesevis af aviser. Flere undergrundsaviser begyndte at blive distribueret åbent. De to vigtigste dagblade var den statslige Rzeczpospolita Polska og den militære Biuletyn Informacyjny. Der var også flere dusin aviser, magasiner, bulletiner og ugeblade, der blev udgivet af forskellige organisationer og militære enheder.

Błyskawica-radiosenderen med lang rækkevidde, der blev opstillet den 7. august i byens centrum, blev drevet af militæret, men blev også brugt af den genskabte polske radio fra den 9. august.

Den sendte tre eller fire gange om dagen med nyhedsudsendelser og appeller om hjælp på polsk, engelsk, tysk og fransk. Den sendte også rapporter fra regeringen, patriotiske digte og musik. Det var den eneste oprørske radiostation i det tyskbesatte Europa.

Blandt de talere, der optrådte i den oprørske radio, var Jan Nowak-Jeziorański, Zbigniew Świętochowski, Stefan Sojecki, Jeremi Przybora og John Ward, krigskorrespondent for The Times of London.

Ifølge mange historikere mislykkedes oprøret på grund af manglende støtte udefra og den sene ankomst af den støtte, der kom.

Den polske regering i London forsøgte at få støtte fra de vestlige allierede før kampens begyndelse. De allierede ville ikke hjælpe uden sovjetisk godkendelse. Den polske regering i London bad flere gange briterne om at sende allierede tropper til Polen, men de britiske tropper ankom ikke før december 1944. Kort efter deres ankomst blev de arresteret af de sovjetiske myndigheder.

Fra august 1943 til juli 1944 kastede over 200 flyvninger fra det britiske Royal Air Force (RAF) 146 polske soldater, der var uddannet i Storbritannien, over 4000 containere med forsyninger og 16 millioner dollars i sedler og guld til hjemmehæren.

Den eneste støtteoperation, der blev udført under hele oprøret, var natlige forsyningsnedkastninger fra langtrækkende fly fra RAF, andre britiske luftstyrker fra Commonwealth og enheder fra det polske luftvåben. De måtte bruge flyvepladser i Italien, hvilket reducerede den mængde forsyninger, de kunne transportere.

RAF foretog 223 flyvninger og mistede 34 fly. Effekten af disse nedkastninger var især, at de gav oprørerne en følelse af håb. Luftlandingerne leverede for få forsyninger til oprørernes behov, og mange af dem landede uden for det område, som oprørerne kontrollerede. ^[]

Luftdråber

"Det var ikke svært at finde Warszawa. Den var synlig fra 100 kilometer væk. Byen stod i flammer, men med så mange store brande, var det næsten umuligt at opfange [se] målmarkeringsfaklerne." - William Fairly, en sydafrikansk pilot, fra et interview i 1982

Fra den 4. august begyndte de vestlige allierede at støtte oprøret med luftkasteller med ammunition og andre forsyninger. I første omgang blev flyvningerne udført af det polske luftvåbens 1568th Polish Special Duties Flight (senere omdøbt til No. 301 Polish Bomber Squadron), der var stationeret i Bari og Brindisi i Italien. De fløj med B-24 Liberator-, Handley Page Halifax- og Douglas C-47 Dakota-fly.

Senere, efter at den polske eksilregering havde bedt om mere hjælp^[], fik de selskab af Liberators fra 2 Wing - nr. 31 og nr. 34 Squadrons fra det sydafrikanske luftvåben baseret i Foggia i Syditalien, og Halifaxes, fløjet af RAF Squadrons nr. 148 og nr. 178.

Nedkastningerne fra britiske, polske og sydafrikanske styrker fortsatte indtil den 21. september. Den samlede vægt af de allierede nedkastninger varierer alt efter kilden (104 tons, 230 tons eller 239 tons), og der blev foretaget over 200 flyvninger.

Sovjetunionen tillod ikke de vestlige allierede at bruge sine lufthavne til nedkastningerne, så flyene måtte benytte baser i Storbritannien og Italien. Dette reducerede den vægt, de kunne bære, og antallet af flyvninger. De allieredes anmodning om brug af landingsbaner, som blev fremsat den 20. august, blev afvist af Stalin den 22. august. Stalin kaldte oprørerne for "forbrydere" og erklærede, at oprøret var startet af "Sovjetunionens fjender".

Ved ikke at give allierede fly landingsrettigheder på sovjetisk kontrolleret territorium gjorde Sovjet det svært for de allierede at hjælpe oprøret. Sovjet beskød allierede fly, der transporterede forsyninger fra Italien og fløj ind i sovjetisk kontrolleret luftrum.

Den amerikanske støtte var også begrænset. Efter Stalins indvendinger mod at støtte oprøret telegraferede den britiske premierminister Winston Churchill den 25. august til USA's præsident Franklin D. Roosevelt og sagde, at de skulle sende fly. Roosevelt ønskede ikke at gøre Stalin oprevet inden Jalta-konferencen. Roosevelt sagde, at han ikke ville sende fly.

Endelig den 18. september tillod Sovjetunionen et USAAF-fly på 107 B-17 Flying Fortresses fra 8. luftvåbens 3. division at lande på sovjetiske flyvepladser, der blev brugt i Operation Frantic, men det var for sent til at hjælpe oprørerne.

Flyene kastede 100 tons forsyninger ned, men kun 20 tons blev opsamlet af oprørerne på grund af det store område, som de var spredt over. Langt størstedelen af forsyningerne faldt ned i tysk besatte områder. USAAF mistede to B-17-fly og yderligere syv blev beskadiget. Flyene landede på Operation Frantic-flyvebaserne i Sovjetunionen.

Den næste dag forlod 100 B-17-fly og 61 P-51-fly Sovjetunionen for at bombe Szolnok i Ungarn på vej tilbage til baserne i Italien. Sovjet mente, at 96 % af de forsyninger, som amerikanerne kastede ned, faldt i tyske områder.

Sovjet nægtede at give tilladelse til yderligere amerikanske flyvninger indtil den 30. september. På dette tidspunkt var vejret for dårligt til at flyve, og oprøret var næsten overstået.

Mellem den 13. og 30. september kastede sovjetiske fly våben, medicin og fødevarer ned. I første omgang blev disse forsyninger kastet ned uden faldskærme, hvilket førte til beskadigelse og tab af indholdet - desuden faldt et stort antal beholdere ned i tyske områder.

De sovjetiske luftstyrker fløj 2535 forsyningsmissioner med små to-flyede Polikarpov Po-2'ere. De leverede i alt 156 50-mm morterer, 505 panserværnsgeværer, 1478 maskinpistoler, 520 geværer, 669 karabiner, 41 780 håndgranater, 37 216 mortergranater, over 3 mio. patroner, 131,2 tons fødevarer og 515 kg medicin.

Selv om der næsten ikke var noget tysk luftforsvar over Warszawa-området, gik ca. 12 % af de 296 fly tabt, fordi de skulle flyve 1.600 km ud og lige så langt tilbage over stærkt forsvaret fjendtligt territorium (112 ud af 637 polske og 133 ud af 735 britiske og sydafrikanske flyvere blev skudt ned).

De fleste af nedkastningerne blev foretaget om natten i 100-300 fods højde. Mange faldskærmspakker faldt ned i tysk kontrolleret område (kun ca. 50 tons forsyninger, mindre end 50 % af de leverede, blev fundet af oprørerne).

Den sovjetiske holdning

Den Røde Hærs rolle under Warszawa-opstanden er kontroversiel, og historikerne er stadig uenige om dens rolle. Oprøret startede, da den Røde Hær ankom til byen. Polakkerne i Warszawa forventede, at Sovjetunionen ville indtage byen om få dage.

Denne fremgangsmåde med at starte en oprørsopstand mod tyskerne et par dage før de allierede styrker ankom, blev gennemført med succes i en række europæiske hovedstæder, f.eks. i Paris og Prag.

Men på trods af den nemme indtagelse af området sydøst for Warszawa hjalp Sovjetunionen ikke oprørerne. I stedet ventede sovjetterne på, at tyskerne dræbte soldaterne fra den antikommunistiske polske hjemmehær.

På det tidspunkt blev byens udkanter forsvaret af den svage tyske 73. infanteridivision. De svage tyske forsvarsstyrker blev ikke angrebet af Sovjetunionen. Dette gjorde det muligt for de tyske styrker at sende flere tropper til at bekæmpe opstanden i selve byen.

Den Røde Hær kæmpede kampe syd for Warszawa for at erobre broer over floden Vistula. Den Røde Hær kæmpede kampe nord for byen for at erobre broer over Narew-floden. De bedste tyske panserdivisioner kæmpede i disse sektorer.

Den sovjetiske 47. armé rykkede først ind i Praga (Warszawas forstæder) på den højre side af Weichsel den 11. september (da oprøret var slut). På tre dage indtog sovjetterne hurtigt forstaden. Den svage tyske 73. division blev hurtigt besejret.

I midten af september havde en række tyske angreb reduceret det område, som polakkerne holdt, til en smal strækning af flodbredden i distriktet Czerniaków. Polakkerne håbede, at sovjetiske styrker ville hjælpe dem.

Selv om Berlings kommunistiske 1. polske hær krydsede floden, fik de ikke megen støtte fra Sovjetunionen, og den sovjetiske hovedstyrke fulgte dem ikke.

En af årsagerne til, at oprøret mislykkedes, var, at den sovjetiske Røde Hær ikke hjalp modstandsbevægelsen. Den 1. august, opstandens dag, stoppede den sovjetiske fremrykning. Kort efter holdt de sovjetiske kampvogne op med at modtage olie.

Sovjet kendte til den planlagte opstand gennem deres agenter i Warszawa. De vidste det også, fordi den polske premierminister Stanisław Mikołajczyk fortalte dem om den polske hjemmehærs oprørsplaner. Den Røde Hærs manglende støtte til den polske modstand var en beslutning, som Stalin traf, så Sovjet ville kunne kontrollere Polen efter krigen.

Hvis den polske hjemmehær havde vundet, ville den polske regering i London have været i stand til at vende tilbage til Polen. Tyskernes ødelæggelse af de vigtigste polske modstandsstyrker hjalp også Sovjetunionen, da det svækkede enhver potentiel polsk modstand mod den sovjetiske besættelse betydeligt.

Ved at stoppe fremrykningen og indtage Warszawa i januar 1945 kunne Sovjet sige, at de havde "befriet" Warszawa.

Det faktum, at sovjetiske kampvogne befandt sig i nærheden af Wołomin 15 kilometer øst for Warszawa, var med til at overbevise lederne af Hjemmehæren om, at de skulle starte oprøret. Som følge af slaget ved Radzymin i slutningen af juli blev disse kampvogne fra den sovjetiske 2. kampvognsarmee imidlertid skubbet ud af Wołomin og ca. 10 km tilbage.

Den 9. august fortalte Stalin premierminister Mikołajczyk, at Sovjet oprindeligt havde planlagt at være i Warszawa den 6. august. Han sagde, at et angreb fra fire panserdivisioner havde forhindret dem i at nå frem til byen. Den 10. august havde tyskerne omringet og alvorligt beskadiget den sovjetiske 2. panserhær ved Wołomin.

Da Stalin og Churchill mødtes i oktober 1944, fortalte Stalin Churchill, at den manglende sovjetiske støtte skyldtes de sovjetiske tab i Weichselområdet.

Tyskerne troede, at sovjetterne forsøgte at hjælpe oprørerne. Tyskerne troede, at det var deres forsvar af Warszawa, der forhindrede den sovjetiske fremrykning. Tyskerne troede ikke, at Sovjet ikke ønskede at rykke frem.

Tyskerne offentliggjorde propaganda, som sagde, at både briterne og Sovjet ikke hjalp polakkerne.

De sovjetiske enheder, som nåede Warszawa i de sidste dage af juli 1944, var rykket frem fra den 1. hviderussiske front i det vestlige Ukraine. Sovjetunionen besejrede mange tyske tropper.

Tyskerne forsøgte at sende nye tropper for at holde linjen ved Vistula. Dette var den sidste store flodbarriere mellem den Røde Hær og Tyskland.

Tyskerne sendte mange infanterienheder af ringe kvalitet og 4-5 panserdivisioner af høj kvalitet i 39. panserkorps og 4. SS-panserkorps.

Der er andre forklaringer på den sovjetiske mangel på hjælp til polakkerne. Den Røde Hær planlagde et større angreb ind på Balkan gennem Rumænien i midten af august. En masse sovjetiske tropper og udstyr blev sendt i den retning, mens angrebene i Polen blev stoppet.

Stalin besluttede at besætte Østeuropa i stedet for at bevæge sig mod Tyskland. Indtagelsen af Warszawa var ikke afgørende for Sovjetunionen. De havde allerede erobret broer syd for Warszawa og forsvarede dem mod tyske angreb.

Endelig kan det være, at den sovjetiske overkommando ikke har udviklet en plan for at hjælpe Warszawa, fordi de ikke havde korrekte oplysninger. Propaganda fra den polske Komité for National Befrielse sagde, at Hjemmehæren var svag og sagde, at de var allierede med nazisterne. De oplysninger, som sovjetiske agenter forelagde Stalin, var ofte forkerte.

Ifølge David Glantz (militærhistoriker og pensioneret oberst i den amerikanske hær samt medlem af Den Russiske Føderations Naturvidenskabelige Akademi) kunne den Røde Hær ikke hjælpe oprøret, uanset Stalins politiske mål. Tysk militær styrke i august og begyndelsen af september stoppede enhver sovjetisk hjælp til polakkerne i Warszawa. Glantz argumenterede for, at Warszawa ville være en svær by for Sovjet at erobre fra tyskerne. Desuden var Warszawa ikke et godt sted for fremtidige angreb fra Den Røde Hær.

Kapitulation

"Den 9. armé har knust den sidste modstand i den sydlige Weichselkreds. Oprørerne kæmpede til den sidste kugle." - Tysk rapport, 23. september (T 4924/44)

I den første uge af september indså både de tyske og polske ledere, at den sovjetiske hær ikke ville angribe og bryde dødvandet. Tyskerne mente, at et længere oprør ville gøre det svært at holde Warszawa som frontlinje. Polakkerne var bekymrede for, at fortsat modstand ville føre til mange dødsfald. Den 7. september foreslog general Rohr at tale, hvilket Bór-Komorowski gik med til at drøfte den følgende dag.

I løbet af den 8., 9. og 10. september fik omkring 20.000 civile lov til at forlade byen. Rohr anerkendte hjemmehærens oprøreres ret til at blive behandlet som krigere. Polakkerne indstillede forhandlingerne den 11., da de fik besked om, at Sovjet rykkede frem gennem Praga. Et par dage senere gav ankomsten af 1. polske styrke modstandsbevægelsen tillid, og forhandlingerne blev indstillet.

Om morgenen den 27. september havde tyskerne imidlertid generobret Mokotów. Forhandlingerne blev genoptaget den 28. september. Om aftenen den 30. september blev Żoliborz erobret af tyskerne. Polakkerne blev presset ind i et mindre område, og de risikerede at blive dræbt. Den 30. dekorerede Hitler von dem Bach, Dirlewanger og Reinefarth, mens general Sosnkowski i London blev afskediget som polsk øverstkommanderende. Bór-Komorowski blev forfremmet til øverstkommanderende, selv om han var fanget i Warszawa.

Bór-Komorowski og premierminister Mikołajczyk bad igen Rokossovky og Stalin om sovjetisk hjælp. Der kom ingen. Ifølge den sovjetiske marskal Georgij Zhukov, der på dette tidspunkt befandt sig ved Vistula-fronten, frarådede både han og Rokossovskij Stalin et angreb på grund af store sovjetiske tab.

Ordren om overgivelse af de resterende polske styrker blev underskrevet den 2. oktober. Alle kampe ophørte samme aften. I henhold til aftalen lovede Wehrmacht at behandle hjemmehærens soldater i overensstemmelse med Genève-konventionen og at behandle civilbefolkningen humant.

Den næste dag begyndte tyskerne at afvæbne hjemmehærens soldater. Senere sendte de 15.000 af dem til krigsfangelejre i forskellige dele af Tyskland. Mellem 5.000 og 6.000 oprørere besluttede sig for at blande sig i civilbefolkningen i håb om at fortsætte kampen senere. Hele Warszawas civilbefolkning blev fjernet fra byen og sendt til lejren Durchgangslager 121 i Pruszków.

Ud af de 350.000-550.000 civile, der passerede lejren, blev 90.000 sendt til arbejdslejre i Det Tredje Rige, 60.000 blev sendt til døds- og koncentrationslejre (bl.a. Ravensbrück, Auschwitz og Mauthausen). Resten blev transporteret til forskellige steder i den generelle regering og løsladt.

Østfronten ændrede sig ikke i Vistula-sektoren. Sovjet gjorde ikke noget forsøg på at trænge fremad, før Vistula-Oder-offensiven begyndte den 12. januar 1945. Warszawa blev næsten fuldstændig ødelagt, men blev befriet fra tyskerne den 17. januar 1945 af Den Røde Hær og den første polske hær.

Ødelæggelse af byen

"Byen skal helt forsvinde fra jordens overflade... Ingen sten må blive stående. Enhver bygning skal [ødelægges]..." - SS-chef Heinrich Himmler, 17. oktober, SS-officerkonference

Ødelæggelsen af den polske hovedstad var planlagt før starten på Anden Verdenskrig. Warszawa skulle omdannes til en tysk provinsby. Den mislykkede Warszawa-opstand gav Hitler mulighed for at påbegynde omdannelsen.

Efter at den resterende befolkning var blevet fjernet, fortsatte tyskerne ødelæggelsen af byen. Tyske ingeniører brændte og nedbrændte de resterende bygninger. Ifølge de tyske planer skulle Warszawa efter krigen omdannes til en militærstation eller endog en kunstig sø - sidstnævnte havde den nazistiske ledelse allerede i 1941 tænkt sig at gennemføre for den sovjetiske/russiske hovedstad Moskva. Nedrivningsholdet brugte flammekastere og sprængstoffer til at ødelægge husene. De ødelagde historiske monumenter, polske nationalarkiver og interessante steder.

I januar 1945 var 85 % af bygningerne ødelagt: 25 % som følge af oprøret, 35 % som følge af tyske aktioner efter oprøret og resten som følge af det tidligere Warszawa Ghettooprør og kampagnen i september 1939. De materielle tab anslås til 10 455 bygninger, 923 historiske bygninger (94 %), 25 kirker, 14 biblioteker, herunder nationalbiblioteket, 81 grundskoler, 64 gymnasier, Warszawas universitet og Warszawas tekniske universitet samt de fleste historiske monumenter.

Næsten en million indbyggere mistede alt, hvad de ejede. Det nøjagtige beløb for tab af privat og offentlig ejendom samt kunst, videnskabelige og kulturelle monumenter er ukendt, men anses for at være enormt. Undersøgelser fra slutningen af 1940'erne anslog de samlede skader til ca. 30 mia. dollars.

I 2004 nedsatte præsidenten for Warszawa, Lech Kaczyński, senere Polens præsident, en historisk kommission til at vurdere de tab, som de tyske myndigheder havde forårsaget. Kommissionen anslog tabene til mindst 31,5 mia. amerikanske dollars i 2004-værdi. Disse skøn blev senere hævet til 45 mia. amerikanske dollars i 2004 og i 2005 til 54,6 mia. amerikanske dollars.

Tab

Det nøjagtige antal tab på begge sider er ukendt. Skønnene over tabene ligger i nogenlunde samme størrelsesorden. De polske civile dødsfald anslås til mellem 150.000 og 200.000. Tabene af både polsk og tysk militært personel anslås hver for sig til under 20.000.

Derudover mistede tyskerne værdifuldt militært udstyr, herunder tre fly, 310 kampvogne og pansrede biler, 340 lastbiler og biler og 22 lette (75 mm) artilleripjecer.

Efter krigen

De fleste soldater fra Hjemmehæren (herunder dem, der deltog i Warszawa-opstanden) blev taget til fange af NKVD eller UB's politiske politi. De blev stillet spørgsmål under tvang og blev fængslet under forskellige anklager, f.eks. om "fascisme".

Mange af dem blev sendt til Gulags eller henrettet. Mellem 1944 og 1956 blev alle de tidligere medlemmer af bataljon Zośka anbragt i sovjetiske fængsler. I marts 1945 fandt der i Moskva en iscenesat retssag sted mod 16 ledere af den polske undergrundsstat, som Sovjetunionen havde tilbageholdt - (retssagen mod de 16).

Regeringsdelegaten blev sammen med de fleste medlemmer af Rådet for National Enhed og C-i-C i Armia Krajowa inviteret af den sovjetiske general Ivan Serov med samtykke fra Josef Stalin til en konference om deres eventuelle indtræden i den sovjetstøttede provisoriske regering.

De blev præsenteret for en sikkerhedsordre, men blev alligevel arresteret i Pruszków af NKVD den 27. og 28. marts. Leopold Okulicki, Jan Stanisław Jankowski og Kazimierz Pużak blev arresteret den 27. marts, og 12 andre blev arresteret den følgende dag. A. Zwierzynski var blevet arresteret tidligere.

De blev bragt til Moskva i Lubyanka.

Efter flere måneders voldsomme forhør og tortur blev de præsenteret for falske beskyldninger om "samarbejde med Nazityskland" og "planlægning af en militær alliance med Nazityskland".

Mange oprørere, der blev taget til fange af tyskerne og sendt til krigsfangelejre i Tyskland, blev senere befriet af britiske, amerikanske og polske styrker og forblev i Vesten. Blandt disse var lederne af oprøret: Tadeusz Bór-Komorowski og Antoni Chruściel. ^[]

Warszawa-opstanden var et problem for Stalin. Kendsgerningerne blev ændret i Folkerepublikken Polens propaganda, som understregede hjemmehærens og den polske eksilregerings fejl og mangler. Den tillod ikke kritik af Den Røde Hær eller Sovjetunionens mål.

I efterkrigstiden blev navnet Hjemmehæren forbudt, og de fleste film og romaner om opstanden i 1944 blev enten forbudt eller ændret, så navnet Hjemmehæren ikke optrådte. Fra 1950'erne og fremefter fremstillede den polske propaganda soldaterne i oprøret som modige, men officererne som forræderiske, reaktionære og præget af manglende hensyntagen til tabene.

De første publikationer om emnet, der blev taget alvorligt i Vesten, blev først udgivet i slutningen af 1980'erne. I Warszawa blev der ikke bygget noget monument for Hjemmehæren før 1989. I stedet blev den sovjetstøttede Folkehærs indsats forherliget og overdrevet. ^[]

I Vesten blev historien om den polske kamp om Warszawa derimod fortalt som en historie om tapre helte, der kæmpede mod en grusom og hensynsløs fjende. Det blev antydet, at Stalin nød godt af Sovjets manglende hjælp. Modstanden mod den endelige sovjetiske kontrol med Polen blev elimineret, da nazisterne dræbte partisanerne.

Troen på, at oprøret mislykkedes på grund af Sovjetunionen, bidrog til anti-sovjetiske følelser i Polen. Minderne om oprøret var med til at inspirere den polske arbejderbevægelse Solidaritet, som i 1980'erne førte en fredelig oppositionsbevægelse mod den kommunistiske regering.

Indtil 1990'erne var der kun få historiske analyser af begivenhederne på grund af den officielle censur og manglende akademisk interesse. Forskningen i Warszawa-opstanden fik et løft efter kommunismens fald i 1989, da censuren ophørte og adgangen til de statslige arkiver blev udvidet. I 2004 var der dog stadig begrænset adgang til en del materiale i britiske, polske og tidligere sovjetiske arkiver.

Det kompliceres yderligere af briternes påstand om, at den polske eksilregerings optegnelser blev ødelagt, og at materiale, der ikke blev overført til de britiske myndigheder efter krigen, blev brændt af polakkerne i London i juli 1945.

I Polen er den 1. august nu en fejret årsdag. Den 1. august 1994 afholdt Polen en ceremoni til minde om 50-årsdagen for oprøret, hvor både den tyske og den russiske præsident var inviteret. Selv om den tyske præsident Roman Herzog deltog, afslog den russiske præsident Boris Jeltsin invitationen; andre bemærkelsesværdige gæster var bl.a. den amerikanske vicepræsident Al Gore.

Herzog var den første tyske statsmand, der på Tysklands vegne undskyldte for de tyske grusomheder, der blev begået mod den polske nation under oprøret. I forbindelse med 60-årsdagen for oprøret i 2004 deltog officielle delegationer, herunder: Den tyske kansler Gerhard Schröder, Storbritanniens vicepremierminister John Prescott og USA's udenrigsminister Colin Powell; pave Johannes Paul II sendte ved denne lejlighed et brev til Warszawas borgmester Lech Kaczyński. Rusland sendte endnu en gang ingen repræsentant. Dagen før, den 31. juli 2004, åbnede Warszawa-opstandsmuseet i Warszawa.