Mortar (våben)

Brug

En morter er ret enkel og nem at bruge. De fleste er mundingsladere, der består af et rør, som en skytte kaster en bombe ned i. Røret er normalt indstillet i en vinkel på mellem 45 og 90 grader i forhold til jorden. Jo højere vinkel, jo kortere er rækkevidden. Når bomben når bunden af røret, rammer den en affyringsstift. Morterbombens vægt er nok til at udløse tændbolten, som antænder patronen og affyrer den. Nogle større morterer har en affyringsstift, der udløses ved hjælp af en snor i stedet for automatisk.

Fra det 18. til begyndelsen af det 20. århundrede blev der anvendt meget tunge belejringsmortere. Disse var meget vanskelige at flytte rundt på. De havde en kaliber på op til en meter. De var ofte fremstillet af støbejern. Mindre konstruktioner, der var lettere at flytte rundt, blev indført under Første Verdenskrig. Mortere anvendes stadig i dag.

Lette og mellemstore morterer er nemme at flytte rundt på. De anvendes normalt af infanterienheder. Mortere kan skyde fra en skyttegrav eller fra en defilade.

Tunge morterer har normalt en kaliber på mellem 120 og 300 mm. Disse våben trækkes eller monteres normalt på køretøjer. Undertiden bliver de indimellem ladet fra bagsiden (bagladet). De anvendes normalt af infanteri i bataljoner eller divisioner. Selv så store morterer er enklere og billigere end haubitser og feltkanoner.

En morter kan flyttes rundt af en eller flere personer (større morterer kan normalt skilles ad i dele) eller flyttes rundt i et køretøj. En infanterimortér kan normalt opstilles og affyres fra en morterbærer. En morterbærer er et modificeret pansret køretøj eller et køretøj, der er bygget specielt til at være morterbærer. De har en stor luge på taget. Mortere med to løb - som AMOS PT1 - er de nyeste former for tunge morterer. De er anbragt på bærere som f.eks. pansrede mandskabsvogne, kampvognschassiser og patruljebåde.

Lette versioner af morterer bruges normalt af mindst to mænd. Tungere morterer affyres af tre til fem mænd. Lettere morterer kan affyres fra et hvilket som helst sted, der giver en god skydestilling. Mellemstore morterer affyres dog normalt fra forberedte, godt befæstede stillinger.

Tre forskellige typer mortergranater.


Et diagram af en fransk morter. Dette er fra det 18. århundrede.

Design

De fleste morterer, der bruges i dag, består af en tønde, en plade, som tønden kan stå på, og et bipod.

Mortere er hovedsageligt våben af mellemkaliber. Der er dog blevet fremstillet både større og mindre morterer end dette. Et eksempel på en mindre morter er den britiske 51 mm lette morter. 51 mm morteren bæres af kun én soldat. Den består kun af et rør og en bundplade. Et større eksempel er den sovjetiske 2S4 M1975 Tyulpan (tulipanblomst) 240 mm selvdrevne morter.

Mortere er ikke særlig stabile, hvis de bruges på sne eller blødt underlag. Det skyldes, at rekylen presser dem ned i jorden. Raschen Bag kan bruges til at undgå dette problem.

Ammunition

Den ammunition, der affyres af morterer, kaldes retteligt "bomber". En mulig grund til dette er, at de finner, der stabiliserer patronen, når den flyver, og patronens form får den til at ligne en bombe, der er kastet fra et fly.

Mortere kan affyre mange forskellige bomber. Nogle af disse er:

• Højeksplosivt. Dette er en normal kugle, der eksploderer, når den rammer jorden.
• Røgrunde. Dette skaber tyk røg, der kan have forskellige farver. Den affyres mod fjendtlige stillinger eller i åbne områder for at blokere synligheden, så egne styrker kan bevæge sig uden at være synlige.
• Hvid fosfor. Det danner en tyk røgskærm, der blænder og brænder fjenden og forårsager anden- og tredjegradsforbrændinger fra eksplosionen.
• Belysningsrunde. Dette er et nødblus, der hænger under en faldskærm. Den oplyser slagmarken om natten.

Særlige kendetegn ved morterer

Mortere er normalt mindre og lettere end haubitser og feltkanoner. Når morterbomben affyres, falder den ned i en meget stejl vinkel (næsten lige nedad).

Mortere kan være meget nyttige, hvis de bruges på skjulte steder. Det kan være endnu mere nyttigt, hvis der er folk rundt omkring på slagmarken, som hjælper med at fortælle morteren, hvor den skal skyde (fremadrettede observatører).

LLR 81mm morter af 2e REI.


Billede af bundplade og bipod, der er fastgjort til en morter.


Bærbar skyttegravsmorter fra georgisk tid.

Historie

Mortere har eksisteret i hundreder af år. De blev først brugt ved belejringer. I en europæisk beskrivelse af belejringen af Beograd (1456) af Giovanni da Tagliacozzo står der, at de osmanniske tyrkere brugte syv morterer, der affyrede "stenskud i en italiensk mils højde". Hastigheden af disse skulle efter sigende være meget langsom. Det blev også sagt, at man kunne forhindre, at mænd blev såret ved at sætte observatører ud, som advarede tropperne om, hvilken vinkel morterne skød fra.

De tidlige morterer som Pumhart von Steyr var store og tunge. De var også vanskelige at flytte rundt på. En tidlig morter, der let kunne flyttes, blev opfundet af baron Menno van Coehoorn (belejringen af Grave, 1673). Under belejringen af Vicksburg rapporterede general Ulysses S. Grant, at han fremstillede morterer "ved at tage træstammer af det hårdeste træ, der kunne findes, bore dem ud til seks eller tolv-punds granater og binde dem med stærke jernbånd. Disse fungerede som ko-horn, og granater blev med succes kastet fra dem ind i fjendens skyttegrave."

Mortere var meget nyttige i de mudrede skyttegrave på Vestfronten. En mortergranat kunne rettes til at falde lige ned i en skyttegrav på grund af den dybe vinkel, som bomberne faldt i.

Under slaget om Iwo Jima brugte den kejserlige japanske hær tolv 320 mm morterer mod de amerikanske styrker.

Største morterer

De største morterer, der nogensinde er fremstillet, var den franske "Monstermorter" (36 franske tommer; 975 mm; udviklet af Henri-Joseph Paixhans i 1832), Mallets morter (36 tommer; 910 mm; designet af Robert Mallet og testet af Woolwich Arsenal i London i 1857) og "Little David" (36 tommer; 914,4 mm; udviklet i USA til brug under Anden Verdenskrig). Alle tre morterer havde en kaliber på 36 "tommer". Det var dog kun "Monstermortoren", der blev brugt (i slaget ved Antwerpen i 1832).

"Hjemmelavede" morterer

"Hjemmelavede" morterer er blevet brugt af oprørsgrupper. De bruges normalt til at angribe velforsvundne militærbaser eller til at skræmme civile. Et tidligt eksempel var Davidka. Den blev brugt under den israelske uafhængighedskrig i 1948. Den provisoriske irske republikanske hær brugte nogle af de mest kendte eksempler i 1970'erne, 1980'erne og 1990'erne. De største typer kom til at blive kendt som "barracks busters". De var normalt lavet af tunge stålrør sat på en stålramme.

Blandt de velkendte begivenheder med "hjemmelavede" mortergranater kan nævnes angrebet med mortergranater i Newry i 1985. Her blev ni medlemmer af Royal Ulster Constabulary dræbt. En anden velkendt begivenhed er angrebet med mortergranater i Downing Street i 1991. IRA kastede mortergranater mod Downing Street 10 under et møde. Der blev affyret tre bomber, men kun én eksploderede. Den landede i baghaven til den britiske premierministers hus. Den ødelagde kun vinduerne på bagsiden af huset. Premierminister John Major måtte flytte til Admiralty House, mens vinduerne blev repareret.

Det store tyrkiske bombardement


Et "hjemmelavet" morterrør fra IRA.

Galleri

Relaterede sider

• Liste over tunge morterer