Slaget ved Midway var et vigtigt søslag under Anden Verdenskrig mellem USA og det japanske imperium. Det fandt sted fra den 4. juni 1942 til den 7. juni 1942. Det var ca. en måned efter slaget ved Koralhavet og seks måneder efter det japanske angreb på Pearl Harbor. Slaget regnes ofte for vendepunktet i Stillehavskrigen, fordi det tvang Japan væk fra offensiven og gav USA strategisk initiativ.

Den amerikanske flåde slog et japansk angreb mod Midway-atollen (nordvest for Hawaii) ned og ødelagde fire japanske hangarskibe og en tung krydser. De fire japanske hangarskibe var Akagi, Kaga, Sōryū og Hiryū; den tunge krydser, der gik tabt i kølvandet på kampene, var Mikuma. På amerikansk side var de vigtigste hangarskibe USS Enterprise, USS Hornet og USS Yorktown (Yorktown blev stærkt beskadet under slaget og sank senere efter et ubådsangreb).

Baggrund og mål

Japanernes plan (kodebetegnet Operation MI) havde til formål at lokke de amerikanske hangarskibe i en fælde, beskadige eller sænke dem og samtidig erobre Midway-atollen. Ved at besætte Midway ville Japan kunne etablere en forsvarslinie langt fra hjemlandet og skabe en base til eventuelle invasioner mod Fiji, Samoa og Hawaii, samt tvinge USA til en forhandlingsløsning ved at skabe frygt og usikkerhed i den amerikanske befolkning.

Efterretning og forberedelser

Et afgørende element i amerikanernes forsvar var kodebrydning. Efterretningstjenesten i Pacific Fleet, især Station Hypo under ledelse af officerer som Joseph Rochefort, dechifferede store dele af den japanske kommunikation. Dette gav Admiral Chester W. Nimitz og de opererende flådeførere mulighed for at vide, hvor og hvornår det japanske angreb ville finde sted, så amerikanerne kunne forberede en overlegen, om end mindre, styrke til ambush.

De amerikanske styrker var under overordnet kommando af Admiral Chester W. Nimitz. De operative flådestyrker bestod bl.a. af to hangarskibsgrupper: Task Force 16 under Rear Admiral Raymond A. Spruance (USS Enterprise) og Task Force 17 under Rear Admiral Frank J. Fletcher (USS Yorktown). På japansk side stod Admiral Isoroku Yamamoto for planlægningen, mens Viceadmiral Chūichi Nagumo ledede den strike force med hangarskibene.

Slagets forløb

Den 4. juni 1942 blev den afgørende dag. Amerikanske rekognosceringsfly og spartanske hangaroperationer førte til en kort, intens række af angreb. Amerikanske torpedoangreb (TBD Devastator-enheder) led store tab, men deres angreb trak japanske kampfly og dække (CAP) ned mod havoverfladen og væk fra de japanske hangarskibes øverste dæk. Dette skabte i kritiske øjeblikke mulighed for de amerikanske stødangreb med SBD Dauntless-dykkebombere, som i løbet af formiddagen ramte og antændte brændstof og ammunition om bord på Akagi, Kaga og Sōryū. Senere stod Hiryū for et kortvarigt japansk modangreb, som blandt andet skadede USS Yorktown; men fly fra USS Enterprise fandt og sænkede Hiryū.

Efter kampene den 4. juni var den kejserlige flådestyrke slået hårdt: fire hangarskibe var tabt, mange fly og erfarne piloter var gået tabt, og Japan mistede evnen til at føre større offensive flådeoperationer i Stillehavet i resten af krigen.

Tab og omkostninger

  • Japanske tab: Fire hangarskibe (Akagi, Kaga, Sōryū, Hiryū), den tunge krydser Mikuma samt hundreder af fly og mange erfarne piloter og besætningsmedlemmer.
  • Amerikanske tab: Hangarskibet USS Yorktown blev alvorligt beskadiget under slaget og blev derefter ramt og sænket af den japanske ubåd I-168 den 7. juni. Destroyeren USS Hammann blev også sænket under redningsarbejde. Mange amerikanske fly og flybesætninger gik tabt, men USA kunne hurtigere erstatte materiel og træne nye piloter end Japan.

Konsekvenser

Slaget var et strategisk vendepunkt i Stillehavskrigen. Selv om japanske flådestyrker i antal af skibe stadig kunne virke magtfulde, var tabet af erfarne pilotbefal og især af de fire hangarskibe et slag, Japan ikke kunne udligne hurtigt. Den kejserlige japanske flåde mistede dermed både materiel og menneskelige ressourcer i en grad, der bremsede yderligere offensiver i Stillehavet. USA, der kunne udskifte skibe og fly hurtigere og forbedre træningen af nye piloter, begyndte langsomt at rykke fremad med offensiver som Guadalcanal-kampagnen og senere ø-hopping-strategien mod det japanske hjemland.

Arv

Slaget ved Midway står i historien som et eksempel på, hvordan intelligensarbejde, modige – og ofte omkostningsfulde – luftangreb samt held og taktisk timing kan ændre krigens gang. Det viste også vigtigheden af hangarskibe som flådens nye nøgleenhed: kontrollen over luften blev afgørende for kontrol over havet i moderne krigsførelse.

Selvom Japan ikke blev slået færdig ved Midway, markerede slaget begyndelsen på en varig strategisk forandring i Stillehavet, hvor offensiven gradvist skiftede til de allierede og senere førte til øerhvervelser tættere på det japanske hjemland.