Rwandisk folkedrab | omkring 800,000 mennesker blev myrdet

Baggrund

I 1994 var næsten alle rwandere (85 %) hutuer. I mange år havde tutsi-mindretallet imidlertid mere magt og styrede den rwandiske regering. I 1959 væltede hutuerne tutsi-regeringen og overtog magten. Titusindvis af tutsier flygtede til nærliggende lande.

En gruppe tutsier i eksil oprettede en oprørsgruppe. De kaldte den Rwandas patriotiske front (RPF). RPF invaderede Rwanda i 1990 og startede den rwandiske borgerkrig. Tutsi-oprørerne og Hutu-regeringen kæmpede indtil 1993, hvor de to parter underskrev en fredsaftale.

Den 6. april 1994 blev et fly med præsidenterne fra Rwanda og Burundi ombord imidlertid skudt ned. Begge præsidenter var hutuer. Ingen ved med sikkerhed, hvem der skød flyet ned. RPF sagde, at hutuekstremisterne selv havde skudt flyet ned, fordi de ville have en undskyldning for at begynde at dræbe folk. Hutu-ekstremisterne gav Tutsi RPF skylden, og straks begyndte de at dræbe tutsier.

I løbet af en halv time havde hutu-militser blokeret veje i hele Kigali, Rwandas hovedstad. De standsede hver eneste bil, der kom forbi, og dræbte hver eneste tutsi, de fandt. Det rwandiske folkedrab begyndte den dag.

 
Kort over Rwanda  

Folkedrabet

I løbet af de næste 100 dage ville medlemmer af Hutu-regeringens hær, militser og endda civile dræbe 800.000 mennesker - i gennemsnit 8.000 mennesker hver dag. Det gør folkedrabet i Rwanda til et af de hurtigste folkedrab i historien.

De to vigtigste militser, der udførte drabene, var Interahamwe og Impuzamugambi. De skulle være ungdomsorganisationer under to pro-hutu politiske partier. Regeringen omdannede dem imidlertid til militser for at gennemføre folkemordet.

Få timer efter præsidenternes død indkaldte militærledere i de forskellige provinser i Rwanda militser og civile. De fortalte dem, at præsidenten var død, og at tutsi-RPF havde dræbt ham. Derefter beordrede de folkemængden til at dræbe tutsier og sagde ting som f.eks: "Begynd jeres arbejde!" og "Skån ingen!" - også spædbørn.

Dræbning af moderate politikere

Lige efter præsidenternes død myrdede hutuekstremister den rwandiske premierminister. De torturerede og dræbte også de ti belgiske soldater, der var blevet sat til at beskytte hende.

Derefter fik Hutu-militser og den rwandiske hær natten mellem den 6. og 7. april lister over folk i regeringen, som var politisk moderate (dvs. ikke ekstremister). De fandt disse mennesker i Kigali og dræbte dem.^p. 230 De gjorde dette for at de moderate ikke skulle kunne stoppe folkemordet. De dræbte også journalister og menneskerettighedsaktivister, som havde talt imod Hutu-regeringen.

Drab på civile

De første dage

Natten til den 6. april gik hutu-militser også fra hus til hus i Kigali og dræbte tutsier. Om morgenen den 7. april var drabene kun blevet værre. Interahamwe dræbte og plyndrede alt, hvad de ville. Journalister fra andre lande var i stand til at filme mange af disse ting. I løbet af få dage havde folkemordet spredt sig over hele landet. Efterhånden som folkemordet bredte sig ud i Rwandas landdistrikter, var morderne mindre opmærksomme på at myrde moderate hutuer og mere opmærksomme på at massakrere tutsier.

Folkedrabet breder sig

Folkedrabet i Rwanda blev begået på en meget organiseret måde. F.eks. lavede folkemordets ledere lister over folk, der var imod den Hutu-ledede regering. De gav disse lister til militser, som gik ud og dræbte disse mennesker sammen med deres familier. Militserne blokerede også vejene, så de kunne kontrollere alle de forbipasserendes id-kort. På disse kort var personens etniske gruppe anført. Når de fandt en tutsi, dræbte militserne personen. Ofte brugte de macheter. Når tutsier forsøgte at gemme sig for morderne, gennemsøgte militserne hver eneste bygning i et område, centimeter for centimeter, indtil de fandt de personer, der gemte sig. Busser kørte endda morderne fra massakre til massakre.

Hæren og militserne var meget brutale over for kvinder. De voldtog mellem 150.000 og 250.000 tutsi-kvinder. De kidnappede også kvinder og tvang dem til at være sexslaver. Efter voldtægten af kvinderne lemlæstede voldtægtsmændene ofte kvindernes kønsorganer med f.eks. våben, kogende vand eller syre.

De fleste ofre for folkedrabet blev dræbt i deres egne landsbyer. Ofte blev de dræbt af deres egne naboer. Regeringens radiostationer opfordrede almindelige mennesker til at dræbe deres tutsi-naboer. Hutuer, der nægtede at dræbe tutsier, blev ofte henrettet med det samme. Ægtemænd dræbte deres tutsikoner, fordi de var bange for at blive dræbt, hvis de nægtede. Der var endda præster og nonner, der blev dømt for at dræbe folk, der forsøgte at gemme sig i kirker. Som historikeren Richard Prunier forklarer: Under folkemordet "enten deltog man i massakrerne, eller også blev man selv massakreret".^p. 247

Propaganda

Morderne brugte propaganda for at tilskynde til folkedrabet. De oprettede radiostationer og aviser, som var fulde af hadefuld tale. Ofte opfordrede de folk til at "fjerne kakerlakkerne", hvilket betød "dræb tutsierne". Morderne læste navnene på folk, som de ønskede at dræbe, op over radioen. Radiostationerne fortalte deres lyttere, at de skulle sørge for at opspidde gravide tutsi-kvinder.

 
Den bygning, hvor ti belgiske soldater blev tortureret og dræbt  


Macheter og køller, der blev brugt til at dræbe tutsier (nu på et museum)  

De Forenede Nationers bistandsmission for Rwanda

I oktober 1993 oprettede FN's Sikkerhedsråd FN's bistandsmission for Rwanda (UNAMIR). Den skulle hjælpe med at få fredsaftalen fra 1993 på plads. UNAMIR havde imidlertid ikke tilladelse fra Sikkerhedsrådet til at beskytte civile eller forsøge at standse folkemordet. På dette tidspunkt måtte UNAMIR-soldater kun skyde med deres våben i selvforsvar, hvis nogen angreb dem personligt. De havde ikke lov til at bruge deres våben eller gå ind for at beskytte civile, der blev angrebet.

Sikkerhedsrådets reaktion

UNAMIR's fredsbevarende tropper blev mere og mere angrebet. Landene begyndte at trække deres soldater ud af Rwanda. Nogle medlemmer af FN's Sikkerhedsråd, som f.eks. USA, argumenterede kraftigt for, at FN skulle trække alle sine fredsbevarende tropper ud af Rwanda. Til sidst besluttede Sikkerhedsrådet at reducere antallet af tropper, som UNAMIR måtte have. Den 21. april 1994, da folkemordet bredte sig over Rwanda, nedsatte Sikkerhedsrådet antallet af UNAMIR-tropper fra 2 548 til 270 - et fald på næsten 90 %.

UNAMIR's øverstbefalende, Roméo Dallaire, blev ved med at bede FN om flere tropper. Den 15. maj øgede Sikkerhedsrådet UNAMIR's tilladte antal tropper til 5.500. Det tog imidlertid næsten seks måneder, før FN's medlemslande meldte sig frivilligt med så mange tropper. I mellemtiden fortsatte folkemordet.

Frankrig og Operation Turquoise

Frankrig tilbød at lede en humanitær mission i det sydvestlige Rwanda, mens UNAMIR forsøgte at samle flere tropper. Sikkerhedsrådet godkendte denne mission den 22. juni 1994. Frankrig kaldte missionen "Operation Turquoise". Under denne operation oprettede soldater fra Frankrig og andre lande en "sikker zone" i det sydvestlige Rwanda. Det skulle være et område, hvor folk kunne komme for at blive beskyttet mod Hutu-angreb. Historikere mener, at Operation Turquoise reddede 13.000 til 14.000 liv.^p. 308 Frankrig er imidlertid blevet beskyldt for at lade krigsforbrydere flygte fra Rwanda gennem den sikre zone.

Massakrer

Da UNAMIR's tropper ikke måtte bruge deres våben til at beskytte civile, kunne militserne massakrere civile, selv når UNAMIR-tropperne var i nærheden.

Kigali

Den 7. april 1994 opholdt belgiske soldater sig f.eks. på en skole uden for Kigali. Tusindvis af tutsier løb fra Kigali til skolen i håb om, at soldaterne ville beskytte dem mod de massakrer, der fandt sted i Kigali. Hutu-militser omringede skolen, men de gik ikke ind, fordi de var bange for de belgiske soldater.

Men en dag forlod de belgiske soldater landet. De havde fået ordre til at tage af sted, så de kunne køre europæiske folk til lufthavnen for at få dem ud af landet. Senere sagde en belgisk oberst "at de unge soldater fortalte ham, at de havde set morderne i deres bakspejle", da de kørte væk. Efter soldaternes afgang dræbte hutu-militsen tusindvis af tutsier.

Murambi tekniske skole

En anden massakre fandt sted i Murambi, en by i det sydlige Rwanda. Da folkemordet nåede Murambi, forsøgte tutsier at gemme sig i en nærliggende kirke. Biskoppen og borgmesteren narrede dem imidlertid ved at fortælle dem, at de skulle gå til Murambis tekniske skole. De sagde, at de franske soldater der ville beskytte dem. Den 16. april 1994 løb omkring 65.000 tutsier til skolen. En overlevende sagde: "De gav os fire [franske soldater] til beskyttelse, men fra den 17. april så vi dem aldrig mere."

Da de kom til skolen, havde tutsierne ingen mad. Skolens vandforsyning var også afbrudt, så tutsierne var for svage til at kæmpe imod. Tutsierne var stadig i stand til at kæmpe tilbage i et par dage ved hjælp af sten. Den 21. april blev skolen imidlertid angrebet af Interahamwe. De dræbte omkring 45.000 tutsier på skolen. De øvrige 20.000 tutsier løb hen til en nærliggende kirke for at gemme sig, men militsen fandt dem der og dræbte næsten alle.

Skolen er nu et museum for folkedrab. Museet fortæller, at kun 34 personer ud af 65.000 overlevede massakren. Det fortæller også, at de franske soldater efter massakren kom tilbage og begravede ligene i massegrave. Derefter lagde de en volleyballbane over massegravene for at skjule, hvad der var sket.

Uafhængig rapport om FN's "fiasko"

I 1999 anmodede FN's generalsekretær Kofi Annan om en uafhængig rapport om folkedrabet i Rwanda. Han ville vide, hvorfor FN og verden ikke havde "formået" at stoppe folkemordet i Rwanda. I rapporten stod der, at de største fejl var:

• Ikke at have tilstrækkelige ressourcer (f.eks. fredsbevarende tropper at sende)
• Landene havde ikke den "politiske vilje" til at hjælpe Rwanda (landene mente ikke, at det var vigtigt at hjælpe Rwanda, og de mente ikke, at de ville få noget ud af at hjælpe)
• Lande, der ikke er klar over, hvor slemt det stod til i Rwanda

 
Kranier af personer, der blev dræbt på Murambi Technical School  


Roméo Dallaire, UNAMIR's øverstbefalende, bad mange gange FN om flere tropper  

Slut på folkedrabet

Den ugandiske hær sluttede sig til RPF i kampen mod de ekstremistiske hutuer. Lidt efter lidt overtog de kontrollen med flere dele af Rwanda. Endelig, den 4. juli 1994, overtog de kontrollen med Kigali.

Herefter flygtede omkring to millioner hutuer fra Rwanda til Zaire. Denne gruppe omfattede 1,4 millioner civile hutuer, som ikke havde noget med folkemordet at gøre, men som havde fået at vide, at RPF ville dræbe dem, bare fordi de var hutuer.

Ifølge BBC: "Menneskerettighedsgrupper siger, at RPF dræbte tusindvis af civile hutuer, da de tog magten - og endnu flere efter at de gik ind i [Zaire] for at [følge] Interahamwe. RPF benægter dette."

 

Ofre

I 1994 havde Rwanda en befolkning på 7,9 millioner indbyggere. Efter folkemordet:

• 800.000 mennesker var blevet dræbt (10 % af befolkningen)
• Dette omfattede 300 000 børn
• 2 millioner mennesker flygtede til andre lande (25 % af befolkningen)
• Op til 2 millioner mennesker blev internt fordrevet (de måtte forlade deres hjem og flygte til andre dele af Rwanda) (yderligere 25 % af befolkningen).
• 95.000 børn blev forældreløse

Før folkemordet var omkring 1,1 millioner rwandere tutsier. Efter folkemordet var der kun omkring 300.000 tutsier tilbage i landet. Næsten tre ud af fire tutsier i Rwanda var blevet dræbt under folkemordet.

 
Et citat fra en ung overlevende fra folkedrabet  

Retssager og straf

Den Internationale Krigsforbryderdomstol for Rwanda

I 1995 oprettede FN's Sikkerhedsråd den internationale krigsforbryderdomstol for Rwanda (ICTR). Dens mål var at retsforfølge personer, der deltog i folkedrab, krigsforbrydelser eller forbrydelser mod menneskeheden, og at straffe de skyldige. ICTR havde beføjelse til at retsforfølge alle, der brød internationale love om menneskerettigheder.

ICTR var den første internationale domstol nogensinde, der:

• Find folk, der er skyldige i folkedrab
• konstaterer, at voldtægt og seksuelle overgreb er måder at begå folkedrab på
• finde medlemmer af massemedierne skyldige i at have udsendt ting, der skulle tilskynde folk til at begå folkedrab

Ud af de 93 personer, der blev tiltalt af ICTR, blev 61 fundet skyldige og sendt i fængsel. Yderligere ti sager blev sendt til Rwanda, så deres egne domstole kunne behandle sagerne. Tre personer, der blev anklaget af ICTR, er stadig på flugt.

ICTR lukkede den 31. december 2015.

Rwandiske domstole

Den rwandiske regering kunne først begynde at retsforfølge folkemordsmistænkte personer i 1996. Det skyldtes, at så mange dommere var blevet dræbt under folkemordet, og at så mange retsbygninger og fængsler var blevet ødelagt.

I 2000 var der over 100.000 mistænkte, der ventede på at blive stillet for retten. De almindelige rwandiske domstole kunne ikke håndtere så mange sager. For at løse dette problem oprettede regeringen et nyt og anderledes retssystem, som skulle hjælpe de almindelige rwandiske domstole.

I midten af 2006 havde de rwandiske domstole stillet over 10.000 folkemordsmistænkte for retten.

Gacaca-domstole

I 2001 begyndte den rwandiske regering at oprette et system af Gacaca-domstole (udtales "GA-CHA-CHA"). Ved disse domstole vælger rwandere dommere til at behandle retssager mod folkemordsmistænkte. Gacaca-domstolene kan behandle sager om alle forbrydelser undtagen planlægning af folkedrab eller voldtægt. Disse sager skal behandles af almindelige rwandiske domstole.

Hvis en mistænkt findes skyldig, giver Gacaca-domstolene mindre strenge straffe, hvis personen virkelig er ked af det og beder om tilgivelse fra samfundet. Målet med Gacaca-domstolene er at opnå retfærdighed og samtidig bevæge sig i retning af forsoning. Det giver også gerningsmændene mulighed for at indrømme, hvad de har gjort, hvilket giver ofrene en chance for at få at vide, hvad der er sket med deres kære.

Mellem 2001 og 2012 behandlede 12 000 Gacaca-domstole over 1,2 millioner sager i hele Rwanda. Disse domstole afsluttede officielt deres arbejde den 4. maj 2012.

 
En Gacaca-sag  

Fotogalleri

Ofre og massakrer

·         Hold musen over hvert billede for at se dets etiket. Klik på billedet for at gøre det større.

Efter folkedrabet

·         Hold musen over hvert billede for at se dets etiket. Klik på billedet for at gøre det større.

Mindepunkter

·         Hold musen over hvert billede for at se dets etiket. Klik på billedet for at gøre det større.

 

Relaterede sider

• Folkedrab
• Krigsforbrydelser
• Forbrydelser mod menneskeheden