Impuzamugambi

Om Impuzamugambi

I 1992 oprettede to politiske partier, der støttede Hutu-præsidenten, Impuzamugambi og Interahamwe. Disse politiske partier var ekstremistiske pro-hutu-grupper.

Militserne blev uddannet af den rwandiske hær. Nogle grupper og vidner har sagt, at franske soldater også trænede militserne. En af militsernes kommandanter pralede med, at hans mænd var så veltrænede, at de kunne dræbe 1.000 tutsier på 20 minutter.

Impuzamugambi under folkedrabet

Den 6. april 1994 befandt Rwandas præsident, Juvénal Habyarimana, og Burundis præsident sig i et fly, der blev skudt ned. Begge mænd var hutuer. Som det amerikanske udenrigsministerium senere sagde:

"

Begge præsidenter blev dræbt. Som om nedskydningen var et signal, begyndte militær- og militsgrupper at samle og dræbe alle tutsier og politiske moderate [medlemmer af regeringen, som ikke var ekstremister] uanset deres etniske baggrund.

"

Vejspærringer

Inden for en halv time efter flystyrtet begyndte Impuzamugambi og Interahamwe at blokere vejene i Kigali, Rwandas hovedstad. Alle rwandere skulle bære identifikationskort med angivelse af deres etniske gruppe på sig. Militserne dræbte alle tutsier, som de fandt.

Militserne fortsatte med at bruge vejspærringer, som blev en vigtig del af Rwandas strategi for folkemordet:

• Identifikationskort gjorde det let at se, hvem der var tutsier
• Lederne gav militsen lister over folk, som de ønskede at dræbe; hvis en af disse personer stoppede ved en vejspærring, ville militsen dræbe vedkommende.
• Vejspærringerne gjorde tutsier for bange til at forsøge at flygte fra Rwanda ad vejene

Dør-til-dør-drab

I de første dage af folkedrabet tog den rwandiske hær og præsidentgarden sig af henrettelserne i Kigali. Impuzamugambi og Interahamwe var imidlertid sammen med dem, og soldaterne lærte dem, hvad de skulle gøre. Snart arbejdede de sammen. Først affyrede soldaterne granater, tåregas og maskingeværer mod steder, hvor tutsier kunne opholde sig. Derefter fik militsen lov til at gå ind og dræbe alle, der var derinde. Ofte brugte de macheter eller køller til at dræbe folk. Derefter gennemsøgte soldaterne og militsen tomme for tomme for at finde alle, der stadig kunne gemme sig.

På denne måde dræbte den rwandiske hær og militserne 20.000 mennesker i løbet af de første fem dage af folkedrabet.

Spredning af folkedrabet

Ifølge Human Rights Watch havde militserne før den 6. april kun omkring 2.000 medlemmer, hovedsagelig i Kigali. Men: "Da folkemordet først begyndte, og militsmedlemmerne begyndte at høste frugterne af volden, steg deres antal [hurtigt] til mellem tyve og tredive tusinde i [hele] landet[.]" Til sidst voksede Impuzamugambi og Interahamwe så meget, at de tilsammen havde 50.000 medlemmer. Det var halvt så mange medlemmer som den regulære rwandiske hær havde.

Dette gjorde det muligt for militserne at sprede folkemordet rundt om i Rwanda. Der var militser over hele landet. Militserne stod dog ikke for alle drabene under folkemordet. De opfordrede og nogle gange tvang de almindelige mennesker til at dræbe deres tutsi-naboer, venner, hustruer eller ægtemænd. Hvis de ikke gjorde det, ville de selv blive dræbt.

Militserne massakrerede grupper af tutsier, der forsøgte at gemme sig på steder som skoler og kirker. F.eks. dræbte militsmedlemmer den 21. april 1994 i massakren på Murambi Technical School næsten 65.000 tutsier på én dag.

Militserne voldtog og overfaldt også mange kvinder og piger seksuelt. I alt blev mellem 150.000 og 250.000 kvinder og piger voldtaget under folkemordet (men det er umuligt at vide, hvor mange af disse forbrydelser der blev begået af militsen, og hvor mange der blev begået af hærens medlemmer).

Kranier af personer, der blev dræbt på Murambi Technical School

Slutningen af folkemordet

Den ugandiske hær sluttede sig til en tutsi-oprørshær i kampen mod de ekstremistiske hutuer. Lidt efter lidt overtog de kontrollen med flere dele af Rwanda. Endelig, den 4. juli 1994, overtog de kontrollen med Kigali.

Derefter flygtede omkring to millioner hutuer fra Rwanda til Zaire (nu Den Demokratiske Republik Congo). Med tutsierne under kontrol sluttede folkemordet.

Retsforfølgning og straf

Mange af Impuzamugambierne var blandt de to millioner mennesker, der flygtede fra Rwanda til det østlige Zaire. Tutsi- og ugandiske hære gik efter dem. Ifølge BBC: "Menneskerettighedsgrupper siger, at [Tutsi-oprørshæren] dræbte tusindvis af civile hutuer, da de tog magten - og flere efter at de gik ind i [Zaire] for at [følge] [militserne]." Der er dog ingen mulighed for at vide, hvor mange medlemmer af Impuzamugambi der kan være blevet dræbt.

En international domstol kunne imidlertid dømme to af Impuzamugambis ledere: Hassan Ngeze og Jean Bosco Barayagwiza. I 1995 oprettede FN's Sikkerhedsråd den internationale krigsforbryderdomstol for Rwanda (ICTR). Dens mål var at retsforfølge personer, der deltog i folkedrab, krigsforbrydelser eller forbrydelser mod menneskeheden.

I 2003 fandt ICTR både Ngeze og Barayagwiza skyldige i at planlægge og lede folkemordet, at forsøge at få andre til at begå folkemord og forbrydelser mod menneskeheden. De blev begge idømt fængsel på livstid. Straffen mod Barayagwiza blev senere nedsat til 35 år på grund af en juridisk fejl. Han vil blive i fængsel i mindst 27 år.

Relaterede sider

• Folkedrabet i Rwanda
• Interahamwe
• De Forenede Nationers bistandsmission for Rwanda
• Folkedrab
• Forbrydelser mod menneskeheden
• Racisme