Endemisme er et økologisk begreb, der beskriver arter (planter, dyr, svampe eller andre organismer), som kun findes naturligt i et afgrænset område — for eksempel på en bestemt ø, i en bestemt naturtype, i ét land eller i en anden klart afgrænset zone. Et velkendt eksempel er de mange arter af lemurer, der er endemiske på øen Madagaskar.

Typer af endemisme

Man skelner ofte mellem to hovedtyper:

  • Palæoendemisme: En art har tidligere haft en større udbredelse, men findes i dag kun i et begrænset område. Sådanne arter er ofte rester (relikter) fra tidligere klima- eller økosystemforhold.
  • Neoendemisme: En art er forholdsvis nydannet i et afgrænset område gennem artsdannelse (speciering). Det kan ske ved hurtig tilpasning til nye habitater, ved geografisk isolation eller efter hybridisering, især hos planter hvor polyploiditet kan spille en rolle.

Der findes også begreber som mikroendemiske eller punktendemiske arter — arter, der kun lever på et meget lille areal (fx én bjergtop eller én søbred).

Hvor og hvorfor opstår endemisme?

Endemisme udvikler sig især i isolerede områder, hvor udveksling med andre bestande er begrænset. Typiske steder er:

  • Øer og øgrupper — især fjerntliggende som Hawaiiøerne, Galápagosøerne og Socotra.
  • Isolerede højland eller plateauområder, fx højlandet i Etiopien.
  • Store, geologisk gamle vandområder som Bajkalsøen, hvor særlige økologiske forhold har fremmet evolution af egne arter.

Årsagerne er typisk geografisk isolation, særlige klima- eller jordbundsforhold, lang tids evolution uden indblanding udefra og mangel på konkurrenter eller rovdyr, som tillader nytilpassede former at udvikle sig.

Eksempler på endemiske arter

Udover de nævnte lemurer på Madagaskar findes mange andre kendte eksempler: Darwin’s finker og mange andre endemiske fuglearter på Galápagosøerne, de mange unikke plantegrupper på Hawaiiøerne, endemiske pattedyr og planter på Socotra, samt arter knyttet til Bajkalsøen. I planteriget er Cape Floristic Region i Sydafrika et klassisk område med meget høj planteendemisme.

Trusler mod endemiske arter og bevarelse

Endemiske arter er ofte særligt sårbare:

  • De har ofte små populationer og et begrænset udbredelsesområde, så lokal ødelæggelse af levested kan true hele arten.
  • Menneskelige påvirkninger som habitatødelæggelse, landbrugsomlægning, urbanisering og klimaændringer rammer ofte hårdt.
  • Indførelse af fremmede arter kan føre til konkurrence, prædation eller sygdom, som lokale endemiske arter ikke kan tåle — begrebet er illustreret af historien fra Bermuda, hvor millioner af bermuda-stormfugle og "bermuda-cedre" (i teksten refereret til som enebær) engang var almindelige, men efter menneskelig kolonisation, intensiv skibsbygning og senere indførelse af parasitter og invaderende arter blev både fugle og træer stærkt reduceret.

Derfor rangeres mange endemiske arter som truet eller allerede uddøde globalt. Bevaringsindsatser omfatter bl.a. beskyttede områder, stram bio­sikkerhed for at forhindre nye indførte arter, bekæmpelse eller udryddelse af invasive arter, genopretning af habitater, overvågning af populationer og i nogle tilfælde eks-situ foranstaltninger som avlsprogrammer og opformering i fangenskab.

Endemisk kontra hjemmehørende og introduceret

Det er vigtigt at skelne begreberne:

  • En hjemmehørende (indfødt) organisme er naturligt til stede i et område, men kan være hjemmehørende i flere regioner samtidig.
  • En endemisk art findes kun i ét bestemt område og ingen andre naturlige lokaliteter.
  • En introduceret art (også kaldet naturaliseret eller eksotisk) er ikke hjemmehørende i et område, men er kommet til gennem menneskelig aktivitet.

Endemiske arter er centrale for områders unikke biodiversitet og er ofte prioriterede i bevaringsplaner, fordi tabet af en endemisk art betyder globalt arts tab. At beskytte endemisme betyder derfor både at bevare naturens særpræg og at forhindre irreversible tab af biologisk mangfoldighed.