En altædende er et dyr, hvis art får sin energi og sine næringsstoffer fra en kost, der består af fødevarer, der omfatter planter, dyr, alger, svampe og bakterier. Altædere kan udnytte både animalske og vegetabilske ressourcer og har derfor ofte stor fleksibilitet i valg af føde afhængigt af tilgængelighed og sæson.

Typer af altædere og fysiologiske tilpasninger

Man skelner ofte mellem:

  • Obligate altædere: arter der naturligt spiser både planter og dyr som en væsentlig del af deres kost hele livet.
  • Fakultative altædere: arter der primært spiser enten planter eller dyr, men som kan supplere med den anden fødekilde, hvis den første er knap.

Fysiologisk kan altædere vise tilpasninger fra begge kosttyper, for eksempel varierende tandform (skære- og flade tyggeflader), en fordøjelseskanal der både kan håndtere cellulose og animalske proteiner, samt en bred vifte af fordøjelsesenzymer. Nogle altædere har desuden adfærdsmæssige strategier, fx at skifte fødevalg sæsonmæssigt.

Eksempler på altædere

  • Fugle: Nogle fuglearter er meget opportunistiske. Vandfugle som gæs kan i perioder spise mest planteføde og i andre perioder indtage mere animalsk føde.
  • Insekter: Flere insektgrupper ændrer kost mellem larve- og voksenstadium. For eksempel kan arter i familien Meloidae (blisterbiller) have larver, der lever af animalsk materiale, mens voksne oftere æder plantemateriale.
  • Padder: Mange padder har herbivore eller blandede larvestadier (tadpoles), mens de voksne er mest carnivore og dermed ændrer kost markant gennem livet.
  • Pattedyr: Dyr som bjørne, grise, vaskebjørne og mennesker er typiske eksempler på pattedyr med altædende kost, hvor sammensætningen kan variere meget efter habitat og årstid.

Livscyklus og "livshistoriske altædere"

Mange altædende dyr ændrer deres spisevaner i løbet af deres livscyklus. De kaldes nogle gange "livshistoriske altædere", fordi de kun er altædere, hvis man tager hele deres liv i betragtning. Skift i kost kan ske af flere grunde:

  • Fysiologiske behov ændrer sig (fx højere proteinbehov i vækststadier).
  • Habitat og fødetilgængelighed varierer mellem ung- og voksenstadier.
  • Differentiering for at undgå konkurrence mellem stadier inden for samme art.

Nogle arter, f.eks. græssende vandfugle som gæs, er kendt for at spise hovedsageligt dyr på et tidspunkt i deres liv, men planter på et andet tidspunkt. Også mange insekter, f.eks. familien Meloidae, spiser animalsk væv, når de er larver, men spiser plantemateriale, når de er udvoksede.

Økologisk betydning

Altædere spiller vigtige roller i økosystemer:

  • De bidrager til næringsstofkredsløb ved at omsætte både plante- og dyremateriale.
  • Deres fleksibilitet gør dem ofte resistente over for ændringer i fødetilgængelighed og kan øge arters overlevelseschancer i foranderlige miljøer.
  • Nogle altædere kan blive skadedyr i landbrug eller have stor indflydelse som invasive arter på nye lokaliteter, fordi de kan udnytte mange forskellige fødekilder.

Sådan identificeres en altædende

For at vurdere om en art er altædende kan man kombinere:

  • Observeret adfærd i naturen (hvilken føde indtager dyret?).
  • Analyse af mave- eller fækalindhold.
  • Studier af tandsæt og fordøjelsessystemets opbygning.
  • Stablet livshistorisk data: ændringer i kost gennem forskellige livsstadier.

Samlet set er altædere en mangfoldig gruppe med stor økologisk betydning. Deres evne til at skifte mellem plante- og dyreføde forklarer både deres succes i mange miljøer og deres rolle i at stabilisere fødenet ved at koble flere energikilder sammen.