Koordinater: 52°31′16″N 13°11′07″E / 52.52111°N 13.18528°E / 52.52111; 13.1852

Spandau-fængslet var et fængsel i bydelen Spandau i den britiske sektor i Vestberlin.

Fængslet blev bygget i 1876 og revet ned i 1987 efter den sidste fanges død, Rudolf Hess. Dette skete for at forhindre, at det blev en nynazistisk helligdom.

Historisk baggrund

Spandau-fængslet blev opført i 1876 og fungerede i forskellige perioder som straffeanstalt. Efter Anden Verdenskrig og Nürnbergprocesserne blev fængslet brugt til at afsone domme til højtstående naziledere, idet de allierede ønskede en sikker og kontrolleret placering for disse døds- og fængselsdomme.

Allieret administration og indsatte

Efter krigen var fængslet under kontrol af de fire besættelsesmagter — USA, Storbritannien, Frankrig og Sovjetunionen — og driften var reguleret af de allierede myndigheder. I de første år sad flere kendte nazistiske embedsmænd fængslet i Spandau, men gennem 1950'erne og 1960'erne blev langt de fleste løsladt eller døde, så fængslet gradvist kom til at huse færre indsatte.

Rudolf Hess blev idømt livsvarigt fængsel ved Nürnberg og overført til Spandau. Efter 1966 var han den eneste tilbageværende fange i bygningen og blev dermed synonym med fængslet i offentlighedens bevidsthed. Livet som eneste indsatte betød særlige regler og internationale forhandlinger om hans behandling og besøg.

Forholdene i fængslet

Spandau var kendt for sine strenge sikkerhedsforanstaltninger. Personalet bestod primært af allieret militærpersonel, og civile tyskere havde ingen adgang til at arbejde i selve fængslet. Indsattes breve og pakker blev kontrolleret, og besøgsordningerne var stærkt regulerede.

Rudolf Hess' død og nedrivningen

Den 17. august 1987 blev Rudolf Hess fundet død i sin celle. Dødsfaldet blev officielt erklæret som selvmord ved hængning, men det har siden skabt debat og givet anledning til spekulationer og konspirationsteorier. Kort efter Hess' død besluttede de vestberlinske myndigheder, i samarbejde med de allierede, at nedrive fængslet for at forhindre, at bygningen skulle blive et mål for ekstremistisk glorificering.

Nedrivningen fandt sted samme år, og materiale fra bygningen blev håndteret, så der ikke opstod et fysisk sted for tilbedelse. Beslutningen om at fjerne bygningen blev politisk motiveret af ønsket om at undgå, at Spandau skulle fungere som samlingspunkt for nynazistiske ceremonier eller pilgrimsrejser.

Eftermæle og betydning

Spandau-fængslets historie er et symbol på efterkrigstidens håndtering af krigsforbrydere og de politiske spændinger mellem de allierede magter. Nedrivningen markerer også et bevidst valg om at undgå at bevare steder, der kan minde om eller ære voldsbaserede ideologier.

Der findes i dag få fysiske spor efter fængslet, og stedet er indgået i den almindelige byudvikling i Spandau. Emnet er fortsat genstand for historiske studier, debatter om hukommelseskultur og forskning i de juridiske og politiske spørgsmål, som fandt sted i årene efter krigen.