Immanuel Kant

Livet

Immanuel Kant blev født den 22. april 1724. I 1740 blev han optaget på universitetet i Königsberg og studerede filosofi af Gottfried Leibniz og hans efterfølger Christian Wolff. Han studerede der indtil 1746, da hans far døde, hvorefter han forlod Königsberg for at tage et job som huslærer. Han blev huslærer for grev Kayserling og hans familie. I 1755 blev Kant lektor og forblev i denne stilling indtil 1770. I 1766 blev han den anden bibliotekar for det kongelige bibliotek. Kant fik til sidst lærestolen for logik og metafysik ved universitetet i Königsberg. I hele sit liv rejste Kant aldrig mere end halvfjerds kilometer fra byen Königsberg. Kant døde den 12. februar 1804 med de sidste ord: "Es ist gut" ("Det er godt").

Universitet

Efter at have afsluttet sine studier på universitetet håbede Kant på at blive filosofilærer, men det var meget svært. Han kunne have levet et liv som privatlærer i lang tid. Han blev tilbudt et job som professor i poesi på universitetet i Königsberg, men han takkede nej. Senere i 1770 blev han fuldmægtig professor i filosofi ved Königsbergs universitet.

Den unge Kant var interesseret i fysik, både i astronomiske objekter (såsom planeter og stjerner) og i jorden. Han skrev nogle artikler om dette, men han blev mere interesseret i metafysik. Han ønskede at lære den menneskelige erfarings natur at kende: hvordan mennesker kunne vide noget, og hvad deres viden var baseret på.

Første tvivl

Under stærk indflydelse fra Leibniz' og Wolffs filosofiske system begyndte Kant at tvivle på tidligere filosoffers grundlæggende svar. Derefter læste Kant en skotsk filosof, David Hume. Hume havde forsøgt at gøre det klart, hvad vores erfaring havde været, og var nået frem til en meget stærk opfattelse kaldet "skepticisme", nemlig at der ikke var noget, der kunne gøre vores erfaring sikker. Kant blev meget chokeret af Hume og så den teori, han havde lært, fra en ny synsvinkel. Han begyndte at forsøge at finde en tredje vej ud over de to, som Kant kaldte "skepticisme" og "dogmatisme".

Kant læste en anden tænker ved navn Jean-Jacques Rousseau. Hans tanker om mennesker, især om moral, menneskelig frihed og evig fred, gjorde indtryk på Kant.

Filosofi

Nogle forskere vil gerne regne Kant med som en af de tyske idealister, men Kant selv tilhørte ikke denne gruppe.

Kants mest kendte værk er kritikken af den rene fornuft (Kritik der reinen Vernunft), som Kant udgav i 1781. Kant kaldte sin tankegang for "kritik", ikke for filosofi. Kant sagde, at kritikken var en forberedelse til etableringen af den virkelige filosofi. Ifølge Kant bør folk vide, hvad den menneskelige fornuft kan gøre, og hvilke grænser den har. I Kritikken af den rene fornuft skrev Kant flere grænser for den menneskelige fornuft, både for at føle og tænke noget. Hvad angår fornemmelse, er der to grænser inden for den menneskelige opfattelse: rum og tid. Der er ingen fysiske objekter, men grænserne i vores forstand, der virker, når vi føler noget gennem vores sanser. Med hensyn til tænkning sagde han, at der findes tolv kategorier eller rene rationelle begreber, der er opdelt i fire områder: kvantitet, kvalitet, relation og modalitet. Kant mente, at den menneskelige fornuft anvendte disse begreber på alt.

Ideologi

Er det, vi tror, kun vores fantasi? Kant sagde "Nej", selv om vi uden de sanselige og rationelle begrænsninger ikke kan tænke noget, så var Kant overbevist om, at der ville være noget, vi ikke kunne vide direkte bag vores begrænsninger, og selv med begrænsninger kunne vi vide noget. Det kan heller ikke være en personlig fantasi, da disse begrænsninger var fælles for al menneskelig fornuft før vores særlige erfaring. Kant kaldte det, som vi ikke kunne kende direkte Ding an sich -- "ting i sig selv". Vi kan tænke "ting i sig selv", men vi kan ikke have nogen erfaring om det og heller ikke kende det. Gud, sjælens evighed, livet efter døden, sådanne ting hører til "ting i sig selv", så de var ikke rigtige objekter for filosofien ifølge Kant, selv om folk gerne havde diskuteret dem fra gammel tid.

Bøger

Kant skrev to andre bøger ved navn Kritik: Kritik af den praktiske fornuft (1788) og Kritik af dømmekraften (1790). I Kritikken af den praktiske fornuft skrev Kant om problemet med friheden og Gud. Det var hans vigtigste værk om etik. I Kritikken af dommen skrev Kant om skønhed og teleologi, eller problemet om der var et formål i almindelighed, om verden, et levende væsen havde en grund til at eksistere osv. I begge bøger sagde Kant, at vi ikke kunne besvare disse problemer, fordi de vedrørte "tingene selv".

Indflydelse

Kant havde en stor indflydelse på andre tænkere. I det 19. århundrede blev tyske filosoffer som Fichte, Schelling, Hegel og Schopenhauer samt forfattere som Herder, Schiller og Goethe påvirket af Kant.

I begyndelsen af det 20. århundrede havde Kants idéer stor indflydelse på en gruppe tyske filosoffer. De blev kendt som de nykantianere. En af dem, Windelband, sagde, at "enhver filosofi før Kant er strømmet ind i Kant, og enhver filosofi efter Kant er strømmet ud af Kant".

Kant har påvirket mange moderne tænkere, herunder Hannah Arendt og John Rawls.