Immanuel Kant (22. april 1724 - 12. februar 1804) var en tysk filosof. Han blev født i Königsberg i Østpreussen og døde også der. Kant studerede filosofi på universitetet der og blev senere professor i filosofi. Han kaldte sit system for "transcendental idealisme". Kants grundige forfatterskab om epistemologi, metafysik, etik og æstetik har gjort ham til en af de mest indflydelsesrige skikkelser i filosofihistorien.
I dag er byen Königsberg en del af Rusland, og den er omdøbt til Kaliningrad. Da Kant levede, var det den næststørste by i kongeriget Preussen.
Hovedværker og centrale idéer
Kants mest berømte værk er Kritik af den rene fornuft (Kritik der reinen Vernunft, 1781; revideret udgave 1787). Her forsøger han at afdække, hvordan erkendelse overhovedet er mulig: ikke alene gennem erfaring (empiri) eller ren fornuft i isolation, men ved at kombinere elementer, som gør erfaring mulig. Han introducerer forskellen mellem fænomener (det, vi kan erfare) og tingene i sig selv (noumena), og fastholder, at vores erkendelse er formet af menneskets sanseform og begreber. Begrebet syntetiske a priori-judgmenter (påstande, som udvider viden og alligevel er nødvendige og uafhængige af erfaring) er centralt i hans erkendelsesteori.
Etik og moralfilosofi
I etikken udviklede Kant en pligtetisk teori, bedst kendt fra Grundlæggelse af moralens metafysik (Groundwork of the Metaphysics of Morals, 1785) og Kritik af den praktiske fornuft (1788). Hans grundlæggende idé er, at moral ikke må være baseret på følelser eller konsekvenstænkning alene, men på en universel lov, som fornuften kan formulere. Den mest berømte formulering er det kategoriske imperativ, for eksempel: "Handle kun efter den maksime, ved hvilken du samtidig kan ville, at den bliver en almengyldig lov." Kant betonede menneskets autonomi og hver persons iboende menneskeværd — mennesker skal aldrig blot behandles som middel, men altid som mål i sig selv.
Æstetik og filosofi om dom
I Kritik af dømmekraften (1790) forbinder Kant erkendelse og etik med æstetisk erfaring og teleologi. Her undersøger han, hvordan vi kan dømme om skønhed og formål uden at falde tilbage på subjektiv smag alene, og hvordan disse domme knytter sig til menneskets fornuft og frihed.
Liv, virke og personlighed
Kant levede det meste af sit liv i sin fødeby, underviste og skrev ved universitetet i Königsberg og var kendt for sin faste dagsrytme og tilbageholdende personlige liv — han giftede sig aldrig. Han skrev både systematiske filosofiske værker og kortere, offentligt rettede tekster, blandt andet essayet "Svar på spørgsmålet: Hvad er oplysning?" (1784), hvor han opfordrer til frit og selvstændigt tænkende: "Sapere aude" — vov at vide.
Indflydelse og eftermæle
Kants tænkning lagde grunden til moderne idealisme og fik stor indflydelse på senere filosoffer som Fichte, Schelling og Hegel, men også på kritiske tænkere som Schopenhauer og senere analytisk og kontinentalt orienterede strømninger. Hans opdeling af erkendelsen i det, vi kan vide, og det, vi må give slip på, satte varige spor i epistemologi, etik, æstetik, retsteori og politisk filosofi.
Hvorfor han stadig studeres
Kant udfordrede både rationalister og empirister og forsøgte at give en systematisk forklaring på, hvordan viden, etik og æstetik hænger sammen. Hans præcise argumentation, hans begreber om frihed og menneskeværd og hans analyse af erkendelsens betingelser gør ham fortsat relevant og ofte centralt i filosofisk undervisning og debat.
Bemærk: Kants terminologi og argumenter kan opleves tekniske, men hans hovedpointer — om fornuftens grænser, moralens krav og individets frihed — er let genkendelige og har haft vidtrækkende betydning uden for filosofi, fx i etik, jura og oplysningstidens idéer.