Sokrates

Sokrates' liv

Sokrates har aldrig skrevet noget. Alt, hvad vi ved om Sokrates, stammer fra det, som andre mennesker har skrevet om ham. Vores vigtigste kilde til det, vi ved om Sokrates, er hans elev Platons skrifter. Nogle af Platons dialoger, såsom Crito og Phaedo, er løst baseret på fakta. De er ikke skriftlige optegnelser, men kunstneriske gengivelser af Sokrates i aktion.

En anden af Sokrates' elever, Xenophon, skrev også om Sokrates. Aristofanes, en person, der skrev geniale satiriske komedier, skrev om Sokrates i et stykke kaldet Skyerne. Sokrates var et let mål for satire. Han gik barfodet og med en svada. Nogle gange stod han i trance i timevis. ^p8I Skyerne er Sokrates en skør person, der forsøger at snyde folk for deres penge. Platon skrev, at Sokrates underviste gratis.

Vi ved ikke, om Platons beskrivelse af Sokrates er korrekt eller ej. Det kaldes det "sokratiske problem". Mens meget af det, Platon skrev om Sokrates, accepteres af historikere, mener nogle, at Platon (som så Sokrates som en helt) fremstillede Sokrates som en større mand, end han faktisk var. Nogle mener, at Platon brugte Sokrates' karakter som et redskab til at udtrykke sine egne holdninger snarere end til at skrive præcist om Sokrates. Det er dette, der gør Sokrates til en så mystisk historisk figur. Platons dialoger er kunstværker, der er fint skrevet. Den generelle opfattelse er, at de er baseret på virkeligheden, men uden tvivl justeret med henblik på at skrive dem.

Biografiske oplysninger

Sokrates' far var billedhugger, og hans mor var jordemoder, som hjalp kvinder med at føde børn. Han kan have været stenhugger ligesom sin far, og Platon skrev, at han tjente i den athenske hær som hoplite (tungt infanteri). Vi ved, at han blev påvirket af en ældre filosof, Archelaos, og at han talte med alle, der havde interessante ideer i Athen, men derudover ved man intet.

Sokrates var omkring 50 år, da han giftede sig med en meget yngre kvinde, Xanthippe. De fik tre børn sammen. Sokrates klagede over sin kone, men ingen vidste, om han talte sandt.

Det siges, at en af Sokrates' venner spurgte oraklet i Delfi, om der var nogen klogere end Sokrates i Athen. Oraklet svarede, at der ikke fandtes nogen klogere person. Oraklet var kendt for at sige ting, der var tvetydige eller uklare. Det sagde ikke, at Sokrates var den klogeste, men blot, at der ikke var nogen, der var klogere.

Efter at have været forvirret over dette besluttede Sokrates til sidst, at hans visdom bestod i at vide, at han var uvidende. Hans forsøg på at vise borgerne, at nogle af deres idéer var noget vrøvl, kan være med til at forklare hans upopularitet. I Platons værker siger Sokrates, at han intet ved, men at han kan trække andre menneskers ideer frem, ligesom hans mor hjalp andre kvinder med at føde.

Sokrates' død

Beskyldningerne

I 399 f.Kr., da Sokrates var en gammel mand, rejste tre borgere - Meletus, Anytus og Lycon - anklager mod Sokrates. Der blev afholdt en retssag. I det antikke Athen var proceduren helt anderledes end i dag. Der var en jury på 500 mænd, som var udvalgt blandt borgerne. Både anklagerne og den anklagede skulle personligt holde tale for juryen. Skyld eller uskyld blev afgjort ved flertalsafstemning. Der var ingen forudbestemt straf, hvis dommen var "skyldig". Både anklageren og den anklagede holdt tale og foreslog, hvad straffen skulle være. Igen blev der stemt. ^p17

Der var to anklager mod ham. Det generelle tema var, at Sokrates var en trussel mod samfundet. Den første anklage var kætteri, vantro på guderne. Det var sandsynligvis meningen at skabe fordomme blandt jurymedlemmerne. I virkeligheden overholdt Sokrates alle de korrekte procedurer i sin tids religion. Anklagen var blevet brugt med succes mod en anden filosof, Anaxagoras. ^p17

Den anden anklage var, at han fordærvede de unge med sin lære. Hvad var meningen med dette? Det drejede sig åbenbart ikke om hans personlige forhold til sine elever. Det drejede sig om den måde, hvorpå han blev anset for at påvirke deres politiske holdninger. Hans kreds havde omfattet en række højreorienterede aristokrater, hvis idéer nu blev forkastet af de fleste borgere. Den geniale Alcibiades, der engang var en stor leder i Athen, blev nu betragtet som en forræder. ^p17

Forsøget

Crito, en af Sokrates' venner, betalte ulovligt fængselsvagterne for at lade Sokrates flygte. Sokrates besluttede imidlertid ikke at flygte. Da Sokrates blev stillet for retten, holdt han en lang tale for at forsvare sig mod Athens regerings påstande.

Vi har Platons version af, hvordan Sokrates forsvarede sig selv, i Apologia. Den begynder:

"Jeg ved ikke, hvilken virkning mine anklagere har haft på jer, mine herrer, men jeg blev for mit eget vedkommende revet med af dem, deres argumenter var så overbevisende. På den anden side var der næppe et ord af det, de sagde, sandt". ^p19

Sætningen

Da Sokrates blev bedt om at foreslå sin straf, sagde Sokrates, at regeringen skulle give ham gratis middage resten af hans liv for alt det gode, han havde gjort for samfundet. Retten afholdt en afstemning mellem at give Sokrates en bøde at betale eller at slå ham ihjel. Dommen blev, at Sokrates skulle lide dødsstraf.

Sokrates' død

Sokrates frygtede ikke døden. Han forsøgte ikke at undgå døden ved at undskylde sine handlinger, fordi han mente, at det var moralsk rigtigt at stå ved sine principper. Sokrates blev beordret til at drikke et bæger skarntyde (en giftig væske fra en plante). Han drak den og døde kort efter.

Platon om Sokrates' retssag og død

Der er flere af Platons dialoger, som direkte omhandler retssagen mod Sokrates og perioden op til hans død. De er, i rækkefølge efter begivenhederne:

1. Apologia, eller Apologien. Den omhandler især Sokrates' forsvar under hans retssag. Den anses for at være præcis i substansen og måske i detaljerne.
2. Crito. Den handler om måneden mellem hans retssag og hans død. Sokrates forklarer især sin ven Crito, hvorfor han ikke vil flygte eller tillade sine venner at bestikke fængselsbetjenten.
3. Phaedo. Dette er et senere værk. Det er skrevet som om det var skrevet af et øjenvidne til Sokrates' sidste dag i livet. I værket rapporterer Phaedo af Elias til en gruppe venner om, hvad Sokrates sagde på sin sidste dag. Dette kaldes en "rapporteret dialog" eller en dialog i en anden. Phaedo er længere end de to andre værker.

Sokrates' idéer

Sokrates hjalp folk til at se, hvad der var galt med deres idéer. Nogle gange kunne de lide det, andre gange var de ikke glade eller taknemmelige. Han sagde, at han, Sokrates, ikke var klog, men at han "vidste, at han intet vidste". Da andre mennesker tror, at de ved noget, men ingen virkelig ved noget, hævdede Sokrates, at han vidste mere end nogen anden. Han sagde, at folk, der gør dårlige ting, gør det, fordi de ikke ved bedre.

Folk tror, at Sokrates var en god mand, fordi han ikke gjorde nogen skade, bortset fra at han stillede spørgsmål om alting. Men i hans liv troede mange mennesker, at han var et dårligt menneske, fordi han stillede disse spørgsmål, og fordi han gjorde unge mennesker utilfredse med deres liv.

Nogen har engang skrevet, at Sokrates sagde, at "et liv, der ikke blev undersøgt, var ikke værd at leve". Det betyder, at man skal tænke over sit eget liv og dets formål. Nogle mennesker mener, at de fleste mennesker er lykkeligere, hvis de ikke tænker for meget over deres liv.

Sokrates lærte også, at mange mennesker kan se på noget uden at se det rigtigt. Han stillede spørgsmål om meningen med livet og godhed. Disse spørgsmål er stadig meget vigtige. En stor del af filosofien (kærlighed til visdom) handler om disse ting.

Legacy

Sokrates betragtes af nogle mennesker som en martyr, da han frivilligt døde for at støtte ideen om, at viden og visdom er meget vigtig for vores liv.

Sokrates er kendt som en af de vigtigste filosoffer i historien. Han beskrives ofte som faderen til den vestlige filosofi. Han startede ikke den vestlige filosofi, men han havde en stor indflydelse på den. Før Sokrates handlede filosofi hovedsageligt om matematik og besvarelse af spørgsmål om vores naturlige verden. Sokrates udvidede dette og tilføjede spørgsmål om etik, politik og epistemologi til filosofien.