Jakob II (James II og VII) (14. oktober 1633 – 16. september 1701) var konge af England, Skotland og Irland fra 1685 til 1688. I England og Irland regerede han som James II, i Skotland som James VII. Han havde tidligere adelige titler og blev også omtalt som hertug af Normandiet i forskellige officielle sammenhænge. Jakob mistede sine kongeriger under den glorværdige revolution i 1688 og formåede aldrig at generobre tronen. Efter nederlaget tilbragte han resten af sit liv i Frankrig, beskyttet af den franske konge.
Baggrund og tro
Jakob var den sidste romersk-katolske monark på de britiske øer. Hans åbne katolicisme og forsøg på at udvide religiøs tolerance til katolikker og dissentere skabte stærk mistillid hos mange af hans undersåtter og hos det protestantiske magtapparat. I 1680'erne førte disse religiøse spændinger og bekymringer om en katolsk arving til politisk uro – herunder den såkaldte Exclusion-krise og til sidst den glorværdige revolution.
Regeringsperioden 1685–1688
Som konge forsøgte Jakob at give katolikker bedre vilkår og udstede dekret om religionsfrihed, men hans handlinger blev af mange opfattet som forsøg på at undergrave det protestantiske monarki og lovgivningen, der sikrede protestantisk overhøjhed. Spændingerne nåede et klimaks, da hans søn James Francis Edward blev født i 1688 – en katolsk arving til tronen – hvilket udløste aktiv modstand fra protestantiske politikere og militære ledere.
Den glorværdige revolution og tabet af tronen
Modstanden endte med, at en koalition af parlamentarikere og militære ledere inviterede statholderen fra Holland til at gribe ind. I 1688 invaderede Vilhelm af Oranien, og Jakob blev tvunget i defensiven. Mange af hans egne tropper svigtede ham, og han måtte flygte. Han og hans søn gik i eksil, og i 1689 blev tronen tilbudt og overdraget til hans protestantiske datter, dronning Mary II, og hendes mand, kong William III og II, som regerede som fælleskongedømmer.
Jakobitisme og forsøg på generobring
Troen på, at Jakob (og senere hans efterkommere) var den retmæssige monark, blev kendt som jakobitisme (fra latin Jacobus/Iacobus). Jakob forsøgte aktivt at generobre tronen. I 1689 landsatte han styrker i Irland og indledte et militært felttog for at genvinde sit kongerige. Efter flere kampe blev han besejret ved slaget ved Boyne i sommeren 1690, et vendepunkt der sikrede Vilhelm III’s position og afslørede, hvor begrænset Jakobs støtte var på fastlandet i Storbritannien.
Exil, død og eftermæle
Efter nederlaget i Irland vendte Jakob tilbage til Frankrig, hvor han levede under beskyttelse af kong Louis XIV's hof. Han opholdt sig især ved Saint-Germain-en-Laye og døde i 1701 i eksil. Hans død betød ikke afslutningen på jakobitismen: hans søn James Francis Edward Stuart (kaldet The Old Pretender) og hans barnebarn Charles Edward Stuart (kaldet The Young Pretender eller Bonnie Prince Charlie) fortsatte bestræbelserne på at genvinde kronen med oprør i 1715 og 1745, men uden at få succes.
Vurdering og betydning
- Religiøs betydning: Jakobs regeringstid og fald markerer afslutningen på muligheden for en katolsk konge i Storbritannien i denne periode og førte til skærpede regler for kongelig succession og protestantisk overhøjhed.
- Politisk konsekvens: Den glorværdige revolution styrkede parlamentets magt relativt til monarken og banede vej for konstitutionel monarki og senere udvikling af parlamentarisk demokrati.
- Kultur og erindring: Jakobitismen lever videre i historisk hukommelse, folkeviser og legender og påvirkede skotsk og irsk historie i årtierne efter hans fald.
Jakobs tid som konge var kort, men skelsættende. Hans personlige trosbekendelse og politiske valg udløste en af de vigtigste ændringer i britisk-konstitutionel historie, og hans eksil satte gang i en række konflikter og politiske bevægelser, hvis efterdønninger kunne mærkes længe efter hans død.
