Dido and Aeneas (/ˈdaɪdoʊ/ "Dy-doh and eh-Nee-us") er en engelsk opera i tre akter. Librettoen er skrevet af Nahum Tate, og musikken er af Henry Purcell. Operaen blev sandsynligvis komponeret omkring 1684–1685 og er Purcells eneste egentlige opera. Den bærer præg af samtidens engelske musikdramatik, men er også påvirket af udenlandske forbilleder: man mener, at John Blow's Venus og Adonis og små franske operaer af komponister som Marc-Antoine Charpentier kan have inspireret Purcell. Fransk musik og sceneæstetik var højt værdsat ved det engelske hof i denne periode.

Baggrund og første opførelse

Operaen synes oprindeligt at være tiltænkt hoffet, men Karl II's død og de efterfølgende politiske omvæltninger kan have forsinket en hofforestilling. Den første kendte opførelse fandt sted i 1689 på en pigeskole i Chelsea, ledet af Josias Priest (hoffets dansemester). Denne skoleopførelse forklarer delvis operaens kompakte format og begrænsede orkestrering.

Handling (kort oversigt)

Historien bygger på episoder fra Vergils Æneide og skildrer den tragiske kærlighed mellem den trojanske helt Aeneas og Dido, dronningen af Karthago.

  • Akt I: Aeneas og hans følgesvende ankommer til Karthago. Dido bliver betaget af Aeneas; hendes følge, især Belinda, forsøger at beskytte hende.
  • Akt II: Hekse og en troldkvinde planlægger at forpurre kærligheden mellem Dido og Aeneas; i hofscenerne udvikler kærligheden sig, mens hekseplottet vokser.
  • Akt III: Aeneas får budskabet om, at han skal forlade Karthago for at opfylde sin skæbne. Til sidst forlader han Dido, som i dyb fortvivlelse synger den velkendte klagesang og dør.

Musik og stil

Stilen blander elementer fra den engelske masque, italiensk og fransk sceneæstetik samt Purcells egen dramatiske sans. Operaens mest berømte øjeblik er Didos klagesang, ofte omtalt med den engelske titel "When I am laid in earth" (på dansk typisk kaldt Didos klagesang). Arien er skrevet over en gentaget ground-bass med en stærkt udtryksfuld, kromatisk basgang, der understreger Didos sorg og fortvivlelse—et af barokkens mest rørende musikøjeblikke.

Orkestreringen er forholdsvis beskeden: primært strygere og generalbas, suppleret af enkelte træblæsere og continuo-instrumenter, hvilket afspejler opførelsesforholdene ved opførelsen på en pigeskole og den lille ensembletradition i England på den tid.

Manuskript, kilder og rekonstruktion

Operamanuskriptet er gået tabt eller ødelagt, og moderne opførelser bygger derfor på de tidligste trykte kopier. Disse kilder synes at mangle enkelte numre eller dele af musikken, og derfor har musikere og komponister gennem tiderne rekonstrueret eller nyskrevet manglende musik i Purcells stil for at gøre værket scenisk sammenhængende. Det er også almindeligt at indsætte kortere Purcell-kompositioner fra samme periode for at udfylde tomrumene i partituret.

Roller og besætning

De vigtigste roller omfatter:

  • Dido (sopran) – dronningen af Karthago og værkets tragiske hovedfigur
  • Belinda (sopran eller mezzosopran) – Didos betroede og ven
  • Aeneas (tenor eller højt barytonområde) – den trojanske helt
  • Sorceress / Troldkvinde (kontraalt/mezzo) – leder af hekseforsamlingen
  • Spirit / Sailor / Courtiers / Witches – mindre roller og kor

Værket er kort (typisk omkring 50–70 minutter ved moderne opførelser) og ofte opført med et lille ensemble under historisk informed praksis.

Opførelser, indspilninger og indflydelse

Dido and Aeneas er Purcells mest kendte sceneværk og en hjørnesten i den engelske barokrepertoire. Den er hyppigt opført og indspillet i mange forskellige versioner, fra store sceniske produktioner til kammeropsætninger og historisk korrekte ensembles. Adskillige berømte sangere og dirigenter har fremført Didos klagesang, som fortsat er et standardnummer i koncert- og operarepertoiret.

Modtagelse og arv

Operaen kombinerer tragedie og komedie på en måde, der gør den både dramatisk stærk og underholdende: de elskendes scener er intense og følelsesladede, mens heksescenerne byder på komiske, groteske indfald og karikeret skuespil. Som et af hovedværkerne i engelsk barokmusik har Dido and Aeneas haft stor indflydelse på senere opførelser af tidlig musik og på den moderne interesse for historisk udførelsespraksis.