Viola da gamba
Gamben (rimer på "mile") er et strengeinstrument, der spilles med en bue. Gamben var et populært instrument fra det 15. til det 18. århundrede. De små gamber holdes på skødet, og de større holdes mellem knæene, hvilket gav dem navnet "viol da gamba", der betyder en ben-gambe. Bøjen holdes med håndfladen opad, hvilket er omvendt i forhold til nutidens buehold for violiner, violer og celloer. Gamben er et instrument med en blid klang. Da violinfamilien blev populær i det 17. århundrede, og folk begyndte at gå til koncerter i store koncertsale og til operaer, blev violer mindre vigtige. De blev aldrig brugt i orkestre.
Tegning med forskellige størrelser af gamber, fra Michael Praetorius' Syntagma musicum (1618)
Beskrivelse
Violer er lavet af træ og ligner violinfamilien. De fleste violer har seks strenge, selv om dette antal varierede i løbet af århundrederne. Strengene var lavet af tarm og er ikke så stramme som på en violin. Gribebrættet har bånd som på en guitar, bortset fra at de også var lavet af tarm. De var bundet rundt om gribebrættet og kunne flyttes for at stemme dem. Disse bånd hjælper spilleren med at finde det nøjagtige sted, hvor han skal sætte sine fingre. Nogle gange var toppen af rullebåndene på gribebrættet smukt dekoreret. Instrumenterne har skrånende skuldre og en flad ryg. Gamben har ligesom vihuelaen, som den udviklede sig fra, en bro, der er fladere end broen på en moderne violin. Dette gør det lettere at spille akkorder. Buen var konveks i sin form, hvor en violinbue er konkav.
Størrelser
Gamberne blev fremstillet i forskellige størrelser. Et sæt gamber i forskellige størrelser - måske fire eller fem instrumenter - blev undertiden opbevaret sammen i en kiste (stor kasse), hvilket er grunden til, at de blev kaldt en "kiste med gamber". Når de blev spillet sammen, talte man om et "consort of violer". Et consort havde normalt mindst et diskant-, tenor- og basinstrument. En "broken consort" betød en blanding af forskellige instrumenter: bratschpiber, blokfløjter osv. Lute og basguitar blev ofte spillet sammen. De var stemt i kvart med en stor terts i midten.
Strengene på en basguitar (svarende til celloen i den moderne violinfamilie) er stemt (fra den laveste tone, næsten to oktaver under det midterste C, og opefter) til D - G - C - E - A -D. Tenorgamben blev ofte kaldt en viola da gamba (bogstaveligt talt: "gamba med benet"). Det var den mest populære størrelse til solomusik, og mange komponister skrev sonater for viola da gamba. Den største gambe kaldes violone. Den udviklede sig til den moderne kontrabas. Det er derfor, at kontrabasen har en lidt anderledes form end violin, bratsch og cello. Nogle kontrabassister holder i dag buen med håndfladen (indersiden) af hånden opad, ligesom gamlespillere.
Historie
|
|
| ||||
| Problemer med at lytte til denne fil? Se mediehjælp. | |||||
|
|
| ||||
| Problemer med at lytte til denne fil? Se mediehjælp. | |||||
|
|
| ||||
| Problemer med at lytte til denne fil? Se mediehjælp. | |||||
|
|
| ||||
| Problemer med at lytte til denne fil? Se mediehjælp. | |||||
Violinen var populær i de rige folks huse og ved det kongelige hof. Under Elizabeth I og senere kong Charles I skrev komponister som William Byrd, John Dowland, Orlando Gibbons, John Jenkins og William Lawes violmusik. Der blev skrevet solosonater af mange komponister, bl.a. Marin Marais, Johann Sebastian Bach og Karl Friedrich Abel. Nogle af de sidste og største fantasier for violconsort blev skrevet af Henry Purcell.
Efter midten af det 18. århundrede glemte man gamben, indtil der i det 20. århundrede opstod en ny interesse for tidlig musik, og folk som Arnold Dolmetsch begyndte at lave gamber igen, så man kunne spille renæssance- og barokguitarmusik. I dag findes der mange foreninger for folk, der er interesserede i at spille på gambe.
Der findes nu mange foreninger for folk med interesse for violinen. Et af disse, The Viola da Gamba Society, har et verdensomspændende medlemstal. Nogle moderne komponister har også skrevet for gambe, f.eks. John Tavener, Sally Beamish, Thea Musgrave, Tan Dun og Poul Ruders. Der findes en gruppe ved navn Fretwork, som spiller violmusik.
Violone eller stor basguitar. Maleri af Sir Peter Lely, ca. 1640, hollandskfødt engelsk maler fra baroktiden. Instrumentet er meget stort, ret italiensk i formen, og det har firkantede skuldre og moderne F-huller.
Spørgsmål og svar
Q: Hvad er en bratsch?
A: En bratsch er et strengeinstrument, der spilles med en bue.
Q: Hvornår var bratschen populær?
A: Violinen var populær fra det 15. til det 18. århundrede.
Q: Hvordan holdes små bratscher?
A: Små violer holdes i skødet.
Q: Hvordan holder man større bratscher?
A: Større violiner holdes mellem knæene, hvilket har givet dem navnet "viol da gamba".
Q: Hvordan holder man buen, når man spiller violin?
A: Buen holdes med håndfladen opad, altså omvendt af, hvordan man i dag holder buen på en violin, bratsch eller cello.
Q: Hvad er betydningen af "viol da gamba"?
A: "Viol da gamba" betyder en benviolin.
Q: Hvorfor blev bratscherne mindre vigtige?
A: Bratscherne blev mindre vigtige, da violinfamilien blev populær i det 17. århundrede, og folk begyndte at gå til koncerter i store koncertsale og til operaer.
