Hvad er gamben (viola da gamba)? Barokt strengeinstrument forklaret
Opdag gamben: barokt strengeinstrument med blid klang, spillet med bue. Lær historie, spilleteknik og hvorfor gamben faldt ud af orkestrene.
Gamben (rimer på "mile") er et strengeinstrument, der spilles med en bue. Gamben var et populært instrument fra det 15. til det 18. århundrede. De små gamber holdes på skødet, og de større holdes mellem knæene, hvilket gav dem navnet "viol da gamba" — bogstaveligt "viol på benet". Bøjen holdes med håndfladen opad, hvilket er omvendt i forhold til nutidens buehold for violiner, violer og celloer. Gamben har en blid, ofte varm og lidt nasal klang, som egner sig godt til kammermusik og kontinuerlig akkompagnement. Da violinfamilien blev dominerende i det 17. århundrede, og publikum begyndte at gå til koncerter i store koncertsale og til operaer, mistede gamben gradvist sin centrale rolle; den blev aldrig almindelig i symfoniorkestre og spillede især i private og kirkelige sammenhænge.
Konstruktion og typiske træk
- Krop og form: Gamben har ofte en fladere ryg og skrå skuldre sammenlignet med violinfamilien. Den er lavet af træ med udsmykkede hovedskulpturer på nogle instrumenter.
- Strenge og antal: De fleste gamber har seks eller syv strenge, normalt af tarm (gut) i historisk udførelse. Strengene er stemt i kvartinter med en ters i midten — en stemmepraksis, der ligner lutens.
- Strengehøjde og greb: Gambens gripebræt har faste bånd (fret) af gennemtrukket tarm eller moderne materiale, hvilket gør præcise positioner lettere end på en barokcello uden bånd.
- Bue og spilleteknik: Buen holdes underhånd (håndfladen opad), hvilket giver en anden angrebs- og artikulationsteknik end overhånds-bueholdet på violinfamilien.
- Tuning: En almindelig stemning for en seksstrenget bassgamb er ofte angivet som D–G–C–E–A–D (lavest til højest), men der findes lokale og historiske variationer.
Spilleteknik og klang
Gambens spil kræver finesse i bueføring for at få den karakteristiske, intime klang frem. Den underhåndede bueføring giver mulighed for bløde, knitrende dynamikker og hurtige repetitionstoner, der ofte bruges i ornamentik. Fordi gambens klang er mere dæmpet end violinens, fungerede den godt i mindre rum, kammerensembler (særligt violconsort) og som basso continuo i barokmusik.
Repertoire og komponister
Repertoiret spænder fra renæssancens og barokkens konsortmusik og danse til solosuiter, sonater og kontinuerlig akkompagnement. Nogle fremtrædende komponister og gamba-virksomhedere inkluderer franske mestre som Marin Marais og Sainte-Colombe, engelske komponister som Henry Purcell og Tobias Hume, samt senere værker og overleveringer i Tyskland (J.S. Bach skrev blandt andet sonater for viola da gamba og cembalo). Gamben var central i privat musikliv, saloner og ved hoffet, men trådte tilbage som den offentlige koncerthallens ideal ændrede sig.
Typer og størrelser
- Diskant/treble: Mindre gamber, ofte holdt i skødet.
- Tenor: Mellemstørrelser, kan både hvile på låret eller holdes mellem knæene afhængig af skik.
- Bas: Større instrumenter, typisk holdt mellem knæene eller hvilende på gulvet med støtte; de dækker de laveste registere i et konsort.
Nedgang og genoplivning
Gamben faldt i popularitet i takt med violinfamiliens stigende brug i større orkestrale sammenhænge og i offentlige koncertsale; dens brug i orkestre var begrænset (orkestre). I det 20. århundrede førte interessen for historisk opføringspraksis til en genoplivning af gamben. Tidlige-music-bevægelser og specialiserede udøvere og instrumentmagere har genintroduceret instrumentet i koncerter, optagelser og undervisning. I dag bruges gamben både i historisk korrekte opførelser og i moderne eksperimenterende sammenhænge.
Hvor kan man høre gamben i dag?
Hvis du vil høre gamben, kan du søge efter tidlig-music-ensembler, gamba-solister og festivaler for barokmusik. Mange tidligmusikensemble opfører både konsortværker og solo-suiter, og der findes indspilninger af både kendte og mindre kendte værker. Gamben lever videre som et særligt og karakterfuldt stemme i det historiske instrumentarium.
Tegning med forskellige størrelser af gamber, fra Michael Praetorius' Syntagma musicum (1618)
Beskrivelse
Violer er lavet af træ og ligner violinfamilien. De fleste violer har seks strenge, selv om dette antal varierede i løbet af århundrederne. Strengene var lavet af tarm og er ikke så stramme som på en violin. Gribebrættet har bånd som på en guitar, bortset fra at de også var lavet af tarm. De var bundet rundt om gribebrættet og kunne flyttes for at stemme dem. Disse bånd hjælper spilleren med at finde det nøjagtige sted, hvor han skal sætte sine fingre. Nogle gange var toppen af rullebåndene på gribebrættet smukt dekoreret. Instrumenterne har skrånende skuldre og en flad ryg. Gamben har ligesom vihuelaen, som den udviklede sig fra, en bro, der er fladere end broen på en moderne violin. Dette gør det lettere at spille akkorder. Buen var konveks i sin form, hvor en violinbue er konkav.
Størrelser
Gamberne blev fremstillet i forskellige størrelser. Et sæt gamber i forskellige størrelser - måske fire eller fem instrumenter - blev undertiden opbevaret sammen i en kiste (stor kasse), hvilket er grunden til, at de blev kaldt en "kiste med gamber". Når de blev spillet sammen, talte man om et "consort of violer". Et consort havde normalt mindst et diskant-, tenor- og basinstrument. En "broken consort" betød en blanding af forskellige instrumenter: bratschpiber, blokfløjter osv. Lute og basguitar blev ofte spillet sammen. De var stemt i kvart med en stor terts i midten.
Strengene på en basguitar (svarende til celloen i den moderne violinfamilie) er stemt (fra den laveste tone, næsten to oktaver under det midterste C, og opefter) til D - G - C - E - A -D. Tenorgamben blev ofte kaldt en viola da gamba (bogstaveligt talt: "gamba med benet"). Det var den mest populære størrelse til solomusik, og mange komponister skrev sonater for viola da gamba. Den største gambe kaldes violone. Den udviklede sig til den moderne kontrabas. Det er derfor, at kontrabasen har en lidt anderledes form end violin, bratsch og cello. Nogle kontrabassister holder i dag buen med håndfladen (indersiden) af hånden opad, ligesom gamlespillere.
Historie
|
|
| ||||
| Problemer med at lytte til denne fil? Se mediehjælp. | |||||
|
|
| ||||
| Problemer med at lytte til denne fil? Se mediehjælp. | |||||
|
|
| ||||
| Problemer med at lytte til denne fil? Se mediehjælp. | |||||
|
|
| ||||
| Problemer med at lytte til denne fil? Se mediehjælp. | |||||
Violinen var populær i de rige folks huse og ved det kongelige hof. Under Elizabeth I og senere kong Charles I skrev komponister som William Byrd, John Dowland, Orlando Gibbons, John Jenkins og William Lawes violmusik. Der blev skrevet solosonater af mange komponister, bl.a. Marin Marais, Johann Sebastian Bach og Karl Friedrich Abel. Nogle af de sidste og største fantasier for violconsort blev skrevet af Henry Purcell.
Efter midten af det 18. århundrede glemte man gamben, indtil der i det 20. århundrede opstod en ny interesse for tidlig musik, og folk som Arnold Dolmetsch begyndte at lave gamber igen, så man kunne spille renæssance- og barokguitarmusik. I dag findes der mange foreninger for folk, der er interesserede i at spille på gambe.
Der findes nu mange foreninger for folk med interesse for violinen. Et af disse, The Viola da Gamba Society, har et verdensomspændende medlemstal. Nogle moderne komponister har også skrevet for gambe, f.eks. John Tavener, Sally Beamish, Thea Musgrave, Tan Dun og Poul Ruders. Der findes en gruppe ved navn Fretwork, som spiller violmusik.
Violone eller stor basguitar. Maleri af Sir Peter Lely, ca. 1640, hollandskfødt engelsk maler fra baroktiden. Instrumentet er meget stort, ret italiensk i formen, og det har firkantede skuldre og moderne F-huller.
Spørgsmål og svar
Q: Hvad er en bratsch?
A: En bratsch er et strengeinstrument, der spilles med en bue.
Q: Hvornår var bratschen populær?
A: Violinen var populær fra det 15. til det 18. århundrede.
Q: Hvordan holdes små bratscher?
A: Små violer holdes i skødet.
Q: Hvordan holder man større bratscher?
A: Større violiner holdes mellem knæene, hvilket har givet dem navnet "viol da gamba".
Q: Hvordan holder man buen, når man spiller violin?
A: Buen holdes med håndfladen opad, altså omvendt af, hvordan man i dag holder buen på en violin, bratsch eller cello.
Q: Hvad er betydningen af "viol da gamba"?
A: "Viol da gamba" betyder en benviolin.
Q: Hvorfor blev bratscherne mindre vigtige?
A: Bratscherne blev mindre vigtige, da violinfamilien blev populær i det 17. århundrede, og folk begyndte at gå til koncerter i store koncertsale og til operaer.
Søge