Gamben (rimer på "mile") er et strengeinstrument, der spilles med en bue. Gamben var et populært instrument fra det 15. til det 18. århundrede. De små gamber holdes på skødet, og de større holdes mellem knæene, hvilket gav dem navnet "viol da gamba" — bogstaveligt "viol på benet". Bøjen holdes med håndfladen opad, hvilket er omvendt i forhold til nutidens buehold for violiner, violer og celloer. Gamben har en blid, ofte varm og lidt nasal klang, som egner sig godt til kammermusik og kontinuerlig akkompagnement. Da violinfamilien blev dominerende i det 17. århundrede, og publikum begyndte at gå til koncerter i store koncertsale og til operaer, mistede gamben gradvist sin centrale rolle; den blev aldrig almindelig i symfoniorkestre og spillede især i private og kirkelige sammenhænge.

Konstruktion og typiske træk

  • Krop og form: Gamben har ofte en fladere ryg og skrå skuldre sammenlignet med violinfamilien. Den er lavet af træ med udsmykkede hovedskulpturer på nogle instrumenter.
  • Strenge og antal: De fleste gamber har seks eller syv strenge, normalt af tarm (gut) i historisk udførelse. Strengene er stemt i kvartinter med en ters i midten — en stemmepraksis, der ligner lutens.
  • Strengehøjde og greb: Gambens gripebræt har faste bånd (fret) af gennemtrukket tarm eller moderne materiale, hvilket gør præcise positioner lettere end på en barokcello uden bånd.
  • Bue og spilleteknik: Buen holdes underhånd (håndfladen opad), hvilket giver en anden angrebs- og artikulationsteknik end overhånds-bueholdet på violinfamilien.
  • Tuning: En almindelig stemning for en seksstrenget bassgamb er ofte angivet som D–G–C–E–A–D (lavest til højest), men der findes lokale og historiske variationer.

Spilleteknik og klang

Gambens spil kræver finesse i bueføring for at få den karakteristiske, intime klang frem. Den underhåndede bueføring giver mulighed for bløde, knitrende dynamikker og hurtige repetitionstoner, der ofte bruges i ornamentik. Fordi gambens klang er mere dæmpet end violinens, fungerede den godt i mindre rum, kammerensembler (særligt violconsort) og som basso continuo i barokmusik.

Repertoire og komponister

Repertoiret spænder fra renæssancens og barokkens konsortmusik og danse til solosuiter, sonater og kontinuerlig akkompagnement. Nogle fremtrædende komponister og gamba-virksomhedere inkluderer franske mestre som Marin Marais og Sainte-Colombe, engelske komponister som Henry Purcell og Tobias Hume, samt senere værker og overleveringer i Tyskland (J.S. Bach skrev blandt andet sonater for viola da gamba og cembalo). Gamben var central i privat musikliv, saloner og ved hoffet, men trådte tilbage som den offentlige koncerthallens ideal ændrede sig.

Typer og størrelser

  • Diskant/treble: Mindre gamber, ofte holdt i skødet.
  • Tenor: Mellemstørrelser, kan både hvile på låret eller holdes mellem knæene afhængig af skik.
  • Bas: Større instrumenter, typisk holdt mellem knæene eller hvilende på gulvet med støtte; de dækker de laveste registere i et konsort.

Nedgang og genoplivning

Gamben faldt i popularitet i takt med violinfamiliens stigende brug i større orkestrale sammenhænge og i offentlige koncertsale; dens brug i orkestre var begrænset (orkestre). I det 20. århundrede førte interessen for historisk opføringspraksis til en genoplivning af gamben. Tidlige-music-bevægelser og specialiserede udøvere og instrumentmagere har genintroduceret instrumentet i koncerter, optagelser og undervisning. I dag bruges gamben både i historisk korrekte opførelser og i moderne eksperimenterende sammenhænge.

Hvor kan man høre gamben i dag?

Hvis du vil høre gamben, kan du søge efter tidlig-music-ensembler, gamba-solister og festivaler for barokmusik. Mange tidligmusikensemble opfører både konsortværker og solo-suiter, og der findes indspilninger af både kendte og mindre kendte værker. Gamben lever videre som et særligt og karakterfuldt stemme i det historiske instrumentarium.