John Blow (født Newark-on-Trent, Nottinghamshire, døbt 23. februar 1649; død Westminster, London, 1. oktober 1708) var en engelsk komponist og organist, der spillede en central rolle i udviklingen af engelsk kirke- og hofmusik i anden halvdel af 1600-tallet. Han havde stor indflydelse på den engelske musik, først og fremmest gennem sit arbejde som leder af Chapel Royal og som lærer for yngre musikere. Hans bedste elev var Henry Purcell, som senere blev betragtet som den største engelske komponist i sin tid.

Liv og karriere

Blow voksede op i Newark-on-Trent og sang som dreng i koret i Chapel Royal (kongens kirkekor). Allerede som ung begyndte han at skrive anthems (koralværker), og et tidligt eksempel på hans ungdommelige produktion er den såkaldte "Club Anthem", et stykke skrevet i fællesskab med tre andre kordrenge: Pelham Humfrey, Michael Wise og William Turner, som alle senere blev betydende komponister. Dagbogsforfatteren Samuel Pepys omtaler at have hørt Blow synge, men bemærker at Blow på det tidspunkt havde stemmeskifte og lavede en "ubehagelig lyd".

I 1668 blev Blow ansat som organist i Westminster Abbey. Seks år senere, i 1674, blev han udnævnt til gentleman of the Chapel Royal. Efter Pelham Humfreys død overtog Blow flere af Humfreys pligter: han blev udpeget som "composer-in-ordinary" ved hoffet og desuden Master of the Children of the Chapel Royal, det vil sige ansvarlig for de unge drengestemmer. Mange af de drenge, han underviste, blev senere fremtrædende komponister, herunder William Croft, Jeremiah Clark og Daniel Purcell. Henry Purcells stemme var på dette tidspunkt allerede skiftet, og han kom til at stå i lære hos Blow.

I september 1673 giftede Blow sig med Elizabeth Braddock; ifølge samtidige kilder døde hun omkring ti år senere i barselsseng.

Tjeneste ved katedraler og hof

I 1676 blev Blow en af tre organister ved Westminster Abbey. I 1677 fik han graden "Doctor of Music". Omkring 1680 ser det ud til, at han fratrådte sin stilling som en af Abbeys organister, muligvis for at give plads til sin unge elev Henry Purcell, der i løbet af 1680'erne overtog flere af de ansvarsposter, Blow tidligere havde haft.

I 1685 tjenestegjorde Blow som en af James II's private musikere og skrev en lang hymne, "God spake sometime in visions", til kongens kroning. Efter genopbygningen af St Paul's Cathedral efter den store brand i London blev koret reorganiseret, og da Michael Wise døde, blev Blow i 1687 korleder ved St Paul's. I 1695 blev han organist ved St Margaret's, Westminster, og efter Henry Purcells død overtog Blow igen sit tidligere embede ved Westminster Abbey.

I 1699 udnævntes han til komponist ved det kongelige kapel — en titel han var blandt de første til at bære, og som markerede hans status ved hoffet. Efter 1700 synes hans kompositoriske aktivitet dog at være aftaget betydeligt.

Værker og betydning

John Blow skrev især kirkelige værker: anthems, services (liturgiske satser), salmer og musik til ceremonier ved hoffet. Han komponerede også scener og masque-agtige stykker for scenen; et af de værker, der ofte tilskrives ham, er scenemusikalen/masquen Venus and Adonis (omkring 1680'erne), et tidligt eksempel på engelsk sceneværk i operalignende form. Hans musik er karakteriseret ved klar tekstunderstøttelse, udnyttelse af kor og soli samt en veludviklet sans for ritornel- og recitativlignende passager, som senere også kendes fra Purcell.

Blows væsentligste arv ligger ikke kun i hans egne kompositioner, men i hans rolle som lærer og leder af Chapel Royal, hvor han formede næste generation af engelske komponister. Gennem sine elever bidrog han væsentligt til kontinuiteten og udviklingen af den engelske baroktradition.

Død og minde

John Blow døde den 1. oktober 1708 og blev begravet i det nordlige skib i Westminster Abbey, tæt på sin berømte elev Henry Purcell. Hans positioner ved både hof og katedraler og hans indflydelse som lærer sikrede hans varige plads i engelsk musikhistorie.