Suite (musik): Definition, historie og berømte eksempler

Suite (musik): Læs om definitionen, suittens historie og berømte eksempler fra Bach, Händel, Tjajkovskij og Holst — danse satser, orkester- og klaversuiter.

I musikken er en suite (udtales "sweet") en samling korte musikstykker, som kan spilles efter hinanden. Stykkerne er som regel dansesatser. Det franske ord "suite" betyder "en rækkefølge" af ting, dvs. at den ene ting følger efter den anden.

I det 17. århundrede skrev mange komponister som Bach og Händel suiter. Det var samlinger af danse: normalt en allemande, en courante, en sarabande og en gigue. Nogle gange var der også andre danse med, f.eks. en menuet, gavotte, passepied eller bourree. Nogle gange var den første sats ikke en dansesats, men en indledning. Den kan være blevet kaldt et præludium eller endog en ouverture. Nogle af Bachs suiter blev kaldt partitas. Den franske komponist François Couperin kaldte sine suiter Ordres.

Bach skrev suiter for orkester, som han kaldte "ouverturer". Händel skrev to meget berømte samlinger af dansesatser for orkester: Water Music og Music for the Royal Fireworks. Disse er også suiter, selv om de ikke har fået den titel. Han skrev også 22 suiter for klaver, og Bach skrev "Franske suiter", "Engelske suiter" og "Partitas" for klaver samt partitas for violin uden ledsagelse og suiter for cello uden ledsagelse.

Tidligere komponister, f.eks. renæssancekomponister, havde også skrevet suiter, men ordet "suite" blev ikke brugt før omkring midten af det 17. århundrede. I 1750'erne var komponisterne holdt op med at skrive suiter. De var mere interesserede i symfonien og koncerten,

I slutningen af det 19. århundrede begyndte man atter at bruge ordet "suite". Komponister, der havde skrevet operaer eller balletter med mange populære dansesatser, lavede ofte et arrangement af disse satser for orkester, så det kunne spilles ved koncerter. Tjajkovskij skrev "Nøddeknækkersuiten", som indeholder de mest populære danse fra hans ballet "Nøddeknækkeren". Nogle komponister brugte ordet "suite" for stykker med satser, der havde et fælles tema: Gustav Holst kaldte "The Planets" for en suite, da hver sats handler om en af planeterne. Franske komponister fra den impressionistiske periode som Ravel og Debussy skrev suiter for klaver.

Strukturen i en traditionel suite

Den klassiske baroksuite følger ofte en fast række af satser, men variationer er almindelige. En typisk rækkefølge er:

• Præludium eller ouverture (valgfri indledning)
• Allemande (rolig, i moderat tempo)
• Courante (hurtigere, livlig)
• Sarabande (langsommere, ofte alvorlig)
• Gigue (afsluttende, hurtig og livlig)

Der kan indskydes ekstra danse som menuet, gavotte, bourrée, passepied, polonaise eller loure. Hver sats har sin egen karakter, tempo og ofte forskellig taktart, hvilket skaber kontrast og variation i hele suiten.

Instrumentering og varianter

Suiten findes i mange instrumentale former:

• Solo-instrument – fx Bachs seks cello-suiter uden ledsagelse eller hans suiter/partitas for violin uden ledsagelse.
• Tangent-instrument – klaver-/klavér- eller cembalosuiter (fx baroktidens klavermusik).
• Orkester – orkestersuiter sammensat af danse eller stykker fra større værker (f.eks. uddrag fra balletter eller operaer).
• Moderne og ikke-klassiske former – suites optræder også i jazz (f.eks. suites af Duke Ellington), i film- og koncertrækker som orkesterarrangementer af film- eller balletmusik, og i nutidig klassisk musik hvor satserne kan være tematiske snarere end dansede.

Berømte eksempler

• Handels Water Music og Music for the Royal Fireworks – orkestersuiter sammensat af dansesatser.
• Bachs Franske suiter, Engelske suiter og Partitas – centrale eksempler på baroksuiten i solo-klavier og solo-strengerepertoaret.
• Tjajkovskij’s Nøddeknækkersuiten – populære orkestersatser udvalgt fra balletten.
• Gustav Holst’s The Planets – et moderne eksempel hvor hver sats kredser om et fælles tematisk emne (planeterne).
• Debussy’s Suite bergamasque og Ravel’s Le Tombeau de Couperin (oprindeligt klaversuite, senere orkestreret) – impressionistiske klaversuiter.

Hvordan adskiller suiten sig fra symfonien og sonaten?

En suite er ofte mindre bundet af sonateformens udvikling og tematiske bearbejdning. I stedet består en suite af en række selvstændige satser (ofte danselignende) med kontrasterende karakterer. En symfoni eller en sonate følger normalt en formmæssig struktur med udvikling af temaer og et slutteligt klimaks, mens suiten lægger vægt på variation i rytme og stemning frem for formel udvikling.

Praktiske råd til lytning

• Lyt efter kontraster mellem satserne: tempo, taktart og karakter ændrer sig ofte markant.
• Overvej historisk kontekst: barokke suiter er tæt forbundet med dansemønstre, mens senere suiter ofte er samlinger af orkestrale højdepunkter eller tematiske variationer.
• Sammenlign versioner: mange suiter findes både i originale klaverudgaver og i orkesterarrangementer — det giver et andet klangbillede.

Sammenfattende er suiten en fleksibel form, der fra barokken til vor tid har tjent som samlingens ramme for dans, orkestrale højdepunkter og tematisk sammenhængende satser. Den kan spænde fra intime solo-værker til pompøse orkestersamlinger og videre til moderne, eksperimenterende cyklusser i både klassisk og populærmusik.

Spørgsmål og svar

Spørgsmål: Hvad er en suite?

Q: Hvad betyder det franske ord "suite"?

Spørgsmål: Hvem skrev suiter i det 17. århundrede?

Spørgsmål: Hvilken type danser var normalt inkluderet i disse suiter?

Spørgsmål: Omfattede alle suiterne dansesatser?

Spørgsmål: Hvornår holdt komponisterne op med at skrive suiter?

Spørgsmål: Hvornår blev udtrykket "suite" igen brugt af komponister?

Søg efter bogstav