Concerto grosso: Barokform forklaret (Corelli, Händel, Bach)
Concerto grosso: Lær barokkens kontrastfyldte form — concertino vs tutti — med Corelli, Händel og Bachs Brandenburgkoncerter forklaret enkelt og engagerende.
En Concerto Grosso er et musikstykke fra det 18. århundrede, hvor der er en lille gruppe instrumenter og en stor gruppe instrumenter. Disse to grupper står i kontrast til hinanden. Nogle gange spiller de begge sammen, andre gange spiller den ene alene, eller de to grupper kan imitere hinanden. Den lille gruppe kaldes "concertino", og den store gruppe kaldes "tutti", "ripieno" eller "concerto grosso" (samme navn som musikstykket). "Concerto grosso" er italiensk og betyder "stor koncert". Flertallet er "concerti grossi". Bemærk, at det andet "c" i "concerto" udtales som et engelsk "ch" (som i "church") når det i italiensk står foran e eller i.
Hvad kendetegner formen?
En concerto grosso bygger på kontrasten mellem concertino (solistgruppen) og ripieno/tutti (det større orkester). Kontrasten kan være melodisk, rytmisk og dynamisk: concertino kan spille mere udsmykkede, solistiske passager, mens tuttierne svarer med fyldigere, mere ensembleprægede afsnit. Mange concerti grossi benytter imitation og fugal teknik, hvor motiver sendes mellem de to grupper, og formen trækker ofte på barokkens ritornello-princip, hvor et tilbagevendende ensembleafsnit veksler med solistiske episoder.
Form og satser
Der er normalt tre satser i en concerto grosso: første sats er hurtig og energisk, anden sats er langsom og stilfærdig, og sidste sats er igen hurtig og livlig. Den langsomme sats giver ofte mulighed for udtryk og kantabile linjer i concertino, mens de hurtige satser fremhæver kontraster og virtuositet. Nogle eksempler afviger og kan have flere satser eller instrumentationsvariationer, men tre-sats-skabelonen er mest almindelig.
Instrumentering og rollefordeling
Concertino er typisk en lille solistgruppe på 2–4 instrumenter; i mange tilfælde er det to violiner og en cello, ofte med basso continuo (f.eks. cembalo eller orgel plus basinstrument). Ripieno består typisk af strygeorkester og eventuelt blæsere eller trompet til særlige farver. Basso continuo (bundet til barokpraksis) sørger for harmonisk støtte og sammenhæng mellem grupperne.
- Concertino: fremhævede solister med mere udsmykkede, virtuosiske roller.
- Tutti/ripieno: større ensemble, fyldig klang, ofte tilbagevendende ritornello-afsnit.
- Basso continuo: harmonisk grundlag (cembalo/orgelet + basinstrument såsom cello eller fagot).
Vigtige komponister og eksempler
Den komponist, der gjorde concerto grosso meget populær, var italieneren Arcangelo Corelli (1653-1713). Hans samling Op. 6 (udgivet posthumt i 1714) består af concerti grossi, hvor den lille solistgruppe ofte var to violiner og en cello sammen med continuo. Corellis tydelige melodiske stil og klare struktur blev model for mange samtidige komponister.
George Frideric Händel (1685-1759) brugte også denne kombination til sine concerti grossi og skrev egne serier (bl.a. op. 6), hvor han udbyggede formens drama og orkestrale farver.
Johann Sebastian Bach (1685-1750) skrev et sæt på seks koncerter, der er kendt som Brandenburgkoncerterne. Hver af Brandenburgkoncerterne er for en anden kombination af instrumenter. De fleste af dem kan karakteriseres som concerti grossi, fordi de udnytter kontrasten mellem mindre solistiske grupper og større orkesterbesætninger. Det andet har f.eks. en koncertgruppe på fire instrumenter: trompet, violin, blokfløjte og obo, hvilket giver en særlig farverig dialog mellem solister og ensemble. Flere af Brandenburgkoncerterne viser også Bachs interesse for kontrapunkt og fugal udvikling inden for concerto grosso-rammen.
Efter barokken og 20. århundredes genoplivning
Efter barokken var det kun få komponister, der skrev concerti grossi; udviklingen gik i retning af solokoncerten, hvor ét instrument fremhæves mod et orkester (klaver-, violin-, og klarinetkoncerter hos klassikere og romantikere). Dog opstod i det 20. århundrede en interesse for at genbruge og remodellisere barokke former. Nogle komponister skrev værker, der minder om concerti grossi eller direkte tog udgangspunkt i barokiske modeller: bl.a. Igor Stravinsky og Bela Bartok. Stravinskys "Dumbarton Oaks"-koncert er f.eks. inspireret af Bachs Brandenburgkoncerter, mens Bartóks værker som Concerto for Orchestra ofte fremhæver forskellige sektioner og solistiske gruppers vekselvirkning på en måde, der kan minde om concerto grosso-princippet.
Siden 1900-tallet har musikforskning og historicistisk opførelse genvakt interessen for originale concerti grossi og fortolkning på historiske instrumenter. Moderne komponister henter også inspiration i formens kontrast og ensemblebehandling, så idéen om to eller flere stationære grupper i dialog lever videre i både ny og gammel musik.
Relaterede sider
Spørgsmål og svar
Spørgsmål: Hvad er en Concerto Grosso?
A: En Concerto Grosso er et stykke musik fra det 18. århundrede, hvor der er en lille gruppe instrumenter og en stor gruppe instrumenter. Disse to grupper står i kontrast til hinanden, og nogle gange spiller de begge sammen, eller den ene spiller alene, eller de to grupper kan imitere hinanden.
Spørgsmål: Hvad hedder den lille gruppe?
Svar: Den lille gruppe kaldes "concertino".
Spørgsmål: Hvad betyder "Concerto grosso" på italiensk?
A: "Concerto grosso" betyder "stor koncert" på italiensk.
Spørgsmål: Hvor mange satser har en concerto grosso?
Svar: En concerto grosso har flere dele, der er forskellige i hastighed og karakter, normalt tre satser; den første er hurtig, den anden er langsom, og den sidste er hurtig.
Spørgsmål: Hvem gjorde denne type musik populær?
Svar: Den komponist, der gjorde concerto grosso meget populær, var italieneren Arcangelo Corelli (1653-1713).
Spørgsmål: Hvilken kombination af instrumenter brugte Corelli til sine Concerti Grossi?
Svar: Instrumenterne i den lille gruppe af solister i Corellis Concerti Grossi var normalt to violiner og en cello.
Spørgsmål: Var der andre komponister, der skrev værker, der lignede Concerti Grossi efter baroktiden?
A: Ja, nogle komponister som Igor Stravinskij (1882-1971) og Bela Bartok (1881-1945) skrev musikstykker, der ligner concerti grossi efter barokken.
Søge