Kongernes bøger | sæt af bøger i Det Gamle Testamente

Titel

1 og 2 Kongebøgerne er ligesom 1 og 2 Samuel og 1 og 2 Krønikebøgerne faktisk én bog. Den blev blot kaldt "Konger". Den blev imidlertid delt i to bøger af oversætterne af Septuaginta (den græske oversættelse af Det Gamle Testamente), og derfor blev den skrevet som 1 og 2 konger i den latinske oversættelse og mange andre versioner.

Opdelingen mellem 1. og 2. Kongebog blev foretaget efter Akabs død i det nordlige kongerige (22:37) og Josafats død i det sydlige kongerige (22:50).

Forfatter og kilder

Det vides ikke med sikkerhed, hvem der er forfatteren (forfatteren) af 1,2 Kongebøgerne. Jødisk tradition siger, at Jeremias skrev 1 og 2 Konge, men det mener man normalt ikke i dag. Hvem forfatteren end var, kendte han Deuteronomibogen, ligesom mange af Israels profeter. Han brugte også masser af kilder, som f.eks. "Salomos annaler" (11:41, NIV), "Israels kongers annaler" (14:19 NIV) og "Judas kongers annaler" (14:29 NIV)". Sandsynligvis blev der brugt andre kilder, som dem inde i Krøniken).

Kronologi

1 og 2 Kongebøgerne giver masser af kronologiske oplysninger. Der angives, hvor længe hver konge regerer, og ofte gives der også andre oplysninger, f.eks. om herskerens alder på det tidspunkt, hvor han/hun blev konge, og om han/hun var en god hersker.

Ved at sammenholde bibelske data med de data, der fremgår af de assyriske kronologiske optegnelser, er det sandsynligt, at år 853 f.Kr. er Akabs dødsår, og år 841 er det år, hvor Jehu begyndte at regere. Man kan altså vide, at rigets deling skete i 930 f.Kr., og at Samaria blev besejret af assyrerne i 722 f.Kr. og at Jerusalem faldt til babylonierne i 586 f.Kr.

Oplysningerne om sammenhængen mellem Israels og Judas kongers regeringstid har nogle problemer, som man længe har undret sig over. For nylig er de fleste af disse problemer dog blevet løst ved at anerkende ting som muligheder for regeringstider, der overlapper hinanden, sønner, der regerer sammen med deres fædre, forskelle i tidspunktet på det år, hvor en konges regeringstid officielt begyndte, og forskelle i den måde, hvorpå en konges første år blev betragtet.

Temaer

Konger og pagter

I 1 og 2 Kongebøgerne står der ikke noget præcist om dens formål eller tema, men det er højst sandsynligt, at forfatteren ønskede at skrive sit materiale som en fortsættelse, den næste bog efter Samuelsbøgerne: en historie om kongerne efter pagten.

Forfatteren forsøgte ikke at vise en social, politisk eller økonomisk historie om Israels konger som de fleste historier i dag. Han skriver om Omri, som var en meget magtfuld konge og en vigtig politisk person, i kun seks vers (16:23-28) og siger blot, at han "gjorde det onde i Herrens øjne" (16:25, NIV). Også Jeroboam den anden, som var konge over det nordlige Israel, da det var mest magtfuldt, omtales meget kort (2. Kong. 14:23-29).

Han skriver heller ikke noget om Josias' første år som konge af Juda, men han giver en lang beskrivelse af, hvordan de igen begynder at overholde pagten i hans 18. år som konge (2 Kongebog 22:3-23:28).

De konger, som der skrives mest om i kongebøgerne, er de konger, som enten holdt pagten godt, brød den meget dårligt eller havde et vigtigt møde med en af Guds profeter. Akab, Omris søn, og Manasse brød pagten, så den var farlig for Israel, så forfatteren skriver meget om dem begge; Ezekias (2. Kong. 18,1-20,21) og Josias (2. Kong. 22,1-23,29) skrives der meget om, fordi de forsøgte at minde folket om pagtens løfter. De er de eneste to konger, som forfatteren virkelig er glad for for deres loyalitet over for Herren.

En anden vigtig del af 1 og 2 Kongebøgerne er, at forfatteren viser forholdet mellem profetier og hvordan de går i opfyldelse i historien. Mindst 11 profetier er skrevet som værende sande. Forfatteren viser også, hvor vigtige profeterne er som Guds budbringere, der fortæller Israels konger og folk, at de skal vende tilbage til Gud. Normalt var der ingen, der lyttede til deres advarsler (f.eks. Ahija, Sjemaja, Mika, Jonas, Esajas, Hulda), men forfatteren skriver meget om profeterne Elias og Elisa. En velkendt historie er den om Elias på Karmelbjerget, hvor han påkalder Gud, og der sker et mirakel, hvorved han viser, at Israels Gud er den eneste sande Gud. Kort før miraklet havde en anden stamme påkaldt deres falske guder, hvilket fører til, at der ikke sker noget mirakel.