Visdomsbogen (også kaldet Salomos Visdom eller blot Visdom) er en bog, der optræder blandt de græske skrifter i Det Gamle Testamente. Den er traditionelt grupperet med de såkaldte Septuaginta- bøgerne — ofte omtalt som de syv visdomsbøger i Bibelen — og har særligt været værdsat i kristne og nogle jødiske kredse.
Ophav og datering
Bogen tilskrives i traditionen kong Salomo, men moderne forskere mener, at den blev skrevet af en jødisk forfatter på græsk i den hellenistiske periode, sandsynligvis i Alexandria, omkring det 1. århundrede f.Kr. Tekstens idiom og litterære træk peger klart i retning af græsk originalsprog; den findes bevaret i Septuaginta og i latin (Vulgata).
Indhold og temaer
Visdomsbogen består af 19 kapitler og kombinerer poetisk og retorisk sprog med teologiske og moralske overvejelser. Nogle gennemgående temaer:
- Personificering af Visdom: Visdom præsenteres ofte som en guddommelig kraft eller kvindelig skikkelse (Sophia), som vejleder det retfærdige liv.
- Moral og retfærdighed: Bogen opfordrer til et liv i dyd, retfærdighed og visdom som vejen til et godt forhold til Gud.
- Dom, udødelighed og efterliv: Et centralt træk er et klart fokus på sjælens udødelighed og en moralsk begrundet forestilling om løn og straf efter døden — et træk, der især har påvirket kristen teologi.
- Antijaudisk og antietyret elementer: Teksten kritiserer afgudsdyrkelse og hykleri og fremhæver Israels historie som Guds handlen i verden.
- Hellenistisk filosofi: Man finder påvirkninger fra græsk tænkning, især i begreber om visdomens natur og fornuftens rolle.
Opbygning (kort)
- Kapitlerne 1–5: Etiske formaninger og modsætninger mellem retfærdighed og synd.
- Kapitlerne 6–9: Beskrivelse og lovprisning af Visdommen; forbøn for visdommens gave.
- Kapitlerne 10–19: Historiske refleksioner over Guds ledelse af Israel, kritik af afgudsdyrkelse og afhandling om udødelighed og guddommelig retfærdighed.
Kanonsstatus
Visdomsbogen regnes som deuterokanonisk af den katolske kirke og er med i den katolske og mange ortodokse bibelkanoner. Protestantiske traditioner anser den normalt for apokryf og placerer den uden for deres kanon; mange protestantiske udgaver af Bibelen har derfor ikke bogen i Det Gamle Testamente eller har den i en særskilt apokryf-sektion. I den jødiske kanon (Tanakh) er Visdomsbogen ikke medtaget, selvom den indgår i den græske Septuaginta, som blev udbredt i den tidlige kristendom.
Modtagelse og historisk omtale
Ifølge nogle tidlige kilder blev Visdomsbogen betragtet som kanonisk af visse jødiske og kristne kredse. En tidlig kristen skriftkilde, Sankt Melito af Sardes fra det 2. århundrede, ønskede at opregne de kanoniske skrifter og nævnte visse apokryfe elementer i sine lister. Der findes også middelalderlige beretninger om, at Naḥmanides (Ramban) kunne have forholdt sig til teksten og endda forsøgt en hebraisk gengivelse i forbindelse med sit arbejde på Mosebøgerne, men moderne forskere vurderer som hovedregel, at Visdomsbogen oprindeligt er skrevet på græsk, og at eventuelle hebraiske forlæg i så fald er gået tabt.
Vigtighed og indflydelse
Visdomsbogen har haft stor betydning for kristen teologi, især i synet på sjælens udødelighed og forestillinger om efterlivet. Den er ofte citeret i kirkefædrenes skrifter, indgik i latinske oversættelser (Vulgata) og har præget middelalderlig og senere kristen tænkning om visdom, etik og Guds retfærdighed.
For læsere, der vil studere bogen nærmere, findes der mange moderne oversættelser og faglige kommentarer, som både behandler den historiske baggrund, dens græske sprog og dens teologiske betydning.