Højsangen (Salomos Højsang) – bog i Bibelen og Tanakh

Højsangen (Salomos Højsang) – poetisk kærlighedsbog i Tanakh og Det Gamle Testamente; en af de fem megillot med tidløs lyrik, symbolik og religiøs betydning.

Højsangen er en bog i den hebraiske bibel eller Tanakh, og også i det Gamle Testamente i den kristne bibel. Den er en af de fem megillot (skriftruller). Højsangen er også kendt som Salomos Højsang eller som Lovsangens Lovsang. Det er kendt som Aisma i Septuaginta, som er en forkortelse for ῏Αισμα ᾀσμάτων, Aisma aismatôn, "Højsangen" på græsk.

Ophav og datering

Traditionen knytter værket til kong Salomo, og bogens indledende titel kan læses som en henvisning til ham. Moderne bibelforskning ser dog ofte teksten som et digtsamling eller en samling af kærlighedssange, der kan stamme fra forskellige perioder. Forslag til datering spænder bredt fra det 10. århundrede f.Kr. til det sidste århundrede f.Kr., men mange forskere foretrækker en senjerusalems- eller posteksilisk datering (fx 5.–3. århundrede f.Kr.). Der findes ikke enighed om forfatterskab; det kan være ét samlet værk eller en samling af enkelte digte sat sammen af en redaktør.

Indhold og opbygning

Højsangen består af lyriske digte, der primært skildrer en dialog mellem to elskende — ofte omtalt som bruden (på hebraisk nogle gange kaldet "shulammite") og brudgommen — suppleret af korstemmer og naturskildringer. Teksten rummer mange billeder og metaforer, fx have- og blomsterbilleder, dyr og sanseindtryk. Nogle af hovedtræk:

• Dialogform: vekslende stemmer giver indtryk af samtale og gensidig beundring.
• Billedsprog: rige natursammenligninger, eksotiske krydderier, vinranker, haver og dyr bruges til at beskrive kærlighed og begær.
• Struktur: teksten er ikke fortløbende prosa, men består af kortere digte og strofer med gentagelser og refræner.

Tolkninger

Højsangen har gennem historien fået meget forskellig fortolkning:

• Bogstavelig/romantisk: moderne læsere ser ofte teksten som en åben og sanselig hyldest til menneskelig kærlighed og erotik.
• Allegorisk jødisk tradition: i rabbinisk fortolkning opfattes Højsangen ofte som et billede på forholdet mellem Gud og Israel. Berømte rabbinere som Akiba hyldede teksten som særlig hellig netop af denne grund.
• Kristen tradition: kirkelige tolkninger ser ofte bruden som menigheden eller den sjæl, der længes efter Kristus; tidlige kirkefædre læste også bogen allegorisk.
• Mystisk og esoterisk: i middelalderen og i jødisk kabbalistisk litteratur bruges Højsangen som udgangspunkt for mystisk tolkning.

Sted i kanon og liturgisk brug

I den hebraiske kanon hører Højsangen til Ketuvim (Skrifterne) og er én af de fem megillot, som traditionelt læses ved særlige festdage. I mange jødiske samfund læses Højsangen ved påske (Pesach). I kristne bibler findes den oftest blandt de poetiske eller visdoms-bøger.

Sprog og litterære træk

Højsangen er skrevet på bibelsk hebraisk og er præget af poetiske virkemidler: parallelisme, gentagelser, kraftigt sanseligt billedsprog og korte, rytmiske vers. Tekstens konkret sanselige beskrivelser har gjort den til et forbillede for senere religiøs og verdslig kærlighedsdigtning.

Modtagelse og betydning

Højsangen har haft stor litterær og religiøs indflydelse. Dens billeder og motiver findes i poesi, musik, billedkunst og liturgi gennem århundreder. Den fortsætter med at være genstand for både akademisk analyse og personlig læsning, fordi dens kombination af sensualitet og religiøs symbolik rummer mange tolkningsmuligheder.

Søg efter bogstav