Deuterokanoniske bøger (apokryfer) – betydning og kirkernes kanoner

Læs om deuterokanoniske bøger (apokryfer): deres oprindelse, betydning og hvordan forskellige kirkers kanoner adskiller sig.

Deuterokanoniske bøger betyder "anden kanon" på græsk. Betegnelsen bruges om de bøger og tilføjelser til bøger i Det Gamle Testamente, som indgår i nogle kristne kirkers bibelkanon, især i den romersk-katolske og i de ortodokse kirker, men som ikke er en del af den hebraiske Tanakh. Mange af disse tekster findes i den græske oversættelse af Det Gamle Testamente, Septuaginta (LXX), som blev skrevet og brugt i jødiske miljøer i den hellenistiske verden i århundrederne før Kristus (ca. 3.–1. årh. f.Kr.). Samtidig findes der for nogle af teksterne fragmenter på hebraisk eller aramæisk (f.eks. fra Qumran), så sproghistorien er ikke helt entydig.

Historisk udvikling og kanonisering

Der er stor forskel på, hvordan og hvornår forskellige religiøse fællesskaber fastlagde deres kanon. Den græske Septuaginta indeholdt fra tidligt hold en række bøger og tillæg, som senere blev almindelige i de kristne kirker, mens den jødiske kanon (Tanakh) i almindelighed ikke kom til at inkludere disse tekster. I den rabbiniske litteratur citeres enkelte af dem, men den jødiske kanon blev over tid standardiseret omkring det første århundrede e.Kr., og den masoretiske teksttradition blev kodificeret senere (ca. 900–1000 e.Kr.).

Den katolske kirkes kanon blev formelt bekræftet ved Tridentinerkonsilet i 1546, hvor de deuterokanoniske bøger indgik i den officielt vedtagne kanon. De ortodokse kirkers kanoner kan variere noget fra den katolske: nogle ortodokse kirker anerkender yderligere tekster (fx 3 Makkabæer, Psalm 151, Bønnen for Manasses), og den samlede liste kan være mere åben i praksis, ligesom den etiopisk-ortodokse kirke har en endnu bredere kanon (fx Henoks Bog, Jubelårets Bog m.fl.).

Hvilke bøger regnes som deuterokanoniske?

Nogle af de bøger, som den romersk-katolske kirke traditionelt anser for deuterokanoniske, er allerede nævnt i listen nedenfor. Disse titler optræder i mange katolske bibeludgaver:

• Tobits bog
• Judiths bog
• Første Makkabæerbog, også kaldet 1 Makkabæerbog
• Anden Makkabæerbog, også kaldet 2 Makkabæerbog
• Salomos Visdom, også kaldet Visdomsbogen
• Siraks bog, også kaldet Ecclesiasticus
• Barukbogen, med Jeremias' brev som sidste kapitel

Daniels Bog og Esters Bog er i katolske udgaver ofte længere end i mange protestantiske udgaver, fordi den græske tradition indeholder flere afsnit og tilføjelser (fx Bønnen for Azarja og den trefoldige lovsang i Daniels tredje kapitel, Susanna og Historien om Bel og dragen samt tilføjelser til Esther).

Ud over de ovenstående bøger regner nogle ortodokse og orientalske traditioner yderligere skrifter som kanoniske eller liturgisk vigtige, fx 3 Makkabæer, 4 Makkabæer (som ofte står som appendix i nogle håndskrifter), Psalm 151, Bønnen for Manasses og i den etiopisk-ortodokse tradition også tekster som Henoks Bog og Jubileerne.

Protestantisk holdning og benævnelse

Mange protestantiske kirker anerkender ikke disse bøger som inspireret på samme måde som de protocanoniske (de “første” eller almindelige) bøger i Det Gamle Testamente og bruger ofte betegnelsen Apokryferne om dem. Historisk spillede Martin Luther ind i denne debat: han mente, at apokryferne var nyttige at læse for kristen opbyggelse, men placerede dem i en særskilt kategori uden for selve kanonen i sine bibeludgaver. Også John Calvin læste og studerede disse tekster, men anså dem ikke som autoritative på linje med de kanoniske skrifter. I den anglikanske tradition har apokryferne ofte haft en mellemposition (bruges til opbyggelse og undervisning, men ikke som grundlag for dogme).

Teologisk betydning og brug

De deuterokanoniske bøger har bidraget væsentligt til kristen teologi, fromhed og liturgi. Nogle doktriner og praksisser, f.eks. ideer om forbøn for de døde og mindehandlinger, har i katolsk teologi været knyttet til passager som 2 Makkabæer 12:43–46. Visdomslitteraturen (fx Visdomsbogen og Siraks bog) har påvirket kristen etik og åndelig tænkning, og flere af disse tekster har været flittigt citeret i kirkefædrenes skrifter.

Moderne forskning

Nutidens tekstforskning ser deuterokanoniske bøger som værdifulde historiske og litterære kilder til forståelsen af jødedommens og tidlig kristendoms tankeverden i hellenistisk tid. De giver indsigt i religiøse forestillinger, etiske idealer og samfundsmæssige forhold i perioden mellem Det Gamle og Det Nye Testamente. Samtidig er spørgsmålet om kanon primært et spørgsmål om religiøs autoritet, tradition og kirkelig beslutning – derfor varierer størrelsen af de bibelske kanoner stadig mellem forskellige kirkesamfund.

Sammenfattende: Deuterokanoniske bøger er en gruppe tekster, der har tilknytning til den græske bibeltradition (Septuaginta) og indgår som kanoniske i den romersk-katolske og i mange ortodokse kirker, mens de hos de fleste protestantiske kirkesamfund betragtes som nyttige, men ikke kanoniske, og derfor ofte omtales som apokryfer.

Spørgsmål og svar

Spørgsmål: Hvad betyder "deuterokanonisk"?

Spørgsmål: Hvornår blev deuterokanoniske bøger skrevet?

Spørgsmål: Hvornår blev Det Gamle Testamente, som er kendt i jødiske og protestantiske religioner, skrevet på hebraisk?

Spørgsmål: Er deuterokanoniske bøger en del af den jødiske Tanakh (den hebraiske bibel)?

Spørgsmål: Hvad er nogle eksempler på deuterokanoniske bøger?

Søg efter bogstav