Blokade løbere af den amerikanske borgerkrig

Baggrund

Blokaden var en del af general Winfield Scotts Anaconda-plan, der skulle lægge økonomisk pres på Konføderationen, indtil den vendte tilbage til Unionen. Det var den mest ambitiøse blokade, der nogensinde er blevet forsøgt i verdenshistorien. I 1861 havde de konfødererede stater kun en lille produktion i forhold til Nordstaterne. De havde ikke kapacitet til at fremstille de våben og den ammunition, de havde brug for til at føre en krig. Det, de havde, var bomuld, som var yderst rentabelt, fordi de brugte slavearbejde. På det tidspunkt leverede Sydstaterne bomuld til både England og Frankrig til brug i deres tekstilfabrikker. Sydstaterne havde brug for at eksportere bomuld til Europa og til gengæld importere våben og mad til deres hær. En vellykket blokade kunne alvorligt skade den konfødererede regerings evne til at fortsætte kampen.

Proklamationer

Præsident Lincoln udstedte to proklamationer om blokaden. Den 19. april erklærede han en blokade af havnene i sydstaterne fra South Carolina til Texas. Den 27. april udstedte han en anden proklamation, som udvidede blokaden til også at omfatte Virginia og North Carolina. Den lød således:

Juridiske spørgsmål

Proklamationen rejste straks spørgsmålet om, hvorvidt de udbrydende staters handling var et oprør eller en krig. Juridisk set var det i henhold til USA's forfatning et væbnet oprør "med krigsførelse mod USA", hvilket gjorde dem skyldige i forræderi. Men i forhold til udenlandske regeringer behandlede USA altid konføderationstropperne som oprørere og ikke som krigsførende parter, der var i krig med USA.

Lincoln kendte udmærket betydningen af semantik. Han behandlede løsrivelseshandlingen som et oprør mod en stats demokratiske selvstyre. Efter hans mening havde et mindretal af mennesker overtaget regeringerne i Sydstaterne, fordi de ikke kunne lide den måde, præsidentvalget i 1860 var endt på. Denne handling var i strid med et af demokratiets hovedprincipper, nemlig en frit valgt regering. Lincoln udtalte: "Det er nu op til [os] at vise verden, at de, der retfærdigt kan gennemføre et valg, også kan undertrykke et oprør."

I 1861 ønskede både Konføderationen og Unionen at få hjælp fra Storbritannien. Nordstaterne regnede med dem på grund af deres fordømmelse af slaveriet. Konføderationen regnede med deres hjælp på grund af den store betydning, som deres bomuld havde for Storbritanniens økonomi. Så begge parter havde diplomatiske forbindelser med Storbritannien. Sydstaterne havde brug for Storbritanniens hjælp for at vinde krigen. Uden Storbritanniens hjælp ville Frankrig heller ikke turde blande sig, selv om de i forvejen var venner med Sydstaterne. Den 4. maj 1861 udstedte dronning Victoria en proklamation, der erklærede Storbritanniens neutralitet i krigen og anerkendte Konføderationen som en krigsførende part i konflikten. Dette gjorde Lincoln rasende. Seward, hans udenrigsminister, havde allerede givet instrukser til den nye minister i Storbritannien om at sige op og komme hjem, hvis dronningen anerkendte Konføderationen. Frankrig fulgte efter med en lignende erklæring, som også anerkendte CSA som nation. Seward advarede begge nationer om muligheden for krig med USA på grund af dette spørgsmål.

Unionens blokade

Da Lincoln beordrede blokaden, havde den amerikanske flåde mindre end 9.000 mand. Ved udgangen af 1861 var den steget til 24.000 mand. Blokaden bestod af eskadriller af skibe, der blev opstillet forskellige steder langs Sydstaternes kystlinje. Hver gruppe havde til opgave at overvåge et bestemt område. To tidlige sejre hjalp blokaden. I april 1862 erobrede Unionens styrker Fort Pulaski og Savannah i Georgia. Et par uger senere blev New Orleans erobret. I august 1865 faldt Mobile, Alabama, den sidste konfødererede havn i Den Mexicanske Golf, til Unionens styrker.

Konføderationens indsats

I begyndelsen blev blokadefart udført af skibe af alle størrelser. De mest succesfulde var dampskibene, som blev arbejdsløse, da krigen brød ud. De kunne sejle langs kysten og fragte deres bomuldsladninger til Cuba eller Bahamas og bringe varer af mindre værdi med hjem. Denne samling af for det meste små både fungerede godt i begyndelsen, da Unionens flåde ikke effektivt kunne bevogte alle områder af kysten. Så de behøvede ikke at være hurtige eller snigende, og arbejdet var ret nemt. Kaptajnerne kendte kysten meget godt, hvilket gjorde det muligt for dem at undgå Unionens krigsskibe. Bomuld blev indsamlet i september og afsendt i løbet af vinteren og foråret. Da blokaden trådte i kraft i april 1961, var det meste af årets bomuld allerede blevet afsendt. Der var kun omkring en syvendedel tilbage, som de mindre skibe kunne fragte. Bomuldshøsten i 1860 havde været enorm, og der var ingen mangel på bomuld, hverken i de nordlige stater eller i England. Så der var ingen store overskud at hente eller penge til rådighed til at købe krigsforsyninger. Dette arbejdede til fordel for Unionen, selv om blokaden ikke var så effektiv endnu. Alligevel kunne blokadeflygtningene opnå en vis fortjeneste, men ikke nær så meget som senere i krigen.

Efterhånden som krigen skred frem, blev flere krigsskibe fra Unionen tilgængelige for blokaden, og antallet af tilgængelige havne blev færre og færre. Men blokadeforvaltningen blev mere og mere specialiseret. I 1863 ankom der 199 blokadeløbere til konfødererede havne. I 1864 voksede antallet til 244. I 1865, ved krigens afslutning, havde yderligere 30 med succes transporteret deres ladninger til sydstatshavne. Dette var i stigende grad afhængig af en meget speciel skibstype. Det var dampskibe, der var bygget til at være hurtige, de havde stor lastekapacitet og en meget lav silhuet, hvilket gjorde dem sværere at se på afstand. Arbejdet var farligt, men en vellykket rejse kunne give besætningerne en enorm fortjeneste. De blev Sydstaternes vigtigste afsætningsmulighed for handel med Europa. Uden dem kunne Konføderationen ikke have holdt så længe, som den gjorde. Da England risikerede krig med USA, byggede England i hemmelighed flere blokadekutter til Sydstaterne.