En bombarde er en stor kaliber, mundingsladende middelalderkanon eller morter. Den blev brugt under belejringer til at kaste tunge stenkugler. Navnet bombarde blev brugt i en fransk historisk tekst omkring 1380. Det moderne udtryk bombardement stammer herfra.
Bombardementer blev normalt brugt under belejringer til at kaste forskellige ting ind i fjendens forter. Der er blevet skrevet om ting som sten- eller metalkugler, brændende materialer og vægtet stof, der var gennemblødt i brændt kalk eller græsk ild.
Navnet stammer fra middelalderens latinske og franske ord, der stammer fra et tidligere græsk ord, der betyder at lave en brummende lyd.
Konstruktion og virkemåde
De tidligste bombarder var ofte fremstillet som store, tykke jernrør — enten som støbt bronze eller af smedede jernstave sammenholdt med ringe (”hoop-and-stave”-teknik). De var mundingsladende, dvs. krudt og projektil blev ladet ind gennem løbets munding. Løbene kunne være korte og tykke for at tåle det store kammertryk, hvilket gav en lav mundingshastighed men enorme stødbelastninger ved anslag.
Stor kaliber betød store stenkugler: diametre kunne variere fra nogle få centimeter op til 30–50 cm for de mest imponerende eksemplarer, og vægten af skuddene kunne nå op i flere hundrede kilo. De største bombarder krævede kraftig træramme eller vogn, ofte trukket og flyttet med heste eller okser.
Bemanding, logistik og brug ved belejringer
En bombarde krævede en besætning med klare roller: ladere, stoker (til krudt), sigtere og mandskab til at flytte og stabilisere affyringsplatformen. Mindre stykker kunne betjenes af få mænd; de største bombarder kunne involvere adskillige dusin mand ved hver affyring. Den store mængde krudt og ammunitionsstørrelsen gjorde logistik og forsyning afgørende i langvarige belejringer.
Militært blev bombarden primært brugt til at:
- brække by- og borgmure ved gentagne, kraftige anslag,
- ødelægge tårne eller porte,
- sprede panik blandt forsvarerne pga. lyd og ødelæggelse,
- affyre brandvåben eller vægtede ildkilder ind i befæstede anlæg.
Projektiltyper
De mest almindelige projektiler var store sten- eller metalkugler. Derudover brugte angriberne:
- brændende materiale (f.eks. brandbomber),
- vægte eller tønder fyldt med ild eller kemi (for at forårsage brand eller røg),
- stoffyldte projektiler gennemvædet i fx brændt kalk eller græsk ild.
Historisk udvikling og berømte eksempler
Bombardens udbredelse øgede fra slutningen af 1200-tallet og blev særlig fremtrædende i 1300- og 1400-tallet som led i udviklingen af praktisk krudtartilleri i Europa. De store støbte kanoner fra senmiddelalderen banede vejen for senere artikeltyper som kuglelegerede kanoner, culveriner og morterer i renæssancen.
Nogle berømte eksempler på store middelalderlige bombardere er bevaret som museumsemner eller omtalt i kilder (fx Mons Meg og Dulle Griet er kendte eksempler på meget store stykker fra senmiddelalderen/renæssancen). Over tid blev bombarderne gradvist afløst af mere velbalancerede og præcise stykker, efterhånden som støbeteknik, krudt og taktikker forbedredes.
Effekt på krigsførelse
Bombarden bidrog til at ændre belejringskrigens karakter: faste bymure blev mindre sikre, hvilket førte til ændringer i befæstningsarkitektur (tykke glacis, bastioner og senere stjerneforter) og til øget fokus på mobilitet og artilleri i felttog. Psykologisk var bombarderens torden og ødelæggelse et effektivt våben mod forsvarerens moral.
Samlet vurdering
Som stor, mundingsladende artilleri var bombarden et af middelalderens mest slående teknologiske skridt inden for krigskunst. Dens styrke lå i evnen til at levere kraftige, ødelæggende anslag mod faste anlæg, men dens begrænsninger i præcision, mobilitet og genladningshastighed betød, at videreudvikling af artilleri hurtigt førte til andre løsninger i de følgende århundreder.
