Ilse Koch (1906–1967): "Heksen fra Buchenwald" – biografi og retssag

Tidligt liv

Koch blev født Margarete Ilse Köhler den 22. september 1906 i Dresden, Tyskland. Hendes far var fabriksforstander. I folkeskolen var hun kendt som et høfligt og glad barn. Som 15-årig begyndte hun at gå i skole for at blive revisor. Senere gik hun på arbejde som bogholderiassistent. Tysklands økonomi var blevet ødelagt, da Tyskland tabte Første Verdenskrig, og på det tidspunkt, hvor Koch arbejdede som bogholder, var økonomien stadig ikke kommet sig igen.

I 1932 blev Koch medlem af det nazistiske parti, som blev mere og mere populært. Gennem nogle venner i Sturmabteilung (SA) og Schutzstaffel (SS) mødte hun Karl-Otto Koch i 1934. De blev gift to år senere.

Krigsforbrydelser

I 1936 begyndte Koch at arbejde som vagt og sekretær i koncentrationslejren Sachsenhausen nær Berlin, som hendes forlovede, Karl-Otto, var chef for. De blev gift samme år. I 1937 tog Koch til Buchenwald, da Karl-Otto blev udnævnt til kommandant der. Mens Koch var i Buchenwald, hjalp hun med et eksperiment ved at udvælge tatoverede fanger, som skulle myrdes og flås, så de tatoverede dele af deres hud kunne bevares. Koch sagde senere, at hun gjorde dette for at hjælpe en fængselslæge, Erich Wagner, i hans undersøgelse af tatovering og kriminalitet.

I 1940 byggede Koch en indendørs sportsarena, som kostede over 250.000 rigsmark (svarende til ca. 62.500 dollars på det tidspunkt). Hun havde stjålet de fleste af disse penge fra fangerne i lejren. I 1941 blev Karl-Otto Koch overført til Lublin, hvor han var med til at oprette koncentrations- og udryddelseslejren Majdanek. Ilse Koch blev i Buchenwald indtil den 24. august 1943. Den dag blev hun og hendes mand arresteret. Kochs blev anklaget for underslæb, for at stjæle store mængder penge og værdigenstande fra fanger for at gøre sig rige og for at myrde fanger for at forhindre dem i at tale om, hvad Kochs foretog sig.

Ilse Koch blev fængslet indtil 1944, hvor hun blev fundet uskyldig, fordi der ikke var nok beviser mod hende. Hendes mand blev imidlertid fundet skyldig og dømt til døden af en SS-domstol i München. Han blev skudt ihjel i Buchenwald i april 1945.

Efter at hendes mand var blevet henrettet, flyttede Ilse Koch til Ludwigsburg for at bo hos sin overlevende familie. Her blev hun arresteret af amerikanske embedsmænd den 30. juni 1945.

Første forsøg

Koch og 30 andre nazister blev stillet for den amerikanske militærdomstol i Dachau i 1947. Hun blev anklaget for "deltagelse i en kriminel plan for at hjælpe, tilskynde og deltage i mordene i Buchenwald". Det betød, at hun havde været en del af en plan om at myrde folk i Buchenwald og havde hjulpet med mordene på en eller anden måde.

I retssalen fortalte Koch, at hun var gravid. Hun talte sandt; hun var gravid i ottende måned. Koch havde allerede et ry for at have haft sex med mange forskellige mænd. I Buchenwald-rapporten stod der, at der var rygter om, at Koch havde forhold til Waldemar Hoven, cheflægen i Buchenwald, og Hermann Florstedt, vicekommandanten, på samme tid. I sin bog Innocent at Dachau skrev Dachau-tribunalets retsreporter, Joseph Halow, at rygterne sagde, at Koch havde forhold til mange SS-officerer og endda til nogle af fangerne i koncentrationslejren Buchenwald. Alligevel overraskede Kochs graviditet retten, fordi hun var 41 år gammel på det tidspunkt. Hun blev også holdt alene i fængslet og så ingen mænd, bortset fra de amerikanere, der udspurgte hende; de fleste af dem var jøder. I sin bog siger Halow også, at han var chokeret over at få at vide, at Koch måske havde vendt sig mod andre mænd, fordi hendes mand var homoseksuel. Optegnelser i Buchenwald viste, at han var blevet behandlet for syfilis.

Den 19. august 1947 blev Koch idømt livsvarigt fængsel for "[at] bryde krigens love og skikke".

Lettere sætning

Den 8. juni 1948 nedsatte general Lucius D. Clay, den midlertidige militærguvernør for den amerikanske zone i Tyskland, Kochs livstidsdom til fire års fængsel. Han gav den begrundelse, at "der ikke var nogen overbevisende beviser for, at hun havde udvalgt indsatte til [mord] for at sikre sig tatoverede skind, eller at hun [havde noget] lavet af menneskehud".

I en biografi om general Clay, skrevet af Jean Edward Smith, står der, at generalen flere år senere sagde:

Der var absolut ingen beviser i retssagsprotokollen, bortset fra at hun var et temmelig afskyeligt væsen, der kunne understøtte dødsdommen. Jeg tror, at jeg fik mere skældsord for det end for noget andet, jeg gjorde i Tyskland. En journalist havde kaldt hende "Buchenwalds kælling" og havde skrevet, at hun havde lampeskærme lavet af menneskehud i sit hus.

Generalen sagde dog også:

Jeg har ingen sympati for Ilse Koch. Hun var en kvinde med fordærvet karakter og et dårligt ry [et dårligt omdømme]. Hun havde gjort mange ting, som var forkastelige og uden tvivl strafbare efter tysk lov. Vi anklagede hende ikke for disse ting. Vi anklagede hende som krigsforbryder på specifikke anklager.

Nyheden om ændringen af Kochs dom blev først offentliggjort den 16. september 1948. Mange mennesker var rasende over ændringen, men general Clay ændrede ikke sin mening.

Andet forsøg

Fordi folk var så oprørte over hendes mildere dom, blev Koch arresteret igen i 1949 og stillet for en vesttysk domstol. Retssagen begyndte den 27. november 1950 og varede syv uger. I løbet af denne periode vidnede 250 vidner, herunder 50, der forsvarede Koch. Koch faldt sammen og måtte bæres ud af retten i slutningen af december 1950 og igen den 11. januar 1951. Mindst fire forskellige vidner for anklagemyndigheden vidnede enten om, at de havde set Koch vælge tatoverede fanger, som derefter blev dræbt, eller at de havde set eller hjulpet med at fremstille lampeskærme af menneskehud af tatoveret hud. Anklagerne droppede dog denne anklage, da de ikke kunne bevise, at lampeskærme eller andre genstande faktisk var fremstillet af menneskehud.

Den 15. januar 1951 afsagde Domstolen sin dom i en 111 sider lang afgørelse. Koch var ikke til stede i retten under domsafsigelsen. Domstolen besluttede, at den stadig kunne retsforfølge Koch, selv om hun allerede var blevet retsforfulgt i 1944 og 1947, fordi den anklagede hende for andre forbrydelser end de andre retssager. På grund af dette ville det ikke være dobbelt strafbart at prøve Koch igen. Koch blev dømt for anklager om tilskyndelse (tilskyndelse af andre) til mord, mordforsøg og for at skade andre mennesker alvorligt. Den 15. januar 1951 blev Koch idømt livsvarigt fængsel, og hendes borgerrettigheder blev frataget hende for altid.

Koch appellerede Domstolens afgørelse, men appellen blev afvist den 22. april 1952 af den tyske forbundsdomstol. Koch forsøgte senere flere gange at få benådning. Det bayerske justitsministerium afviste imidlertid alle hendes anmodninger. Koch protesterede også mod sin livstidsdom over for FN's Menneskerettighedskommission, men fik ingen hjælp fra dem.

Familie

Karl og Ilse Koch fik en søn ved navn Artwin og to døtre ved navn Gisele og Gudrun (Gudrun døde som baby). Deres søn begik selvmord efter krigen. Ilse Koch fik endnu en søn, Uwe, som blev undfanget i hendes fængselscelle i Dachau af en ukendt far. Uwe blev født i kvindefængslet Aichach i nærheden af Dachau, hvor Koch blev sendt til at afsone sin livstidsdom. Straks blev han taget fra hende. I en alder af 19 år fik Uwe Köhler at vide, at Koch var hans mor, og han begyndte at besøge hende regelmæssigt i Aichach.

Død

Koch begik selvmord i Aichach-fængslet den 1. september 1967, 60 år gammel, ved at hænge sig selv med sine sengetøjslager.

Relaterede sider

• Holocaust
• Nazisternes koncentrationslejre og udryddelseslejre
• Buchenwald-koncentrationslejren
• Nazityskland