Regnskab: Hvad er bogføring, revisorers rolle og årsregnskab?

Ordet revisor stammer oprindeligt fra det latinske ord computare - "at regne, tælle, tælle", via fransk.

"Accomptant" var den oprindelige stavemåde og udtale af ordet "accountant". Men med tiden begyndte folk at droppe "p" i ordet "accomptant". Med tiden ændrede ordet sig både i den måde, det blev sagt og stavet på, til den måde, det er i dag.

Den grundlæggende regnskabsmæssige ligning er aktiver=forpligtelser+egenkapital.

Tidlig historie

Regnskab er meget gammelt. Det startede, da menneskene begyndte at drive landbrug og danne byer. Folk, der tænkte på økonomi (at holde styr på penge og værdifulde ting), fandt på en måde at skrive størrelser og værdier af afgrøder ned på.

Tokenregnskab i det gamle Mesopotamien

De tidligste regnskaber blev fundet i ruinerne af det gamle Babylon, Assyrien og Sumerien, som er mere end 7.000 år gamle. Dengang brugte man primitive regnskabsmetoder til at registrere væksten i afgrøder og besætninger. Da der er en naturlig sæson for landbrug og kvægbrug, er det let at tælle og fastslå, om der var opnået et overskud, efter at afgrøderne var blevet høstet, eller ungedyrene var blevet fravænnet.

Opfindelsen af en form for bogføring ved hjælp af lermærker repræsenterede et enormt kognitivt spring for menneskeheden.

I det tolvte århundrede e.Kr. skrev den arabiske forfatter Ibn Taymiyyah en bog kaldet Hisba. Denne bog indeholder oplysninger om regnskabssystemer, der blev brugt af muslimer før midten af det syvende århundrede e.Kr. Det muslimske regnskab blev påvirket (ændret) af romerne og perserne. I sin bog giver Ibn Taymiyyah detaljer om et komplekst statsligt regnskabssystem.

Regnskab i Romerriget

Res Gestae Divi Augusti (latin: "Den guddommelige Augustus' gerninger") er en bemærkelsesværdig beretning til det romerske folk om kejser Augustus' styreperiode. Den opregner og kvantificerer hans offentlige udgifter, som omfattede uddelinger til folket, tildeling af jord eller penge til hærveteraner, tilskud til aerarium (statskassen), bygning af templer, religiøse offergaver og udgifter til teaterforestillinger og gladiatorspil. Det var ikke et regnskab over statens indtægter og udgifter, men skulle vise Augustus' gavmildhed. Res Gestae Divi Augusti's betydning fra et regnskabsmæssigt perspektiv ligger i det faktum, at den illustrerer, at den udøvende myndighed havde adgang til detaljerede finansielle oplysninger, der dækkede en periode på omkring fyrre år, og som stadig kunne hentes frem efterfølgende. Omfanget af de regnskabsoplysninger, som kejseren havde til rådighed, tyder på, at formålet var planlægning og beslutningstagning.

De romerske historikere Suetonius og Cassius Dio fortæller, at Augustus i 23 f.Kr. udarbejdede et rationarium (regnskab), der opregnede de offentlige indtægter, kontantbeløbene i aerarium (statskassen), hos provinsernes fisci (skatteembedsmænd) og hos publicani (offentlige entreprenører), og at det indeholdt navnene på de frigivne og slaver, som man kunne få et detaljeret regnskab fra. At disse oplysninger stod tæt på kejserens udøvende myndighed, bekræftes af Tacitus' udtalelse om, at de blev skrevet ud af Augustus selv.

Den romerske hærs militærpersonale førte nøje regnskab over kontanter, varer og transaktioner. En opgørelse over små kontantbeløb, der blev modtaget i løbet af nogle få dage i fortet Vindolanda omkring 110 e.Kr. viser, at fortet kunne beregne indtægter i kontanter på daglig basis, måske fra salg af overskydende forsyninger eller varer fremstillet i lejren, varer, der blev uddelt til slaver som cervesa (øl) og clavi caligares (søm til støvler), samt varer købt af individuelle soldater. Fortets basale behov blev dækket ved en blanding af direkte produktion, køb og rekvirering; i et brev viser en anmodning om penge til køb af 5.000 modii (mål) braces (en kornsort, der anvendes til brygning), at fortet købte forsyninger til et betydeligt antal personer.

Heroninos-arkivet er navnet på en enorm samling papyrusdokumenter, hovedsagelig breve, men også en del regnskaber, som stammer fra det romerske Egypten i det 3. århundrede e.Kr. Hovedparten af dokumenterne vedrører driften af et stort, privat gods, der er opkaldt efter Heroninos, fordi han var phrontistes (koinæisk græsk: forvalter) for godset, som havde et komplekst og standardiseret regnskabssystem, der blev fulgt af alle de lokale gårdsledere. Hver administrator på hver enkelt underafdeling af godset udarbejdede sit eget lille regnskab for den daglige drift af godset, aflønning af arbejdskraften, produktion af afgrøder, salg af produkter, brug af dyr og generelle udgifter til personalet. Disse oplysninger blev derefter sammenfattet i papyrusruller til ét stort årsregnskab for hver enkelt underafdeling af godset. Posterne blev ordnet efter sektor, og de kontante udgifter og gevinster blev ekstrapoleret fra alle de forskellige sektorer. Regnskaber af denne art gav ejeren mulighed for at træffe bedre økonomiske beslutninger, fordi oplysningerne var målrettet udvalgt og ordnet.

Luca Pacioli og det moderne regnskabsvæsen

Luca Pacioli (1445-1517), også kendt som broder Luca dal Borgo, siges at være "fader" til regnskabsvæsenet. Han skrev en lærebog på latin med titlen Summa de arithmetica, geometrica, proportioni et proportionalita (Summa om aritmetik, geometri, proportioner og proportionalitet, Venedig 1494). Denne lærebog blev brugt i abbaco-skolerne i Norditalien. Sønner af købmænd og håndværkere blev undervist i disse skoler. Denne lærebog blev skrevet om matematik. Den indeholder den første trykte beskrivelse af, hvordan købmænd fra Venedig førte deres regnskaber. Købmændene fra Venedig brugte et system, der blev kaldt det dobbelte bogføringssystem.

Ved dobbelt bogføring er der en debet- og kreditpost for hver enkelt transaktion.

Pacioli nedskrev dette system, men han opfandt det ikke, men han kaldes stadig "regnskabets fader". Det system, han skrev, indeholdt det meste af den regnskabscyklus, som vi kender den i dag. Han skrev om brugen af journaler og hovedbøger og advarede om, at man ikke skulle gå i seng om natten, før debet- og kreditposterne var de samme som kreditposterne. Hans hovedbog havde konti for aktiver (ting, der har værdi), passiver (gæld og lån, der skal betales til en anden), kapital (penge), indtægter og udgifter. Han viste, hvordan man skriver afslutningsposter ved årets udgang, og foreslog, at man bruger en prøvebalance til at bevise, at en hovedbog er i balance. Hans afhandling (langt essay) i bogen indeholder også info om andre emner, f.eks. regnskabsetik og omkostningsregnskab.

Post-Pacioli

Den første bog på engelsk om regnskab blev udgivet i London, England af John Gouge i 1543.

I 1588 skrev John Mellis fra Southwark i England en kort bog med instruktioner til at føre regnskab.

Der blev skrevet en anden bog i 1635, der blev beskrevet som The Merchants Mirrour, or directions for the perfect ordering and keeping of his accounts formed by way of Debitor and Creditor. Denne bog blev skrevet af Richard Dafforne, som var revisor. Denne bog har mange henvisninger til bøger om regnskab, der blev skrevet langt tidligere. Et kapitel i denne bog har titlen "Opinion of Book-keeping's Antiquity". I dette kapitel siger forfatteren, at ifølge en anden forfatter blev den bogføring, som han skrev om, brugt to hundrede år tidligere i Venedig.

Der var flere udgaver af Richard Dafforne's bog. Den anden udgave blev udgivet i 1636. Den tredje udgave blev udgivet i 1656. En anden udgave blev udgivet i 1684. Bogen er meget komplet i den måde, hvorpå den beskriver videnskabelig bogføring. Den indeholder en masse detaljer og forklaringer. Den videnskab, der understøtter regnskab, var vellidt af mange mennesker i det syttende århundrede. Dette understøttes af, at der var så mange udgaver. Fra dette tidspunkt i historien er der blevet skrevet mange bøger om regnskab. Mange forfattere hævder at være professionelle revisorer og lærere i regnskab. På grund af dette viser det, at der var professionelle revisorer, som var ansat i det 17. århundrede.

• Finansiel regnskabsføring er "en vigtig del af regnskabsvæsenet, der omfatter indsamling, registrering og udtrækning af finansielle oplysninger og sammenfatning af disse oplysninger i form af en periodisk resultatopgørelse, en balance og en pengestrømsopgørelse i overensstemmelse med lovmæssige, faglige og kapitalmarkedsmæssige krav".
• Ledelsesregnskab er en type regnskab, hvor partnerne hjælper hinanden med at træffe ledelsesbeslutninger, skaber ledelsessystemer til planlægning og præstation og bruger regnskabsrapportering til at hjælpe med at udforme en virksomheds regnskabsstrategi for fremtiden.
• Regnskab efter den åbne bogføring er et regnskabsprincip. Dette princip kræver, at parterne i et økonomisk forhold viser hinanden deres regnskaber.
• Skatteregnskab er en type regnskab, der sikrer, at skattelovgivningen overholdes.
• Regnskabsvidenskaben undersøger teorien om regnskab.

Ved en finansiel revision foretages der en intern revision og en ekstern revision. Ved en ekstern revision ser en uafhængig (ikke-relateret) revisor på regnskaber og regnskabsregistre. Ved at se på disse regnskaber kan revisoren finde ud af, om regnskaberne er sande og retvisende og følger de almindeligt anerkendte regnskabsprincipper (GAAP) eller de internationale regnskabsstandarder (IFRS). Intern revision forsøger at indhente oplysninger til ledelsens brug og udføres af de ansatte.

Regnskabsforskning er forskning i de økonomiske begivenheders indvirkning på regnskabsprocessen, virkningerne af rapporterede oplysninger på økonomiske begivenheder og regnskabets rolle i organisationer og samfundet. Den omfatter en bred vifte af forskningsområder, herunder finansielle regnskaber, ledelsesregnskaber, revision og beskatning.