Drømmen om Gerontius

Første forestillinger

Værket blev komponeret til Birmingham Music Festival i 1900, og den første opførelse fandt sted den 3. oktober 1900 i Birmingham Town Hall. Der var problemer ved den første opførelse: kormesteren døde, mens værket blev indøvet. Noget af musikken lød mærkeligt for koret, som fandt det meget vanskeligt. Solisterne var ikke særlig gode, og det var svært for dirigenten Hans Richter (som var en fremragende dirigent) at forhindre koret i at synge forkert. Richter havde ikke haft tid til at forberede værket ordentligt: han fik først det fulde partitur dagen før den første prøve. Det følgende år blev værket opført i Tyskland, hvor det blev godt modtaget.

En anden grund til, at det var langsomt at blive populært i England, var, at idéerne i digtet var fra den romersk-katolske lære (John Henry Newman var en romersk-katolsk kardinal). Det betød, at mange anglikanske katedraler ikke ønskede, at det blev opført, og derfor blev der foretaget ændringer i teksten. Denne nye version blev brugt til opførelser ved Three Choirs Festival indtil 1910. Den blev hurtigt populær i England. Den blev opført i Chicago og New York i 1903, og derefter i mange andre byer.

Et par år tidligere var det blevet foreslået Birmingham Festival, at Antonín Dvořák skulle bestilles til at komponere et værk om "Gerontius' drøm". De besluttede, at værket var "for katolsk".

Solisterne

Der er tre solosangere i værket. Den vigtigste er tenorsolisten, som synger de ord, som den døende Gerontius siger. Der er også en bas, som synger præsten, og en mezzosopran, som synger englens rolle. Den engle, der skal synges i pinsens død, kan synges af den samme bas, som synger præsten. Koret deler sig nogle gange i to, og nogle gange er der en lille gruppe af øvre stemmer, der kaldes "halvkoret".

Historien om digtet

Newmans digt fortæller historien om en sjæls rejse gennem døden. Det tænker på den usynlige verden i romersk-katolsk teologi. Navnet Gerontius stammer fra det græske ord geron, "gammel mand". Navnet "Gerontius" bliver ikke sunget i værket, og ikke alle er enige om, hvordan det udtales. Det græske "geron" har et hårdt "g" (som i "græs"), men engelske ord, der stammer fra det, har ofte et blødt "g", som i "geriatriac". Elgar brugte ikke alle ordene i Newmans digt. Han udelader mange af meditationerne i del 2, som ellers ville have gjort den meget lang.

I første del hører vi Gerontius, som er meget trofast mod Gud. Nogle gange er han bange, men til andre tider er han håbefuld. En gruppe af venner (også kaldet "assistenter" i teksten) slutter sig til ham i bøn og meditation. Han går bort i fred, og en præst tager sammen med assistenterne afsked med ham, da han begiver sig ud på sin rejse. I anden del vågner Gerontius, der nu kaldes "Sjælen", op et sted tilsyneladende uden rum og tid og bliver klar over, at hans skytsengel er der. Hun er glad for, at hendes opgave (at bringe Gerontius til Gud) er udført (englen i Newmans digt er mandlig, men Elgar gør englen kvindelig og giver rollen til en kvindelig sangerinde). De har en lang samtale, hvorefter de rejser til dommens trone. De skal passere dæmonerne. De møder et kor af engle, der lovpriser Gud. Agoniens engel bønfalder Jesus om at skåne de troendes sjæle. Til sidst ser Gerontius kortvarigt Gud og bliver dømt i et enkelt øjeblik. Skytsenglen sænker Gerontius ned i skærsildens beroligende sø, giver ham en sidste velsignelse og lover ham, at han vil vågne op i herlighed.

Kardinal Newman, forfatter til det digt, som Elgar har sat i scene

Orkestret

Elgar har skrevet værket for et stort orkester, der ud over de sædvanlige instrumenter også omfatter piccolo, engelskhorn, kontrafagot, harpe og orgel.

Værket som et oratorium

Selv om folk normalt beskriver det som et oratorium, er det ikke et oratorium i traditionel forstand: der er ingen pauser i musikken (undtagen mellem de to dele), og det fortæller ikke en historie fra Bibelen.

Musikken

Musikken er skrevet i en senromantisk stil, der er tydeligt inspireret af Wagner, især af hans opera Parsifal. Åbningen af "The Dream of Gerontius" er en lang orkesterintroduktion, der bruger temaer, som vil blive vigtige i værket. Musikken til karakteren Gerontius er undertiden i talrytme (svarende til recitativ), men ofte meget lyrisk. Elgar bevæger sig hurtigt fra den ene stil til den anden. Koret giver en vidunderlig refleksion over det, der sker. Koret af engle, der synger "Praise to the Holiest in the Heoliest in the Height", er særlig smukt. Koret af dæmoner er meget vanskeligt at synge.