Recitativ: Definition, typer og rolle i opera, oratorier og kantater
Recitativ: Lær definition, secco vs. accompagnato, typer og rolle i opera, oratorier og kantater samt historisk udvikling og musikalsk funktion.
Recitativ (italiensk: "recitativo") er en talende, fortællende type sang i vestlig klassisk musik, hvor ordet bliver fremført hurtigt og tæt på det talte sprog. Ordet betyder "at recitere" — dvs. at fortælle en historie eller føre handlingen fremad. Recitativets primære funktion er at formidle handling og tekst klart og direkte, ofte med minimal melodisk udsmykning, så dramaet og teksten træder i forgrunden.
Recitativ bruges i opera, oratorier og kantater. Da operaen blev opfundet omkring 1600, havde komponisterne brug for en musikform, der kunne fortælle historien uden at stoppe handlingen. I recitativ synges handlingen hurtigt og nærmest "snakagtigt", ofte ledsaget af et cembalo, der spiller et par akkorder. Når situationen i handlingen ændrer sig, eller følelserne skal udfoldes mere musikalsk, følger ofte en arie, som er mere melodisk og selvstændigt musikalsk.
Typer af recitativ
- Recitativo secco (tør recitativ): Ledes normalt kun af basso continuo — typisk cembalo, lut eller cello/violone — og er rytmisk frit uden faste taktstreger. Det bruges til hurtig, direkte handling og korte tekststykker.
- Recitativo accompagnato eller recitativo stromentato: Her deltager orkestret mere aktivt eller hele orkestret i ledsagelsen, ofte i dramatiske øjeblikke eller ved væsentlige følelsesudbrud. Denne type skaber større farve og intensitet end det tørre recitativ.
- Arioso eller recitativo arioso: Et mellemtrin mellem recitativ og arie, hvor sangen får en mere sangbar melodisk form, men stadig bevare tekstens talende karakter og fri rytme.
Rolle i opera, oratorier og kantater
Recitativets hovedrolle er at fremme handlingen, binde scener og musikalske numre sammen og give plads til klar tekstforståelse. Det fungerer ofte som overgang mellem arier, duetter og korpartier — det er den narrative lim i en dramatisk struktur. I oratorier og kantater bruges recitativ tilsvarende til at fortælle bibelske eller poetiske tekster og til at skifte mellem recitativ og mere musikalsk udfoldede satser.
Notation og opførelse
Traditionelt noteres recitativ med fri rytme og uden regelmæssige taktstreger, fordi musikken følger prosodien (sangens tekstrytme) snarere end en fast taktart. Basso continuo-stemmen kan være skrevet med figurering (figured bass), som cembalisten fortolker og ofte improviseret ud fra. I moderne opførelser kan dirigenten eller udgiveren tilføje taktstreger for at lette samspillet, men mange historisk informerede opførelser bevarer den friere karakter.
Sangeren leverer recitativet med stor vægt på tydelig artikulation og tekstens naturlige betoning. Ornamentik og små melodiske udsving kan anvendes for at understrege følelser eller vigtige ord; i barokrepertoiret var en vis grad af improvisation forventet både af sanger og continuo-spiller.
Musisk karakter og udtryk
Recitativ er ofte mere enkelt melodisk end en arie, men kan være meget udtryksfuldt: harmonier, rytmiske pauser, harmoniændringer og orkestrale figurer kan alle bruges til at illustrere eller forstærke tekstens betydning. Derfor kan recitativ i hænderne på dygtige komponister være både dramatisk og musikalsk interessant.
Historisk udvikling
I barokken (1600–1750) var recitativ en fast del af operastrukturen — tænk på komponister som Monteverdi og Handel, hvor skiftet mellem recitativ og arie var centralt. I klassicismen fortsatte formen, men blev ofte mere finpudset (fx i Mozart). I det 19. århundrede begyndte grænserne mellem aria og recitativ at udviskes: komponister som Wagner udviklede en mere gennemkomponeret stil, hvor musikalske sekvenser flyder ind i hinanden uden klare stop mellem recitativ og aria, og hvor hele dramaturgien bærer musikalsk interesse.
Komponister og eksempler
Eksempler på berømte recitativ findes i begyndelsen af operaens historie (Monteverdis L'Orfeo), i Händels oratorier (fx Messias), i Mozarts operaer, og i 19. århundredes italienske og tyske repertoire, hvor både secco- og accompagnato-recitativer anvendes. Senere komponister udviklede formen eller undgik den til fordel for kontinuerlig musikalsk drama.
Kort opsummering
- Funktion: Fortælle handling, binde musikalske afsnit sammen, fremhæve tekstens prosodi.
- Hovedtyper: Recitativo secco, recitativo accompagnato, arioso.
- Udførelse: Tæt på tale, rytmisk fri, ofte med basso continuo eller orkester, plads til improvisation.
- Udvikling: Fra klart adskilte recitativ/arie-par i barokken til mere sammenflydende, gennemkomponerede former i romantikken og videre.
Recitativ forbliver et vigtigt redskab for dramatisk fortælling i vokalmusikken og er centralt for forståelse af, hvordan musik og tekst samarbejder i opera, oratorier og kantater.
Spørgsmål og svar
Q: Hvad er recitativ i musik?
A: Recitativ er en type musik, som fortæller en historie hurtigt og konversationelt, som om den blev talt.
Q: Hvad betyder udtrykket "recitativo"?
A: Udtrykket "recitativo" betyder "at recitere" på italiensk.
Q: I hvilke typer musik bruger man recitativ?
A: Recitativ bruges i operaer, oratorier og kantater.
Q: Hvornår blev operaen opfundet?
A: Opera blev opfundet omkring år 1600.
Q: Hvordan akkompagneres recitativ typisk, når der kun bruges ét tangentinstrument?
A: Når recitativet kun ledsages af et tangentinstrument, kaldes det "recitativo secco" eller "tørt recitativ".
Q: Hvad er forskellen mellem "recitativo secco" og "recitativo accompagnato"?
A: "Recitativo secco" er kun akkompagneret af et tangentinstrument, mens "recitativo accompagnato" er akkompagneret af et orkester.
Q: Er der taktstreger i recitativ?
A: Nej, der er ingen taktstreger i recitativ, fordi der ikke er nogen regelmæssig rytme.
Søge