Le nozze di Figaro, ossia la folle giornata (Figaros ægteskab eller Galskabens dag) er en opera buffa med musik af Wolfgang Amadeus Mozart og en italiensk libretto af Lorenzo Da Ponte. Operaen havde premiere på Burgtheater i Wien den 1. maj 1786. Den blev ved premieren overvejende godt modtaget; forestillingen blev dog så lang, fordi næsten hver scene fik et ekstranummer, at kejseren ifølge samtidige beretninger ikke brød sig om længden og ønskede forestillingen forkortet.

Librettoen bygger på det franske skuespil La folle journée, ou le Mariage de Figaro (1784) af Pierre Beaumarchais. Beaumarchais’ stykke var i sin samtid kontroversielt og blev endda kortvarigt forbudt i Frankrig på grund af sit kritiske indhold over for adel og autoriteter. For Mozarts opera blev de mest politisk følsomme passager fjernet eller blødt op, så Da Pontes tekst til sidst blev godkendt af den wieneriske censur.

Handling og struktur

Operaen foregår over en enkelt dag og udspiller sig på grev Almavivas gods. Handlingens kerne er tjenestefolkene Figaros og Susannas forestående bryllup og de forviklinger, som greven selv skaber ved at rette sine øjne imod Susanna. Fortællingen blander komiske misforståelser, forklædninger og romantiske intriguer med mere alvorlige temaer som social uretfærdighed, kvinders stilling og magtmisbrug.

Værket er komponeret i fire akter og er kendt for sin tætte dramatiske opbygning, hvor ensemblescener og finale-økninger binder handlingen sammen og driver intrigen frem.

Personer og berømte numre

  • Figaro – den kvikke tjener
  • Susanna – Figaros forlovede og grevindens kammerpige
  • Grev Almaviva – en magtfuld, men jaloux adelsmand
  • Grevinden (Countess) – grevens ulykkelige hustru
  • Cherubino – en ung sidekick-figur, ofte spillet som en pantsat ungdom
  • Andre: Marcellina, Dr. Bartolo, Antonio, Basilio m.fl.

Flere arier og scener fra operaen er særligt kendte og hyppigt opført:

  • "Non più andrai" (Figaros tale om Cherubinos fremtid) – et af de mest berømte mandlige ensembler/ariosi.
  • "Voi che sapete" (Cherubinos følelsesudbrud) – en lyrisk kort arie ofte fremhævet for sin umiddelbarhed.
  • "Porgi amor" og "Dove sono" (Grevinden) – udtryk for grevindens længsel og værdighed.
  • Overturen samt de store ensemblescener og aktfinaler, som demonstrerer Mozarts evne til dramatisk karakterisering gennem musik.

Musikalsk stil og betydning

Mozarts musik til Figaro kombinerer komisk energi med dyb psykologisk indsigt. Han anvender vokale ensembles som drivkraft i handlingen og lader musikken afsløre karakterernes indre liv. Operaen repræsenterer et højdepunkt i klassisk opera buffa, hvor komisk plot og alvorlige temaer flettes sammen.

Figaro er også vigtig i Mozarts samarbejde med Lorenzo Da Ponte; trioen af operaer, de skabte sammen — Le nozze di Figaro (1786), Don Giovanni (1787) og Così fan tutte (1790) — regnes som nogle af de mest betydningsfulde værker i operarepertoiret.

Modtagelse og eftermæle

Ved premieren vakte forestillingen stor interesse, og dens popularitet spredte sig hurtigt over Europa. Siden da har Le nozze di Figaro været en fast bestanddel af det internationale operarepertoire. Dens sociale satire, dramaturgiske sammenhængskraft og musikalske genialitet har givet den en varig plads i både forskning og opførelser, og operaen anses ofte for at være et af Mozarts mest modne og humane værker.