The Final Cut er det tolvte studiealbum af Pink Floyd. Det blev indspillet i forskellige studier i Storbritannien fra juli til december 1982 og udkom i marts 1983. Det er det sidste Pink Floyd-studiealbum med bandets bassist og primære sangskriver Roger Waters, og det står som et centralt værk i overgangen mellem bandets samarbejdsperiode og Waters' senere solokarriere.
Baggrund og indspilning
Indspilningerne til The Final Cut fandt sted efter udgivelsen af The Wall, hvor spændingerne i bandet allerede var store. The Wall-sessionerne havde ført til, at keyboardisten Rick Wright blev fyret af Waters, og Wright deltog derfor ikke på dette album. Produktionsarbejdet blev ledet af Waters sammen med produceren James Guthrie, og orkestreringer og arrangementer blev leveret af Michael Kamen. Musikalsk er albummet præget af tætte arrangementer, filmiske strygere og en gennemgående fortællerstemme fra Waters.
Tema og tekster
Albummet er et konceptværk med stærkt politiske og personlige temaer. Det er dedikeret til Waters' far og omtales af Waters selv som et slags minde og kritik af den post‑krigstidens løftebrud i Storbritannien. Teksterne tager fat på emner som krig, tab, politik og frustration over samtidens lederskab — blandt andet i kølvandet på Falklandskrigen — og rummer både satire og sorg. Undertitlen, og den formulering der også fremgår af coveret, lyder: The Final Cut: A Requiem for the Post-War Dream - af Roger Waters, fremført af Pink Floyd, hvilket understreger Waters’ centrale rolle i skabelsen af albummet.
Musikalsk stil og medvirkende
Alle sange på albummet er skrevet af Roger Waters, og musikalsk er det et af de mest teksttunge og narrative Pink Floyd-albums. David Gilmour bidrager med guitar og står for leadvokal på én sang ("Not Now John"), mens størstedelen af vokalen varetages af Waters. Nick Mason spiller trommer, men den klassiske keyboard-rolle, som tidligere blev udfyldt af Rick Wright, er i praksis erstattet af sessionmusikere og orkestertoner. Michael Kamen bidrager med arrangementer og orkesterledelse, hvilket giver albummet dets filmiske lydlandskab.
Modtagelse og kommerciel succes
Reaktionerne på The Final Cut var blandede. Nogle anmeldere og lyttere roste albummets lyriske ambition og følelsesmæssige tyngde, mens andre kritiserede, at det føltes mere som et Roger Waters-soloarbejde end et ægte samarbejde fra Pink Floyd. På trods af den splittede kritiske modtagelse blev albummet kommercielt succesfuldt og gik højt på hitlisterne ved udgivelsen.
Efterspil og betydning
Spændingerne under indspilningerne bidrog til, at The Final Cut ofte betragtes som Waters’ sidste store arbejde inden hans officielle udtræden af bandet. Efterfølgende fulgte juridiske og personlige konflikter om bandets navn og rettigheder, og Pink Floyd fortsatte efterfølgende uden Waters med en ændret musikalsk profil. Musikalsk og tematisk markerer albummet et punktuelle skifte i bandets historie og fungerer i dag som en vigtig dokumentation af Waters’ sangskrivning og politiske engagement i begyndelsen af 1980’erne.
Ingen af albummets sange er nogensinde blevet opført live af Pink Floyd som gruppe, selv om nogle af dem er blevet opført live af Waters under hans soloturnéer. Waters' dominans på albummet ses tydeligst på bagsiden af coveret, hvor der står: The Final Cut: A Requiem for the Post-War Dream - af Roger Waters, fremført af Pink Floyd.