En forebyggende krig er en krig, hvor et land iværksætter en militær aktion mod et andet land eller en anden gruppe, som udgør en reel trussel om at føre krig mod dem. Formålet er at stoppe truslen, før landet eller gruppen har mulighed for at slå til. Dette er en gammel filosofi om krig eller om at forebygge en krig. Sun Tzu, den gamle kinesiske general, militære ekspert og filosof, rådede til at bruge forebyggende krig for at sikre sig, at fjenden ikke angriber først. En krigserklæring kan eller kan ikke komme før et forebyggende første angreb. Præventiv krig betragtes som en defensiv handling. Det gælder, når det er klart, at en fjende truer med et angreb, og at dette angreb vil gøre stor skade. Et land, der præventivt angriber et andet land for at forsvare sig selv, kan også hævde, at det var en moralsk handling og undgå at blive betegnet som en angriber.

Definition og forskel til præemptivt angreb

Begreberne bruges ofte om hinanden, men i sikkerhedspolitisk sprog skelner man typisk mellem:

  • Præemptivt (foregribende) angreb: Et angreb som udføres, når en fjendes angreb er umiddelbart forestående — altså når truslen er indlysende og nært forestående.
  • Præventivt (forebyggende) angreb: Et angreb for at neutralisere en fjende, som i fremtiden forventes at udgøre en alvorlig trussel, men hvor angrebet endnu ikke er umiddelbart nært forestående.

I almindelig tale bruges "præventiv" ofte om begge typer, men den juridiske og normative forskel er vigtig: præemptiv selvforsvar kan i visse tilfælde anses som lovligt, mens bredt forebyggende krig mod en potentiel fremtidig trussel normalt er stærkt kontroversiel og ofte ulovlig.

International ret

FN-pagten forbyder generelt brug af magt mellem stater, bortset fra to situationer:

  • Når Sikkerhedsrådet godkender militær magtanvendelse.
  • Når en stat udøver retslig selvforsvar efter et væbnet angreb (jf. artikel 51).

Der er ikke nogen klar, universel regel i folkeretten, som tillader brede forebyggende krige. Mange stater og internationale jurister accepterer i visse tilfælde anticipatorisk eller præemptivt selvforsvar, hvis en angrebssituation er umiddelbart overhængende. Den klassiske test for dette kaldes ofte Caroline-testen (nødvendighed må være "øjeblikkelig, overvældende, efterlade intet valg, ingen mulighed for forsinkelse").

Det Internationale Domstol (ICJ) og andre organer har ikke givet noget entydigt mandat til ubegrænset forebyggende krig. Derfor vil et angreb, der kategoriseres som forebyggende, ofte blive betragtet som ulovligt, medmindre der foreligger særlige omstændigheder eller en klar Sikkerhedsrådsresolution.

Etik og retfærdiggørelse

Etisk vurderes forebyggende krig ud fra flere synsvinkler:

  • Jus ad bellum (retten til at gå i krig): Omfatter kriterier som ret årsag, korrekt myndighed, sidste udvej (last resort), proportionalitet og god grund (just cause).
  • Jus in bello (føringen af krig): Selv hvis krigen er retfærdiggjort, skal den føres efter regler om diskrimination (skelne mellem kombattanter og civile) og proportionalitet.

Argumenter for forebyggende krig bygger ofte på ansvar for at beskytte eget folk mod store skader. Kritikere påpeger, at den åbner for magtmisbrug, forkerte efterretninger, og at den nedbryder internationale normer mod anstiftelse af magtanvendelse.

Kriterier der ofte nævnes for at gøre en præventiv aktion mere legitim

  • Nødvendighed: Intet realistisk alternativ til at forhindre truslen.
  • Umiddelbarhed/imminens: Truslen er nært forestående (eller klart voksende i fare og hastighed).
  • Proportionalitet: Svaret må ikke være ude af proportion i forhold til den forventede trussel.
  • Sidste udvej: Diplomatiske og ikke-militære midler er forsøgt eller umulige.
  • Autorisation/ansvarlighed: Ideelt set godkendelse fra relevante internationale organer (fx FN's Sikkerhedsråd).

Historiske og moderne eksempler

Debatten om præventive og præemptive angreb rummer mange historiske sager:

  • 1967: Seksdageskrigen mellem Israel og naboerne omtales ofte som præemptiv, fordi Israel slog til mod nært forestående angrebssituationer.
  • 2003: Irak-krigen blev internationalt kritiseret som et eksempel på forebyggende krigsførelse mod en trussel, som mange mente ikke var tilstrækkeligt dokumenteret.

Moderne sikkerhedspolitik, især i forbindelse med masseødelæggelsesvåben og terrortrusler, har gjort forebyggende doktriner mere diskuterede, men også mere omstridte.

Risici og konsekvenser

Mulige negative følger af at tillade forebyggende krig som almindelig praksis omfatter:

  • Øget risiko for fejlbedømmelser og fejlagtige angreb baseret på usikre efterretninger.
  • Fremme af militær oprustning og et "først slå til" præg i international politik.
  • Escalering og regional ustabilitet, samt tab af legitimitet for international ret og multilaterale institutioner.

Konklusion

Præventiv krig er et komplekst og omstridt fænomen. Mens argumentet om at forhindre stor skade kan synes moralsk tiltalende i enkelttilfælde, står dette ofte i konflikt med grundlæggende regler i international ret og risikoen for misbrug. De fleste retlige og etiske analyser peger derfor på strenge betingelser (imminens, nødvendighed, proportionalitet, sidste udvej og helst international godkendelse) før en sådan handling kan betragtes som legitim.