Serengeti

Serengeti National Park

Geografi

Parken dækker 14.763 km² græslandssletter og savanne samt flodskov og skovområder. Parken ligger i den nordlige del af landet og grænser mod nord op til den nationale grænse mellem Tanzania og Kenya, hvor den er sammenhængende med Masai Mara National Reserve. Sydøst for parken ligger Ngorongoro Conservation Area, sydvest for parken ligger Maswa Game Reserve, og ved de vestlige grænser ligger Ikorongo og Grumeti Game Reserves, og nordøst for parken ligger Loliondo Game Control Area.

Kun få mennesker har lov til at bo i nationalparken. Undtaget er parkens personale, forskere og personale fra Frankfurt Zoological Society samt personale på de forskellige lodges og hoteller. Den vigtigste bebyggelse ligger ved Seronera.

Parken har tre regioner:

• Serengeti-sletterne: det endeløse, næsten træløse græsland i syd. Det er her, at gnuerne yngler, da de opholder sig på sletterne fra december til maj. Andre hovdyr - zebraer, gazeller, impalaer, hårdføre dyr, topi, bøfler og vandbukke - forekommer også i store mængder i den våde sæson. Kopjes er granithøje, som er meget almindelige i regionen, og de er gode observationsposter for rovdyr og et tilflugtssted for hyrax og pytons.
• Den vestlige korridor: Den "sorte bomuldsjord" (i virkeligheden sort lerjord) dækker den sumpede savanne i denne region. Grumeti-floden er hjemsted for enorme nilkrokodiller, colobusaber og krigsørnen. Migrationen passerer igennem fra maj til juli.
• Nordlige Serengeti: Landskabet er domineret af åbne skovområder og bakker fra Seronera i syd til Mara-floden i Kenya. Bortset fra de vandrende gnuer og zebraer (som optræder fra juli til august og i november) er den buskede savanne det bedste sted at finde elefanter, giraffer og dik dik dik.

Dyreliv

Ud over træk af hovdyr har parken en sund bestand af andre dyr, især de "Big Five":

• Løve: Serengeti menes at rumme den største bestand af løver i Afrika, hvilket til dels skyldes de mange byttedyr, der findes her. I øjeblikket lever der mere end 3000 løver i dette økosystem.
• Afrikansk leopard: Disse tilbageholdende rovdyr ses almindeligvis i Seronera-regionen, men er til stede i hele nationalparken med en nuværende bestand på omkring 1000 dyr.
• Afrikansk elefant: flokkene er ved at komme sig efter det lavpunkt i 1980'erne, der blev forårsaget af krybskytteri, og befinder sig hovedsagelig i parkens nordlige områder.
• Sort næsehorn: hovedsageligt omkring kopjes i midten af parken, hvor der kun er meget få individer tilbage på grund af den voldsomme krybskytteri. Individer fra Masai Mara-reservatet krydser til tider parkens grænse og kommer ind i Serengeti fra den nordlige del.
• Afrikanske bøfler: stadig talrig og til stede i et sundt antal, men antallet er blevet noget reduceret på grund af sygdom

Parken huser også mange andre arter, herunder geparden, Thomsons og Grants gazelle, topi, eland, vandbuk, hyæne, bavian, impala, afrikansk vildhund og giraf. Parken kan også prale af omkring 500 fuglearter, herunder struds, sekretærfugl, Kori-trappe, kronet trane, marabou-stork, kampørn, kærlighedsfugle og mange arter af gribbe.

En impala i parken, marts 2011

Ngorongoro Conservation Area

Ngorongoro er calderaen af en stor udslukt vulkan, som er en del af Serengeti-området.

Ngorongoro Conservation Area (NCA) er et UNESCO-verdensarvsområde 180 km vest for Arusha i Crater Highlands-området i Tanzania.

Ngorongoro-krateret

Ngorongoro-krateret, en stor vulkansk caldera, er det vigtigste element i NCA. Krateret, der blev dannet, da en kæmpevulkan eksploderede og kollapsede på sig selv for to til tre millioner år siden, er 610 m dybt, og dets bund dækker 260 km2. ²

Den oprindelige vulkan blev anslået til at være mellem 4500 og 5800 meter høj.

Selv om krateret betragtes som "et naturligt indhegnet område" for en lang række forskellige dyreliv, forlader op til 20 % eller mere af gnuerne (Connochaetes taurinus) og halvdelen af zebraerne (Equus burchelli) krateret i den våde sæson. Ngorongoro-løverne er meget indavlede og har mange genetiske problemer, der er blevet overført fra generation til generation. Dette skyldes de meget få nye blodlinjer, der kommer ind i den lokale genpulje, fordi kun få migrerende hanløver kommer ind i krateret udefra. De, der kommer ind i krateret, kan ofte ikke bidrage til genpuljen. Kraterets hanløver kan på grund af deres store størrelse (som skyldes en rigelig fødekilde) let fordrive konkurrenter udefra.

Dyrebestandene i krateret omfatter de fleste arter i Østafrika, men der findes ingen impalaer (Aepyceros melampus), giraffer (Giraffa camelopardalis) eller krokodiller (Crocodylus niloticus).

Kraterets højland på den side, der vender ud mod de østlige passatvinde, modtager 800-1200 mm regn om året og er stort set dækket af bjergskov, mens den mindre stejle vestvæg kun modtager 400-600 mm; denne side er græs- og buskland med Euphorbia bussei træer. Kraterbunden er for det meste et åbent græsland med to små skovområder domineret af Acacia xanthophloea.

Munge Stream dræner Olmoti-krateret mod nord og er den vigtigste vandkilde, der løber ud i den sæsonbestemte saltsø i midten af krateret. Denne sø er kendt under to navne: Makat, som maasaierne kaldte den, hvilket betyder salt, og Magadi. Lerai-bækkenet dræner de fugtige skove syd for krateret, og det giver næring til Lerai-skoven på kraterbunden - når der er nok regn, løber Lerai også ud i Magadi-søen. Lodges og NCA's hovedkvarterers indvinding af vand reducerer mængden af vand, der løber ind i Lerai, med ca. 25 %.

Den anden store vandkilde i krateret er Ngoitokitok-kilden, som ligger nær den østlige kratervæg. Her er der et picnicsted, der er åbent for turister, og en stor sump, der forsynes af kilden, og området er beboet af flodheste, elefanter, løver og mange andre. Der findes mange andre små kilder rundt om kraterbunden, og disse er vigtige vandforsyninger for dyrene og de lokale masaier, især i tørkeperioder.

Ud over flokke af zebraer, gazeller og gnuer er krateret hjemsted for de "Big Five Game", dvs. næsehorn, løve, leopard, elefant og bøffel. Krateret er vært for næsten alle de enkelte arter af vilde dyr i Østafrika med et anslået antal på 25 000 dyr i krateret.

Efter anbefalingerne fra et udvalg af forskere efter tørken i 2000 blev der gennemført et økologisk afbrændingsprogram i krateret, som indebærer årlige eller halvårlige kontrollerede afbrændinger af op til 20 % af græsarealerne. Maasai har nu lov til at lade deres kvæg græsse i krateret, men de skal gå ind og ud dagligt.

Olduvai-slugten

Beskyttelsesområdet beskytter også Olduvai Gorge i sletteområdet. Den betragtes som menneskehedens hjemsted efter fundet af de tidligste kendte eksemplarer af menneskeslægten Homo habilis samt tidlige hominidae, såsom Paranthropus boisei.

Olduvai Gorge eller Oldupai Gorge er en stejl kløft med stejle sider i Great Rift Valley, som strækker sig langs det østlige Afrika. Olduvai ligger i den østlige Serengeti-slette i det nordlige Tanzania og er omkring 30 miles lang. Den ligger i regnskyggen af Ngorongoro-højlandet og er den tørreste del af regionen.

Det er et af de vigtigste forhistoriske steder i verden. Forskningen på stedet har i høj grad udviklet vores forståelse af den tidlige menneskelige udvikling. Udgravningsarbejdet blev indledt af Mary og Louis Leakey i 1950'erne. Det fortsættes stadig i dag af deres familie. I Pleistocæn var stedet en stor sø, hvis bredder blev dækket af skiftende aflejringer af vulkansk aske. For ca. 500.000 år siden afledte seismisk aktivitet en nærliggende strøm, som begyndte at skære ned i sedimenterne og afsløre syv hovedlag i kløftens vægge.

Olduvai Gorge, februar 2006