Genesaret sø

Historie og skrifter

Galilæasøen ligger på den gamle Via Maris-vej, der forbandt Egypten med de nordlige imperier. Grækerne, hasmonæerne og romerne startede byer og bosættelser her: Gadara, Hippos, Tiberias og andre. Historikeren Flavius Josephus fra det 1. århundrede skrev om en stor fiskeindustri på dette tidspunkt, hvor 230 både regelmæssigt arbejdede i søen.

En stor del af Jesu virke foregik ved bredden af Galilæasøen. Dengang var der mange bosættelser og landsbyer rundt om søen, og der var masser af handel og færgefart med både. Markusevangeliet (1:14-20), Matthæusevangeliet (4:18-22) og Lukasevangeliet (5:1-11) fortæller, hvordan Jesus fik fire af sine apostle fra bredden af Galilæasøen: fiskerne Simon og hans bror Andreas samt brødrene Johannes og Jakob. En af Jesus' berømte belæringer, Bjergprædikenen, blev givet på en bakke med udsigt over søen. Mange af hans mirakler er også blevet beskrevet som værende sket her: han gik på vandet, han fik en storm til at stilne af, han bespiste fem tusinde mennesker og mange andre mirakler.

I 135 blev det andet jødiske oprør mod romerne, kaldet Bar Kokhba-opstanden, slået ned. Romerne reagerede ved at sende alle jøder væk fra Jerusalem og ikke lade dem komme tilbage. Centret for jødisk kultur og lærdom flyttede således til Kinneret-området, især til byen Tiberias.

På det byzantinske imperiums tid gjorde søens betydning for Jesu liv den til et vigtigt mål for kristne pilgrimme. Dette førte til en udvikling af en turistindustri med pakkerejser og masser af komfortable kroer.

Middelalderlige tider

Søen mistede sin betydning, da byzantinerne mistede kontrollen med den. Området kom under Umayyad-kalifatets og senere islamiske imperiernes kontrol. Bortset fra Tiberias begyndte de større byer lidt efter lidt at stå tomme. I 1187 besejrede Saladin korstogenes hære i slaget ved Hattin, hovedsagelig fordi han afskærede korsfarerne fra det værdifulde ferskvand i Galilæasøen.

Moderne tider

I 1909 byggede jødiske pionerer deres første kooperative landbrugsby (kibbutz), Kvutzat Kinneret, som uddannede jødiske immigranter i landbrug og landbrug. Kinneret var centrum for kibbutz-kulturen i den tidlige zionisme.

I 1923 blev grænsen mellem det britiske mandat Palæstina og det franske mandat Syrien fastsat i en aftale mellem Storbritannien og Frankrig. Briterne gav de sydlige Golanhøjder til franskmændene til gengæld for den nordlige Jordandalen. Grænsen blev trukket igen, så begge sider af Jordanfloden og hele Galilæa-søen, herunder en 10 meter bred stribe langs den nordøstlige kyst, blev gjort til en del af Palæstina [1]. FN's delingsplan fra 1947 placerede dette område inden for den jødiske stat.

Under den arabisk-israelske krig i 1948 besatte Syrien søens nordøstlige bred. I 1967 overtog staten Israel kontrollen med hele Galilæasøen og Golan under seksdageskrigen. Syrien gør stadig krav på søens nordøstlige kyst [2] og hævder, at den er en del af Golanhøjderne.

Israels nationale vandforsyningsanlæg, der blev bygget i 1964, fører vand fra søen til Israels befolkningscentre og er kilden til det meste af landets drikkevand. Israel leverer også vand fra søen til Vestbredden og til Jordan (i henhold til vilkårene i fredstraktaten mellem Israel og Jordan). Den øgede efterspørgsel efter vand og nogle tørre vintre har resulteret i en lavere vandstand, som undertiden er farlig.

I dag er turismen igen meget vigtig i området. Hele Galilæasøen er et populært ferieresortsområde. De mange historiske og åndelige steder omkring søen, især hovedbyen Tiberias, besøges hvert år af millioner af lokale og udenlandske turister. Andre økonomiske aktiviteter omfatter fiskeri i søen og landbrug, især bananer, i det frugtbare bælte af land omkring søen.

En af de vigtigste attraktioner er det sted, hvor Kinneret løber ud i Jordanfloden. Tusindvis af pilgrimme fra hele verden kommer hvert år for at blive (gen)døbt der.

Galilæa Søen


Fisker i Galilæasøen, 1890-1900

Relaterede sider

• Tiberias