Jane Austens modtagelseshistorie: Fra anonym forfatter til ikonisk klassiker

Jane Austen levede hele sit liv som en del af en stor og tæt familie. Hendes familie tilhørte den nederste del af den engelske adel. Hendes families faste støtte var meget vigtig for Austens udvikling som forfatterinde. Austen læste f.eks. de første udkast til alle sine bøger op for sin familie. På denne måde fik hun opmuntring og hjælp. Faktisk var det hendes far, der først forsøgte at få hendes bog på tryk. Austens uddannelse som forfatter varede fra hun var teenager til hun var omkring 35 år. I løbet af denne tid eksperimenterede hun med forskellige litterære former. Dette omfattede bl.a. brevromanen (roman i breve), som hun prøvede og ikke brød sig om. Hun skrev og reviderede tre vigtige romaner og påbegyndte en fjerde. Da Sense and Sensibility (1811), Pride and Prejudice (1813), Mansfield Park (1814) og Emma (1815) udkom i trykken, blev hun en succesfuld forfatter.

Men det var ikke let for kvinder at skrive romaner i begyndelsen af det 19. århundrede. Det skyldtes, at det gjorde dem berømte. Det fik også folk til at synes, at de var ufeminine. Så som mange andre kvindelige forfattere udgav Austen sine bøger i hemmelighed. Med tiden blev hendes forfatterskab dog en åbenlys hemmelighed blandt aristokratiet. Under et af hendes besøg i London inviterede prins regenten hende hjem til sig. Hans bibliotekar viste hende rundt og fortalte, at regenten var meget glad for hendes bøger. Bibliotekaren tilføjede, at "hvis Miss Austen havde en anden roman på vej, kunne hun frit dedikere den til prinsen". Austen kunne ikke lide prinsen, som brugte mange penge. Hun ønskede ikke at følge dette forslag. Hendes venner overtalte hende dog til at følge det. Derfor blev Emma dedikeret til ham. Austen afviste herefter bibliotekarens forslag om at skrive en historisk romance til prinsens datters bryllup.

I det sidste år af sit liv reviderede Austen Northanger Abbey (1817) og skrev Persuasion (1817). Hun begyndte også på endnu en roman, som senere fik titlen Sanditon. Hun nåede ikke at færdiggøre den inden sin død. Austen havde ikke tid til at se Northanger Abbey eller Persuasion igennem trykken. Hendes familie udgav dem dog som én bog efter hendes død. Hendes bror Henry inkluderede en "Biographical Notice of the Author". Denne korte biografi fik folk til at tænke på Austen som en stille tante, der skrev i sin fritid. "Hverken håbet om berømmelse eller profit blandede sig med hendes tidlige motiver (formål) ... [S]o meget skyggede hun for berygtethed, at ingen ophobning af berømmelse ville have fået hende, hvis hun havde levet, til at anbringe (sætte) sit navn på nogen af hendes penneproduktioner ... i offentligheden vendte hun sig bort fra enhver hentydning til karakteren af forfatterinde." Austen viser dog i sine breve begejstring over at få sine bøger trykt. Hun var også interesseret i, hvor mange penge bøgerne ville indbringe. Austen var en professionel forfatter.

Austens værker er kendt for deres realisme, bidende sociale kommentarer og kloge brug af fri indirekte tale. De er også bemærkelsesværdige for deres burleskhed og ironi. De kritiserer romanerne om følsomhed i anden halvdel af det 18. århundrede. De er en del af ændringen til 1800-tallets realisme. Som Susan Gubar og Sandra Gilbert forklarer, grinede Austen af "kærlighed ved første blik, lidenskabens forrang (første betydning) over alle andre følelser og/eller pligter, heltens ridderlige bedrifter, heltindens sårbare følsomhed, de elskendes proklamerede (erklærede) ligegyldighed over for økonomiske hensyn og forældrenes grusomme grusomhed". Austens historier fokuserer, selv om de er komiske, på den måde, hvorpå kvinder er afhængige af ægteskab for at sikre social status og økonomisk sikkerhed. Hun var også optaget af moralske problemer, ligesom Samuel Johnson, som havde stor indflydelse på hende.

Austens bøger blev hurtigt på mode. Aristokrater, der kunne lide at bestemme tidens mode og smag, kunne især lide dem. Henrietta Ponsonby, grevinde af Bessborough, skrev om Sense and Sensibility i et brev til en veninde. Hun sagde: "Det er en klog roman.  ... selv om den ender dumt, var jeg meget underholdt af den." Prinsesse Charlotte Augusta, 15-årig datter af prinsregenten, sammenlignede sig selv med Marianne Dashwood. Hun bemærkede: "Jeg tror, at Marianne og jeg er meget ens i temperament, at jeg bestemt ikke er så god, den samme uforsigtighed, osv.". Pride and Prejudice blev nydt af Richard Sheridan, en person, der skrev skuespil. Han sagde til en ven, at han skulle "[b]uy den straks", for det "var noget af det klogeste", han nogensinde havde læst. Anne Milbanke, Lord Byrons kommende hustru, skrev, at "jeg er færdig med romanen Pride and Prejudice, som jeg synes er et meget overlegent (godt) værk". Hun tilføjede, at "det er den mest sandsynlige fiktion, jeg nogensinde har læst", og at den var blevet "i øjeblikket den mest moderne roman". Dowager Lady Vernon fortalte en veninde, at Mansfield Park var "[ikke] meget af en roman, mere historien om en familiefest på landet, meget naturlig". Lady Anne Romilly fortalte sin veninde, forfatteren Maria Edgeworth, at "[Mansfield Park] er blevet ret almindeligt beundret her". Edgeworth sagde senere, at "vi har været meget underholdt af Mansfield Park".

Det høje samfund kunne lide og godkendte Austens romaner. De fik dog kun få anmeldelser, mens hun var i live. Der var to for Sense and Sensibility. Stolthed og fordom fik tre. Mansfield Park fik ingen. Der var syv for Emma. De fleste af anmeldelserne var korte, omhyggelige og anerkendende. De fokuserede for det meste på de moralske lektioner i hendes bøger. Brian Southam skriver om disse anmeldere: "deres opgave var blot at give korte (korte) anmeldelser, udvidet med citater, til gavn (til gavn) for kvindelige læsere, der sammensatte deres bibliotekslister og kun var interesseret i at vide, om de ville kunne lide en bog på grund af dens historie, dens karakterer og dens morale".

Den berømte forfatter Walter Scott skrev den længste og mest dybtgående af disse anmeldelser. Han blev af forlæggeren John Murray bedt om at anmelde Emma. Emma var udkommet på tryk (uden at det blev nævnt, hvem forfatteren var) i martsnummeret 1816 af Quarterly Review. Ved at bruge anmeldelsen som en måde at rose romanen på, roste Scott Austens værker. Han roste hendes evne til at kopiere "fra naturen, som hun virkelig eksisterer i de almindelige livets gangarter, og præsentere læseren ... en korrekt og slående repræsentation af det, der dagligt (hver dag) finder sted omkring ham". Den moderne Austen-forsker William Galperin har bemærket, at "i modsætning til nogle af Austens læglæsere, der erkendte hendes afvigelse (forskel) fra den realistiske praksis, som den var blevet foreskrevet og defineret på det tidspunkt, kan Walter Scott meget vel have været den første til at installere Austen som realist par excellence". Scott skrev i sin private dagbog i 1826 om Austen. Dette blev senere en meget citeret sammenligning:

Læste også igen og for tredje gang i hvert fald Miss Austens meget fint skrevne roman Stolthed og fordom. Den unge dame havde et talent for at beskrive det almindelige livs engagement, følelser og karakterer, som jeg aldrig har mødt før. Den store Bow-wow-stamme kan jeg selv lave som enhver anden nu, men det udsøgte touch, der gør almindelige banale ting og karakterer interessante ud fra sandheden i beskrivelsen og følelsen, er mig nægtet. Hvilken skam, at et så begavet væsen døde så tidligt!

Northanger Abbey og Persuasion blev udgivet sammen i december 1817. De blev anmeldt i British Critic i marts 1818 og i Edinburgh Review and Literary Miscellany i maj 1818. Anmelderen af British Critic mente, at Austens store brug af realisme var et bevis på en begrænset fantasi. Anmelderen af Edinburgh Review var af en anden mening. Han roste Austen for hendes "udtømmende opfindsomhed". Han var også tilfreds med Austens historier, fordi de blandede velkendte scener med overraskende drejninger. Austen-forskere har påpeget, at disse tidlige anmeldere ikke vidste, hvad de skulle mene om hendes værker. For eksempel forstod de forkert hendes brug af ironi. Anmelderne troede, at Sense and Sensibility og Pride and Prejudice var historier om dyd, der overvinder laster.

I Quarterly Review i 1821 udkom en anden anmeldelse. Richard Whately var en engelsk forfatter og teolog. Han udgav den mest seriøse tidlige anmeldelse af Austens værk. Whately sammenlignede Austen og store forfattere som Homer og Shakespeare med fordel. Han roste den dramatiske kvalitet i hendes historier. Han sagde også, at romanen var en rigtig, respektabel litteraturgenre. Han hævdede, at fantasifuld litteratur, især fortællende litteratur, var meget værdifuld. Han sagde endda, at de var vigtigere end historie eller biografi. Når det var godt udført, som Austens værker var, sagde Whately, at romaner skrev om menneskelige erfaringer, som læseren kunne lære af. Med andre ord mente han, at det var moralsk. Whately tog også Austens position som kvindelig forfatter op. Han skrev: "Vi formoder, at en af Miss Austens [sic] store fortjenester i vores øjne er den indsigt, hun giver os i kvindelige personers særpræg. ... Hendes heltinder er det, som man ved, at kvinder må være, selv om man aldrig kan få dem til at erkende (indrømme) det." Der kom ingen bedre kritik af Austen på tryk før slutningen af det nittende århundrede. Whately og Scott havde indledt den victorianske tidsalders syn på Austen.

Austen havde et stort antal læsere, som kunne lide og respekterede hende i det 19. århundrede. Ifølge kritikeren Ian Watt kunne de lide hendes "samvittighedsfulde ... troskab mod den almindelige (sædvanlige) sociale erfaring". Austens værker var dog ikke lige præcis, hvad hendes romantiske og victorianske britiske publikum kunne lide. De ønskede, at "stærke følelser [blev] autentificeret af en uhyrlig udfoldelse af lyd og farver i skriften". Victorianske kritikere og publikum kunne lide værker af forfattere som Charles Dickens og George Eliot. Sammenlignet med dem virkede Austens værker smalle og stille. Austens værker blev sat i trykken igen fra slutningen af 1832 eller begyndelsen af 1833. Richard Bentley trykte dem i serien Standard Novels, og de forblev trykt i lang tid derefter. De blev dog ikke bestsellere. Southam beskriver hendes "læsepublikum mellem 1821 og 1870" som "minut ved siden af det kendte publikum for Dickens og hans samtidige".

De mennesker, der læste Austen, opfattede sig selv som kloge læsere. De var de få kultiverede. Dette blev et velkendt tema i Austen-kritikken i det nittende og tidlige tyvende århundrede. George Henry Lewes var filosof og litteraturkritiker. Han talte om dette tema i en række artikler i 1840'erne og 1850'erne. "The Novels of Jane Austen" blev sat i trykken i Blackwood's Magazine i 1859. Heri roste Lewes Austens bøger for "kunstens økonomi ... den lette tilpasning af midlerne til formålet, uden hjælp (hjælp) fra overflødige elementer". Han sammenlignede hende også med Shakespeare. Han hævdede, at Austen ikke var god til at opfinde plots. Han nød dog stadig den dramatiske kvalitet i hendes værker. Han sagde: "Læserens puls slår aldrig, hans nysgerrighed er aldrig intens (meget stærk); men hans interesse aftager (stopper) aldrig et øjeblik. Handlingen begynder; personerne taler, føler og handler; alt, hvad der bliver sagt, følt eller gjort, tenderer mod at forvikle eller afvikle handlingen; og vi bliver næsten gjort til både aktører og tilskuere (seere) i det lille drama."

Forfatteren Charlotte Brontë kunne lide Austens værker, fordi de var sandfærdige om hverdagen. Brontë kaldte hende dog "kun snu (klog) og observant". Hun sagde, at der ikke var nok lidenskab i hendes arbejde. For Brontë virkede Austens arbejde formelt og snævert. I et brev skrevet til G.H. Lewes i 1848 sagde Brontë, at hun ikke kunne lide Pride and Prejudice. Hun sagde bl.a:

Hvorfor kan du så godt lide miss Austen? Jeg er forvirret på det punkt ... Jeg læste Deres sætning, og så fik jeg bogen. Og hvad fandt jeg? Et nøjagtigt daguerreotypisk portræt af et almindeligt (hverdags)ansigt; en omhyggeligt indhegnet, højt kultiveret have med pæne border og fine blomster; men intet glimt af en lys og levende fysiognomi, intet åbent land, ingen frisk luft, ingen blå bakke, ingen smuk bæk. Jeg ville næppe have lyst til at bo sammen med hendes damer og herrer i deres elegante, men indelukkede huse.

- Charlotte Brontë

Snart efter at Austens værker blev trykt i Storbritannien, blev de udgivet i nogle europæiske lande. De begyndte at blive udgivet i 1813 med en fransk oversættelse af Pride and Prejudice. Den blev hurtigt efterfulgt af tyske, hollandske og svenske udgaver. De var ikke altid lette at få fat i i Europa. Austen var ikke særlig kendt i Rusland. Den første russiske oversættelse af en Austen-roman udkom først i 1967. Austens værker blev oversat til forskellige europæiske sprog. Europæerne så dog ikke hendes værker som en del af den engelske romantradition. Dette skyldtes til dels de ændringer, som oversætterne foretog. De indførte sentimentalisme i Austens værker. De undlod også at indføje hendes humor og ironi. Derfor opfattede de europæiske læsere oftere Walter Scotts stil som den engelske roman.

De store ændringer, der blev foretaget af hendes oversættere, gjorde, at Austen blev modtaget anderledes på kontinentet end i Storbritannien. For eksempel oversatte den franske forfatter Isabelle de Montolieu flere af Austens romaner til den franske sentimentale roman. I Montoliues Stolthed og fordom blev livlige samtaler (samtaler) mellem Elizabeth og Darcy erstattet af rolige, ordentlige samtaler. I Jane Austens værk sagde Elizabeth, at hun "altid har set en stor lighed i [deres] sindets drejning" (hendes og Darcys). Hun siger, at det skyldes, at de er "uvillige til at tale, medmindre [de] forventer at sige noget, der vil forbløffe (overraske) hele rummet". Dette bliver dog til "Moi, je garde le silence, parce que je ne sais que dire, et vous, parce que vous aiguisez vos traits pour parler avec effet." ("Mig, jeg tier, fordi jeg ikke ved, hvad jeg skal sige, og dig, fordi du ophidser dine træk med effekt, når du taler.") Cossy og Saglia forklarede, at "den lighed i sindet, som Elizabeth tager for givet, bliver benægtet (ikke givet) og kønsforskellen indført". Austens værker blev i Frankrig opfattet som en del af en sentimental tradition. På grund af dette var man mere interesseret i værker af franske realister som Stendhal, Balzac og Flaubert. Austen blev også behandlet som en romantisk forfatter i Tyskland.

Biografier om familien

I årevis troede folk det samme om Austen som om Scott og Whately. Kun få mennesker læste faktisk hendes romaner. I 1870 blev den første vigtige Austen-biografi, A Memoir of Jane Austen, skrevet af Jane Austens nevø, James Edward Austen-Leigh, og trykt. Dette ændrede den måde, som folk tænkte på Austen på. Da den udkom på tryk, steg Austens popularitet og kritiske anseelse betydeligt. Memoirerne fik folk til at tænke på en ufaglært forfatter, der skrev mesterværker. Folk troede, at Austen var en stille, midaldrende ugift tante. Det fik dem til at føle, at hendes værker var sikre for respektable victorianske familier at læse. Memoirerne fik Austens bøger til at blive trykt igen i stort antal. De første populære udgaver kom ud i 1883. De var en billig serie trykt af Routledge. Herefter fulgte udgaver med billeder, samlersæt og videnskabelige udgaver. Kritikerne mente dog stadig, at kun folk, der virkelig kunne forstå den dybe mening i Austens bøger, skulle læse dem. Efter at Memoirerne blev trykt, blev der imidlertid trykt meget mere kritik af Austen. Der kom mere ud på to år, end der var kommet ud i de sidste 50 år.

I 1913 udgav William Austen-Leigh og Richard Arthur Austen-Leigh en familiebiografi. Den havde titlen: Jane Austen: Her Life and Letters-A Family Record. William og Arthur var begge en del af Austen-familien. Den var hovedsagelig baseret på familiepapirer og breve. Den beskrives af Austen-biografen Park Honan som "præcis, stabil (stabil), pålidelig og til tider levende og suggestiv". Forfatterne bevægede sig væk fra den sentimentale tone, som Memoirerne havde. De gik dog ikke meget videre end de familieoptegnelser og traditioner, som de altid havde haft. Derfor byder deres bog kun på fakta. Den tilbyder ikke meget fortolkning.

Kritik

I den sidste del af det 19. århundrede blev de første kritiske bøger om Austens værker trykt. I 1890 trykte Godwin Smith Life of Jane Austen. Dette indledte en "ny fase i den kritiske arv". Dermed begyndte den "formelle (officielle) kritik". Man begyndte at fokusere på Austen som forfatter og analysere de måder, der gjorde hendes forfatterskab specielt. Southam sagde, at der var meget mere Austen-kritik omkring 1780. Han sagde også, at anmeldelserne blev bedre. Han var dog bekymret over den "visse ensartethed" i dem:

Vi ser romanerne blive rost for deres elegante form og overfladiske "finish", for realismen i deres fiktive verden, for deres karakterers mangfoldighed og vitalitet (styrke), for deres gennemgående humor og for deres blide og udogmatiske moral og dens unuancerede formidling. Romanerne er værdsat for deres "perfektion". Men det anses for at være en snæver perfektion, der er opnået inden for rammerne af den hjemlige komedie.

Richard Simpson, Margaret Oliphant og Leslie Stephen var nogle af de bedste anmeldere. I en anmeldelse af Memoirerne sagde Simpson, at Austen var en alvorlig, men ironisk kritiker af det engelske samfund. Han indledte to fortolkningstemaer: at bruge humor til at kritisere samfundet og ironi som et middel til moralsk undersøgelse. Han fortsatte Lewes' sammenligning med Shakespeare og skrev, at Austen:

begyndte med at være en ironisk kritiker; hun gav udtryk for sin dømmekraft ... ikke ved direkte kritik, men ved indirekte at efterligne og overdrive sine forbilleders fejl. ... Kritik, humor, ironi, ikke en dømmekraft, der giver en dom, men en mimiker, der spørger, mens han gør nar, er hendes kendetegn.

Simpson's essay var ikke kendt. Det fik ikke megen indflydelse, før Lionel Trilling citerede det i 1957. Margaret Oliphant var en anden vigtig forfatter, hvis kritik af Austen ikke fik megen indflydelse. Hun beskrev Austen som "bevæbnet med en 'fin åre af feminin kynisme', 'fuld af subtil kraft, skarphed, finesse og selvbeherskelse (kontrol)', med en 'udsøgt sans' for det 'latterlige', 'en fin stikkende, men blødt stemt foragt', hvis værker er meget 'rolige og kolde og skarpe'". Denne form for kritik blev ikke fuldt udviklet før 1970'erne. Det var her, at den feministiske litteraturkritik begyndte.

Austens værker havde været trykt i USA fra 1832. Det var dog først efter 1870, at amerikanerne begyndte at tage Austens værker seriøst i betragtning. Som Southam siger, "for amerikanske litterære nationalister var Jane Austens kultiverede scene for bleg, for indskrænket, for raffineret, for uhøjtideligt uheroisk". Austen var ikke demokratisk nok for amerikanerne. Hendes bøger havde heller ikke de grænsetemaer, som ofte kom frem i amerikansk litteratur. Den måde, amerikanerne tænkte om Austen på, blev repræsenteret i et skænderi mellem William Dean Howells og Mark Twain. Gennem sine essays var Howells med til at gøre Austen meget mere populær. Twain brugte dog Austen til at argumentere mod den anglofile tradition i Amerika. I sin bog Following the Equator beskrev Twain biblioteket på sit skib: "Jane Austens bøger ... er fraværende i dette bibliotek. Alene denne ene udeladelse ville gøre et ret godt bibliotek ud af et bibliotek, der ikke havde en eneste bog i det."

Janeitter

Encyclopædia Britannica's ændrede den måde, de beskrev Austen på, efterhånden som hun blev mere og mere populær. Den ottende udgave (1854) kaldte hende "en elegant romanforfatter". Den niende udgave (1875) roste hende som "en af de mest fornemme (bemærkelsesværdige) moderne britiske romanforfattere". Austen-romaner begyndte at blive studeret på universiteterne. Hendes værker begyndte også at komme frem i historier om den engelske roman. De fleste mennesker tænkte stadig på hende som "kære tante Jane", sådan som hun først blev præsenteret i Memoirerne. Howells havde gjort dette billede af Austen berømt gennem sine essays i Harper's Magazine. Forfatteren og kritikeren Leslie Stephen beskrev en mani for Austen, der voksede i 1880'erne, som "Austenolatry". Det var først efter at Memoiren blev trykt, at læserne begyndte at kunne lide Austen som person. Indtil da havde litterære eliter sagt, at deres glæde ved Austen viste, hvor kloge de var. Men omkring 1990'erne blev de bekymrede over, hvor populære Austens værker blev. De begyndte at kalde sig janeitter. De ønskede at vise, at de var anderledes end de mennesker, som de mente ikke forstod Austen ordentligt.

Den amerikanske forfatter Henry James kunne lide Austen. Han sagde engang, at hun var lige så stor som Shakespeare, Cervantes og Henry Fielding - "livets fine malere". Men James mente, at Austen var en "ubevidst" kunstner, som var "instinktiv og charmerende". I 1905 sagde James, at han ikke brød sig om den offentlige interesse for Austen. Han sagde, at den var mere end Austens "iboende fortjeneste (værdi) og interesse" fortjente. James sagde, at dette mest skyldtes den "stive brise fra den kommercielle, ... den særlige boghandlerånd". ... den gruppe af udgivere, redaktører, illustratorer, producenter af tidsskrifternes behagelige vrøvl; som har fundet deres 'kære,' vores kære, alles kære, Jane ... til deres materielle formål, ... til smuk gengivelse i alle mulige varianter af det, der kaldes smagfuldt, og i det, der tilsyneladende viser sig at være salgbart, form."

Reginald Farrer, en britisk rejseforfatter, kunne ikke lide det sentimentale billede af "tante Jane". I stedet ønskede han at studere Austens fiktion på en ny måde. I 1917 offentliggjorde han et langt essay i Quarterly Review. Jane Austen-forskeren A. Walton Litz kaldte det den bedste enkeltstående introduktion til hendes værker. Southam kalder det som et "janeitisk" værk uden tilbedelse. Farrer hævdede, at Jane Austen ikke var ubevidst (uenig med James). Han sagde, at hun var en forfatter med stor koncentration og en skarp kritiker af sit samfund. Han kaldte hende "strålende og ubarmhjertig", "lidenskabsløs, men alligevel ubarmhjertig", med "den stålsatte kvalitet, den uhelbredelige strenghed i hendes dømmekraft". Farrer var en af de første kritikere, der så Austen som en subversiv forfatter.

Austen-forskningen var begyndt at skinne i lyset af flere vigtige tidlige værker. Disse værker hjalp Austen til at blive godt accepteret i det akademiske miljø. Det første var Oxford Shakespeare-forskeren Andrew Cecil Bradleys essay fra 1911. Dette essay blev "generelt (stort set) betragtet (set) som udgangspunktet for den seriøse akademiske tilgang til Jane Austen". Bradley påpegede Austens bånd til 1700-tallets kritiker og forfatter Samuel Johnson. Han hævdede, at hun var både moralist og humorist. Ifølge Southam var dette argument "helt (helt) originalt". Bradley opdelte Austens værker i "tidlige" og "sene" romaner. Forskere adskiller stadig Austens værker som Bradley gjorde det i dag. Den anden originale kritiker af Austen i begyndelsen af det tyvende århundrede var R. W. Chapman. Hans udgave af Austens værker var den første videnskabelige udgave af en engelsk romanforfatters værker. Chapman-udgaven har været grundlaget for alle efterfølgende udgaver af Austens værker.

Efter Bradley og Chapman voksede Austen-forskningen meget hurtigt i 1920'erne. Den britiske forfatter E. M. Forster fremhævede Austens værker for sin idé om den "runde" karakter. Det var med udgivelsen i 1939 af Mary Lascelles' Jane Austen and Her Art - "den første omfattende historiske og videnskabelige undersøgelse" af Austen - at det akademiske studium af hendes værker modnedes. Lascelles inkluderede et kort essay om hende, en undersøgelse af de bøger Austen læste og deres indflydelse på hendes forfatterskab samt en undersøgelse af Austens stil og "narrative kunst". Lascelles mente, at kritikerne før hende alle havde arbejdet på en måde "så lille, at læseren ikke ser, hvordan de er nået frem til deres konklusioner, før han tålmodigt har fundet sin egen vej til dem". Hun ønskede at studere alle Austens værker, stil og teknikker samlet. Kritikere efter Lascelles var enige om, at hun studerede dem godt. Lascelles var interesseret i Austens forbindelse til Samuel Johnson og hendes ønske om at diskutere moral gennem fiktion. I dette var hun meget lig Bradley før hende. Men omkring dette tidspunkt begyndte nogle Austen-fans at bekymre sig om, at hendes værker kun blev nydt af få mennesker. De var bange for, at Austen kun blev kritiseret af akademikere. Dette var et argument, der fortsatte til begyndelsen af det 21. århundrede.

Midt i århundredet begyndte revisionistiske synspunkter at blive populære, og forskere begyndte at studere Austen mere skeptisk. D. W. Harding, der tilføjede Farrer, skrev et essay med titlen "Regulated Hatred: An Aspect of the Work of Jane Austen". Han hævdede, at Austen ikke støttede samfundets skikke, og at hendes ironi ikke var morsom, men bitter. Han hævdede også, at Austen ønskede at vise fejlene i det samfund, hun skrev om. Gennem sin brug af ironi forsøgte Austen at beskytte sig selv som kunstner og person mod den adfærd og de skikke, hun ikke brød sig om. Næsten samtidig trykte den britiske kritiker Q. D. Leavis "Critical Theory of Jane Austen's Writing" i Scrutiny i begyndelsen af 1940'erne. Heri argumenterede Leavis for, at Austen var en professionel og ikke en amatør (uuddannet) forfatter. Hardings og Leavis' artikler blev fulgt op af Jane Austen: Irony as Defense and Discovery (1952). Denne blev skrevet af Martin Mudrick, som så Austen som ensom, defensiv og kritisk over for sit samfund. Han beskrev omhyggeligt sammenhængen mellem Austens holdning til sin tids litteratur, og hvordan hun brugte ironi til at vise forskellen på, hvordan samfundet var, og hvordan hun mente, det kunne være. En vigtig britisk kritiker, F. R. Leavis, sagde i The Great Tradition (1948), at Austen var en af de store forfattere af engelsk skønlitteratur. Ian Watt var enig og var med til at forme argumenterne om romanens genre. De revisionistiske synspunkter og Leavis' ord bidrog til, at Austen fik et godt ry blandt akademikere. De var enige om, at hun "kombinerede (satte sammen) [Henry Fieldings og Samuel Richardsons] kvaliteter af indadvendthed og ironi, realisme og satire for at danne en forfatter, der var overlegen (bedre end) begge".

Efter Anden Verdenskrig begyndte folk at studere Austen mere grundigt og på forskellige måder. Mange har studeret Austen som en politisk forfatter. Kritikeren Gary Kelly forklarer: "Nogle ser hende som en politisk 'konservativ', fordi hun synes at forsvare den etablerede samfundsorden. Andre ser hende som sympatisk indstillet over for 'radikal' politik, der udfordrede den etablerede orden, især i form af patriarkatet ... Nogle kritikere ser Austens romaner som ... komplekse, idet de kritiserer aspekter af den sociale orden, men støtter stabilitet og et åbent klassehierarki." I Jane Austen and the War of Ideas (1975), måske det vigtigste af disse værker, argumenterer Marilyn Butler for, at Austen var stærkt påvirket af de vigtigste moralske og politiske argumenter i sin tid, og at hun havde en partisk, stærkt konservativ og kristen holdning til disse argumenter. Alistair M. Duckworth i The Improvement of the Estate: A Study of Jane Austen's Novels (1971) hævder, at Austen brugte begrebet "estate" til at symbolisere alt det, der var vigtigt ved ... det engelske samfund, som skulle bevares (bevares), forbedres og gives videre til fremtidige generationer. Som Rajeswari Rajan bemærker, "er ideen om en politisk Austen ikke længere seriøst udfordret". De spørgsmål, som forskere nu studerer, omfatter bl.a: "revolutionen, krig, nationalisme, imperium, klasse, 'forbedring' [af godset], præsteskabet, byen mod (mod) landet, afskaffelse, professionerne, kvindefrigørelse; om hendes politik var Tory, Whig eller radikal; om hun var konservativ eller revolutionær, eller om hun indtog (bevarede) en reformistisk position mellem disse yderpunkter".

I 1970'erne og 1980'erne blev Austen-forskningen påvirket af Sandra Gilbert og Susan Gubars The Madwoman in the Attic (1979). The Madwoman in the Attic udforsker det nittende århundredes kvindelige engelske forfatteres "eksplosive vrede" under deres "dekorative (ordentlige) overflader". Dette værk har sammen med anden feministisk kritik af Austen fået folk til at se hende som en kvindelig forfatter. Den interesse, som disse kritikere viste for Austen, fik folk til at opdage og studere andre kvindelige forfattere på Austens tid. Også da Julia Prewitt Browns Jane Austen's Novels: Social Change and Literary Form (1979), Margaret Kirkhams Jane Austen: Feminism and Fiction (1983), og Claudia L. Johnsons Jane Austen: Women, Politics and the Novel (1988) blev trykt, kunne forskerne ikke længere hævde, at Austen var decideret "apolitisk, eller endda ... 'konservativ'". Kirkham sagde for eksempel, at Austens og Mary Wollstonecrafts tankegang var ret ens. Hun kaldte dem begge for "oplysningsfeminister". Johnson placerer også Austen i en politisk tradition fra det attende århundrede. Hun bemærker dog den indflydelse Austen fik fra de politiske romaner fra 1790'erne, der var skrevet af kvinder.

I slutningen af 1980'erne, 1990'erne og 2000'erne dominerede ideologisk, postkolonial og marxistisk kritik Austen-undersøgelser. Edward Said skabte en ophedet debat og dedikerede et kapitel i sin bog Culture and Imperialism (1993) til Mansfield Park, idet han hævdede, at "Antiguas" perifere position og spørgsmålet om slaveri viste, at kolonial undertrykkelse var en uudtalt antagelse i det engelske samfund i begyndelsen af det 19. århundrede. I Jane Austen and the Body: "The Picture of Health" (1992) udforskede John Wiltshire Austens personers optagethed af sygdom og helbred. Wiltshire behandlede aktuelle teorier om "kroppen som seksualitet" og mere generelt om, hvordan kulturen "indskrives" i repræsentationen af kroppen. Der har også været en tilbagevenden til æstetiske overvejelser med D. A. Millers Jane Austen, or The Secret of Style (2003), som forbinder kunstneriske overvejelser med queer-teori.