Fyrstendømmet Capua (latin: Principatus Capuae eller Capue, italiensk: Principato di Capua) var en stat i den sydlige del af den italienske halvø. Den eksisterede fra det 9. århundrede til det 11. århundrede. I det meste af sin historie var den i praksis uafhængig, men officielt under det vest- og østromerske riges overhøjhed.

Capua var oprindeligt et gastaldat under Fyrstendømmet Benevento og derefter et amt under Fyrstendømmet Salerno. Capua blev styret af langobarderne indtil 1058, hvor det blev erobret af normannerne.




 

Historisk baggrund og territorium

Capua lå i det nordlige Campania, strategisk placeret ved indfaldsvejene mellem kystbyerne (f.eks. Napoli) og indlandet samt langs ruter til det centrale Italien. Områdets økonomi byggede på landbrug i den frugtbare slette omkring byen, kontrollen over handelsveje og indtægter fra lokale markeder. Byen Capua fungerede som administrativ og militær base for fyrstendømmet.

Politiske strukturer og herskerdynastier

Capua udviklede sig fra gastaldatet under Benevento til en selvstændig magt i løbet af 800- og 900-tallet, i takt med at Beneventos indre splittelser gav lokale ledere større frihed. Den mest fremtrædende herskerfamilie var de såkaldte Landulfider (ofte kaldet Landulf-dynastiet), som herskede gennem flere generationer og etablerede arvelig magt over området. Fyrsternes titel og magtområde kunne variere: perioder med stærk central kontrol afløstes af intern splittelse, hvor hele eller dele af fyrstendømmet lå under indflydelse fra naboer eller allierede.

Relationer med naboer og stormagter

Capua var politisk aktiv i det komplicerede magtspil i det sydlige Italien: i kamp og alliancer med de andre langobardiske fyrstedømmer (Benevento, Salerno), med bystaten Napoli, med pavestolen og ofte i spændinger eller forhandlinger med det østromerske (byzantinske) rige. Fyrstendømmet vekslede mellem at søge formel overhøjhed fra større magter og at handle selvstændigt for at beskytte lokale interesser.

Kultur, kirke og økonomi

Som en langobardisk stat bar Capua præg af en blanding af germanske skikke og det romersk-bysantinske miljø i Syditalien. Fyrsterne var ofte mæcener for klostre og kirker — blandt andet havde forholdet til klostret Montecassino stor betydning for både politik og kultur i regionen. Lokal ret, militær organisation og administrative vaner afspejlede både langobardisk tradition og assimilering af romerske/bysantinske institutioner.

Tidslinje: vigtige begivenheder

  • 9.–10. årh.: Capua vokser fra gastaldat under Benevento til en i praksis selvstændig magt i det nordlige Campania.
  • 9.–11. årh.: Landulfiderne dominerer det politiske liv og forsøger at fastholde dynastisk kontrol trods indre stridigheder og ydre pres.
  • 1058: Capua erobres af normannerne; den langobardiske regeringstid slutter formelt.
  • Efter 1058: Capua indlemmes i det normative styre i Syditalien og bliver en del af den politiske omdannelse, der fører til etableringen af Kongeriget Sicilien i begyndelsen af 1100-tallet.

Faldet og eftermæle

I 1058 styrkede normannerne deres greb i det sydlige Italien ved at erobre Capua, hvorved langobardernes politiske selvstændighed sluttede. Under normannisk styre fortsatte Capua som et vigtigt administrativt centrum, nu integreret i en ny politisk orden, som senere kulminerede i Kongeriget Sicilien. Arven fra fyrstendømmet ses stadig i lokal topografi, arkæologiske fund og i middelalderlige skriftlige kilder, som giver indblik i langobardisk administration, kirkeliv og aristokratisk kultur i Syditalien.

Bemærk: Mange detaljer om interne magtkampe og enkelte herskeres handlinger er dokumenteret i middelalderlige kilder, der til tider modsiger hinanden; derfor er præcis rækkefølge og karakter af begivenheder ofte genstand for historisk forskning og debat.