Langobarderne – historie, oprindelse og indvandring til Italien (568–774)

Langobarderne: Grundig gennemgang af deres oprindelse, kultur og indvandring til Italien 568–774 — krig, religion, politik og deres arv i middelalderens Italien.

Langobarderne var et germansk folk, som herskede over det meste af den italienske halvø fra 568 til 774. De mente selv, at de oprindeligt kom fra det sydlige Skandinavien. I gamle dage havde de dyrket naturen, men senere tilbad de Odin. De lod lange skæg vokse til ære for Odin og blev kendt som "Longobarder", hvilket betyder "lange skæg".

Omkring 560 e.Kr. blev Audoin, som var deres leder og kriger, efterfulgt af sin søn Alboin, en ung og energisk leder. Han besejrede nogle nabostammer, og i foråret 568 ledte Alboin derefter den langobardiske indvandring til Italien. Ifølge Lombardiernes historie: "Derefter forlod langobarderne Pannonien og skyndte sig at tage Italien i besiddelse med deres koner og børn og alt deres gods."

Da de kom til Italien, fulgte de fleste langobarder stadig deres gamle religion, men nogle af dem var arianske kristne. De fleste af dem antog senere ortodokse kristne synspunkter. I de senere år kæmpede de mod frankerne og senere mod muslimerne. Normannerne kæmpede også med dem mellem 1017 og 1078 e.Kr. Som følge heraf bestod Italien af mange små stater indtil den moderne tid.

Oprindelse og migration

Langobardernes egen tradition — bevaret især i den 8. århundredes historie af Paul the Deacon (Historia Langobardorum) — fører deres oprindelse tilbage til det område, der svarer til det sydlige Skandinavien. Moderne forskere mener dog, at langobardernes forfædre bevægede sig gennem Centraleuropa og i senantikken opholdt sig i Pannonien (nuværende Ungarn og omegn), før de under Alboins ledelse drog videre mod Italien i 568.

Kongeriget i Italien

Under Alboin rykkede langobarderne hurtigt ind i det nordlige og centrale Italien og erobrede blandt andet byen Pavia, som blev kongedømmets vigtigste by og senere reelle hovedstad. Langobardernes rige bestod ikke af ét centraliseret kongedømme, men af en række hertugdømmer (dukedømmer) og besiddelser, hvor lokale hertuger havde stor selvstændighed. I syd dannedes stærke, halvuafhængige magtcentre som hertugdømmet Benevento, som i praksis kunne stå uden for kongemagtens direkte kontrol.

Nogle nøglepunkter:

• Alboin ledte invasionen 568; Pavia faldt kort efter og blev central.
• Konger som Rothari (r. 636–652) udstedte vigtige lovsamlinger — Edictum Rothari (643) — der fastslog landets juridiske rammer og status for frie mænd og adel.
• Under Liutprand (r. 712–744) nåede kongeriget en ny højdemæssig styrke og fik øget kontakt med den pavelige kurie og byzantinske områder.

Religion, samfund og lov

Ved indvandringen var mange langobardere stadig hedenske, mens andre for længst var blevet arianske kristne efter kontakt med andre germanske folk. I løbet af 600‑ og 700‑tallet sluttede de fleste sig gradvist til den katolske (ortodokse) kirke, en proces der hjalp med at integrere dem i den italienske romerske befolkning. Konverteringen styrkede også forbindelsen mellem langobardiske konger og paven.

Lovgivning som Edictum Rothari er en af de vigtigste kilder til kendskab om langobardisk ret, skikke og samfundsstruktur. Den fremhæver især kriger- og ejendomsrettigheder og viser tydelig kontinuitet med germanske retsprincipper, samtidig med at der findes stærke spor af romersk-administrativ indflydelse i byerne.

Forhold til naboer og fald

Langobarderne stod ofte i kamp eller forhandling med byzantinerne, som beholdt kontrollen over kystbyer og eksarkatet Ravenna i flere hundrede år. Der var også både alliancer og stridigheder med paven og andre italienske magter. Fra midten af 700‑tallet blev relationen til frankerne vigtigere: paven søgte frankisk hjælp mod langobardisk pres.

Det langobardiske kongedømmes formelle afslutning kom i 774, da frankerkongen Karl den Store (Charlemagne) blokerede og efter en længere belejring erobrede Pavia og afsatte den sidste langobardiske konge, Desiderius. Karl overtog titlen "rex Langobardorum" og indlemmede store dele af Italien i sit väldige rige. Enkelte sydlige langobardiske herredømmer, især Benevento, bevarede dog en vis uafhængighed i længere tid, indtil de i løbet af 1000‑tallet blev påvirket eller erobret af Normannerne.

Kulturarv og eftermæle

Selvom langobardernes politiske magt i Norditalien ophørte i 774, efterlod de sig varige spor:

• Arkitektur og kirkebyggeri: flere kirker og klostre i Italien bærer præg af langobardisk kunst og byggestil — fx Santa Sofia i Benevento.
• Skattekister og smykker: langobardisk metalhåndværk (fibler, smykker) viser høj kunstnerisk kvalitet og er vigtige arkæologiske kilder.
• Den såkaldte Jernkrone (Corona Ferrea), bevaret i Monza, forbindes med lombardisk-royal symbolik og blev senere brugt ved kroninger i Norditalien.
• Sprogligt og institutionelt efterladte spor findes i nogle italienske dialekter, stednavne og i dele af rettens traditioner.

Samlet set spillede langobarderne en central rolle i overgangen mellem antikken og middelalderen på den italienske halvø: de bidrog til det politiske opbrud efter Romerrigets fald, til dannelsen af det middelalderlige Europas magtbalancer og til udviklingen af en lokal kultur, der kombinerede germanske og romerske elementer.

Spørgsmål og svar

Q: Hvem var langobarderne?

Q: Hvor troede langobarderne, at de oprindeligt kom fra?

Q: Hvem tilbad langobarderne i oldtiden og senere?

Q: Hvorfor blev langobarderne kendt som "longobarder"?

Q: Hvem ledte den lombardiske migration til Italien?

Q: Hvilken religion fulgte de fleste lombarder, da de først ankom til Italien?

Q: Hvem kæmpede langobarderne med i de senere år?

Søg efter bogstav