Kerneenergipolitik – definition, global udbredelse og sikkerhed
Kerneenergipolitik: Klar guide til global udbredelse, atomkraft, sikkerhedsrisici og ikke-spredning — nationale beslutninger og fremtidens energistrategi.
Kerneenergipolitik dækker nationale og internationale beslutninger og regler, som vedrører nogle eller alle aspekter af kerneenergi. Det omfatter blandt andet minedrift efter nukleart brændsel, udvinding og forarbejdning af brændsel fra malmen, elproduktion ved hjælp af kernekraft, berigning, oparbejdning og oplagring af brugt nukleart brændsel samt sikkerhed og afvikling af reaktorer. Fordi civil kerneenergi og atomvåbenteknologi er teknologisk forbundne, spiller militære ambitioner og sikkerhedspolitiske overvejelser ofte en væsentlig rolle i energipolitiske beslutninger. Frygt for spredning af kernevåben påvirker også betydeligt internationale aftaler og nationale politikker.
Global udbredelse og kapacitet
Anvendelsen af kerneenergi er koncentreret til et relativt begrænset antal lande. Hvor der tidligere (eksempelvis i 2007) var 31 lande med kernekraftværker, har antallet i de seneste år ligget omkring 30–33 stater, idet nogle nye lande er kommet til og andre har udfaset anlæg. I begyndelsen af 2020'erne var der globalt set omkring 430–450 kommercielle reaktorer i drift med en samlet installeret kapacitet i størrelsesordenen nogle få hundrede gigawatt.
De lande, som historisk og i nyere tid har haft den største andel af deres elproduktion fra kernekraft, inkluderer blandt andre Frankrig (hvor en stor del af elektriciteten stammer fra kernekraft, typisk i størrelsesordenen 60–75 % afhængig af år), Litauen (tidligere stærk afhængighed, men med væsentlige ændringer efter lukning af Ignalina), Belgien, Bulgarien, Slovakiet, Sverige, Ukraine og Sydkorea. Den største producent af kernekraftkapacitet har traditionelt været USA, efterfulgt af lande som Frankrig og Kina, mens Japan og andre lande også har betydelig kapacitet afhængig af politiske beslutninger.
Politiske reaktioner efter større ulykker
Alvorlige ulykker som Three Mile Island (1979), Tjernobyl (1986) og Fukushima (2011) har påvirket politikken i mange lande. Efter Fukushima blev der truffet markante beslutninger i flere stater: Tyskland standsede og planlagde udfasning af sine reaktorer (de sidste reaktorer blev afviklet i begyndelsen af 2023), Italien fastholdt sin beslutning om ikke at genindføre civil atomkraft efter folkeafstemninger, og flere lande indførte moratorier eller mere restriktive rammer for nye anlæg. Flere europæiske stater valgte at bremse eller stramme reglerne for opførelse af nye reaktorer.
Samtidig er der fortsat mange lande, som aktivt planlægger nye reaktorer eller udvider eksisterende kapacitet – især i Asien (f.eks. Kina, Sydkorea og Indien), i Mellemøsten (f.eks. De Forenede Arabiske Emirater) og i nogle europæiske lande. Globalt har der i de seneste år været en blanding af udfasninger i nogle lande og nybyggeri i andre.
Sikkerhed, affald og ikke-spredning
Sikkerhed er centralt i kerneenergipolitikken. Moderne reaktordesigns indeholder passive sikkerhedssystemer, som mindsker risikoen for ulykker, men teknisk sikring, regulering, tilsyn og beredskab er afgørende. Hændelser demonstrerer, at både menneskelige, organisatoriske og naturrelaterede faktorer kan føre til alvorlige konsekvenser.
Håndtering af radioaktivt affald er en vedvarende udfordring. Langtidslagring og endelig bortskaffelse kræver robuste og politisk acceptérbare løsninger; projekter som dybdeoplagring i klippeformationer (fx Onkalo i Finland) er blandt de mest avancerede initiativer internationalt. Oparbejdning af brugt brændsel bruges i nogle lande (for eksempel i Frankrig og Rusland) til at reducere volumen og genanvende brændsel, men det rejser også politiske og ikke-spredningsrelaterede spørgsmål.
For at begrænse spredning af nuklear teknologi til militære formål spiller FN-organet International Atomic Energy Agency (IAEA) og traktater som Non-Proliferation Treaty (NPT) en central rolle. IAEA udfører safeguards-inspektioner og teknisk bistand, mens internationale aftaler, eksportkontroller og nationale sikkerhedsforanstaltninger søges anvendt for at mindske risikoen for spredning af atomvåbenmateriale.
Økonomi, offentlig opfattelse og fremtidige tendenser
Økonomi er et væsentligt element i kerneenergipolitikken: kernekraft kræver høje startinvesteringer, lange byggetider og kompleks finansiering. Driftstilskud, garantier og politisk stabilitet påvirker projektøkonomien. Samtidig bidrager kernekraft med stabile, lavemissionsbaserede produktionsmuligheder, hvilket har genoplivet interessen i nogle kredse i forbindelse med klima- og dekarboniseringsmål.
Fremtidige tendenser omfatter udvikling og planlagt udrulning af små modulære reaktorer (SMR), avancerede reaktorer med forbedret sikkerhed og fleksibilitet, samt forskning i fusionsenergi på længere sigt. Disse teknologier påvirker, hvordan politikere og beslutningstagere vurderer kernekraftens rolle i fremtidens energimix.
Politiske holdninger i verden i dag
- Mange lande fører aktivt en kerneenergipolitik, der kombinerer regulering, investering og sikkerhedstilsyn.
- Flere lande har valgt at undlade eller fravælge kommerciel atomkraft (fx Australien, Østrig, Danmark, Grækenland, Irland, Italien, Letland, Liechtenstein, Luxembourg, Malta, Portugal, Malaysia, New Zealand og Norge) og fører en politik, der er skeptisk over for opførelse af nye reaktorer.
- Andre lande prioriterer udbygning eller vedligehold af kernekraft som en del af en lavemissionsstrategi (fx Kina, Indien, De Forenede Arabiske Emirater og enkelte europæiske stater).
Kerneenergipolitik er dermed et komplekst krydsfelt mellem energi-, klima-, sikkerheds- og industripolitik. Lokale forhold, økonomi, teknologisk udvikling og internationale aftaler bestemmer i høj grad, hvordan hvert land vælger at bruge eller afstå fra kernekraft.
Tjernobyl-kernekraftværkets reaktor nr. 4, den omsluttende sarkofag og mindesmærket, 2009.
Otte tyske atomkraftreaktorer (Biblis A og B, Brunsbuettel, Isar 1, Kruemmel, Neckarwestheim 1, Philippsburg 1 og Unterweser) blev permanent lukket ned den 6. august 2011 efter atomkatastrofen i Fukushima i Japan.
Kerneenergipolitik efter land
Oversigt
Efter ulykken i 2011 på Fukushima Daiichi-kernekraftværket er Kina, Tyskland, Schweiz, Israel, Malaysia, Thailand, Storbritannien, Schweiz, Malaysia, Thailand og Filippinerne i gang med at revidere deres atomkraftprogrammer. Indonesien og Vietnam har stadig planer om at bygge atomkraftværker. Lande som Australien, Østrig, Danmark, Grækenland, Irland, Luxembourg, Portugal, Israel, Malaysia, New Zealand, Nordkorea, Norge og Norge er fortsat modstandere af atomkraft.
Australien
Australien producerer ingen kernekraft. Planerne om at undersøge, om landet skulle udvikle atomkraft, blev opgivet, efter at Kevin Rudd, der var imod, blev valgt til premierminister i 2007.
Finland
I 2006 havde Finlands kernekraftprogram fire atomreaktorer. Den første af disse blev taget i brug i 1977. De leverer nu 27 % af Finlands elektricitet.
Den tredje Olkiluoto-reaktor bliver den nye europæiske tryksatte reaktor. Den skal efter planen sættes i drift i 2011 og vil have en effekt på 1600 MWe.
Byggeriet af Olkiluoto 3 blev påbegyndt i august 2005. To og et halvt år senere er projektet "mere end to år forsinket og mindst 50 % over budgettet, og tabet for udbyderen anslås til 1,5 mia. euro".
Frankrig
Efter oliekrisen i begyndelsen af 1970'erne besluttede den franske regering i 1974 at gå i retning af selvforsyning med elektricitet, primært gennem opførelse af atomkraftværker. Frankrig producerer i dag ca. 78,1 % af sin elektricitet ved hjælp af kernekraft. Da Frankrig har et samlet overskud af elektricitet, eksporterer det kernekraftproduceret energi. En del af denne energi går til lande, som angiveligt er imod brugen af kernekraft, f.eks. til Tyskland. Bestyrelsen for Electricité de France (Électricité de France eller EDF) har godkendt opførelsen af en 1630 MWe European Pressurized Reactor eller EPR i Flamanville i Normandiet. Byggeriet forventes at blive påbegyndt i slutningen af 2007 og afsluttet i 2012.
I 1970'erne opstod der i Frankrig en antiatomkraftbevægelse bestående af borgergrupper og politiske aktionskomitéer. Der var mange store protester og demonstrationer mod atomkraft. På det seneste er der blevet gennemført målrettede kampagner, især af Greenpeace, og Sortir du nucléaire (Frankrig) har krævet en officiel sikkerhedsinspektion af Areva-anlæggene.
Tyskland
I 2000 meddelte den tyske regering, der består af en koalition med bl.a. det grønne parti Alliance '90/De Grønne, officielt, at den havde til hensigt at udfase atomkraft i Tyskland. Jürgen Trittin, minister for miljø, naturbeskyttelse og nuklear sikkerhed, indgik en aftale med energiselskaberne om gradvis nedlukning af landets 19 atomkraftværker og ophør af civil anvendelse af atomkraft inden 2020. Lovgivningen blev vedtaget i loven om udfasning af kernekraft. Kraftværkerne i Stade og Obrigheim blev slukket henholdsvis den 14. november 2003 og den 11. maj 2005. Nedlukningen af værkerne skal efter planen påbegyndes i 2007. Men loven om udfasning af kernekraftværker forbød ikke berigningsanlæg - et af dem i Gronau har fået tilladelse til at forlænge driften. Der har været bekymring for sikkerheden i forbindelse med udfasningen, især med hensyn til transporten af atomaffald. I 2005 vandt Angela Merkel det tyske forbundsdagsvalg i 2005 med partiet CDU. Hun har efterfølgende meddelt, at hun vil genforhandle tidsgrænsen for en nedlukning af atomkraftværker med energiselskaberne. Men som en del af hendes pagt med SPD, som CDU danner koalition med, er udfasningspolitikken indtil videre fastholdt.
I november 2008 ankom en transport af radioaktivt affald fra tyske atomkraftværker til et oplagringssted nær Gorleben efter at være blevet forsinket af store protester fra atomaktivister. Mere end 15 000 mennesker deltog i protesterne, som bestod i at blokere lastbiler med sit-down-demonstrationer og blokere ruten med traktorer. Demonstrationerne var til dels et svar på konservative opfordringer til at genoverveje den planlagte udfasning af atomkraftværker.
Japan
Japan har 55 reaktorer med en samlet kapacitet på 47 577 MWe (49 580 MWe brutto) i drift, 2 reaktorer (2 285 MWe) er under opførelse og 12 reaktorer (16 045 MWe) er planlagt. Kerneenergi tegner sig for ca. 30 % af Japans samlede elproduktion med en kapacitet på 47,5 GWe (netto). Der er planer om at øge denne andel til 37 % i 2009 og 41 % i 2014.
Den 16. juli 2007 ramte et kraftigt jordskælv det område, hvor Tokyo Electrics kernekraftværk Kashiwazaki-Kariwa ligger. Værket er med sine syv enheder det største enkeltstående atomkraftværk i verden. Alle reaktorerne blev lukket ned og forventes at forblive lukket for at verificere skaderne og foretage reparationer i mindst et år.
Under atomkatastrofen i Fukushima skete der et svigt i kølesystemerne på Fukushima Daiichi atomkraftværket i Japan den 11. marts 2011, og der blev erklæret en nuklear nødsituation. Det var første gang, at der blev erklæret en nuklear nødsituation i Japan, og 140.000 beboere inden for 20 km fra værket blev flyttet ud. Eksplosioner og en brand resulterede i farlige strålingsniveauer, hvilket resulterede i et kollaps på aktiemarkedet og panikkøb i supermarkederne.
USA
Shippingport-kraftværket var det første kommercielle atomkraftværk, der blev bygget i USA i 1958. Efter atomkraftens vækst i 1960'erne forventede Atomic Energy Commission, at der ville være mere end 1.000 reaktorer i drift i USA i 2000. Men i slutningen af 1970'erne blev det klart, at atomkraft ikke ville vokse nær så dramatisk, og mere end 120 reaktorordrer blev i sidste ende annulleret.
I 2007 var der i USA 104 kommercielle kernekraftværker (69 trykvandsreaktorer og 35 kogevandsreaktorer) med driftstilladelse, der i alt producerer 97.400 megawatt (el), hvilket svarer til ca. 20 % af landets samlede elforbrug. USA er verdens største leverandør af kommerciel kernekraft.
Three Mile Island-ulykken har været den alvorligste ulykke, som den amerikanske atomindustri har været udsat for. Blandt andre ulykker kan nævnes ulykkerne på Davis-Besse-kernekraftværket, som ifølge Nuclear Regulatory Commission har været årsag til to af de fem farligste nukleare ulykker i USA siden 1979.
Flere amerikanske atomkraftværker blev lukket længe før deres konstruktionstid, bl.a. Rancho Seco i 1989 i Californien, San Onofre Unit 1 i 1992 i Californien (Unit 2 og 3 er stadig i drift), Zion Nuclear Power Station i 1998 i Illinois og Trojan Nuclear Power Plant i 1992 i Oregon. Humboldt Bay-kernekraftværket i Californien blev lukket i 1976, 13 år efter at geologer havde opdaget, at det var bygget på en forkastning (Little Salmon Fault). Shoreham-kernekraftværket blev aldrig sat i kommerciel drift, da der ikke kunne opnås enighed om en godkendt nødevakueringsplan på grund af det politiske klima efter ulykkerne på Three Mile Island og i Tjernobyl.
Mange anlæg har for nylig fået forlænget deres tilladte levetid med 20 år.
Demonstration mod atomprøvesprængninger i Lyon, Frankrig.
Anti-atomkraftprotest nær atomaffaldscentret i Gorleben i Nordtyskland, 2008.
Olkiluoto 3 under opførelse i 2009. Det er det første EPR-design, men problemer med håndværk og tilsyn har medført dyre forsinkelser, som har ført til en undersøgelse fra den finske nukleare tilsynsmyndighed STUK. I december 2012 anslog Areva, at de samlede omkostninger ved at bygge reaktoren vil være ca. 8,5 mia. EUR, dvs. næsten tre gange den oprindelige leveringspris på 3 mia.
Spørgsmål og svar
Spørgsmål: Hvad er kerneenergipolitik?
A: Kerneenergipolitik er en national og international politik, der vedrører nogle eller alle aspekter af kerneenergi, f.eks. minedrift efter nukleart brændsel, udvinding og forarbejdning af nukleart brændsel fra malmen, elproduktion ved hjælp af kernekraft, berigelse og oplagring af brugt nukleart brændsel og oparbejdning af nukleart brændsel.
Spørgsmål: Hvordan påvirker militære ambitioner de energipolitiske beslutninger?
A: Da kerneenergi og kernevåbenteknologi er tæt forbundet, kan militære ambitioner spille en rolle for energipolitiske beslutninger. Frygten for spredning af kernevåben påvirker nogle internationale kerneenergipolitikker.
Spørgsmål: Hvor mange lande bruger kernekraftværker?
Svar: I 2007 var der kun 31 lande eller 16 % af FN's 191 medlemsstater, der drev atomkraftværker.
Spørgsmål: Hvilke lande er mest afhængige af kerneenergi?
Svar: De lande, der er mest afhængige af kerneenergi, er Frankrig (75 % af dets elektricitet produceres af kernekraftværker), Litauen, Belgien, Bulgarien, Slovakiet, Sverige, Ukraine og Sydkorea.
Spørgsmål: Hvem er den største producent af kernekraftkapacitet?
Svar: Den største producent af kernekraftkapacitet var USA med 28 % af den globale kapacitet efterfulgt af Frankrig (18 %) og Japan (12 %).
Spørgsmål: Hvad skete der med Tyskland efter Fukushima-katastrofen i 2011?
A: Efter Fukushima-katastrofen i Japan i marts 2011 har Tyskland lukket otte ud af sine 17 reaktorer permanent ned.
Spørgsmål: Hvilke lande har forbudt opførelse af nye reaktorer?
Svar: Schweiz og Spanien har forbudt opførelse af nye reaktorer.
Søge