Fukushima Daiichi atomkraftværk (også kaldet Fukushima I) er et inaktivt atomkraftværk i byen Ōkuma i Fukushima præfektur i Japan. Fukushima Daiichi var det første atomkraftværk, der blev bygget og drevet udelukkende af Tokyo Electric Power Company (TEPCO).
I marts 2011 var der nukleare nødsituationer på kraftværket og på nogle andre japanske atomkraftværker, hvilket rejste spørgsmål om atomkraftens fremtid. Efter Fukushima-atomkatastrofen halverede Det Internationale Energiagentur sit skøn over den yderligere nukleare produktionskapacitet, der skal bygges inden 2035.
Kraftværkets opbygning
Fukushima Daiichi bestod af seks reaktorenheder (nummereret 1–6), alle af typen koge-vand-reaktor (BWR). Anlæggene blev bygget i 1960'erne og 1970'erne og havde både reaktorer og tilhørende spent-fuel bassiner til opbevaring af brugt brændsel. Anlægget lå tæt ved kysten, hvilket gjorde det sårbart over for hav påvirkninger.
Ulykken i marts 2011 — forløb
Den 11. marts 2011 ramte et voldsomt jordskælv (Tōhoku) med efterfølgende tsunami Japans nordøstkyst. Jordskælvet og tsunamien medførte øjeblikkeligt strømsvigt (tab af off-site power) på Fukushima Daiichi. Nødstrømsgeneratorerne, som skulle drive kølesystemerne, blev oversvømmet og ude af funktion, og flere reaktorer mistede effektiv køling. Manglende køling førte til overophedning, delvis eller fuldstændig smeltning af kernebrændslet (kernesmelte) i enhederne 1–3. Brint dannet ved kemiske reaktioner eksploderede i reaktorbygningerne i enhederne 1, 3 og 4; enhed 4 var ved tidspunktet ude af drift, men havde store mængder brugt brændsel i sit bassin.
Strålingsudslip og humanitære konsekvenser
Hændelsen medførte frigivelse af radioaktive materialer til luft og hav i varierende mængder. Som konsekvens blev store områder omkring anlægget evakueret; over 100.000 mennesker blev tvangsflyttet fra deres hjem i de mest berørte zoner. Evakuering, tab af hjem og sociale forstyrrelser gav omfattende humanitære og psykosociale følger for de berørte befolkninger.
Internationale fagorganer som IAEA og UNSCEAR har gennemført vurderinger. Rapporterne konkluderede blandt andet, at bortset fra de mest udsatte redningsarbejdere ikke var tegn på et bredt mønster af akutte strålingsrelaterede dødsfald i befolkningen. Samtidig er de langsigtede sundhedseffekter, herunder potentielle øgede kræftrisici, blevet fulgt tæt i epidemiologiske studier; konklusionerne peger på, at de direkte strålingsmæssige helbredseffekter i befolkningen sandsynligvis bliver begrænsede, men at den psykiske belastning og de sociale konsekvenser er betydelige.
Miljø og forureningshåndtering
TEPCO har siden ulykken arbejdet med at dæmme op for og behandle forurenet kølevand, som opstår ved nedkøling af reaktorerne og fra grundvandsinfiltration. Vandet renses blandt andet med et system kaldet ALPS (Advanced Liquid Processing System) for at fjerne mange radioisotoper, hvorefter det opbevares i store tanke på anlægget. Opsamling, behandling og opbevaring af disse store vandmængder har skabt tekniske og politiske udfordringer, og spørgsmålet om en kontrolleret udledning af behandlede vandmængder i havet har været omstridt både nationalt og internationalt. IAEA har gennemført vurderinger og overvågning af behandlings- og udledningsplaner for at sikre, at de ligger inden for internationale sikkerhedsrammer.
Nedlukning, oprydning og tidshorisont
Oprydning og dekontaminering af Fukushima Daiichi er et langvarigt og teknisk komplekst projekt, forventet at strække sig over årtier. Processen omfatter fjernelse af smeltet brændsel, oprensning af forurenede materialer, dekontaminering af jord og bygninger samt sikkert opbevarings- og slutdeponering af affald. At fjerne det smeltede brændsel fra reaktorene vurderes som særligt udfordrende og risikofyldt, og arbejdet kræver udvikling af specialudstyr og fjernopererede teknologier. De samlede tidsrammer for fuldstændig nedlukning og rengørelse anslås ofte til mindst 30–40 år.
Politiske og energipolitiske konsekvenser
Ulykken udløste omfattende debat om atomkraft i Japan og internationalt. Japan lukkede midlertidigt for mange af sine reaktorer, indførte strammere sikkerhedskrav og etablerede ny regulering. Nogle lande ændrede deres energipolitik som direkte reaktion på Fukushima; blandt andet blev der i visse lande besluttet at fremskynde udfasning af kernekraft eller revidere planerne for udbygning. Internationalt førte ulykken til skærpede krav til sikkerhed, risikovurdering og beredskab for anlæg tæt på kystzoner og i områder med seismisk aktivitet.
Ansvar, økonomiske følger og samfund
TEPCO fik enorme erstatnings- og oprydningsomkostninger som følge af ulykken. Virksomheden modtog økonomisk støtte fra staten, og håndteringen af kompensationskrav, oprydning og genbosættelse har haft store økonomiske og sociale omkostninger. På lokalt plan har fiskeri, landbrug og lokalsamfund været hårdt ramt af forurening, mistillid og langvarige restriktioner.
Overvågning og læring
Hendelsen ved Fukushima Daiichi har ført til styrket internationalt samarbejde omkring nuklear sikkerhed, forbedrede nødprocedurer og fokus på ekstreme, lav-sandsynlighed-hændelser (såkaldte "black swan"-scenarier). Løbende overvågning af miljøet, sundhedsopfølgning og gennemsigtig kommunikation er centrale elementer i efterspillet for at genoprette tillid og reducere langsigtede risici.
Bemærk: Situationen omkring oprydning, behandlet vand og politiske beslutninger har udviklet sig over tid. Internationale og nationale rapporter samt tekniske vurderinger fra bl.a. IAEA er nyttige kilder til de nyeste oplysninger.
