National Popular Vote Interstate Compact | Den ændrer den måde, hvorpå valgkollegiet vælger USA's præsident

Sådan fungerer aftalen

NPVIC er en mellemstatslig aftale. Den vil blive aktiv, når dens medlemmer kontrollerer størstedelen af valgkollegiet. Før det sker, vil medlemmerne afgive deres valgmandsstemmer på samme måde som nu. Derefter vil de give alle deres valgmandsstemmer til den person, der har fået flest stemmer fra amerikanerne i alle 50 stater og District of Columbia. (Denne person vinder "den folkelige afstemning".) På denne måde bliver denne person præsident.

Ifølge den amerikanske forfatning kan delstaternes lovgivende forsamlinger beslutte, hvordan deres stemmer skal fordeles i valgkollegiet. Det står i artikel 2, afsnit 1, paragraf 2. Forfatningen siger ikke, hvordan staterne skal gøre dette. (Det 14. forfatningstillæg siger dog, at staterne ikke må diskriminere mod visse grupper af mennesker). Tidligere har staterne brugt forskellige metoder. I dag giver næsten alle stater alle deres valgmænd alle deres valgmandsstemmer til den person, der har fået flest stemmer i den pågældende stat, selv om vedkommende ikke har et flertal af stemmerne i den pågældende stat. Maine og Nebraska opdeler deres valgmandsstemmer mellem områder, der kaldes "distrikter". NPVIC ændrer den måde, hvorpå dens medlemmer fordeler deres valgmandsstemmer.

Begrundelse for aftalen

Tidligere er nogle personer, der ikke fik flest stemmer, alligevel blevet præsident. De fleste amerikanere ønsker, at den person, der får flest stemmer, skal være præsident, selv om to stater, Californien og New York, i det væsentlige ville ophæve stemmerne fra 43 andre stater og begrænse den personlige eksponering, som disse stater modtager fra potentielle præsidentkandidater. I 2007 sagde 72 % af de adspurgte amerikanere, at de ønskede at ændre valgkollegiet til en direkte afstemning. Det gjaldt 78 % af demokraterne, 60 % af republikanerne og 73 % af de uafhængige vælgere. Undersøgelser siden 1944 viser, at de fleste amerikanere ønsker en direkte afstemning, undtagen i 2016. Årsagerne til NPVIC omfatter bl.a:

• I dag kan en person blive præsident, selv om en anden person har fået flere stemmer. Det skete i 1824, 1876, 1888, 1876, 1888, 2000 og 2016. I 2000 fik Al Gore 543.895 flere stemmer end George W. Bush. Bush fik dog fem valgmandsstemmer mere og blev præsident. I 2016 fik Hillary Clinton 2 868 691 flere stemmer på landsplan end Donald Trump, simpelthen fordi hun vandt Californien med over 3 millioner stemmer. Trump fik dog 77 flere valgmandsstemmer ved at vinde Michigan, Pennsylvania og Wisconsin.
• I dag er den nemmeste måde at vinde et valg på at føre valgkamp i nogle få "svingstater". Afstemningen i disse stater er normalt meget tæt. En lille ændring i stemmerne i disse stater kan gøre en stor forskel i valgkollegiet. Derfor får problemer i svingstaterne mest opmærksomhed, mens problemer i andre stater får meget mindre opmærksomhed. Ved valget i 2004 brugte de personer, der stillede op til præsidentvalget, tre fjerdedele af deres penge i kun fem stater. De besøgte eller reklamerede slet ikke i 18 stater.
• I dag stemmer færre mennesker i stater, hvor valget ikke er tæt på. Når folk tror, at de ved, hvem der vinder deres stat, har de ingen grund til at stemme. I 2004 stemte 64,4 % af de personer under 30 år, der kunne stemme, i de ti stater, hvor valget var tættest på hinanden, og det gjorde de også. I de andre stater stemte kun 47,6 % af disse personer.

Debat

Flere aviser støtter NPVIC. Det drejer sig bl.a. om New York Times, Chicago Sun-Times, Los Angeles Times, Boston Globe og Minneapolis Star Tribune. Disse aviser siger, at det nuværende system gør, at folk ikke har lyst til at stemme. De siger, at det nuværende system giver for meget opmærksomhed til nogle få stater og deres problemer. Andre aviser er imod aftalen, bl.a. Honolulu Star-Bulletin og Wall Street Journal. Den tidligere guvernør i Delaware, Pierre S. du Pont IV, sagde, at aftalen giver for meget magt til byer og stater med mange indbyggere. Han sagde, at den ville få politik til kun at handle om byproblemer, og at den ville lade dårligere folk stille op til valg. League of Women Voters har udarbejdet en liste over dokumenter, der taler for og imod aftalen.

Nogle af de vigtigste argumenter er anført nedenfor:

Opmærksomhed

I dag bruger de personer, der stiller op til præsidentvalget, de fleste af deres penge og opmærksomhed på stater, hvor afstemningen vil være tæt. De andre stater bliver for det meste ignoreret. Kortene her viser mængden af reklamer og besøg fra de to største kandidater i 2004. Dette er justeret i forhold til antallet af indbyggere i hver stat. De, der støtter NPVIC, siger, at det vil få kandidaterne til at arbejde for at få stemmer i hver stat. Dem, der er imod NPVIC, siger, at stater med få indbyggere og få byer ikke vil få tilstrækkelig opmærksomhed.

Snyderi og valg tæt på

Nogle mennesker er imod NPVIC, fordi de er bekymrede for snyd. Guvernør du Pont sagde, at det er lettere at tilføje nogle få falske stemmer mange steder end at tilføje mange falske stemmer få steder. National Popular Vote siger imidlertid, at det vil være sværere at snyde, hvis man lægger alle stemmer i landet sammen. I dag kan vinderen afgøres af et meget lille antal stemmer i blot én stat.

NPVIC siger ikke, hvordan stemmerne skal tælles igen, hvis resultatet ikke er klart. Hver stat gør dette for sine egne stemmer. Resultatet for hele landet kan dog være tæt, selv om resultatet i de enkelte stater ikke er tæt. De, der støtter aftalen, siger, at et tæt resultat er mindre sandsynligt i hele landet end i hver enkelt stat.

Stater med mange mennesker og stater med få mennesker

Folk er ikke enige om, hvorvidt valgkollegiet hjælper stater med få indbyggere eller stater med mange indbyggere. Valgmandskollegiet er ikke udformet til at være proportionalt med befolkningstallet: stater med få indbyggere har flere valgmandsstemmer for hver person end stater med mange indbyggere. Hvis valgmandskollegiet var proportionalt, ville Californien have 19 % mere magt, end det har nu. De stater med færrest indbyggere ville have 30 % mindre magt. Nogle siger dog, at stater med mange indbyggere har mere magt, end man måske kan forvente, fordi de kontrollerer så mange valgmandsstemmer på én gang. NPVIC giver den samme magt til alle mennesker, uanset hvor de bor.

Hjælpe den ene part

Nogle mener, at NPVIC ville hjælpe det ene eller det andet politiske parti, hvilket ikke ville være retfærdigt. Pierre S. du Pont IV, en republikaner, siger, at aftalen vil hjælpe demokrater og folk i byerne. Saul Anuzis fra den republikanske nationalkomité mener dog, at aftalen vil hjælpe republikanerne, fordi han mener, at de fleste mennesker er tættere på republikanske politiske holdninger. Skribenten Hendrik Hertzberg fra The New Yorker siger, at aftalen ikke hjælper nogen af parterne: Tidligere havde hvert parti nogle gange den bedre position i valgkollegiet. Ved de seneste fem valg havde demokraterne den bedre position i tre år (2004, 2008 og 2012) og republikanerne havde den i to år (2000 og 2016). I fire af disse år vandt demokraterne flest stemmer i landet.

Forskellen mellem stemmer i en stat og stemmer i et land

NPVIC kan tvinge en stat til at give sine valgmænd til en person, som ikke har fået flest stemmer i den pågældende stat. Af denne grund har to guvernører (Arnold Schwarzenegger i Californien og Linda Lingle på Hawaii) forhindret deres stater i at tilslutte sig aftalen. (Begge disse stater har senere tilsluttet sig aftalen.) Folk, der støtter aftalen, siger, at antallet af stemmer i en enkelt stat ikke er så vigtigt som valget af de fleste mennesker i hele landet.

Konflikter med gældende lovgivning

De, der støtter NPVIC, siger, at det er lovligt og tilladt i henhold til den amerikanske forfatning. Artikel II i forfatningen giver staterne mulighed for at bestemme, hvordan de vil fordele deres valgmandsstemmer. De to mænd, der skabte aftalen, Akhil Reed Amar og Vikram Amar, har denne holdning. Jamie Raskin er enig. Raskin er professor i jura og kongresmedlem fra Maryland. Han satte sit navn på det første NPVIC-lovforslag, der blev lov.

En jurastuderende skrev, at aftalen kunne bryde Voting Rights Act fra 1965, som beskytter minoritetsvælgere. USA's justitsministerium besluttede imidlertid, at aftalen ikke skader minoritetsvælgere. Det tillod Californien at tilslutte sig aftalen i 2012. Rob Richie fra organisationen FairVote siger, at NPVIC "behandler alle vælgere ens". Den samme studerende skrev, at NPVIC forsøger at gå uden om den normale måde at ændre forfatningen på. Raskin svarede, at det er lovligt at gå udenom på denne måde.

Kongressens godkendelse

Ian Drake, der er assisterende professor i statskundskab, mener, at aftalen kun vil være korrekt, hvis forfatningen bliver ændret. Andre forfattere mener, at aftalen allerede er korrekt. De, der stemmer i valgkollegiet, lover at stemme på en bestemt person, men de er ikke forpligtet til at stemme på den måde i henhold til loven. Michael Brody mener, at dette gør aftalen korrekt.

Det er muligt, at aftalen skal godkendes af Kongressen. I forfatningen står der, at aftaler mellem stater skal godkendes af Kongressen. USA's højesteret siger dog, at dette ikke altid er tilfældet. De talte om det spørgsmål i retssagen Virginia mod Tennessee m.fl. De besluttede, at de eneste aftaler, der skal godkendes, er dem, der truer den amerikanske regerings autoritet. Every Vote Equal siger, at NPVIC ikke kan true den amerikanske regerings autoritet, fordi forfatningen lader staterne selv bestemme, hvordan de vil fordele deres valgmandsstemmer. Derek Muller er ikke enig. Han hævder, at NPVIC påvirker det amerikanske regeringssystem, og at det derfor skal godkendes. Ian Drake siger, at kongressen ikke har lov til at godkende aftalen. De, der støtter NPVIC, er ikke enige. De mener ikke, at aftalen skal godkendes af Kongressen, men de har planer om at bede om denne godkendelse under alle omstændigheder.

Historie

Planer om at afskaffe valgkollegiet ved at ændre forfatningen

Tidligere har folk flere gange planlagt at gøre en ende på valgkollegiet ved at ændre forfatningen. Dette kaldes en "ændring". Det er imidlertid meget vanskeligt at gennemføre. Først skal to tredjedele af det amerikanske senat og det amerikanske Repræsentanternes Hus godkende ændringen. Derefter skal tre fjerdedele af staterne godkende ændringen.

Bayh-Celler-ændringsforslag

Den plan, der kom tættest på at lykkes, var Bayh-Celler-planen. Den blev indført i den 91. kongres, som mødtes fra januar 1969 til januar 1971. Den blev indført af repræsentant Emanuel Celler fra New York. Bayh-Celler-planen ville have afskaffet valgkollegiet og i stedet have lavet et system, der brugte den folkelige afstemning. Det par af personer med flest stemmer ville blive præsident og vicepræsident, så længe de fik mere end 40 % af stemmerne. Hvis ingen fik mere end 40 %, ville der blive afholdt en ny afstemning med de to bedste par. Cellers plan blev godkendt i Repræsentanternes Hus i 1969 med en stemmeprocent på 338-70. Den blev imidlertid stoppet i Senatet af en filibuster.

Ændringsforslaget "Hver stemme tæller

I 2005 fremlagde repræsentant Gene Green fra Texas en anden plan om at vælge præsident og vicepræsident ved hjælp af folkeafstemning. Green forelagde sin plan for Kongressen som en "fælles resolution" kaldet H.J.Res. 9. Den blev også kaldt "Every Vote Counts Amendment". Kongresmedlem Jesse Jackson, Jr. fra Illinois og senator Bill Nelson fra Florida indgav også fælles resolutioner i den 111. kongres, som mødtes fra 2009 til 2011. Alle disse planer døde i udvalgene, før hele kongressen kunne stemme om dem.

Plan ved hjælp af en aftale mellem stater

I 2001 fremlagde en juraprofessor ved navn Robert Bennett en ny plan. Bennetts plan krævede ikke en ændring af forfatningen. Hans plan udnyttede staternes magt i stedet for at bekæmpe den. I Bennetts plan kunne en gruppe af stater, der kontrollerer det meste af valgkollegiet, arbejde sammen. De ville få den folkelige afstemning til at afgøre valgresultatet.

To andre juraprofessorer, brødrene Akhil Reed Amar og Vikram Amar, støttede denne plan. Amar-brødrene foreslog en aftale mellem stater, der blev indgået med love i de pågældende stater. Staterne ville give alle deres valgmandsstemmer til den person, der vandt den populære afstemning. Aftalen ville ikke blive aktiv, før den garanterede, at denne person ville vinde valgmandsvalget og blive præsident. Denne aftale blev til NPVIC.

Brødrene Amar's plan anvender to dele af forfatningen:

• Artikel 2, afsnit 1, paragraf 2, eller "præsidentvalgmandsklausulen": Den lader hver enkelt stat bestemme, hvordan dens valgmænd skal fordeles.
• Artikel I, afsnit 10, paragraf 3, eller "Compact Clause": Den giver staterne mulighed for at indgå aftaler af denne type.

Amar-brødrenes plan kunne fungere med så få som 11 stater. De mener ikke, at den ville kræve godkendelse fra Kongressen. Det er dog ikke sikkert: afsnittet Godkendelse fra Kongressen forklarer hvorfor.

Organisation og arbejde

I 2006 skrev datalogiprofessoren John Koza en bog med titlen Every Vote Equal. I bogen argumenteres der for en national folkeafstemningsaftale mellem staterne. (Koza kendte til aftaler mellem stater fra sit arbejde med lotterisedler.) Koza, Barry Fadem og andre oprettede en non-profit organisation kaldet National Popular Vote. Denne organisation promoverer NPVIC. Den ledes af folk fra begge store politiske partier, herunder tidligere senatorer Jake Garn, Birch Bayh og David Durenberger samt tidligere repræsentanter John Anderson, John Buchanan og Tom Campbell.

I 2006 behandlede lovgivende forsamlinger i seks stater NPVIC-lovforslag. Illinois fremsatte endda et lovforslag, før National Popular Vote annoncerede det på en pressekonference. Samme år godkendte Colorado Senatet lovforslaget. Begge kamre i den californiske lovgivende forsamling godkendte lovforslaget, men guvernør Arnold Schwarzenegger stoppede det med et veto.

Tilmelding til

I 2007 undersøgte 42 stater lovforslag om at blive medlem af NPVIC. En del af den lovgivende forsamling godkendte lovforslagene i Arkansas, Californien, Colorado, Illinois, New Jersey, North Carolina, Maryland og Hawaii. Maryland var den første stat, der tilsluttede sig aftalen. Marylands guvernør Martin O'Malley underskrev aftalen som lov den 10. april 2007.

Femten stater og District of Columbia har tilsluttet sig aftalen.

Alle 50 stater har undersøgt lovforslag om at tilslutte sig NPVIC. I nogle stater har kun ét hus godkendt aftalen: Arizona, Arkansas, Maine, Michigan, Nevada, North Carolina og Oklahoma. Maryland, New Jersey og Washington havde lovforslag om at forlade aftalen, men de mislykkedes.

Den amerikanske kongres kan stoppe love i District of Columbia inden for 30 arbejdsdage, men det har de ikke gjort.

Initiativer og folkeafstemninger

Nogle stater tillader, at love kan vedtages ved en direkte afstemning i offentligheden, kaldet et "initiativ" eller en "folkeafstemning". Først skal tilhængerne få et vist antal mennesker til at underskrive deres navne. Derefter kan spørgsmålet forelægges vælgerne. I 2018 arbejdede grupper i Arizona, Maine og Missouri på initiativer til at tilslutte sig aftalen, men disse fik ikke nok mennesker til at skrive under.

Chancer

Nate Silver, der studerer valg, siger, at NPVIC ikke kan lykkes uden støtte fra "røde" stater (stater, der for det meste stemmer på republikanerne). Indtil videre har kun "blå" stater tilsluttet sig (stater, der for det meste stemmer på demokrater). Imidlertid har lovgivende forsamlinger, der kontrolleres af republikanere, indvilliget i at tilslutte sig aftalen i Arizona, Oklahoma og New York.