Neokonservatisme i USA – definition, historie og ideologi

Neokonservatisme i USA: historie, ideologi og politisk indflydelse — fra 1960'ernes antistalinister til militær, nationalisme, prodemokrati og amerikansk udenrigspolitik.

Neokonservatisme er en politisk retning især forbundet med en bestemt amerikansk tilgang til både udenrigs- og indenrigspolitik. Begrebet dækker over en kombination af stærk national sikkerhed, aktiv internationalt engagement og troen på, at USA bør fremme demokrati og amerikanske værdier i verden. Neokonservative vægter ofte en stor og moderne forsvarsmagt, er ofte kritiske over for ideologier som kommunisme og autoritære regimer, og ser militær magtanvendelse som et legalt og til tider nødvendigt redskab i internationale anliggender (internationale anliggender).

Oprindelse og historie

Retningen opstod i USA i 1960'erne blandt intellektuelle, tidligere venstreorienterede og sociale liberalere, som var blevet skuffede over den nye venstrefløj og sin egen partis tiltag. Mange af dem var oprindeligt antistalinister og kritiske over for Sovjetunionen, og de fandt sig i stigende grad hjemme blandt konservative kredse i løbet af 1960'erne og 1970'erne. Neokonservative var tidligt fortalere for hård linje i udenrigspolitikken og støttede blandt andet Vietnamkrigen. Samtidig tog de afstand fra det, de opfattede som svage eller naive politikker hos det demokratiske parti, herunder dele af Great Society-programmet og den nye venstrefløj.

Ideologi og centrale træk

• Assertiv udenrigspolitik: Neokonservative mener, at USA aktivt skal forme internationale forhold til fordel for frihed og stabilitet, også gennem militær magt, hvis nødvendigt.
• Pro-demokrati og menneskerettigheder: De ser spredning af demokratiske institutioner som et mål i sig selv og som et middel til at sikre langsigtet fred.
• Amerikansk exceptionalism: En tro på, at USA har et særligt ansvar og en særlig rolle i verden.
• Stærk national sikkerhed: Prioritering af militære investeringer og robust forsvarsberedskab.
• Økonomisk politik: På det økonomiske område har neokonservative ofte været pragmatiske — mange af de tidlige neokonservative kom fra mere liberale økonomiske baggrunde, men bevægelsen er generelt for markedsøkonomi med statslig støtte til visse strategiske interesser.

Centrale personligheder og institutioner

Neokonservativ indflydelse har været synlig gennem tænkere, kommentatorer og embedsfolk. Blandt de intellektuelle grundlæggere nævnes ofte personer som Irving Kristol og Norman Podhoretz, mens andre generationer omfatter politiske rådgivere og embedsmænd, som har haft betydelig indflydelse på udenrigspolitikken. Bevægelsen har også været stærkt repræsenteret i tænketanke, avisredaktioner og politiske netværk.

Kritik og debat

Neokonservatisme har været genstand for omfattende kritik, både i USA og internationalt. Kritikpunkter omfatter:

• At ideologien kan føre til overdreven militarisme og interventionisme.
• At man undervurderer de folkelige, kulturelle og regionale konsekvenser af regimeændringer og militære interventioner — et centralt tema i debatten om Irak-krigen.
• At målet om at eksportere demokrati nogle gange sammenblandes med økonomiske eller geopolitiske interesser, hvilket kan opfattes som neokolonialt.
• At neokonservative idéer kan skabe unilateralistiske strategier, som isolerer USA fra internationale allierede.

Arv og nutidig betydning

Efter 2000'ernes krige, især Irak-invasionen, har betegnelsen "neokonservativ" både mistet noget af sin politiske glans og samtidig været stærkt knyttet til kritik af interventionistisk politik. Retningen som sådan har dog ikke forsvundet; dens tænkere og politikere fortsætter med at præge debatten om, hvornår og hvordan USA bør bruge sin magt. Begrebet bruges i dag både som en beskrivelse af en historisk bevægelse og som en betegnelse for aktuelle politiske holdninger i udenrigspolitikken.

Ud over den brede forklaring bruges ordet også mere snævert om personer, der oprindeligt var antistalinister og senere blev amerikanske konservative i 1960'erne og 1970'erne — en gruppe, som var med til at forme neokonservatismens tidlige profil.

Søg efter bogstav