Intelligenskvotient

Generel faktor (g)

Der findes mange forskellige former for intelligenstest, som anvender mange forskellige metoder. Nogle typer af test er

• visuelle (de bruger kun billeder)
• verbale (de bruger kun ord)
• abstrakt ræsonnement (tænker over gåder)
• aritmetik (simpel matematik)
• rumlig billeddannelse (tænker på former)
• læsning
• ordforråd (hvor mange ord en person kender)
• hukommelse
• almen viden

De forskellige test er stærkt korreleret med hinanden. Psykologen Charles Spearman undersøgte i 1904 for første gang, hvordan resultaterne fra forskellige intelligenstests hænger sammen. Han foretog en faktoranalyse af korrelationerne mellem testene og fandt en enkelt fælles faktor, der forklarede de positive korrelationer mellem testene.

Spearman fandt ud af, at hvis en person fik en høj (eller lav) score på en slags test, ville han sandsynligvis (men ikke altid) få en lignende score på andre slags test. På grund af dette sagde han, at en persons intelligens kunne beskrives med ét tal. Han kaldte dette tal g (for generel faktor). Test, der anvender abstrakt ræsonnement, er normalt de bedste til at fortælle, hvad scoren på de andre typer test sandsynligvis vil være. Derfor mente Spearman, at en persons abstrakte ræsonnementsevne (hvor god han var til at løse gåder eller problemer) var det, som andre former for intelligens er baseret på.

Derfor er tallet g det, som en IQ-test skal måle. Et af de mest almindeligt anvendte mål for g er Raven's Progressive Matrices, som er en test for visuel ræsonnement.

Krigsårene i USA

Under Første Verdenskrig havde militæret brug for en måde at teste rekrutter på og afgøre, hvilken slags arbejde de bedst kunne udføre. De brugte IQ-tests.

Testen skabte kontroverser og en stor offentlig debat. Der blev udviklet nonverbale test eller "præstationstests" til dem, der ikke kunne tale engelsk, eller som mistænktes for at simulere. Efter krigen bidrog den positive omtale af hærens psykologiske test til at gøre psykologi til et respekteret område. Herefter var der en stigning i antallet af job og midler inden for psykologi i USA. Der blev udviklet gruppeintelligensprøver, som blev udbredt i skoler og i industrien.

Kritik af IQ-tests

Der er en række problemer med intelligenskvotienter. De vedrører forskellige områder af emnet. Problemerne kan grupperes:

• Der er ingen generel enighed om, hvad intelligens egentlig er. Det er derfor problematisk at hævde, at intelligenskvotienten er et mål for intelligens. Psykologer hævder dog ikke, at testene direkte måler intelligens. De hævder, at testene er et indeks for intelligens, da personer med højere score normalt kan udføre vanskeligere opgaver.
• Nogle mener, at det er problematisk, at forskellige aspekter af intelligens kan kombineres i én "måling".
• De første tests blev udført på børn i skolen for at afgøre, hvilke børn der sandsynligvis ville have brug for mere opmærksomhed. Nogle mener, at dette er noget andet end at måle "intelligens". Et barn, der har brug for mere hjælp i skolen, er måske ikke nødvendigvis mindre intelligent; det kommer måske blot fra en anden baggrund.
• Nogle tests favoriserer dem, der er testet med en bestemt kulturel baggrund. Personer fra en anden kultur vil få dårligere resultater, men uden en definition er der ingen måde at afgøre, om det betyder, at de er mindre intelligente.

Testen måler ikke intelligens

Alfred Binet, en fransk psykolog (som udformede en af de første test i 1905), havde denne holdning. Han brugte testen til at finde ud af, hvilke elever der havde brug for særlig hjælp i forbindelse med skoleundervisningen. Han mente, at testskalaerne ikke var i stand til at måle intelligens:

Skalaen kan egentlig ikke bruges til at måle intelligens, fordi intellektuelle kvaliteter ikke kan overlejres og derfor ikke kan måles som lineære overflader.

- Binet, 1905

Han hævdede, at med gode uddannelsesprogrammer kunne de fleste elever indhente det og klare sig ganske godt i skolen. Dette var uafhængigt af elevernes baggrund. Han mente ikke, at intelligens var en målbar fast størrelse.

Nogle bestrider psykometri helt og holdent. Palæontologen Stephen Jay Gould hævdede, at intelligenstests var baseret på fejlagtige antagelser og påviste, at de tidligere er blevet brugt som grundlag for videnskabelig racisme. Efter hans mening er den generelle intelligensfaktor g (som disse test måler) blot en matematisk artefakt.

...abstraktionen af intelligens som en enkelt enhed, dens placering i hjernen, dens kvantificering som et tal for hvert enkelt individ og brugen af disse tal til at rangordne folk i en enkelt række af værdighed, uvægerligt for at finde ud af, at undertrykte og ugunstigt stillede grupper - racer, klasser eller køn - er medfødt mindreværdige og fortjener deres status (s. 24-25).

Som forklaret ovenfor var IQ-tests imidlertid meget vellykkede til at vurdere rekrutter i krigstid. Derfor må det være rigtigt, at de måler en relevant mental evne. Derfor er IQ'er ikke blot en matematisk fiktion: de vedrører individers evne til at udføre visse funktioner. Selv om eksperterne ikke er enige om en definition af intelligens, er det ikke ensbetydende med, at testene ikke er nyttige (eller ej). I hverdagen lægger folk mærke til andres relative intelligens. Spørgsmålet er centralt for den menneskelige natur og evolutionspsykologi, fordi mennesker har udviklet de egenskaber, der hjalp dem med at overleve og reproducere sig.

Testene er skævvredne

I rapporten Intelligence: knowns and unknowns fra American Psychological Association hedder det, at IQ-tests som forudsigere af sociale præstationer ikke er fordomsfulde over for personer af afrikansk afstamning. De forudsiger fremtidige præstationer, f.eks. skolepræstationer, på samme måde som de forudsiger fremtidige præstationer for personer af europæisk afstamning.

IQ-tests kan dog meget vel være skævvredet, når de anvendes i andre situationer. En undersøgelse fra 2005 fastslog, at "differentieret validitet i forudsigelsen tyder på, at WAIS-R-testen kan indeholde kulturelle påvirkninger, der reducerer validiteten af WAIS-R som et mål for kognitive evner for mexicansk-amerikanske elever", hvilket indikerer en svagere positiv korrelation i forhold til hvide elever i stikprøven. Andre nyere undersøgelser har sat spørgsmålstegn ved IQ-testers kulturelle retfærdighed, når de anvendes i Sydafrika. Standardintelligensprøver, såsom Stanford-Binet-testen, er ofte uhensigtsmæssige for børn med autisme og dysleksi; alternativet med at bruge udviklingsmæssige eller adaptive færdighedsmålere er relativt dårlige mål for intelligens hos autistiske børn og har resulteret i ukorrekte påstande om, at et flertal af børn med autisme er mentalt retarderede.

Påstået lav intelligens er historisk set blevet brugt til at retfærdiggøre det feudale system og ulige behandling af kvinder. I modsætning hertil hævder andre, at "eliter med høj IQ" nægter at tage IQ alvorligt som årsag til ulighed, hvilket i sig selv er umoralsk.

Amerikansk psykologisk forening

American Psychological Association's Board of Scientific Affairs nedsatte i 1995 en arbejdsgruppe, der skulle udarbejde en konsensuserklæring om intelligensforskningens tilstand, som kunne bruges af alle parter som diskussionsgrundlag. Den fulde tekst af rapporten er tilgængelig på flere websteder.

I dette dokument beklager repræsentanterne for foreningen, at IQ-relaterede værker ofte skrives med henblik på deres politiske konsekvenser: "forskningsresultater blev ofte vurderet ikke så meget på deres fortjenester eller deres videnskabelige status som på deres formodede politiske konsekvenser".

Taskforcen konkluderede, at IQ-scoringer har en høj forudsigelsesmæssig validitet for individuelle forskelle i skolepræstationer. De bekræfter IQ's prædiktive gyldighed for voksnes erhvervsmæssige status, selv når variabler som f.eks. uddannelse og familiebaggrund er blevet statistisk kontrolleret. De fandt, at individuelle forskelle i intelligens er væsentligt påvirket af genetik. Både gener og miljø er i et komplekst samspil af afgørende betydning for udviklingen af intellektuel kompetence.

De anfører, at der kun er få beviser for, at kost i barndommen påvirker intelligensen, undtagen i tilfælde af alvorlig underernæring. Arbejdsgruppen er enig i, at der er store forskelle mellem sorte og hvide menneskers gennemsnitlige IQ-scorer, og at disse forskelle ikke kan tilskrives skævheder i forbindelse med testkonstruktionen. Taskforcen foreslår, at forklaringer baseret på social status og kulturelle forskelle er mulige, og at miljømæssige faktorer har hævet de gennemsnitlige testresultater i mange befolkningsgrupper.

Det APA-tidsskrift, der offentliggjorde erklæringen, American Psychologist, offentliggjorde senere svar i januar 1997. I flere af disse blev det hævdet, at rapporten ikke i tilstrækkelig grad undersøgte beviserne for delvis genetiske forklaringer.