Flynn-effekt

Stigningen

IQ-tests normaliseres med jævne mellemrum for at holde den gennemsnitlige score for en aldersgruppe på 100. Dette gav Flynn et første fingerpeg om, at IQ-værdien ændrede sig over tid. De reviderede versioner standardiseres på nye prøver og scorer kun i forhold til disse prøver. Den eneste måde at sammenligne sværhedsgraden af to versioner på er at lade en gruppe af personer tage begge test. Dette bekræfter, at IQ stiger over tid.

Den gennemsnitlige stigningstakt synes at ligge på omkring tre IQ-point pr. årti. I dag går børn i skole i længere tid. De er også blevet mere fortrolige med test. Man kunne derfor forvente, at de største stigninger sker med skolerelateret indhold som ordforråd, regning eller generel information. Men det modsatte er tilfældet: Sådanne færdigheder har haft små stigninger og lejlighedsvise fald i årenes løb. De største ændringer forekommer i stedet på generelle intelligensfaktorbelastede (g-belastede) test som Raven's Progressive Matrices. F.eks. vandt hollandske soldater 21 point på kun 30 år, eller 7 point pr. årti, mellem 1952 og 1982.

Nogle undersøgelser, der fokuserer på fordelingen af scorer, har vist, at Flynn-effekten hovedsagelig forekommer ved lavere scorer. Raven (2000) fandt imidlertid, at mange data skal omfortolkes med hensyn til fødselsdato. Tidligere var disse data blevet fortolket således, at de viste, at mange evner falder, når folk bliver ældre. Disse data skal nu fortolkes således, at de viser, at mange evner faktisk var steget dramatisk, som Flynn forudsagde. I mange prøver sker dette på alle niveauer af færdigheder. To store stikprøver af spanske børn blev vurderet med en forskel på 30 år. En sammenligning af IQ-fordelingerne viste, at

1. var den gennemsnitlige IQ steget med 9,7 point (Flynn-effekten),
2. gevinsterne var koncentreret i den nederste halvdel af fordelingen og ubetydelige i den øverste halvdel, og
3. gevinsterne faldt gradvist fra lav til høj IQ.

Nogle forskere mener, at disse ændringer er meget store. En af dem er Ulric Neisser. I 1995 var han leder af en arbejdsgruppe under American Psychological Association, som fik til opgave at skrive en erklæring om, hvor intelligensforskningen befandt sig. Han anslår, at hvis amerikanske børn fra 1932 kunne tage en IQ-test, der er normeret i 1997, ville deres gennemsnitlige IQ kun have været omkring 80. Med andre ord ville halvdelen af børnene i 1932 være klassificeret som grænsepsykisk retarderede eller værre i 1997. Når man ser på Ravens, vurderer Neisser, at hvis man ekstrapolerer ud over de data, som viser en stigning på 21 point mellem 1952 og 1982, kan man hævde en endnu større stigning på 35 IQ-point. Arthur Jensen advarer om, at ekstrapolering ud over dataene fører til resultater som f.eks. en IQ på minus 1000 for Aristoteles (selv hvis man antager, at han ville have scoret 200 i sin tid).

Oftest er effekten forbundet med en stigning i IQ. Der er fundet en lignende effekt i forbindelse med stigninger i semantisk og episodisk hukommelse.