Tvillingforskning

Enæggede tvillinger er naturlige kloner. Da de har de samme gener, kan de bruges til at undersøge, hvor meget arvelighed bidrager til individuelle mennesker. Undersøgelser med tvillinger har været ganske interessante. Hvis vi laver en liste over karakteristiske træk, finder vi ud af, at de varierer meget i hvor meget de skyldes arvelighed. F.eks:

• Blodgrupper: helt arvelige. Øjenfarve: næsten udelukkende arvelig.
• Vægt, højde: delvist arveligt, delvist miljømæssigt. Intelligens: mere arvelig end ej, hvis man bruger IQ-tests som målestok.
• Hvilket sprog du taler: udelukkende miljømæssigt.

Undersøgelserne udføres på følgende måde:

• Tag en gruppe enæggede tvillinger og en gruppe tveæggede tvillinger samt en gruppe søskende fra befolkningen.
• Mål dem for forskellige egenskaber.
• Udfør en statistisk analyse (f.eks. variansanalyse), som vil fortælle dig, i hvilket omfang egenskaben er arvelig. Egenskaber, der er delvist arvelige, vil være betydeligt mere ens hos enæggede tvillinger.

Undersøgelser som denne kan videreføres ved at sammenligne enæggede tvillinger, der er opvokset sammen, med enæggede tvillinger, der er opvokset under forskellige omstændigheder. Det giver et overblik over, hvor meget omstændighederne kan ændre resultaterne for genetisk identiske mennesker.

Den person, der først foretog tvillingeundersøgelser, var Francis Galton, Darwins halvfætter, som var grundlægger af statistik. Hans metode var at følge tvillinger gennem deres livshistorie og foretage mange forskellige slags målinger. Selv om han kendte til mono- og dizygotiske tvillinger, forstod han desværre ikke den reelle genetiske forskel. Tvillingestudier af den moderne art kom først frem i 1920'erne.

Denne form for forskning fungerer godt, når funktionerne kan måles på en enkel måde. Den fungerer mindre godt, når målingen i sig selv er kontroversiel. Dette var tilfældet med I.Q.-måling, hvor der ikke var enighed mellem forskerne om målemetoden.

Estimater af arveligheden af IQ

Undersøgelser har vist, at arveligheden af IQ er mellem 0,7 og 0,8 hos voksne og 0,45 hos børn i USA. Det kan synes rimeligt at forvente, at genetiske påvirkninger af egenskaber som IQ skulle blive mindre vigtige, efterhånden som man får erfaringer med alderen. Det er imidlertid veldokumenteret, at det modsatte sker. Heritabilitetsmålinger i barndommen er så lave som 0,2, omkring 0,4 i den mellemste barndom og så høje som 0,8 i voksenalderen. Hverdagens erfaringer tyder på, at når folk bliver ældre, lærer de sig selv bedre at kende. De vælger, hvis de kan, job og aktiviteter, der udnytter deres evner bedst muligt. Dette vil resultere i en bedre overensstemmelse mellem deres genetik og deres omgivelser.

En gennemgang i Behavior Genetics fra 1994 baseret på undersøgelser af identiske/broderlige tvillinger viste, at arveligheden er så høj som 0,80 for generelle kognitive evner, men at den også varierer afhængigt af egenskaben, med 0,60 for verbale tests, 0,50 for rumlige tests og tests af behandlingshastighed og kun 0,40 for hukommelsestests.

I 2006 skrev New York Times Magazine, at der i de fleste undersøgelser blev fundet omkring tre fjerdedele af arveligheden (0,75). En analyse af rapporter fra 2004 i Current Directions in Psychological Science gav et samlet skøn på omkring 0,85 for 18-årige og ældre.

Forskning i aggression

Aggression er en adfærd, hvor man bevidst skader en anden person. I årenes løb har der været en løbende debat om oprindelsen eller årsagerne til aggression blandt mennesker. Nogle teorier hævder, at aggression er medfødt, mens andre hævder, at det er en indlært adfærd.

• Den kognitive tilgang hævder, at aggression er fortjent. Hovedargumentet i denne teori er, at folk lærer at være aggressive. Albert Bandura hævdede imidlertid, at aggression snarere efterlignes end læres gennem konditionering. Ud over efterligning er observationslæring en anden måde, hvorpå folk lærer at være aggressive. Hvis man f.eks. ser aggressive handlinger, især i film eller videospil, er der større sandsynlighed for, at man handler aggressivt. Dette sker for det meste blandt børn, når børn udsættes for aggressive miljøer. Børn i en sådan situation vokser normalt op og ved, at aggressiv adfærd er acceptabel. Forskning har gentagne gange vist, at børn, der udsættes for vold i familien, mens de vokser op, er mere tilbøjelige til at udvikle aggressive handlinger eller blive aggressive voksne i fremtiden.
• Den psykoanalytiske tilgang betragter aggression som en medfødt. Sigmund Freuds aggressionsteori beskriver aggressiv adfærd som en medfødt drivkraft eller et instinkt, og den påvirkes ikke af situationer eller naturen. Den er således en uundgåelig del af menneskelivet.