Hesperornis — uddød kridttidsvandfugl fra øvre kridt (89–65 mio. år)
Hesperornis — fascinerende uddød kridttidsvandfugl (89–65 mio. år). Opdag dens fossiler, udbredelse og rolle i tidlig fuglepalæontologi.
Hesperornis er en uddød slægt af flyvevåge vandfugle, der levede i den øvre kridttid (for 89-65 millioner år siden). Hesperornis omfatter flere arter, hvoraf de mest kendte var store, tandede, og stærkt tilpassede et liv i vand.
Hesperornis var et vigtigt tidligt fund i fuglepalæontologiens historie. Den blev opdaget af palæontologen O.C. Marsh i slutningen af det 19. århundrede i Bone Wars. Marshs beskrivelser og de mange fossiler fra denne periode bidrog markant til forståelsen af, at nogle kridttidsfugle havde tænder og samtidig viste avancerede tilpasninger til et liv i vandet.
Berømte lokaliteter for Hesperornis er de marine kalksten fra den øvre kridttid i Kansas og de marine skifersten i Canada. Slægten har sandsynligvis haft en holarktisk udbredelse og levede ofte i forbindelse med den store indre havbugt, der delte Nordamerika (Western Interior Seaway).
Beskrivelse
Udbredte træk:
- Størrelse: De største arter, som Hesperornis regalis, nåede omkring 1,5–1,8 meter i længden fra næb til hale.
- Tænder: I modsætning til moderne fugle havde Hesperornis tydelige tænder i kæberne, hvilket viser, at den fangede og fastholdt bytte — primært fisk — med et tandbeklædt næb.
- Vinger: Vingerne var meget reducerede og kunne ikke bruges til flyvning; det tyder på, at fuglene var fuldt tilpassede et liv som svømmere og dykkerfugle.
- Ben og fødder: Kraftige bagben, placeret langt bagud på kroppen, gjorde dem effektive til fremdrift i vandet, men akavede på land. Fodens struktur tyder på svømmeadfærd, enten med svømmehud eller lobede tæer.
Paleoekologi og adfærd
Kost og jagt: Hesperornis var overvejende piscivor (fiskædende). De fangede bytte under vandet, hvor tænderne hjalp til at fastholde glat bytte.
Levevis: Fossiler findes i marine aflejringer, og fuglene levede sandsynligvis i og omkring kystnære farvande, revområder og i den brede, marine indre bugt (Western Interior Seaway). På land gik de formentlig i land for hvile og yngelpleje, men var dårligt tilpasset til at bevæge sig effektivt på faste underlag.
Rov- og byttedyr: Som mellemstore til store dykkerrovdyr stod Hesperornis selv over for trusler fra større marine rovdyr, fx mosasaurer og hajer.
Systematik og evolutionær betydning
Hesperornis placeres i gruppen Hesperornithiformes inden for de mere avancerede ornithuriner (fugle nært beslægtet med moderne fugle). Selvom den havde tænder, viser dens skeletmodifikationer en tættere tilknytning til moderne fugle end mange tidlige, flyvende kridtfugle. Studiet af Hesperornis har derfor været vigtigt for at forstå de forskellige evolutionære veje, der førte til moderne fugles tilpasninger til både luft- og vandliv.
Fund, forskning og betydning
De første fund gjort af O.C. Marsh under Bone Wars vakte stor opmærksomhed, fordi de viste, at fugle kunne være tandede og samtidig stærkt specialiserede. Siden er flere komplette og delvise skeletter fundet, hvilket har gjort det muligt at rekonstruere både anatomi og livsstil i detaljer. Studier af vækstringe og knoglestruktur har også bidraget til viden om vækst, alder og udvikling hos disse fugle.
Uddøen
Hesperornis forsvandt ved slutningen af kridttiden, sammen med mange andre marine og terrestriske grupper ved eller omkring K-T-grænsen (Kridt–Tertiær-grænsen). Deres specialisering til marine økosystemer gjorde dem sårbare over for de store miljøforandringer, der fandt sted i denne periode.
Opsummering: Hesperornis var en markant gruppe af tandede, flyveløse dykkerfugle fra øvre kridt, som gennem sine velbevarede fossiler har givet vigtig indsigt i, hvordan nogle fugle udviklede sig til at blive fremragende svømmere og fiskere, samtidig med at de bevarede primitive træk som tænder.
Anatomi og livsstil
Hesperornis var en stor fugl, der kunne blive op til 1,5 meter lang. Den havde stort set ingen vinger og svømmede med sine kraftige bagben.
Ligesom mange andre fugle fra Mesozoikum, såsom Ichthyornis, havde Hesperornis tænder i næbbet, som blev brugt til at holde på byttet (sandsynligvis fisk).
Hesperornis jagede i farvandene i nutidige hyldehave som det nordamerikanske indlandshav, Turgai Strædet og det forhistoriske Nordsøen, som dengang var subtropiske til tropiske farvande, der var meget varmere end i dag. De ernærede sig sandsynligvis hovedsagelig af fisk, måske også af krebsdyr, blæksprutter og bløddyr, ligesom de dykkende havfugle i dag. Deres tænder var nyttige til at håndtere glatte eller hårdskallede byttedyr.
På land har Hesperornis-arter måske eller måske ikke været i stand til at gå. De kunne i hvert fald ikke stå oprejst som pingviner som i de tidlige rekonstruktioner. Deres ben sad langt bagud og sidelæns, og selv underbenet var tæt knyttet til kroppen (se foto af skelet). De var således begrænset til i bedste fald at humpe klodset på land og ville have været mere adræt, hvis de havde bevæget sig ved at glide på maven eller galopere. Hesperornis' benskelet var så grundigt tilpasset til dykning, at deres måde at være på land på og deres æglægning og forældrepleje er et spørgsmål om spekulation.
Unge Hesperornis voksede ret hurtigt og kontinuerligt til voksenalderen, som det er tilfældet hos moderne fugle. Der kendes flere unge fugle fra fossiler fra de nordligere lokaliteter end fra lokaliteterne længere mod syd. Dette tyder på, at i det mindste nogle arter var trækfugle ligesom nutidens pingviner, der svømmer mod polerne om sommeren.
Hesperornis blev angrebet af store marine rovdyr som f.eks. mosasaurer. Et eksemplar af en Tylosaurus indeholder knogler fra en Hesperornis i tarmområdet.
J.M. Gleesons restaurering af Hesperornis swimming, 1902
Spørgsmål og svar
Q: Hvad er Hesperornis?
A: Hesperornis er en uddød slægt af vandfugle, der ikke kan flyve.
Q: Hvornår levede Hesperornis?
A: Hesperornis levede i den øvre kridttid for omkring 89-65 millioner år siden.
Q: Hvem opdagede Hesperornis?
A: Hesperornis blev opdaget af palæontologen O.C. Marsh.
Q: Hvad er knoglekrigene?
A: Knoglekrigen var en periode i slutningen af 1800-tallet, hvor rivaliserende palæontologer konkurrerede indædt om at opdage nye fossiler.
Q: Hvad er nogle berømte steder, hvor man har fundet Hesperornis-fossiler?
A: Berømte steder for Hesperornis-fossiler er de marine kalksten fra Kansas i den øvre kridttid og de marine skifre fra Canada.
Q: Var Hesperornis udbredt over hele verden?
A: Ja, man mener, at Hesperornis sandsynligvis havde en holarktisk udbredelse.
Q: Hvorfor var Hesperornis et vigtigt fund i fuglepalæontologiens historie?
A: Hesperornis var et vigtigt tidligt fund i fuglepalæontologiens historie, da det var et af de første eksempler på en vandfugl og var med til at udvide kendskabet til fuglenes evolution.
Søge