Hesperornis er en uddød slægt af flyvevåge vandfugle, der levede i den øvre kridttid (for 89-65 millioner år siden). Hesperornis omfatter flere arter, hvoraf de mest kendte var store, tandede, og stærkt tilpassede et liv i vand.

Hesperornis var et vigtigt tidligt fund i fuglepalæontologiens historie. Den blev opdaget af palæontologen O.C. Marsh i slutningen af det 19. århundrede i Bone Wars. Marshs beskrivelser og de mange fossiler fra denne periode bidrog markant til forståelsen af, at nogle kridttidsfugle havde tænder og samtidig viste avancerede tilpasninger til et liv i vandet.

Berømte lokaliteter for Hesperornis er de marine kalksten fra den øvre kridttid i Kansas og de marine skifersten i Canada. Slægten har sandsynligvis haft en holarktisk udbredelse og levede ofte i forbindelse med den store indre havbugt, der delte Nordamerika (Western Interior Seaway).

Beskrivelse

Udbredte træk:

  • Størrelse: De største arter, som Hesperornis regalis, nåede omkring 1,5–1,8 meter i længden fra næb til hale.
  • Tænder: I modsætning til moderne fugle havde Hesperornis tydelige tænder i kæberne, hvilket viser, at den fangede og fastholdt bytte — primært fisk — med et tandbeklædt næb.
  • Vinger: Vingerne var meget reducerede og kunne ikke bruges til flyvning; det tyder på, at fuglene var fuldt tilpassede et liv som svømmere og dykkerfugle.
  • Ben og fødder: Kraftige bagben, placeret langt bagud på kroppen, gjorde dem effektive til fremdrift i vandet, men akavede på land. Fodens struktur tyder på svømmeadfærd, enten med svømmehud eller lobede tæer.

Paleoekologi og adfærd

Kost og jagt: Hesperornis var overvejende piscivor (fiskædende). De fangede bytte under vandet, hvor tænderne hjalp til at fastholde glat bytte.

Levevis: Fossiler findes i marine aflejringer, og fuglene levede sandsynligvis i og omkring kystnære farvande, revområder og i den brede, marine indre bugt (Western Interior Seaway). På land gik de formentlig i land for hvile og yngelpleje, men var dårligt tilpasset til at bevæge sig effektivt på faste underlag.

Rov- og byttedyr: Som mellemstore til store dykkerrovdyr stod Hesperornis selv over for trusler fra større marine rovdyr, fx mosasaurer og hajer.

Systematik og evolutionær betydning

Hesperornis placeres i gruppen Hesperornithiformes inden for de mere avancerede ornithuriner (fugle nært beslægtet med moderne fugle). Selvom den havde tænder, viser dens skeletmodifikationer en tættere tilknytning til moderne fugle end mange tidlige, flyvende kridtfugle. Studiet af Hesperornis har derfor været vigtigt for at forstå de forskellige evolutionære veje, der førte til moderne fugles tilpasninger til både luft- og vandliv.

Fund, forskning og betydning

De første fund gjort af O.C. Marsh under Bone Wars vakte stor opmærksomhed, fordi de viste, at fugle kunne være tandede og samtidig stærkt specialiserede. Siden er flere komplette og delvise skeletter fundet, hvilket har gjort det muligt at rekonstruere både anatomi og livsstil i detaljer. Studier af vækstringe og knoglestruktur har også bidraget til viden om vækst, alder og udvikling hos disse fugle.

Uddøen

Hesperornis forsvandt ved slutningen af kridttiden, sammen med mange andre marine og terrestriske grupper ved eller omkring K-T-grænsen (Kridt–Tertiær-grænsen). Deres specialisering til marine økosystemer gjorde dem sårbare over for de store miljøforandringer, der fandt sted i denne periode.

Opsummering: Hesperornis var en markant gruppe af tandede, flyveløse dykkerfugle fra øvre kridt, som gennem sine velbevarede fossiler har givet vigtig indsigt i, hvordan nogle fugle udviklede sig til at blive fremragende svømmere og fiskere, samtidig med at de bevarede primitive træk som tænder.