Hesperornis
Hesperornis er en uddød slægt af flyvevåge vandfugle, der levede i den øvre kridttid (for 89-65 millioner år siden).
Hesperornis var et vigtigt tidligt fund i fuglepalæontologiens historie. Den blev opdaget af palæontologen O.C. Marsh i slutningen af det 19. århundrede i Bone Wars.
Berømte lokaliteter for Hesperornis er de marine kalksten fra den øvre kridttid i Kansas og de marine skifersten i Canada. Slægten har sandsynligvis haft en holarktisk udbredelse.
Anatomi og livsstil
Hesperornis var en stor fugl, der kunne blive op til 1,5 meter lang. Den havde stort set ingen vinger og svømmede med sine kraftige bagben.
Ligesom mange andre fugle fra Mesozoikum, såsom Ichthyornis, havde Hesperornis tænder i næbbet, som blev brugt til at holde på byttet (sandsynligvis fisk).
Hesperornis jagede i farvandene i nutidige hyldehave som det nordamerikanske indlandshav, Turgai Strædet og det forhistoriske Nordsøen, som dengang var subtropiske til tropiske farvande, der var meget varmere end i dag. De ernærede sig sandsynligvis hovedsagelig af fisk, måske også af krebsdyr, blæksprutter og bløddyr, ligesom de dykkende havfugle i dag. Deres tænder var nyttige til at håndtere glatte eller hårdskallede byttedyr.
På land har Hesperornis-arter måske eller måske ikke været i stand til at gå. De kunne i hvert fald ikke stå oprejst som pingviner som i de tidlige rekonstruktioner. Deres ben sad langt bagud og sidelæns, og selv underbenet var tæt knyttet til kroppen (se foto af skelet). De var således begrænset til i bedste fald at humpe klodset på land og ville have været mere adræt, hvis de havde bevæget sig ved at glide på maven eller galopere. Hesperornis' benskelet var så grundigt tilpasset til dykning, at deres måde at være på land på og deres æglægning og forældrepleje er et spørgsmål om spekulation.
Unge Hesperornis voksede ret hurtigt og kontinuerligt til voksenalderen, som det er tilfældet hos moderne fugle. Der kendes flere unge fugle fra fossiler fra de nordligere lokaliteter end fra lokaliteterne længere mod syd. Dette tyder på, at i det mindste nogle arter var trækfugle ligesom nutidens pingviner, der svømmer mod polerne om sommeren.
Hesperornis blev angrebet af store marine rovdyr som f.eks. mosasaurer. Et eksemplar af en Tylosaurus indeholder knogler fra en Hesperornis i tarmområdet.
J.M. Gleesons restaurering af Hesperornis swimming, 1902
Spørgsmål og svar
Q: Hvad er Hesperornis?
A: Hesperornis er en uddød slægt af vandfugle, der ikke kan flyve.
Q: Hvornår levede Hesperornis?
A: Hesperornis levede i den øvre kridttid for omkring 89-65 millioner år siden.
Q: Hvem opdagede Hesperornis?
A: Hesperornis blev opdaget af palæontologen O.C. Marsh.
Q: Hvad er knoglekrigene?
A: Knoglekrigen var en periode i slutningen af 1800-tallet, hvor rivaliserende palæontologer konkurrerede indædt om at opdage nye fossiler.
Q: Hvad er nogle berømte steder, hvor man har fundet Hesperornis-fossiler?
A: Berømte steder for Hesperornis-fossiler er de marine kalksten fra Kansas i den øvre kridttid og de marine skifre fra Canada.
Q: Var Hesperornis udbredt over hele verden?
A: Ja, man mener, at Hesperornis sandsynligvis havde en holarktisk udbredelse.
Q: Hvorfor var Hesperornis et vigtigt fund i fuglepalæontologiens historie?
A: Hesperornis var et vigtigt tidligt fund i fuglepalæontologiens historie, da det var et af de første eksempler på en vandfugl og var med til at udvide kendskabet til fuglenes evolution.
