Knoglekrigene var en periode, hvor der blev fundet og opdaget fossiler i USA i slutningen af det 19. århundrede. Det meste af begivenhederne fandt sted i Colorado, Nebraska og Wyoming.
Baggrund
Knoglekrigene var i vid udstrækning et resultat af voksende interesse for naturhistorie, konkurrencen om prestige mellem institutioner og ønsket om at opbygge store museums-samlinger i USA. Rivaliseringen stod primært mellem Edward Drinker Cope (tilknyttet Academy of Natural Sciences i Philadelphia) og Othniel Charles Marsh (fra Peabody Museum of Natural History ved Yale). Konkurrencen accelererede i årene Ca. 1877–1892, hvor begge brugte betydelige personlige midler til ekspeditioner og til at betale feltfolk for at finde og fremskaffe fossiler.
Metoder og rivalisering
Konflikten blev præget af hårde midler. Begge parter benyttede sig af taktikker som bestikkelse, tyveri af fund, bevidst ødelæggelse af knogler for at forhindre den anden i at få materiale, og aggressiv polemik i videnskabelige publikationer. De hyrede eller forsøgte at betale de samme lokale fossiljægere og arbejdere, og sommetider førte det til direkte sammenstød på feltet. Formålet var at undergrave modpartens troværdighed og sikre sig finansiering og ære.
Videnskabelige resultater og problemer
Trods de usympatiske metoder gav perioden et enormt materiale til palæontologien. Der blev samlet og beskrevet mange fossiler fra de rige "knoglelag" i det vestlige USA, og samlingerne ved institutionerne voksede kraftigt. Begge mænd efterlod et væld af materiale — herunder mange uåbnede kasser med fossiler — der senere kunne studeres af efterfølgende generationer.
Fakta: Sammen beskrev Cope og Marsh 142 nye dinosauriearter, men efter senere revisioner anses kun omkring 32 af disse navne for gyldige i moderne taksonomi. Mange af de tidlige beskrivelser var forhastede, hvilket førte til fejlklassifikationer, chimeriske sammenstillinger (blanding af forskellige dyr i én rekonstruktion) og navnekonflikter, som senere palæontologer har måttet rette op på.
Konsekvenser og eftermæle
Knoglekrigene havde flere langtidseffekter:
- Offentlighedens interesse for forhistorisk liv steg markant, og dinosaurer blev et populært emne i medier og udstillinger.
- Perioden førte til flere store udgravninger i Nordamerika i de følgende årtier og til udbygning af museums- og universitets-samlinger.
- Selvom rivaliseringen økonomisk og socialt rykkede både Cope og Marsh — begge sluttede relativt ruinerede efter at have brugt store summer på at overgå hinanden — bidrog deres arbejde væsentligt til fagets udvikling. Mange senere opdagelser og analyser byggede på det materiale, de indsamlede.
- Knoglekrigene illustrerede også behovet for bedre etiske normer i feltarbejde, systematisk dokumentation og professionel samarbejdskultur i palæontologi.
Produkterne fra knoglekrigene øgede vores viden om forhistorisk liv og vakte offentlighedens interesse for dinosaurer. Dette førte til flere fossiludgravninger i Nordamerika i de følgende årtier. Der er blevet udgivet adskillige historiske bøger og fiktive tilpasninger om denne periode med intens aktivitet inden for fossiljagt.
Sammen opdagede de nogle af de mest berømte fossillokaliteter i Nordamerika, såsom Morrison-formationen ved Como Bluff i Wyoming. Morrison-formationen strækker sig ind i 13 stater og eftersøges stadig, hvor den kommer til overfladen.
Moderne vurdering: Historikere og palæontologer ser i dag knoglekrigene som både en mørk og en frugtbar epoke: mørk pga. de uetiske midler og personlige ødelæggelser, frugtbar fordi det enorme indsamlede materiale og den øgede interesse bidrog væsentligt til etableringen af palæontologi som en seriøs videnskabelig disciplin.



