Girolamo Savonarola (21. september 1452 – 23. maj 1498) var en italiensk dominikanerpræst og fra 1494 en af de mest magtfulde personer i Firenze indtil sin henrettelse i 1498. Han er især kendt for de såkaldte „bonfires of the vanities“ — de massebrande, hvor han og hans tilhængere lod bøger, spejle, forlystelsesgenstande og det, de anså for umoralsk eller hedensk kunst, gå op i flammer. Som prædikant kritiserede han åbent den moralske korruption i hele præsteskabet og Roms kirke, og hans hårde angreb gjorde ham til fjende af pave Alexander VI. Nogle historikere ser ham som en forløber for Martin Luther og den protestantiske reformation, men Savonarola forblev livet igennem troende romersk-katolik.
Tidligt liv og virke
Savonarola blev født i Ferrara og sluttede sig som ung til dominikanerordenen. Han studerede teologi og slog navn fast som en karismatisk og intens prædikant. I slutningen af 1480'erne og begyndelsen af 1490'erne fik han efterhånden stor indflydelse i Firenze, hvor han tiltrak et stort publikum med sine moralske formaninger, forestillinger om kommende dommedag og krav om kirkelig og borgerlig fornyelse.
Politisk indflydelse i Firenze
Da familien Medici blev drevet ud af Firenze i 1494, trådte Savonarola frem som en væsentlig moralsk og politisk leder. Han spillede en central rolle i opbygningen af en republikansk styreform, indførte strenge moralregler — forbud mod spil, ekstravagant tøj og prostitution — og ansatte sine tilhængere i administrationen. Hans bevægelse bestod af både religiøse tilhængere, kendt som „Piagnoni“, og borgerlige reformatorer, som så ham som vejleder for en religiøs og moralsk genoplivning af byen.
Bonfires of the Vanities og kunst
Savonarola opfordrede sine tilhængere til at destruere det, han anså som syndigt eller vanemæssigt. Disse offentlige brænde-ceremonier — ofte omtalt som „Bonfire of the Vanities“ (italiensk: Falò delle vanità) — førte til tab af bøger, smykker, kostbar beklædning og i nogle tilfælde kunstværker. Der findes samtidige beretninger om kunstnere og borgere, der leverede genstande til bålet eller reviderede deres virke under presset fra prædikantens strenghed.
Konflikt med pavestolen og fald
Savonarola kom i stigende konflikt med pave Alexander VI og pavestolens interesser, dels på grund af sine angreb på den kirkelige moral og dels på grund af sin politiske magt. Han fremsatte bl.a. profetier om Guds straf over korruption og uretfærdighed, hvilket gav ham både tilhængere og fjender. Som følge af konflikten blev han brefvist og advarsler fra Rom blev efterfulgt af formel eksskommunikation (udstødelse) fra pavestolen. I 1497–1498 svækkedes hans position: nogle af hans profetier slog ikke til, og politiske modstandere udnyttede utilfredsheden i byen. Han blev arresteret, dømt for kætteri efter en retssag præget af tvang og tortur, og den 23. maj 1498 blev han offentligt dømt, henrettet ved hængning og derefter brændt på bålet på Piazza della Signoria.
Retlig og historisk kontrovers
Der har længe været debat om lovligheden og retfærdigheden i Savonarolas rettergang og dømning. Tilhængere, især blandt dominikanerne, har argumenteret for, at hans eksskommunikation og henrettelse var uretmæssige og politisk motiverede. Modstandere, herunder mange jesuitter, har imidlertid modsagt ideen om saligkåring og kanonisering af „Frà Savonarola“, idet de peger på hans angreb på pavedømmet og hans metoder som problematiske. Ret fakta og fortolkninger af hans gerning har derfor været og er stadig genstand for intens historisk diskussion.
Eftermæle
Savonarolas eftermæle er komplekst: for nogle er han en radikal reformator og moralsk reformator, for andre en fanatisk prædikant, hvis intolerance skadede kultur og frihed. Hans prædikener og skrifter blev spredt i samtidens trykte udgaver og påvirkede debatten om kirkelig reform. I det tyvende århundrede voksede en bevægelse for kanonisering af „Frà Savonarola“ inden for den romersk-katolske kirke, især blandt dominikanerne, som hævdede, at hans motiver var religiøse og reformistiske. Mange mener, at hans eksskommunikation og henrettelse var politisk betingede og derfor uretfærdige, men ansigtet mod hans tilhængere står fortsat kritiske røster, som mener, at hans metoder og angreb på pavedømmet gør saligkåring kontroversiel.
